Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

The end

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

The endUjævn postapokalyptisk fortælling, hvor der skruet godt op for ubehagelighederne og meget ned for troværdigheden. The end har sine mangler, og er ikke det mindste original, men det er ganske fin underholdning til en mørk efterårsaften.

Når man laver en postapokalyptisk fortælling er der visse ”love”, man bør overholde. For det første skal samfundet som vi kender det være mere eller mindre ødelagt. For det andet skal vores hovedperson være en hård satan, som har gået grueligt meget igennem. For det tredje skal nye samfund være rejst op af de gamle. Og sidst men ikke mindst skal der være et element af håb, som gør, at man tror på et bedre samfund. Disse krav opfylder næsten alle gode postapokalyptiske værker, og det gør The end stort set også.

En hårdkogt antihelt

Vi er et sted i en ikke så fjern fremtid i et unavngivent land. Samfundet som vi kender det er gået i stykker. Alt ”gammelt” er forbudt (som vi kender det fra Nineteen Eighty-Four (1949) og Equilibrium (2002)), og folk lever som var vi i The Cursed Earth i Judge Dredds univers.

En underlig ”religion”, kaldet LOGIC, hersker blandt de overlevende. Vores hovedperson Zeke bor i The Pits – en ruinhob af en by, hvor der både findes bander, kannibaler og mutanter. Det er kun de stærkeste, der overlever, og det har Zeke lært på den hårde måde. Han er fandenivoldsk og får Gale Max til at fremstå som en kordreng. Han skyder, horer og kvæler folk, mens hans eget hjem er pinligt rent – han har så mange penge, at han har kunnet lave sin lejlighed om til noget, der minder om en fæstning.

Zeke er en kendt og frygtet skikkelse, der lever op til LOGIC – som er en idé om, at alt skal have et mål. Men en dag møder han luderen Zindy, der vækker noget i ham. Da Zindy bortføres, sendes Zeke ud på den klassiske postapokalyptiske odyssé, hvor verden åbner sig for ham. Han ser de andre samfund, og må revurdere sit liv, mens han både skal overleve mutanter, pest, tortur og en kniv i ryggen. Og ellers ikke mere om handlingen her

Den postapokalyptiske setting, eller genre om man vil, bruges ofte som en kommentar på vores eget samfund, samtidig med at settingen giver mulighed for at fortælle gammelkendte plots i nye klæder. Det er i mine øjne en herlig ting, og der kommer ofte ganske forrygende film, bøger og tegneserier ud af genren. Af film kan bl.a. nævnes Mad Max (1979), Escape from New York (1981) og Dawn of the Dead (1978), fra boghylden kan nævnes The Postman (1985) og The Road (2006), og fra tegneseriernes verden kan endelig nævnes Judge Dredd (1977-), The Walking Dead (2003-) og Just a Pilgrim (2001-2002).

Det er en meget grafisk genre, hvor vold og død er faste bestanddele, og det må man sige, at The end lever op til. Samtidig er det altid spændende at få et indblik i, hvorfor Dommedag indtraf – hvad enten det skyldtes global opvarmning, atomkrig, racekrig, pandemi eller noget helt andet. Det er også en genre, der lægger sig tæt op ad den gode gamle frontiermyte, hvor verden som vi kender den er blevet til en ødemark med små bysamfund. Og der er ikke nogen tvivl om, at Wilmann har kigget dybt i det postapokalyptiske reservoir.

Underholdende snavs

Jonas Wilmann har med The end ikke tilføjet genren noget nyt, men ikke desto mindre underholder hans historie ganske fint. Mit første store kritikpunkt er, at romanen er skrevet på engelsk. Ikke fordi den som sådan er dårligt skrevet (der er dog en del eksempler på skoleengelsk og stave/slåfejl, ligesom det er tydeligt, at den er selvudgivet og man mærker manglen af en dygtig redaktør), men mere fordi den ”bare” vil drukne i den gigantiske mængde af postapokalyptisk litteratur.

Det er ikke meget, vi har set til den genre på dansk, og derfor ærgrer det mig, at The end ikke er på dansk. Men det skal jo ikke ligge det færdige resultat til last, og The end underholder da også bravt med one-liners, brutalitet og en fremdrift, der siger spar to til det meste.

Wilmann kender sin genre godt, og henter da også inspiration et utal af steder. Både direkte og mere subtilt. Så der er ikke mange originale idéer til stede. Men det hele serveres med en hårdhed, som klæder det klichétunge plot rigtig godt. Der er smæk for skillingen, og mange passager er så ubehagelige, at mere stuerene forlag aldrig ville udgive bogen. Det ved Wilmann godt, og det er da også et bevidst træk at trykke hårdt på ekstrem-knappen.

Blow me!

Nogen steder bliver det også næsten for voldsomt for min smag (men også kun næsten). Vores hovedperson Zeke er som sagt en hård negl (læs: syg stodder), hvilket vi da også hurtigt erfarer, da han bliver ”nødt” til at dræbe en knægt på syv år, der dog gør det bedste han har lært for at overleve:

”Please, mister… I’ll blow you right now…” Zeke pulled the trigger and the bullet went straight into the kid’s forehead. His eyes went blank and he fell down like a bag of bones.”

Det er en ganske ubehagelig passage, som meget godt understreger, hvor fucked up både Zeke og samfundet er. Romanens klart fedeste del er, hvor Zeke kommer ned i kloakkerne. Her sad jeg og fik våde håndflader, og var faktisk oprigtigt skræmt. Men desværre skal handlingen for hurtigt videre, og det leder frem til mit andet store kritikpunkt.

Postapokalyptisk overkill kan anbefales!

Wilmann vil simpelthen for meget og det virker som, at han skal gennemgå alle elementer i genren på 139 sider! Således møder vi både bander, mutanter, religiøse fanatikere, hemmelige militæroperationer, et Orwellsk kontrolsamfund, sci-fi-våben og meget meget andet.

Men det er sgu’ ganske underholdende, selvom der ikke er tid til at dvæle ved noget som helst. Det er ikke fin litteratur, og mange passager er ikke rettet ordentligt igennem, men man fornemmer, at der skrives med en oprigtig glæde, og det skinner igennem. Personligt havde jeg gerne været foruden LOGIC-delen, og meget andet faktisk, da det havde gjort fortællingen skarpere og mindre utroværdig. Men Wilmann skal da have et skulderklap for at have forsøgt at få så mange postapokalyptiske klichéer stuvet sammen på mindst mulig plads.

Og så er The end leveret med en friskhed og en glæde ved genren, som gør den dejligt underholdende. Det er beskidt litteratur uden fine fornemmelser, og det er dejligt befriende at læse The end. Personligt kunne jeg godt tænke mig at Wilmann ville kaste sig over endnu en postapokalyptisk fortælling, hvor der måske er skruet lidt ned for blusset, og hvor han vælger at skrive på dansk.

The end skal anbefales til alle, der godt kan lide en hurtig omgang postapokalyptisk overdrive. Den er billig (kan bestilles på forfatterens hjemmeside www.jonaswilmann.dk til 69 kroner), hurtigt læst og underholdende, men den er bestemt ikke for sarte sjæle eller for folk, som forventer en stor litterær oplevelse.

3 stjerner

Titel: The end
Forfatter: Jonas Wilmann
Udgivet: 2009
Forlag: Jonas Wilmann/Billedmontøren
Format: Paperback
Sideantal: 139

Anmeldt af: Jacob Krogsøe | 13/11/2009

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>