Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

The Golden Child

The Golden Child
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

The Golden Child er en ujævn film med en masse fejl og mangler, men den er samtidig dødcharmerende, både på grund af en veloplagt Eddie Murphy og fordi filmen i dag fremstår som et fantastisk tidsbillede.

The Golden ChildTilbage i 1986 havde Hollywood en kortvarig flirt med østasiatisk mysticisme og okkultisme. I juli måned fik John Carpenters Big Trouble in Little China premiere, og små fem måneder senere, den 12. december, var det så The Golden Child.

De to film er på mange måder interessante companion pieces og et godt eksempel på det hyppigt tilbagevendende fænomen, hvor to meget lignende film fra konkurrerende studier eller produktionsselskaber får premiere meget tæt på hinanden.

Og faktisk kunne de to films premieredatoer have ligget endnu tættere. Oprindeligt fik John Carpenter faktisk tilbudt instruktørtjansen på The Golden Child, men han ville hellere lave Big Trouble in Little China.

Til gengæld satte han ekstra fart på sin pre-production på Big Trouble in Little China, så filmen kunne komme ud et godt stykke før The Golden Child, for Carpenter vidste godt, at det ville være meget svært at konkurrere med en Eddie Murphy-film.

Glohede Murphy

På dette tidspunkt var Eddie Murphy et varmt navn i Hollywood. “Glohedt” ville måske være et mere korrekt udtryk.

Murphy spillefilmsdebuterede i 1982 med 48 Hrs., som han hurtigt fulgte op med Trading Places (1983) og Beverly Hills Cop (1984). Samtidig var han i begyndelsen af 80’erne fast medlem af Saturday Night Live-holdet, og lavede fortsat standup-shows.

Efter de tidlige succeser i Hollywood, ønskede Murphy med sin næste film at prøve noget lidt anderledes, og derfor faldt valget på The Golden Child.

Et mareridt

Filmen var skrevet af Dennis Feldman, hvis eneste tidligere manus var komedien Just One of the Guys (1985), og hvis bedst kendte manus, udover The Golden Child, nok er Species (1995).

Feldmans manuskript, der oprindelig hed The Rose of Tibet (og ikke må forveksles med eventyrromanen af samme navn fra 1962), var udtænkt som en detektivhistorie med overnaturlige elementer.

I et interview med Starlog Magazine i 1995 udtalte Feldman, at The Golden Child “var planlagt som en meget anderledes film” (kursivering i originalteksten) og som en “Raymond Chandler-film med overnaturlige elementer”.

Feldman fortalte videre, at hovedrollen var planlagt at skulle spilles af Mel Gibson – og uden de humoristiske elementer – men at Eddie Murphy elskede manuskriptet og snuppede det. Resultatet var Feldman ikke just begejstret for:

“.. I didn’t think the director [Michael Ritchie] did his job. You had to get in there and make this action/adventure/detective film, but instead everybody wanted to make an Eddie Murphy comedy. I think that wasn’t what Eddie should have done, and it’s not what the director should have done – and he didn’t even do it that well, either. It was a nightmare.”

Beverly Hills Cop in Tibet

Med andre ord startede The Golden Child som en helt anden slags historie, end den endte som, men der er en del, der tyder på, at det hele ikke var instruktørens skyld, og at filmen indledningsvist faktisk også så markant anderledes ud.

Det er i hvert fald, hvad man kan udlede af ting, som både Charles Dance (der spiller skurken Sardo Numspa) og John Barry (der komponerede filmens oprindelige og senere kasserede score) har udtalt.

I et interview i Fangoria fra 1992 udtalte Charles Dance følgende:

“Initially, The Golden Child was a very interesting script with a lot of weird resonances, [..] but Paramount basically chickened out. When they first screened it, it was a very different film for Eddie Murphy. Paramount took too much notice of the preview audience’s unfamiliarity with Eddie’s character. They had gotten to know him so well through Beverly Hills Cop that they wanted the character to be much more like that. So the studio went back and reshot a lot of footage of Eddie doing ‘Eddie Murphy-isms,’ and put them into the picture. Then they took out a sumptuous, weird and beautiful score by John Williams [sic!], and replaced it with something more funky. So basically what you got was Beverly Hills Cop in Tibet.”

Bemærk, at Dance – eller intervieweren – angiver komponistens navn fejlagtigt: John Williams var aldrig tilknyttet The Golden Child; det var John Barry.

Og netop John Barry har også fortalt, at filmen ændrede sig voldsomt fra den version, han komponerede sit score til, og så til den endelige film.

I Jon Burlingames fine liner notes til La-La Land Records’ udgivelse af musikken fra The Golden Child er John Barry citeret for at sige, at dårlig respons fra en testvisning førte til, at over en halv time blev klippet ud af filmen.

Hvis resultaterne af testvisningen medførte, at der både blev indsat nye optagelser med mere komik – som Charles Dance har fortalt – og at den resulterende film var 30 minutter kortere end den version, Barry komponerede musikken til, må det være mere end 30 minutter af den oprindelige film, der endte på gulvet i klipperummet.

Alt dette fortæller en historie om en film i problemer, og det endelige resultat er bestemt også en ujævn størrelse.

Den Udvalgte

I The Golden Child spiller Eddie Murphy rollen som Chandler Jarrell, der er en slags kombineret socialarbejder og privatdetektiv og som arbejder med at opspore forsvundne børn.

Inden vi møder Jarrell, har vi i filmens indledning set, hvordan en flok skurke, under ledelse af Sardo Numspa (Charles Dance) bortfører en dreng fra et kloster i Tibet.

Af uvisse årsager tager skurkene barnet med til Los Angeles, og her bliver Jarrell opsøgt af den smukke Kee Nang (Charlotte Lewis), der fortæller Jarrell, at han er “Den Udvalgte”, der skal redde titlens Gyldne Barn.

Kee Nang oplyser Jarell om, at hvis de onde kræfter, der har bortført barnet, får held til at slå ham ihjel, vil al medfølelse i verden dø med ham.

Naturligvis tror Jarrell ikke på et ord af det, Kee Nang fortæller, men efter lidt tid indvilger han alligevel i at hjælpe hende med at finde barnet.

Det indebærer bl.a. en tur til Tibet for at hente en magisk daggert, der tilfældigvis er det eneste våben, der kan dræbe barnet, og som Sardo Numspa derfor er ude efter.

Selvfølgelig forelsker Jarrell og Kee Nang sig, og selvfølgelig må Jarrell undervejs også sande, at der er noget om al snakken om overnaturlige kræfter.

Røven lige over vandskorpen

Okay, jeg bliver nødt til at indrømme det med det samme: Jeg er ret glad for The Golden Child. En del af det skyldes sikkert en vis portion nostalgi, men for det meste skyldes det bare, at jeg finder The Golden Child vildt og voldsomt charmerende. Både som film i det hele taget og mere specifikt som et snapshot af sin tid.

Men The Golden Child er også en film, der langt hen ad vejen kun holder røven lige over vandskorpen på grund af sin rå charme, for uagtet at jeg er pjattet med den, kan jeg også godt se, at The Golden Child på mange punkter ikke er nogen særlig vellykket film.

Også på den måde minder The Golden Child og Big Trouble in Little China meget om hinanden.

Plothuller

Plottet skal man f.eks. ikke tænke alt for meget over. At selve hovedplottet er en omgang okkult vrøvl gør naturligvis ikke filmen mindre underholdende. Mere presserede er nogle af de mere specifikke plotelementer.

Hvad er f.eks. årsagen til, at Sardo og hans håndlangere transporterer det gyldne barn til Los Angeles frem for så mange andre steder, der vel kunne være lige så oplagte? Filmen giver os i hvert fald ingen forklaring på, hvorfor det lige er Los Angeles.

Eller hvorfor udnytter Sardo ikke sine magiske kræfter mere, end han gør? Mod filmens slutning finder vi ud af, at Sardo ikke bare er en ond troldmand, men faktisk en dæmon. Hvis han virkelig er så magtfuld, hvorfor har han så ikke for længst dræbt Jarrell og taget Ajanti-daggerten fra ham?

Det kunne f.eks. have været i en af filmens berømte komiske scener, der udspiller sig i lufthavnen, lige da Jarrell og Kee Nang vender tilbage til USA med daggerten.

Her forsøger Numspa at få daggerten fra Jarrell, men bruger han sine magiske kræfter til det? Nej, han har såmænd allieret sig med politiet, der står måbende tilbage, mens Jarrell gør Numspa godt og grundigt til grin (“My sweet, dear brother Numsi!”).

Havde jeg været en magtfuld troldmand/dæmon, hvis eneste mission var at slå det gyldne barn ihjel, havde jeg flået Jarrell i småstykker og var skredet med daggerten. Mission accomplished.

I stedet slipper Jarrell afsted med daggerten, efter at han som sagt har gjort Numspa til grin.

Og den slags øjeblikke er der mange af i løbet af The Golden Child.

Tonal dissonans

Men i virkeligheden er det ikke de små og store plothuller, der er filmens største problem. Det er snarere den tonale dissonans, der løber gennem filmen.

På den ene side er Sardo og hans folk nogle temmeligt grumme typer, der holder den uskyldige dreng fanget i et bur i en skummel lagerbygning, alt imens de omgiver ham med okkulte tegn.

Samtidig mere end antydes det, at de har myrdet en uskyldig pige for at fodre barnet med hendes blod i et forsøg på at gøre ham sårbar overfor våben.

På den anden side er filmen tydeligvis en Eddie Murphy-komedie, hvor Murphy fyrer jokes af i et rasende tempo og underholder med alle former for Eddie Murphy-ismer.

Sådan veksler filmen fra det ene stemningsmæssige spor til det andet. På den ene side er filmen tydeligvis for sjov til at være en rigtig gyser; på den anden side er den stedvist for grum til at være en rendyrket komedie.

Desværre glider de to tonale spor aldrig nogensinde sammen til en jævn fortælling af den type, man kunne karakterisere som en gyserkomedie.

Den ujævne tone er uden tvivl et produkt af filmens omtumlede produktionsforløb, men det er jo bare en forklaring – ikke en formildende omstændighed.

Murphy i sit es

Heldigvis redder filmen rigtigt meget i land på charmen alene, og her er Eddie Murphy naturligvis det helt centrale omdrejningspunkt.

The Golden Child er i meget høj grad Eddie Murphys film – også endnu mere end film som 48 Hrs., Trading Places og Beverly Hills Cop, hvor Murphy deler rampelyset med solide skuespillere, hvis roller er bedre skrevet end birollerne i The Golden Child.

Charlotte Lewis er køn at se på som Kee Nang, men der er ikke et gram kød på rollen, og Charles Dance kører den ind på rutinen i rollen som Numspa.

Rundt omkring disse tre centrale roller gør asiatisk-amerikanske veteraner som Victor Wong og James Hong deres bedste, men de forbliver – som stort set alt andet i filmen – staffage. Murphy er filmens ét og alt.

Derfor er det selvfølgelig heldigt, at Murphy er i sit es. Hans rolle er præcis så sympatisk og sjov, at man er parat til at tilgive mange af filmens fejl og mangler, når bare Murphy er på skærmen – og det er han meget. Det er en Eddie Murphy i topform, der bærer The Golden Child.

Dødcharmerende

Eddie Murphy har senere afskrevet The Golden Child i ret krasse vendinger. I et interview har han sågar kaldt filmen “a piece of shit”. Det mener jeg er at gå for langt.

The Golden Child er helt klart en ujævn film med en masse fejl og mangler, så hvis man har de kritiske briller på, er det umuligt at sige, at filmen er decideret god.

Det ændrer bare ikke på, at filmen samtidig er dødcharmerende, både på grund af en veloplagt Eddie Murphy og fordi filmen i dag fremstår som et fantastisk tidsbillede. Hvis man kan lade sig charmere af den kombination, kan jeg komme i tanke om mange værre måder at bruge halvanden time på.

4 stjerner

Titel: The Golden Child
Instruktør: Michael Ritchie
Manuskript: Dennis Feldman
Cast: J.L. Reate (The Golden Child), Eddie Murphy (Chandler Jarrell), Charles Dance (Sardo Numspa), Charlotte Lewis (Kee Nang), Victor Wong (The Old Man), James Hong (Doctor Hong)
Foto: Donald E. Thorin
Klip: Richard A. Harris
Musik: Michel Colombier
Spilletid: 94 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 1986

Anmeldt i nr. 192 | 13/10/2021

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *