The Illusionist

Vi er i starten af det 20. århundrede. Den unge knøs Edward Abramowitz bor i Wien, da han en dag møder en omrejsende tryllekunstner, der lærer ham et trick eller to. Dette motiverer i den grad den unge Edward, der efterfølgende bruger al sin fritid på at lære den svære kunst at trylle.

Den unge hertuginde Sophie Van Teschen bliver fascineret af Edwards tricks, og snart efter forelsker de sig. Men ak, en sådan kærlighed er jo forbudt. En hertuginde kan ikke omgås en simpel bondetamp, og det forelskede par må ikke længere ses. Men kærlighed lader sig ikke kue, og sammen planlægger de at stikke af, og rejse ud i den vide verden, hvor ingen kan finde dem. Natten for flugten forløber dog ikke som planlagt, og den unge Sophie Van Teschen bliver ført tilbage til slottet. Knust forlader Edward Wien, og vender først tilbage 15 år senere.

Den lede tronfølger

Tilbage i Wien har Edward Abramowitz taget navneforandring til Eisenheim, og slår sig nu fast som en af tidens helt store illusionister. Publikum flokkes for at se den fantastiske Eisenheim og hans utrolige kunster. Wiens politimester, Uhl, er som resten af pøblen dybt fascineret, og opfordrer rigets tronfølger, kronprins Leopold, til at se Eisenheim udfolde sig en aften.

Den aften hvor Leopold sidder i logen, har Eisenheim brug for en frivillig. Kronprinsen rejser sig stolt, og sender derpå sin trolovede ned på scenen. Her opdager Eisenheim, at Leopolds trolovede er den dejlige Sophie Van Teschen. Kærligheden blomstrer på ny. Efter showet mødes Eisenheim med kronprins Leopold og hans lakajer. Den selvsikre Leopold er ganske sikker på, at han har luret alle numrenes sammensætning og udførelse, og beder Eisenheim optræde på Hofburg. Dette takker Eisenheim ja til.

Leopold vil under denne seance, sammen med sit hof, påvise, at Eisenheims illusioner er ganske nemme at gennemskue. Det kan han dog ikke, og helt galt går det, da han erfarer, at hans trolovede er begyndt at lege kissemisse med Eisenheim. Det går simpelthen ikke, og han forlanger derfor, at polimester Uhl skal lukke Eisenheim ned. Dette udvikler sig siden hen til en personlig hetz mod Eisenheim, der alt imens dette står på, prøver at smede en plan sammen, således at han og Sophie Van Teschen endelig kan stikke af sammen og leve lykkeligt til deres dages ende. Et lig, der uventet dukker op, gør dog sit til, at denne plan ikke så nemt lader sig gøre.

Forudsigeligt plot twist

The Illusionist er baseret på Steven Millhausers novelle Eisenheim the Illusionist fra novellesamlingen The Barnum Museum fra 1990. Personligt synes jeg ikke, at filmen imponerer, hverken på skuespillet eller effekterne. The Illusionist lader sig bedst beskrive som et kærlighedsdrama, og havde den ikke været tilsat lidt trylleri, var den faldet helt igennem.

Filmen efterlader ingen nævneværdige indtryk, og er således ikke en film, man lige smider sig på sofaen for at se igen. Siden The Sixth Sense (1999) er det blevet voldsomt populært med overraskelser/twists i film, og selvfølgelig prøver The Illusionist også at slå plat på dette koncept. Det viser sig bare, at man overhovedet ikke bliver den mindste smule overrasket, da twistet så endelig indfinder sig. Man kunne se det komme, da filmen i den grad undervejs lægger op til en (u)ventet drejning.

Værst står det dog til med slutningen, der er ganske frygtelig og utroværdig skruet sammen. Den kære politimester Uhl får pludseligt et klarsyn på banegården, og regner lige hele mordgåden ud, mens han storgriner med sig selv. “Hmm… Tiden er gået, hvordan afslutter vi bedst denne film. Jeg har det! Lad på mystisk vis politimester Uhl regne det hele ud, selvom han egentlig ikke burde kunne. Det opdager seerne aldrig”. Jo, de gør!

Ikke prangende skuespilpræstationer

Hvad angår skuespillet, så virker Edward Norton fraværende, og ser ligefrem ud som om han keder sig i sin rolle som Eisenheim. Gnisten er der ikke rigtig. Jessica Biehl gør det ikke meget bedre, og mon ikke kun hun er med, fordi hun har udseendet i orden. Rufus Sewell gør det dog ganske udmærket som den onde, usympatiske kronprins Leopold. Desværre er selve karakteren bare så klassisk opbygget, at han ikke er videre interessant at se på.

Den bedste præstation i filmen må derfor tilskrives Paul Giamatti, der spiller politimester Uhl. Her finder man noget indlevelse og troværdighed. Politimesteren, der selv kommer fra simple kår, har gennem mange års slidsom tjeneste arbejdet sig op gennem det sociale hierarki, og har ambitioner om at nå endnu længere op ad rangstigen. Men da han bliver mere og mere involveret i Eisenheim-sagen, begynder han at vakle og hans personlige ambitioner og moral bliver sat på en alvorlig prøve.

Der skal efterhånden en del til at blive imponeret over computergenerede effekter. The Illusionist benytter sig ganske flittigt af disse effekter, når Eisenheim praktiserer sine illusioner. Effekterne løfter dog ikke filmen op på et højere niveau, og man imponeres f.eks. ikke, da Eisenheim på magisk vis lader et appelsintræ gro op af en tom spand, og bagefter kaster en appelsin ud til publikum.

Gammel vin på nye flasker

Skal man komme med en dom over The Illusionist, må jeg erkende, at filmen er ganske middelmådig, og tenderer enkelte gange det kedelige. Selve historien er pakket ind i en ny emballage, men når man åbner den, opdager man, at man faktisk har set det hele før. Dette kan end ikke illusioner skjule. Se eller gem The Illusionist til den dag, hvor du virkelig ikke har andet at give dig til.

The Illusionist er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

Anmeldt i nr. 21 | 13/07/2007

Stikord: Filmatisering, Magi, Tryllekunstnere