Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

The Devil’s Advocate

The Devil’s Advocate
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

The Devil’s Advocate er overspillet og på mange måder overlæsset i sit forsøg på at gå Rosemary’s Baby stemingsmæssigt i bedene. Til gengæld er den temmelig underholdende.

The Devil's AdvocateI The Devil’s Advocate (Djævelens Advokat) har vi, lige som i både Rosemary’s Baby (1968) og The Omen (1976) at gøre med en film, der handler om Satans søn. I modsætning til de to ældre film anlægger The Devil’s Advocate dog et helt andet perspektiv på idéen, hvilket der er kommet en blanding af gyser og samfundssatire ud af.

Ræk djævlen en lillefinger…
Kevin Lomax (Keanu Reeves)

Kevin Lomax (Keanu Reeves).

Kevin Lomax (Keanu Reeves) er en ung og afsindig dygtig forsvarsadvokat i et lille provinshul i Florida. Han har ikke tabt en eneste sag, og da filmen begynder møder vi ham midt under en proces, hvor han forsvarer en pædofilianklaget skolelærer. Han vinder sagen, og under den efterfølgende fejring bliver han passet op af en udsending fra et stort advokatfirma fra New York.

Milton-Chadwick-Waters, som firmaet hedder, tilbyder Kevin en chance for at komme ind i firmaet ved at give ham en prøvesag: Han skal komme til storbyen og være med til at udvælge jurymedlemmer til en retssag. Invitationen gælder ikke kun Kevin selv, men også hans kønne kone, Mary Ann (Charlize Theron).

Kevins kone Mary Ann (Charlize Theron)

Kevins kone Mary Ann (Charlize Theron).

De tager imod tilbuddet og tager til New York, hvor Kevin klarer prøvesagen fremragende. Firmaets karismatiske chef, der påfaldende nok hedder John Milton efter forfatteren af bl.a. Paradise Lost (1667) og som spilles af Al Pacino, tilbyder ham et job, en kæmpelejlighed i firmaets private lejlighedsbygning, og en hyre, som Kevin tidligere kun kunne drømme om. Han og Mary Ann slår til, og Kevin tager jobbet hvilket han naturligvis aldrig skulle have gjort.

Kevin får mulighed for at tage en stor sag han kan profilere sig selv på, og samtidig med at han begraver sig i arbejde, er Mary Ann overladt til sig selv. Hendes eneste selskab er de andre advokaters koner, hvis liv primært går ud på at bruge så mange af mændenes penge som muligt. I takt med at Kevin får en dårligere og dårligere fornemmelse omkring både den sag han arbejder på og firmaets forretningsmetoder, begynder Mary Ann lige så stille at gå op i limningen.

Alt imens Mary Ann begynder at hallucinere (eller gør hun?), udsættes Kevin for mange fristelser – heriblandt hans tiltrækkende kollega Christabella (Connie Nielsen). Hele tiden modtager Kevin gode råd fra Milton, der i stadig stigende grad tager Kevin under sine vinger. Til sidst spidser situationen til, og selv om det ikke her skal afsløres, præcist hvordan det spænder af, kan det dog siges, at John Miltons interesse i Kevin bestemt ikke er uden bagtanker.

Satirisk-moralsk kommentar
John Milton (Al Pacino) - gad vide om det navn betyder noget?

John Milton (Al Pacino) – gad vide om det navn betyder noget?

The Devil’s Advocate er i princippet kun delvist en gyserfilm. I lige så høj grad er den en besk kommentar til det amerikanske advokatvælde og en moralsk løftet pegefinger, der understreger menneskets personlige ansvar ved at sætte fokus på den frie vilje. Det lyder umiddelbart temmelig søgt, og hvis man tænker alt for meget over det, kan The Devil’s Advocate da også hurtigt komme til at virke som en temmelig absurd størrelse at have med at gøre.

Det der redder filmen fra at blive kvalmende moraliserende er, at det hele afvikles både underholdende, temmelig spændende, og tilmed ikke uden glimt i øjet. Mens Keanu Reeves nemlig spiller indædt alvorligt i rollen som Kevin Lomax, har Al Pacino tydeligvis nydt at overspille i rollen som John Milton – eller rettere Satan selv. På trods af sit overspil, er The Devil’s Advocate nemlig i høj grad Pacinos film, og med en anden skuespiller i rollen kunne man sagtens have forestillet sig, at filmen var endt langt mindre seværdig end tilfældet rent faktisk er.

Det skal dog retfærdigvis siges, at skuespillerne generelt gør det godt i filmen – selv Keanu Reeves klarer det utroligt nok hæderligt med sine særdeles begrænsede evner, mens Charlize Theron har noget mindre at arbejde med i sin rolle som den martrede hustru.

Store forbilleder
Fristelser.. fristelser.. Connie Nielsen som Christabella, der sender Kevin lystne blikke

Fristelser.. fristelser.. Connie Nielsen som Christabella, der sender Kevin lystne blikke.

The Devil’s Advocate trækker på mange forbilleder inden for sin genre, hvilket også til dels er filmens store problem. Stemningsmæssigt og i sin struktur er der ingen tvivl om, at Rosemary’s Baby har været en særdeles vigtig inspirationskilde. Den velformidlede klaustrofobiske storbystemning er hentet direkte fra Polanskis næsten tredive år ældre film, og der er også adskillige enkeltelementer, der har deres direkte forbillede i Rosemary’s Baby.

Den selvoptagne, karriereorienterede mand, konen som “offer” og den nye lejlighed, der virker alt for god til at det kan være sandt. Helt ned i detaljen er der elementer, som tydeligvis kommer fra Polanskis film – eksempelvis scenen, hvor Mary Ann får en ny og radikalt anderledes frisure.

Også The Omen har bidraget med inspiration: Her må især scenen nævnes, hvor advokaten Eddie Barzoon (Jeffrey Jones) bliver myrdet mens han er på løbetur i Central Park. På nær Pacinos pompøse voice-over virker hele scenen som en parafrase over “dræberstorm”-scenen fra The Omen.

Et af de 'Jacob's Ladder'-inspirerede syner, Mary Ann ser

Et af de ‘Jacob’s Ladder’-inspirerede syner, Mary Ann ser.

De mere visuelt orienterede horrorelementer i The Devil’s Advocate er imidlertid hentet fra en helt anden gyserfilm, nemlig Adrian Lynes Jacob’s Ladder (1990). Den måde Mary Ann langsomt bliver sindssyg på, skyldes nemlig en række uhyggelige glimt hun får, hvor mennesker pludselig, i ganske korte øjeblikke, virker monstrøse. Det fungerer efter hensigten, også selv om det aldrig bliver nær så uhyggeligt og foruroligende som i Jacob’s Ladder.

I forbindelse med omtalen af filmens inspirationskilder skal det lige nævnes, at disse elementer ikke kommer fra den roman af Andrew Neiderman fra 1990, som er filmens forlæg; de skyldes manuskriptforfatterne. Inkorporeringen af disse forskellige elementer fra ældre film gør imidlertid, at man får en underlig fornemmelse af, at man har set meget af filmen før.

Det er kun fordi selve historien giver en ny drejning på hele “søn af Satan”-temaet, at The Devil’s Advocate forbliver seværdig, for de ovennævnte forbilleder er alle i sidste ende bedre. Til gengæld er filmen langt bedre end romanen, hvilket bl.a. skyldes de friheder manuskriptforfatterne har taget sig i behandlingen af forlægget, så forfatterne må generelt siges at have fået et hæderligt resultat ud af et ganske håbløst romanforlæg.

Ambitiøs
Milton stikker fingeren i vievandet, der straks begynder at koge - gad vide om vi skal lægge noget i det?

Milton stikker fingeren i vievandet, der straks begynder at koge – gad vide om vi skal lægge noget i det?

I modsætning til film som Rosemary’s Baby og The Omen, der primært er interesserede i at fortælle underholdende historier, er The Devil’s Advocate langt mere ambitiøs. Den vil ikke nøjes med at underholde, men vil også ud med et budskab. Det lykkes da også, men budskabet bliver til gengæld skåret ud i meget store papbogstaver. Det havde klædt filmen en del om budskabet var blevet leveret noget mere subtilt, og den påklistrede slutning er decideret irriterende.

Visuelt er The Devil’s Advocate på det jævne, lige undtagen et par visuelt meget vellykkede scener. Sekvensen, hvor Kevin besøger en voodoodyrkende klient i et meget skummelt kælderlokale er fantastisk stemningsmættet, og det samme gælder scenen, hvor Kevin kommer ud i et affolket New York. Sidstnævnte scene fungerer langt bedre på det store lærred end når man ser den på DVD, men virker selv på den lille skærm efter hensigten – spøgelsesagtig og flot. Hele molevitten understøttes af et udmærket score af James Newton Howard.

I sidste ende er The Devil’s Advocate én af den slags film, der hele tiden ligger og simrer, og aldrig rigtig kommer i kog. Virkelig god er den ikke, men den er bestemt heller ikke dårlig. Den gør alle de rigtige ting på de rigtige tidspunkter, og der er ikke mange ting, at sætte fingeren direkte på – med undtagelse af spilletiden, der helt sikkert er omkring 20-30 minutter for lang.

Når alt kommer til alt, skyldes den lidt lunkne fornemmelse, man får efter at have set filmen, sikkert, at den er så grundlæggende uoriginal som den er. Hvis ikke det havde været for især Rosemary’s Baby, ville The Devil’s Advocate formentlig have været en helt anderledes og langt mere interessant oplevelse.

4 stjerner

Titel: The Devil’s Advocate
Dansk titel: Djævlens Advokat
Instruktør: Taylor Hackford
Manuskript: Jonathan Lemkin & Tony Gilroy efter Andrew Neidermans roman The Devil’s Advocate
Cast: Keanu Reeves (Kevin Lomax), Al Pacino (John Milton), Charlize Theron (Mary Ann Lomax), Jeffrey Jones (Eddie Barzoon), Judith Ivey (Mrs. Alice Lomax), Connie Nielsen (Christabella Andreoli), Craig T. Nelson (Alexander Cullen)
Producere: Arnold Kopelson, Anne Kopelson, Arnon Milchan, Stephen Brown (co-producer), Barry Bernardi (executive producer), Taylor Hackford (executive producer), Erwin Stoff (executive producer), Michael Tadross (executive producer), Steve White (executive producer)
Foto: Andrzej Bartkowiak
Klip: Mark Warner
Musik: James Newton Howard
Spilletid: 138 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk, tysk, spansk, hollandsk, svensk, norsk, dansk, finsk, portugisisk, hebræisk, polsk, græsk, tjekkisk, tyrkisk, ungarsk, islandsk, kroatisk, fransk, italiensk
Produktionsland, år: USA, 1997
Produktionsselskaber: Kopelson Entertainment, New Regency Pictures, Taurus Films, Warner Bros.
Distributør (DVD): Warner Bros. Entertainment Danmark
Udgave/region: 2

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/08/2006

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *