Morten Kjær
Ingen kommentarer

The Flesh and Blood Show

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Er du ubekendt med Pete Walkers film, vil jeg anbefale, at du indledningsvist springer over The Flesh and Blood Show, der ikke er helt vellykket.

The Flesh and Blood ShowNår vi taler om britiske horrorfilm fra 1970’erne, falder tankerne blandt andet på Pete Walker. Han slog sin karriere an med en række lette komedier og voldelige lavbudget-exploitationfilm.

The Flesh and Blood Show var hans første forsøg på at bevæge sig ind i horrorgenren, men det må betegnes som et noget halvhjertet forsøg. Filmen lever kun i ringe grad op til det, vi senere skulle komme til at kende instruktøren for – bl.a. både nudity og gore.

Mere eller mindre afklædte

Filmen handler om en gruppe unge mennesker, der er blevet samlet af en lettere dekadent instruktør for sammen at øve sig på et skuespil, præget af stærke psykedeliske undertoner. Scenen for filmens handling er et gammelt teater, der ligger for enden af en gammel forladt mole. Stemningen er sat i et dystert miljø, der i sin ihærdige stræben efter at skabe et interessant univers, vælger at lade nærmest alle skuespillerne spankulere rundt mere eller mindre afklædte.

Vi er da heller ikke langt inde i handlingen, før det første medlem af gruppen findes halshugget. Da Mike (en anden skuespiller) bringer politiet ind i spillet, og en undersøgelse bliver sat i gang, finder han og politifolkene kun en halshugget mannequindukke. Mike og politiet vælger efterfølgende at holde mordet hemmeligt for resten af gruppen, men inden længe viser det sig, at det gamle teater gemmer på andre dunkle hemmeligheder.

En mørk hemmelighed

Hvad vores stakkels skuespillere, der løber nøgne rundt, ikke ved, er, at der i 1944 foregik noget absolut modbydeligt og skræmmende på det gamle teater. Den dengang berømte skuespiller Arnold Gates opdagede, at hans kone havde en affære. En sen aften efter en opførelse af Othello, overraskede han konen og hendes elsker, der muntrede sig lystigt foran Arnold og konens datter. I raseri slæbte han brutalt konen og elskeren ned i teaterets dyb, hvor han bandt dem og efterlod dem for at lade dem lide en grusom død.

Nu er der atter nogen i det gamle teater, der har fået smag for mord. Er det Gates, der er vendt tilbage for at fortsætte sine uhyggelige gerninger, eller er der tale om en helt ny gerningsmand? Uhyggen breder sig fortsat, og da skuespillertruppen beslutter sig for at overnatte i teatret for at spare penge, kommer der rigtig gang i The Flesh and Blood Show. Med halshugninger, knivdrab og drukning udvikler det, der skulle have været en god teateroplevelse, sig til et morderisk mareridt.

De forkerte knapper

Lad mig være ærlig – jeg er simpelthen begejstret for Pete Walker og hans nærmest nihilistiske tilgang til livet. Hans løsning er ligetil og bygger slet og ret på mord, blod og hævn – der er ikke så meget pjat: sådan er det bare! Hans film Frightmare fra 1974 – et godt engelsk svar på The Texas Chainsaw Massacre (dansk: Motorsavsmassakren) fra samme år – er absolut et lille mesterværk indenfor genren, og hører til på min egen favoritliste.

Det er desværre ikke den samme mængde spænding og gys, der leveres i The Flesh and Blood Show. Filmen er tydeligvis tænkt som Walkers forsøg på at bevæge sig væk fra den lette komediegenre, som han tidligere havde beskæftiget sig med. Men i hans forsøg på at behage publikum, går det desværre galt.

Som seer sidder jeg med fornemmelsen af, at alle de rigtige ingredienser er til stede, men at der desværre ikke bliver trykket på de rigtige knapper. Der bliver gjort stor brug af klassiske gyservirkemidler. Den ukendte hånd på dørhåndtaget, det usete mord med det meget skingre og sigende dødskrig, og så naturligvis den tydelige intertekstuelle reference, der kan findes i koblingen mellem Shakespeares tragedie Othello og teaterets hemmelighed – Arnold Gates’ mord på sin kone og hendes elsker.

Netop sidstnævnte savner jeg imidlertid at se mere til. Jeg ville gerne se den brugt, vredet og skåret ind i filmens samlede handling som en del af plottet for de skræmmende ting, der finder sted igennem teaterets historie, men sådan er det desværre ikke blevet.

Mord off-screen

Samlet set er der flere enkeltstående momenter i filmen, hvor man oplever det intense ubehag og gys, men desværre formår Walker ikke at fastholde denne følelse og bruge stemningen videre frem. Et af de absolut største minusser ved filmen er, at mordene foregår off screen – hvad der i denne film bliver et problem, og som understreger manglen af gys og gru.

Jeg fristes til at kalde filmen et handlingsmæssigt rip-off af Agatha Christies And Then There Were None (1939). Desværre kan jeg ikke sige, at det handligsmæssigt er lykkes for Pete Walker at fange det samme finurlige og svært gennemskuelige plot, som Agatha Christie og hendes historier er så kendte for.

Selvom The Flesh and Blood Show ikke leverer alt, hvad den lover indenfor blod og gys, er der ikke mangel på nøgne kroppe – i særdeleshed nøgne kvindekroppe. Det er selvfølgelig altid fornøjeligt at se på, men er du ubekendt med Pete Walkers film, vil jeg anbefale, at du springer denne film over, og eventuelt kaster dig over Frightmare i stedet for – blot som en start. Du kan jo altid, som jeg, vælge at komme tilbage, og gå en tur i det gamle teater på molen…

3 stjerner

Titel: The Flesh and Blood Show
Instruktør: Pete Walker
Manuskript: Alfred Shaughnessy
Cast: Jenny Hanley (Julia Dawson), Ray Brooks (Mike), Luan Peters (Carol Edwards), Judy Matheson (Jane), Candace Glendenning (Sarah), Robin Askwith (Simon), Tristan Rogers (Tony Weller), Penny Meredith (Angela), David Howey (John), Patrick Barr (Maj. Bell/Sir Arnold Gates), Elizabeth Bradley (Mrs. Saunders), Raymond Young (Inspector Walsh), Brian Tuley (Willesden), Rodney Diak (Warner), Sally Lahee (Iris Vokins)
Foto: Peter Jessop
Klip: Ron Pope
Musik: Cyril Ornadel
Spilletid: 93 minutter
Aspect ratio: 1.75:1
Lyd: Mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk
Produktionsland, år: England/USA, 1972
Udgave/region: VHS

Anmeldt i nr. 19 | 13/05/2007

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *