The Green Mile

4 minutters læsetid
The Green Mile

Frank Darabont brændte for alvor igennem med den overroste, men ganske fine, The Shawshank Redemption fra 1994, som var baseret på en kortroman af Stephen King. Men jeg syntes faktisk, at The Green Mile, som er Darabonts andet favntag med King, er en bedre film.

Lang film der giver plads til romanens over 600 sider

Det er en lang film, faktisk en MEGET lang film, som tager sig rigtig god tid med at fortælle den historie, som instruktøren Frank Darabont brugte uger på at konvertere fra Stephen Kings roman af samme navn.

Romanen, eller serieromanen, blev oprindeligt udgivet i seks bind fra marts-august 1996. I 2000 blev den for første gang samlet som én udgivelse i en hardcoverudgave med en samlet længde på over 600 sider, så det taler til filmens forsvar, at den rent faktisk tager omfanget af romanen seriøst.

Velkommen til dødsgangen

The Green Mile har en fin lille rammefortælling, hvor vi i 1999 møder den ældre Paul Edgecomb på et plejehjem i Louisiana. Et filmklip får Paul til at tænke tilbage på sommeren 1933, hvor han arbejdede på ”den grønne mil” – betegnelsen for dødsgangen i Cold Mountain Penitentiary.

Når fangen går sin sidste gang mod den elektriske stol råbes der ”walking the mile”, og på Pauls arbejdsplads er gangen limegrøn og deraf navnet. Det er en meget varm sommer, da fangen John Coffey gør sin entré. Manden er en kæmpe neger og er dømt for mord og voldtægt på to piger, og vel at mærke to hvide piger!

På gangen møder vi også den psykopatiske ”praktikant” Percy (han er guvernørens kones nevø og spilles til perfektion af Doug Hutchison), som kun ønsker én ting og det er at være med til en henrettelse. Og så kommer der også den meget ubehagelige morder ”Wild Bill” Wharton, fremragende spillet af Sam Rockwell. Så der er tale om en noget blandet landhandel, hvor vi også kommer ind under huden på andre fængselsbetjente.

Sidder lige i øjet

Alt i alt sidder miljøet, karaktererne og stemningen lige i øjet, og da handlingen så for alvor tager fart, er man som tilskuer allerede draget helt ind i filmen. For det viser sig, at Coffey har magiske evner: Han kan både helbrede og skade mennesker. Af hensyn til dem, der ikke har set filmen, vil jeg ikke røbe mere her, men man kan jo nok godt regne ud at der stilles spørgsmålstegn ved Coffeys skyld/uskyld. Og så sker der ellers ting og sager, der viser, at der er mere mellem himmel og jord – og netop fordi miljøet og personerne er så troværdigt skildret, så tror man på filmens overordnede, og overnaturlige, koncept.

Darabont kan i mine øjne noget ganske unikt, hvor han får sine film til at virke gammeldags på den gode måde: Lækre, mættede billeder. Ingen hurtige klip. Fantastisk udnyttelse af formatet. Plads til personinstruktion frem for overfladiske effekter. Og en kælen og nussen for tidsbilledet og miljøet.

Det er som sådan ikke, fordi jeg er gammeldags. Men jeg kan godt lide, når der er fokus på historie frem for effekter. Og når Darabont er bedst, skaber han rendyrket filmmagi af den gamle skole. Hele dette koncept, med en hyldest til de gamle filmdage, er mest udtalt i den fremragende og meget undervurderede Frank Capra-inspirerede The Majestic (2001).

Hanks og Darabont i topform

I The Green Mile rammer Darabont alle de rigtige toner, og jeg vil mene, at det er hans bedste film til dato. Ja, den er patetisk, men det er en patos, der bygges op til hele filmen igennem. Og ja den er lang, men den er ikke for lang.

Vi fanger også Tom Hanks i hans fedladne periode, hvor man nærmest kan lugte sveden, der løber ned ad ham i sommervarmen. Og Hanks er intet mindre end formidabel i den rolle, som jeg mener er hans bedste til dato. Paul Edgecomb er så tilpas sympatisk, at man tror på filmens projekt. Mimikken og replikken leveres til perfektion og samspillet med specielt David Morse og Michael Clarke Duncan tager kegler.

Og Michael Clarke Duncan leverer også sit livs præstation – et liv, der desværre blev alt for kort, da han døde her i år. I The Green Mile formår den kæmpe mand både at være nærværende og samtidig videregiver han den stemning, at John Coffey måske ikke hører hjemme på denne jord. Man kunne fortsætte med at hive de gode præstationer frem, og det er netop ”bare” et tegn på, hvor megen fokus Darabont har haft på personinstruktionen.

Filmisk mesterværk

Men der hvor filmen for alvor skinner igennem er i stemningen og tidsbilledet: Varmen og fængselsgangen nærmest fortsætter ud i biografrummet, eller stuen, og fra første frame til filmen slutter, var jeg suget ind. Filmmagi af den gamle skole. Og i forhold til The Shawshank Redemption vil jeg mene, der er tale om en mere helstøbt film, hvor der ikke er en påklistret happy end, men nærmere en slutning, som der ledes op til på fornemste vis.

Jeg kender godt de negative jungletrommer: Den er så patetisk, at det driver ned af væggene. Men for mig er patos sjældent set udført bedre end her, og hvis man smider fordommene ud i skraldespanden, kan man ikke undgå at blive rørt. Og så indfanger filmen til perfektion den nostalgi, som Stephen King kan frembringe på fornemste vis – noget mans også ser i King-filmatiseringen Stand By Me (1986).

The best of the best?

For mig er The Green Mile fornem filmkunst og hører til blandt de tre bedste King-filmatiseringer – de to andre i top tre er i min bog mesterværket The Shining (1980) og den fremragende, og meget undervurderede, The Mist (2007). Så hop med på vognen og lad dig forføre af den perfekte blanding af King-nostalgi og ægte filmmagi, som fatter lavede det.

6 stjerner
Titel: The Green Mile
Dansk titel: Den grønne mil
Instruktør: Frank Darabont
Manuskript: Frank Darabont efter roman af Stephen King
Cast: Tom Hanks (Paul), Michael Clarke Duncan (John), David Morse (Brutal), Doug Hutchison (Percy), Sam Rockwell (Wild Bill)
Producere: Frank Darabont (producer), David Valdes (producer)
Foto: David Tattersall
Klip: Richard Francis-Bruce
Musik: Thomas Newman
Spilletid: 189 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 1999
Produktionsselskaber: Castle Rock Entertainment
Distributør (DVD): Warner Home Video
Region: 2

Anmeldt i nr. 86 | 13/12/2012

Stikord: 1930’erne, Filmatisering, Fængsel, Fængselsfilm, Stephen King

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.