Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

The Last Boy Scout

The Last Boy Scout
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

En fremragende buddy-actionkomedie med filmhistoriens bedste one-liners, en herlig helteduo og fremragende actionsekvenser. Tak for det, Scott, Black og Willis!

The Last Boy Scout“Water is wet, the sky is blue, women have secrets. Who gives a fuck?”

Hvis det ikke er poesi på et meget højt niveau, så ved jeg ikke, hvad der ellers skulle være det. Og på samme måde er selve filmen en af de smukkeste juveler fra den amerikanske actionfilms guldalder.

The Last Boy Scout er nemlig på mange parametre et lille vidunder af en film. Og det kan tilskrives mange ting.

Et mesterligt manuskript

Det primære falder tilbage på det meget modige manuskript af Shane Black. Her tænker jeg ikke på selve plottet, som ikke er videre originalt.

Nej, jeg tænker på den hårfine balance, som Black opnår mellem humoren og volden. Mellem meta og nærvær.

Det kunne være endt fuldstændig galt: Humoren kunne have fjernet indlevelsen, og volden kunne have gjort den kold og ligegyldig, men det er ikke tilfældet. Doseringen sidder lige i skabet, og når man efterlader et så fantastisk manuskript til en så stilsikker instruktør som Tony Scott, så er man faktisk sikker på at ramme skiven.

De fleste af Tonys film var meget underholdende, mange lækre fire- og fem-stjerners film. Der var få deciderede mesterværker iblandt dem, men sådan et er The Last Boy Scout. I næste måned vender jeg for øvrigt tilbage med en anmeldelse af Tonys andet mesterværk.

En sjov detalje er, at filmen i sin samtid ikke blev set som det vidunder, jeg beskriver i dag. Men sådan er det med gode sager: De bliver ofte bedre med årene, og i dag fremstår filmen som en af de bedste buddy-actionkomedier, sammen med film som Midnight Run (1988), 48 Hrs. (1982) og de første to film i Lethal Weapon-serien (1987 og 1989, hvoraf Shane Black også står manuskriptet til den første af dem og historien til den anden).

Noget undervurderet da den udkom

Der var dog nogle anmeldere, der godt kunne se en fidus i The Last Boy Scout. I den glimrende (før også den bogserie blev udvandet) Filmårbogen 1992 skriver Peter Risby Hansen blandt andet:

“Faktisk skal Mel Gibson og Danny Glover passe på at Bruce Willis og Damon Wayans, i evt. kommende “Boy Scout”-film, ikke går hen og bliver et særdeles attraktivt alternativ til dem.”

Ja, her henviser Risby Hansen jo netop til Lethal Weapon-serien; en serie der desværre løb af sporet, og jeg ville faktisk have elsket endnu en film om den sidste drengespejder. Men sådan skulle det ikke gå.

At filmen overhovedet blev til noget, er også lidt af et mirakel. Produktionen, og uenigheder mellem alfahanner som Scott, Willis og Silver, truede produktionen. Der var mange dagsordener på spil.
Det var faktisk først, da Stuart Baird kom på banen – klipperen der også var med til at redde en film som Tango & Cash (1989), som jeg anmeldte for nyligt – at man fik den film frem, som vi kan nyde i dag. Og tak for det, Baird!

Og så et lille smut tilbage til plottet. Som faktisk er ret fedt. I al sin enkelhed.

En grum og korrupt verden

Efter titelsekvensen, hvor Bill Medley synger “Friday Night’s A Great Night For Football” (jeg elsker den sekvens, da der er så stor kontrast til det efterfølgende), kommer filmens prolog, hvor vi er til en NFL-kamp

Det regner, det er klassisk Scott-mørkt – de to brødre, Tony og Ridley, kan et eller andet med regn og mørke. Kampen er i sin afgørende fase.

Stjernespilleren på det ene hold får en opringning. Det bliver klart for ham, at hans hold SKAL vinde. Så den stakkels stjernespiller tager nogle piller, bliver sendt ind på banen og i et afgørende drive, hvor han skal score, trækker han en pistol og skyder de forsvarsspillere, der forsøger at stoppe ham. Så falder han på knæ, bevæbnede vagter nærmer sig, og han siger “Ain’t life a bitch”, før han skyder sig selv i hovedet. Bang.

Det er i denne mørke og korrupte sportsverden, handlingen udspiller sig. Da vi skifter scene, regner det ikke mere. Solen er kommet tilbage til Los Angeles, hvor filmens handling udspiller sig. En klassisk Tony Scott-varme i farverne. Tørt.

En udbrændt helt

Her møder vi Joe (Willis), der sover i sin bil. Med voldsomme tømmermænd. Han kigger sig selv i spejlet og siger (til sig selv, som man nu gør det i film): “Nobody likes you. Everybody hates you. You’re gonna lose. Smile, you fuck.” Ja, det ser ikke helt godt ud for vores helt.

Joe er privatdetektiv, sådan én med et mørkt kontor, som vi kender det fra klassisk noir. Joe får over telefonen en opgave af sin “ven” Mike: Joe skal opsøge den unge stripper Cory.

Da Joe kort tid efter kommer hjem, konen tror han er i Las Vegas, finder han “vennen” Mike i klædeskabet. Joe siger selv følgende om situationen:

“Sure, sure, I know… it just happened. Coulda happened to anybody. It was an accident, right? You tripped, slipped on the floor and accidentally stuck your dick in my wife. “Whoops! I’m so sorry, Mrs. H. I guess this just isn’t my week.”

Joe og Mike snakker i indkørslen om opgaven – det fortæller lidt om, hvor udbrændt Joe er – og da Mike skal til at køre væk, sprænger Mikes bil i luften. Kabooom.

Joe vælger dog at tage opgaven, og snart slår han pjalterne sammen med den tidligere stjerne-quarterback Jimmy Dix (Wayans). Og så kan den klassiske buddy-film begynde. Det umage makkerpar er oppe mod korruption og nedrige skurke. Det eksploderer i vold og one-liners. På den gode måde.

At finde tilbage til fordums heltestyrke

En stærk trumf for filmen er Bruce Willis og karakteren Joe Hallenbeck. Et venligt nik tilbage i tiden til den klassiske noir-helt og et, for datiden, vigtigt favntag med den klassiske actionhelt.
I et par effektfulde flashbacksekvenser ser vi den ægte helt, helten Joe før han blev udbrændt. En skarp frisure, et skarpt blik, actionspejderens ægte udtryk.

I filmens nutid er Joe blevet til noget andet. En nihilistisk privatdetektiv, der flirter med katastrofen, altså katastrofen som Joes eget liv har udviklet sig til. Konen knalder udenom, datteren er en møgunge, og Joe kan ikke slippe fortiden – se bare de fine detaljer med telefonopringningerne til senatoren, den mand der startede Joes nedtur.

Men når det endelig gælder, når der er mest brug for det, træder Joe i karakter. Ikke som den glatte actionhelt, men som spejderen; manden, hvor ære og løfter betyder noget, manden, som sprut, smøger og dårligt selvværd ikke kan holde nede. Den Joe træder frem for at forløse handlingen, og Bruce Willis er sjældent set bedre, eller mere udbrændt, end i rollen som Joe. Det er guf fra den højeste actionheltshylde.

Filmhistoriens bedste one-liners

Vi skal lige tilbage til det med volden og humoren. I en af filmens bedste scener, og det siger ikke så lidt, er Joe blevet slået ned af en grum pistolmand, der tager ham med om i en baggård for at skyde ham.

Skurken beklager situation: “Wrong place, wrong time. Nothing personal.” Den griber Joe med det samme: “That’s what you think. Last night I fucked your wife.”

Det er så der, hvis man altså holder med skurken, at han burde have skudt Joe. Men skurke elsker at snakke, de elsker gode historier: “Oh you did, hah? How’d you know it was my wife?” Joe er rap i replikken: “She said her husband was a big pimp lookin’ motherfucker with a hat.”

Skurken er ved at blive lidt sur: “Oh, you’re real cool for somebody who’s about to take a bullet.” Men som en cirkusklovn der optræder for sit liv, fortsætter Joe: “After fucking your wife I’ll take two.”

Skurken gør klar til at afslutte samtalen: “All right, you want it in the chest, or the head?” Men nu er Joe for alvor blevet varm: “Yeah, that’s what your wife said.” Skurken, nu mere bestemt: “Hey, would you stop with the wife shit?” Joe kan mærke at han har fået torsken på krogen: “Ask me how fat she is.” Og skurken kan ikke dy sig: “Fuck you, man! How fat is she?”

Og så går Joe joke-amok: “She’s so fat I had to roll her in flour and look for the wet spot. Motherfucker, if you wanna fuck her you gotta slap her thigh and ride the wave in. Now I’m not saying she’s fat, her high school picture was an aerial photograph.”

Skurken griner mere og mere, og til sidst formår Joe at plante en halv ølflaske i halsen på skurken, der dermed dør. Sådan.

En anden af mine favoritscener er da Joe, der igen er taget til fange, får slag af en skurk. Efter et par slag, og en trussel fra Joe, slår Joe skurken ihjel med ét enkelt slag hvorefter han tørt siger “I told you, if you ever touch me again, I’ll kill you.”

Men det er ikke kun heltene, der formår at komme op på den store one-liner-klinge. Den fremragende skurk Milo (Taylor Negron) er også med på legen. Som her hvor han bliver stoppet af en betjent, der spørger om der er noget galt. Milo svarer følgende, før han skyder betjenten:

“Yes, officer. As a matter of fact there is a problem. Apparently there are too many bullets in this gun.”

Er det ikke smukt?!

Ja, og man kunne fortsætte. Filmen er spækket med den slags lækkerier. Hvor humoren afløses af brutal vold; noget der er med til at give filmen både nerve og en uhørt høj underholdningsfilm.
Det er bestemt ikke en film for børn, og selve tonen er meget dyster, men hold op hvor fungerer det sublimt.

Det er fra en tid, før Hollywood blev politisk korrekt. One-liners er aldrig set bedre udført end her, og i årene der fulgte, blev de udvandet, det blev for meget meta og for klodset. Men her skinner one-lineren som den klareste diamant. Som et af filmens stærkeste kort; et kort som Shane Black leverede med bravur – på trods af at han også blev ramt af en masse omskrivninger.

Be prepared

Og lad os, i disse mørke tider og før jeg kaster seks stjerner efter dette mesterværk, give det sidste ord til Joe Hallenbeck:

“Be prepared, son. That’s my motto. Be prepared.”

6 stjerner

Titel: The Last Boy Scout
Instruktør: Tony Scott
Manuskript: Shane Black
Cast: Bruce Willis (Joe Hallenbeck), Damon Wayans (Jimmy Dix), Chelsea Field (Sarah Hallenbeck), Taylor Negron (Milo), Halle Berry (Cory), Bruce McGill (Mike Matthews)
Foto: Ward Russell
Klip: Stuart Baird, Mark Goldblatt, Mark Helfrich
Musik: Michael Kamen
Spilletid: 105 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 1991

Anmeldt i nr. 173 | 13/03/2020

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *