Morten Kjær
Ingen kommentarer

Sniper Elite: Spear of Destiny

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Spear of Destiny, der er baseret på et computerspil, er for gennemskuelig og på sigt alt for kedelig, selv om handlingen er kulørt nok.

Sniper Elite: Spear of DestinyBerlin, 1945. Karl Fairburne er medlem af en eliteenhed af snigskytter, der arbejder undercover i Berlin for den amerikanske efterretningstjeneste. Overalt omkring dem vrimler det med tyske og russiske tropper; alle sider kæmper på hver deres måde og på hver deres præmisser for at fastholde eller vinde kontrollen over den sønderskudte tyske hovedstad.

Den tyske SS-general Helmstadt, der har kommandoen over det tyske atomprøveprogram, har “solgt sin sjæl” til de tyske tropper i et sidste desperate forsøg på at få gengæld over de amerikanske tropper for deres uafviselige sejr over det 3. Rige.

Det er ikke kun den umiddelbart forestående trussel, der er til fare for USA, men også det faktum, at hvis det lykkes for general Helmstadt at føre sin plan ud i livet, vil den kolde krig slutte lang tid før, den egentlig kan begynde – en slutning der vil kræve ét offer – den amerikanske nations endeligt! Bombarderet tilbage til stenalderen af tyske atomvåben og belejret af russiske tropper, der med de tyske atomvåben på deres hænder vil have en klar militær overmagt når krigen er slut.

Kan sammenlignes med krigstegneserier

Det er naturligvis her, vores helt Karl Fairburne kommer ind i billedet. Med kun én chance har han muligheden for at eliminere den trussel, der truer USA. En enkelt riffelkugle vil være i stand til at ændre historiens gang – alt afhænger blot af Karl.

Men hvem er Karl egentlig? Han er født i Tyskland, og flygtede med sine forældre til USA, da Anden Verdenskrig brød ud. Vi ved fra bogens handling, at der findes en eller anden gemt historie omkring hans far, om hvem vi blot ved, at han måske – måske ikke – er eller var forræder. Én ting er sikker; Karl sætter igennem bogen alt ind på at finde ud af, om hans far virkelig var forræder, og om faderens troskab egentlig ligger hos det tyske eller amerikanske folk.

Bogens første kapitler arbejder på at præsentere Karls personlighed og ikke mindst hans uovertrufne evner som snigskytte og undercoveragent. Med hans baggrund, som barn opvokset i Berlins gader, er det naturligt, at Karl udvælges til den forestående opgave – at forhindre russerne i at finde og beslaglægge de tyske atomvåben.

Grundlæggende set er bogen bygget klassisk op, og kan uden de store udsving fint sammenlignes med de små krigstegneserier i lommeformat, som f.eks. Commando. Handlingsmæssigt og dybdemæssigt er der ikke meget mere i bogen, end der er i de klassiske krigstegneserier. Med det som udgangspunkt er det vigtigt at fortælle, hvor oplægget til Spear of Destiny kommer fra!

Forlæg i computerspil

Inspirationen kommer fra et populært computerspil – et klassisk First Person Shooter. Spillet tog udgangspunkt i et historisk scenario, drevet frem i et actionfyldt miljø, der leverede store og spændende udfordringer for spilleren i rollen som snigskytte og agent. Her skulle spilleren infiltrere og forhindre russerne og tyskerne i deres forehavende.

Jeg vil ikke entydigt hænge bogens forfatter op på den noget stemningsløse og formløse bog. Jaspre Bark er kendt for at skrive såvel børne- som voksenbøger, og fik tilbuddet om at skrive netop denne bog med udgangspunkt i det foreliggende spil. Men det er netop dette forlæg, der er handlingens grundlæggende problem.

Bogen får aldrig helt mulighed for at leve sit eget liv. Den er opbygget i næsten stakkatoagtige afsnit, der i ekstrem grad minder om den måde, spillet er bygget op på – med en hovedmission, der skal løses, hvor jagten på den pågældende hovedmission krydres med mange små undermissioner og actionfyldte hændelser.

For gennemskueligt

Det bliver for gennemskueligt og på sigt alt for kedeligt, når jeg efter et par kapitler i bogen allerede har en næsten 100 % fornemmelse af, hvad der skal ske på de kommende sider. Jeg savner at den spænding og dynamik, som spillet i sin tid bød på, bliver omsat til en fornuftig og spændingsmættet litterær form, der ikke er fyldt med forudsigeligheder, men rummer den klassiske spændingskurve som netop kendertegner den stærke litteraturs livsnerve.

Sniper Elite: Spear of Destiny er venligst stillet til rådighed af Abaddon Books.

2 stjerner

Titel: Sniper Elite: Spear of Destiny
Forfatter: Jaspre Bark
Forlag, år: Abaddon Books, 2006
Format: Paperback
Sideantal: 297 sider

Anmeldt i nr. 21 | 13/07/2007

Stikord: Anden Verdenskrig, Naziskurke

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *