Becky Miller og Jarrod Kawl er to studerende, der deler en lejlighed i det mindre flatterende lejlighedskompleks Swineboil Apartments. Jarrod er nok, hvad man på godt gammelt dansk vil kalde et bonghoved; konstant skæv af det ene eller det andet rusmiddel. Samtidigt er han en forhærdet filmnarkoman, hvilket sammen med hans stoffer er med til at fylde hans hverdag godt ud.
Becky, hans roommate, er en forhærdet goth og ateist. Sammen med Jarrod er de to som en magnet, når det drejer sig om at tiltrække ethvert dæmonisk og ektoplasmatisk væsen på denne klode.
Som det siges i tegneserien, så er de nok Jordens sidste chance imod de dæmoniske invasioner, hvis blot de kunne løfte deres røv og gøre noget ved sagen. Tegneserien er opdelt i 11 kapitler, hvor de første ni er reelle historier. Tiende del er eksempler på forskellige forsider, der har været i serien, og det elvte er eksempler fra Steve Roberts skitsebog.
Ingen større sammenhæng
Der er rent handlingsmæssigt ikke de store sammenhænge på tværs af de ni kapitler. Det er således kun persongalleriet, der udvikler sig løbende. Her tænkes specielt på de to hovedpersoner, der langsommeligt og ikke særligt interessant udvikler sig igennem den samlede tegneserie. Umiddelbart er det dæmonerne og en pludselig gæstevisit af en fanatisk og diabolsk Margaret Thatcher, der har den største effekt, og på fornøjelig vis træder frem i det samlede bind.
Jeg savner som læser en mere sammenhængende historie for at etablere en bedre forståelse af det univers, vores to hovedpersoner lever i. Det er ikke nok at fokusere på deres personligheder, hvis det skal lykkes at opbygge et sammenhængende og forståeligt univers, der går på tværs af handling og persongalleri.
Jeg vil dog også lige nævne den lidt spøjse biperson, Pierre Romanov, en klon imellem Ghost Busters og en mere klassisk actionhelt som af Bruce Willis-typen. Romanovfiguren sparker tingene i gang i de få kapitler, hvor han er med, men desværre bruges han ikke ofte nok.
Populærkulturel inspiration
Lad det med det samme være sagt, at jeg normalt synes godt om de serier, som f.eks. Simon Spurrier har medvirket på, bl.a. Judge Dredd og andre 2000 AD-serier. Serier, der netop har det, som Bec & Kawl ikke har – stærke karakterer og rimeligt velfungerende historier, der alle udspiller sig i et veletableret univers.
Der er ingen tvivl om, at vi her har at gøre med en tegneserie, der er inspireret af de mere populærkulturelle TV-serier og film. En del af de personer og dæmoner, der dukker op i løbet af serien trækker på stærke referencer til karakterer som f.eks. Harry Potter og Hellblazer.
Det er da heller ikke, for den mere eller mindre oplyste TV-forbruger, et fremmed univers, vi præsenteres for, når der tales om unge mennesker, der deler en lejlighed og møder livet sammen. Ligeledes er det heller ikke uvant, at “helt almindelige teenagere” bor i et dæmonisk paradis – tænk bare på Buffy the Vampire Slayer.
Har sine kvaliteter
Grundlæggende set er Bec & Kawl ikke en tegneserie, jeg vil anbefale for sine åbenlyse kvaliteter. Det er ikke en tegneserie, jeg vil læse, hvis jeg har forventninger om at sidde med en god “mæt” og tilfreds fornemmelse efter at have vendt den sidste side og lukket albummet.
På den anden side har serien også sine kvaliteter. Den rummer en gnist af uskyldighed både i sin handling og ikke mindst i sin fede og finurlige streg, der absolut er en stor kvalitet i dette album. Med andre ord – søger du et letfordøjeligt album med sine momenter af humor og genialitet, så er Bec & Kawl et rigtig godt bud på det.
Bec & Kawl: Bloody Students er venligst stillet til rådighed af Rebellion.
Forfatter: Simon Spurrier
Tegner: Steve Roberts
Forlag, år: Rebellion, 2007
Albumlængde: 133 sider
Albummet samler historier, oprindeligt udgivet i 2000 AD progs 1290-93, 1327-1330, 1351-54, 1383-86, 1401-04, 1437-40 og 1447-1481 (2002-2006).
Anmeldt i nr. 21 | 13/07/2007
