Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

The House of the Devil

The House of the Devil
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

The House of the DevilEn babysitter. Et stort hus. En nærliggende kirkegård. Lyder det som noget, vi har set før? Bestemt. Og det er også meningen. The House of the Devil er en totalt charmerende homage til 1970’ernes og 1980’ernes gyserfilm.

Vores anmelderkollegaer på genrefilmsitet Uncut indleder anmeldelsen af The House of the Devil med ordene “It had me at hello”. Jeg havde akkurat den samme oplevelse. Nærmest med det samme billedet tonede ind, var jeg solgt!

Jeg vidste godt, at The House of the Devil er produceret i 2009, men et kort øjeblik var jeg næsten overbevist om, at jeg havde fået en fejltrykt skive med en horrorfilm fra 1970’erne eller 1980’erne. Så gennemført er stilen i Ti Wests forfriskende homage til en svunden tids gyserfilm. Det gælder både i billedæstetik og lyssætning, locations, rekvisitter, titelsekvens og musik. Det hele er holdt i en overbevisende retrostil.

Lavet ærligt og ud af kærlighed

Titelskærmen - totalt old school, totalt fedt!

Det er vel at mærke en retrostil, der på ingen måde spiller smart og genrebevidst. Det er lavet ærligt og tydeligvis ud af kærlighed til genren. Af samme grund er The House of the Devil også så overbevisende. Når selve handlingen også er forfriskende altmodisch, ja så er det nok til at give denne anmelder julelys i øjnene.

Handlingen er enkel. Den unge collegestuderende Samantha (Jocelin Donahue) er træt af sin roommate og vil gerne flytte. Ved filmens begyndelse har hun lige fundet et nyt sted, og hun er desperat efter nogle penge til sin første husleje. Derfor springer hun til, da hun ser et opslag på campus, hvor nogen annoncerer efter en babysitter.

Omstændighederne omkring jobbet er dybt besynderlige. Samantha ringer til et telefonnummer, uden at der bliver svaret. To sekunder efter at hun har forladt telefonen, ringer den. Ikke så mærkeligt? Jo, for det er en mønttelefon! Hm..

Det bliver mærkeligere og mærkeligere

Jocelin Donahue som Samantha

Men det bliver mærkeligere endnu. Mr. Ulman, som manden hedder, dukker aldrig op til det møde, han ellers ønsker at holde med det samme, og det er først, da Samantha tager hjem ud på aftenen, at hendes roomie fortæller, at nogen har ringet og spurgt efter hende. Det er selvfølgelig Mr. Ulman, og det ender med, at Samantha og hendes veninde Megan (Greta Gerwig) kører ud til Ulmans hus.

Så bliver det lige en tand mærkeligere. Først og fremmest er Mr. Ulman en ret mærkelig mand. Han spilles i øvrigt af Tom Noonan, der leverer en herlig underspillet, men creepy, creepy, creepy præstation. For det andet viser det sig, at Samantha ikke ligefrem skal babysitte. Det er i stedet Mr. Ulmans svigermor, Samantha skal kigge efter. Det kræver noget overtalelse (og ekstrabetaling), før Samantha indvilger. Og hvorfor er Mr. Ulman så desperat efter at Samantha skal sige ja? Har det noget at gøre med den måneformørkelse, der er snak om flere gange i filmens indledning?

Lige lidt mærkeligere bliver det, da Samantha får at vide, at den gamle kone ligger ovenpå, men at hun er meget privat og overhovedet ikke vil forstyrres. Samantha skal kun være i huset i tilfældet af et nødstilfælde, så hun kan ringe efter hjælp. Nævnte jeg, at huset lå ganske tæt på en gammel kirkegård? Nej, okay, men det gør det.

Stemningen fortættes

Huset

Megan er meget imod, at Samantha skal tage jobbet. Smart pige, hende Megan. Men Samantha sender Megan hjemad og bliver i huset. Inden Ulman tager af sted, når Samantha også lige at hilse på hans kone (Mary Woronov), der er absolut lige så creepy som han selv.

Efter at the Ulmans har forladt huset, fortættes stemningen. Især da Samantha begynder at høre mærkelige lyde oppe fra førstesalen. Hun begynder naturligvis at undersøge sagerne, og uden at jeg vil afsløre noget som helst om den videre handling, kan jeg godt fortælle, at hun finder et fotografi stuvet af vejen i et skab. Fotografiet forestiller en lykkelig familie foran huset. Og det er ikke familien Ulman.

Pigerne er ankommet. Fælden er klappet. Mr. Ulman (Tom Noonan) ser tilfreds ud.

Ti West bruger over en time af filmens spilletid på kun godt og vel halvanden time til at etablere karaktererne og bygge stemningen op. Det er time well spent, for da klimakset pludselig er der – som en trold af en æske – sidder man temmelig langt ude på stolesædet. At jeg så filmen, mens den værste vinterstorm i fem år rasede og det peb og ruskede i vinduerne gjorde nok ikke oplevelsen dårligere, men det var filmen, og ikke vejret, der piskede stemningen i vejret. Og det gjorde den godt!

Som sagt er den første time helliget stemningsopbygning. Vi ser et enkelt meget pludseligt, meget blodigt mord, men det er også det. Ellers bruges tiden udelukkende på at fortætte atmosfæren, indtil det er noget nær uudholdeligt. Den slags ser vi meget lidt af i gyserfilm nu om stunder, og det giver mig lyst til at stikke Ti West på næven og købe ham en stor fadøl.

Autentisk look og overbevisende tidsbillede

Mrs. Ulman (Mary Woronov). Slet ikke creepy. Nej da. Slet ikke.

Hele retrostilen gør bestemt ikke tingene dårligere. Som sagt er stilen virkelig gennemført, og The House of the Devil er endda optaget på 16 mm-film for at give filmen det autentiske look. Lyssætningen hjælper naturligvis også på indtrykket, og production designeren må have stor ros for at have skabt et overbevisende tidsbillede. Ud fra lydsiden kan vi i øvrigt regne ud, at filmen tidligst foregår i 1983 (og næppe meget senere), da Samantha på et tidspunkt danser rundt med The Fixx’ “One Thing Leads To Another” i sin totalt megaseje (og kæmpestore) walkman.

Rent billedmæssigt er The House of the Devil også flot, og fotografen Eliot Rockett formår virkelig at gøre Ulman-huset uhyggeligt. Stilen er tilbageholdt og uden mærkelige kameravinkler, hvilket yderligere forstærker indtrykket af, at dette her er en film, der gerne vil tages alvorligt.

Og det fortjener The House of the Devil også at blive. Godt nok er det en homage og en pastiche, men den er lavet uden nogen form for kæk metakommenterende glimt i øjet. At Ti West udmærket er klar over sine inspirationskilder er indlysende: Det kommer både til udtryk i æstetikken og i plottet, der viser sig at stå i gæld til nogle ret store forbilleder. Men det betyder ikke, at filmen er useriøs eller retro på den kitschede måde. Tværtimod er der som sagt tale om en ægte kærlighedserklæring.

Rosemary.. undskyld Samantha med køkkenkniv i hånden undersøger huset

Sidst med ikke mindst må også folkene foran kameraet have ros. Jocelin Donahue er overbevisende (og topnuttet) i rollen som Samantha, og også Greta Gerwig er helt igennem overbevisende som veninden Megan. Tom Noonan og Mary Woronov har allerede været nævnt som Mr. og Mrs. Ulman. Noonan er som sagt forrygende i sin relativt korte screen time, og læg i øvrigt mærke til, hvordan Ti West får ham til at virke endnu højere, end han er, ved at filme ham i frøperspektiv.

Jep, The House of the Devil had me at hello. Der er på ingen måde tale om et filmisk mesterværk, men “bare” om en gennemført charmerende homage til 1970’ernes og 1980’ernes gyserfilm. Men når den er lavet med så meget kærlighed til genren, der præsenteres her, kan man ikke lade være med at lade rive sig med. Anbefales varmt!

The House of the Devil er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

5 stjerner

Titel: The House of the Devil
Instruktør: Ti West
Manuskript: Ti West
Cast: Jocelin Donahue (Samantha), Tom Noonan (Mr. Ulman), Mary Woronov (Mrs. Ulman), Greta Gerwig (Megan), A.J. Bowen (Victor Ulman), Dee Wallace (landlady)
Producere: Josh Braun (producer), Larry Fessenden (producer), Roger Kass (producer), Peter Phok (producer), Hamza Ali (executive producer), Greg Newman (executive producer)
Foto: Eliot Rockett
Klip: Ti West
Musik: Jeff Grace
Spilletid: 95 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: USA, 2009
Produktionsselskaber: MPI Media Group, Constructovision, Glass Eye Pix, RingTheJing Entertainment
Distributør (DVD): Another World Entertainment (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 64 | 13/02/2011

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *