The Long Kiss Goodnight

Hukommelsestab er som værktøj genialt når man skal skabe stemning. I Christopher Nolans Memento fra 2000 er det helt centralt for måden, filmen fortælles på.

Det spiller også en vigtig rolle i Arnold-baskeren (og Philip K. Dick-filmatiseringen) Total Recall fra 1990, og også i en anden Dick-filmatisering som Paycheck (2003) er hukommelsen, og manglen på samme, det centrale.

Listen med film, hvor hukommelsestab er centralt for plottet, er lang. Og nogle af de film vil jeg ikke nævne her, da selve plottet bliver vendt op og ned til sidst – og derfor er spoilerfaren meget stor, da hele plottet, og dermed tilskuerens konstruktion af fortællingen, ændrer sig på et splitsekund.

Fra Bourne til Bourne

Jeg husker dog særligt, med varme, og glæde, tilbage på miniserien The Bourne Identity fra 1988 med Richard Chamberlain som Jason Bourne – baseret på Robert Ludlums roman af samme navn fra 1980. Et yngre publikum vil nok mere kende fortællingen om Bourne fra Matt Damon-udgaven.

Det er enkelt og effektivt: En mand vågner op på en strand og kan intet huske. Det viser sig naturligvis, at Bourne er en tidligere superagent, som var en del en noget helt hemmeligt i USA.

Man fornemmer nok, at Shane Blacks plot til The Long Kiss Goodnight på mange måder er et ekko af Ludlums plot. Naturligvis med en twist og med Blacks uovertrufne måde at skrive dialog på:

“…everyone knows, when you make an assumption, you make an ass out of “u” and “umption””

Juletid i lillebyen

Det er juletid. Vi møder Samantha Caine, der er skolelærer i lillebyen Honesdale, Pennsylvania. Hun har en kæreste. Og en datter. Alt er godt.

Det specielle er dog at Samantha ikke kan huske mere end 8 år tilbage i tiden! Dengang blev hun fundet på en strand. Gravid OG med hukommelsestab.

Dette kunne jo nærmest lyde som indledningen på en Danielle Steel! Men det er det heldigvis ikke. For det viser sig nemlig, at Samantha ikke altid har været en sød husmor. Nok nærmere en husmorder!

En række af hændelser gør, at Samantha kommer på sporet, sammen med privatdetektiven Mitch, af sin blodige fortid, og mere af handlingen vil jeg ikke røbe her.

Før Renny Harlin blev hot shit i Hollywood var han et lille navn i (ja, jeg ved godt det ikke lyder så imponerende), Finland. Med titler som Houstaanotto (en kortfilm på 6 minutter, 1980) og Kohtauspaikka 33 (ligeledes en kortfilm på 18 minutter, 1981) på sit CV som instruktør var Renny, hvis borgerlige navn er Lauri Mauritz Harjola, ikke nogen stor spiller i det finske filmmiljø.

Renny arbejdede ligeledes som fotograf og havde små skuespilroller i finske film. Så det var koldt i Finland, og Renny kom ingen vegne. Men så var det, at en tur til USA ændrede på tingene, hvor han efter et møde med Markus Selin, der også kommer fra Finland, begyndte at skrive manuskriptet til deres fælles film Born American, der kom på markedet i 1986.

Filmen er en finsk-amerikansk produktion instrueret af Renny og med manus af Renny og Marcus og med selveste Mike Norris i hovedrollen – Mike er søn af den mere kendte Chuck, der bærer det samme efternavn.

Fra Finland til det okkulte fængsel!

Filmen var den dyreste i Finlands historie, men desværre blev den bandlyst i Finland, da den havde et noget kritisk syn på russerne. Det blev under alle omstændigheder starten på Rennys USA-tour. Og første stop var den effektive okkulte fængselsfilm Prison (1987) med selveste Viggo Mortensen i hovedrollen.

Efter Prison blev Renny sat til at instruere Freddy-filmen A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master (1988), og så begyndte tingene ellers at gå stærkt for den gode finne.

I 1990 kom både actionhittet Die Hard 2 og kultfilmen The Adventures of Ford Fairlane. I 1993 var det så tid til, at Renny skulle instruere Sylvester Stallone i rollen som Sankt Bernhard-hund i Cliffhanger, og i 1995 ventede der Renny en økonomisk maveplasker i form af Cutthroat Island, som i mine øjne er en meget undervurderet film.

Men Renny fik hurtigt skibet på rette køl, og The Long Kiss Goodnight gav ham i 1996 netop en kæmpe succes.

I 1999 lavede Renny sin, indtil videre, sidste store succes i form af hajfilmen Deep Blue Sea, og hvis jeg skal være lidt hård, er der ikke meget positivt at sige om Harlins karriere efter den skønne hajfilm.

Når ret skal være ret, så er Harlins 1990’er-output også så godt, at han for altid vil have en glorværdig plads i min filmbog.

En dygtig håndværker

Med The Long Kiss Goodnight viser Renny Harlin, hvor dygtig en håndværker han er. Plottet afvikles elegant, og potentielle plothuller bliver charmende fyldt op med fede actionsekvenser, skøn dialog, herlige skurke og gode skuespillere.

Filmens univers, der kobler det realistiske liv i en lilleby i USA sammen med store komplotter, superlejemordere og vilde planer, er eksekveret med bravur af Harlin.

Man husker filmen; den har noget taktilt over sig, og selve filmens kerne er ganske rørende og ægte menneskelig midt mellem eksplosioner og blodige likvideringer. Filmen er legesyg, som en lille actionhund, der bjæffer “kom med på en actiontur” til ejeren, altså os tilskuere.

Actionsekvenserne, som der er mange af, er både meget blodige og meget opfindsomme, hvad enten det drejer sig en skøjtende hovedperson med en riffel på ryggen, der ondulerer nogle skurke i en bil, eller en kniv, der kastes med brutal perfektion.

Ordsmeden sendt fra Himlen

Og så er replikkerne et helt kapitel for sig selv, og dengang, tilbage i slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne, var der ikke nogen bedre actionfilmreplikhåndværker end Shane Black – han fortjener en helt særlig plads i one-liner-himlen.

Black var også omkring manuskripterne, og dermed replikkerne, til film som Lethal Weapon (1987), The Last Boy Scout (1991) og Last Action Hero (1993). Nammenam!

Det var evner, Black tog med sig videre som instruktør (og forfatter) på film som Kiss Kiss Bang Bang (2005) og The Nice Guys (2016). Bemærk også i den sammenhæng, at julen spiller en central rolle i mange af Blacks film og ja, du kan godt kalde The Long Kiss Goodnight en ægte julefilm.

Her et eksempel på Black, når han opererer på et højt niveau:

“I will see to it you will spend the next ten years in prison getting ass fucked. And if the case is thrown out because my arrest was too violent, I will personally hire men to ass fuck you for the next ten years. So, if you’re an ass fucking fan, you go ahead and mouth off.”

Som man nok også fornemmer her, var – og er – Black en fisk i vandet, når det handler om buddy-actionfilm tilsat hårdkogt humor.

Og netop buddy-delen fungerer også fornemt The Long Kiss Goodnight hvor Charly Baltimore/Samantha Caine og Mitch Henessey er nogle skønne og uortodokse hovedpersoner – husmoderen, der viser sig at være lejemorder, og den slibrige privatdetektiv, der bliver en helt.

Geena Davis og Samuel L. Jackson har en skøn kemi som giver Blacks ord liv. Og faktisk formår de også at give deres makkerskab et rørende lag, som også udvikler sig gennem filmen. Smukt.

Actionguderne

At se The Long Kiss Goodnight er som at kigge igennem en smuk portal, der viser en ikke så fjern fortid. En fortid hvor Renny Harlin og Shane Black var actionguder.

Og på falderebet får Mitch/Shane Black ordet:

“I’m always frank and earnest with women. Uh, in New York I’m Frank, and Chicago I’m Ernest.”

Anmeldt i nr. 241 | 13/12/2025