NN
Ingen kommentarer

The Dark Knight Rises

The Dark Knight Rises
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Muskuløs, urovækkende og ”gritty”. Episk fortalt. Nolan-brødrene viser igen det komplekse og grumme Batman-univers den ypperste respekt, og resultatet er en stærk, tankevækkende blockbuster i verdensklasse.

The Dark Knight Rises (TDKR) er tredje og sidste film i Christopher Nolans trilogi om Batman, der startede med Batman Begins (2005) og The Dark Knight (2008 ). Først og fremmest er TDKR så ubeskrivelig flot udtænkt og velskrevet en film, at spoilers er forment adgang her, og jeg må på det kraftigste anbefale dig at ikke opsøge dem, inden du ser den.

Forventningerne var fra min side store, og fordomme manglede jeg heller ikke inden filmen: Har Nolan fundet den modige slutning, trilogien trænger til? Respekterer plottet stadig det komplekse Batman-univers? Yder historien Bane og hans baggrund retfærdighed uden at please publikum ved at gøre ham til en Joker-substitut? Hvordan vil de gøre Selina Kyle reelt vedkommende? Bliver Hardy som Bane for teatralsk? Trods min kærlighed til både Batman og Nolan er en længde på 164 minutter ikke lige at stramme den?

Historiefortæller extraordinaire

Batman har undervejs i trilogien måtte konfrontere sine indre dæmoner, udvikle sig og kæmpe med det faktum, at han bare er et menneske. Jo flere erkendelser, jo mere ”gritty” og naturalistisk mørk er filmenes udtryk blevet. I TDKR når både mørket, naturalismen og det psykologiske aspekt helt nye højder.

Nolans rå og i høj grad dybt loyale vision af universet har for mig været både forfriskende og lovende for film generelt. Han er en interessant og mere end kyndig historieformidler – både som instruktør og manuskriptforfatter. Denne afslutning skuffer på ingen måde, og manuskriptet med de dybe karakterstudier slog benene væk under mig – og formåede at blive ved med det hele filmen igennem!

Specielt Nolans intelligente tilpasning af terroristen Banes uovertrufne planer er mesterlig – de har fået en nutidig drejning, så de, der ikke kendte til Bane før filmen, virkelig forstår vigtigheden af Banes ikke-fysiske angreb på Batman.

Skurkens brug af psykologisk terror er eminent overført fra tegneserie til film og med samme dybe respekt, som Nolan har vist Batman-figuren. Med sin Batman-trilogi og sin tro på, at publikum vil og skal udfordres, har Nolan bevist, at det er muligt at lave storladne, dyre film, der både er gribende, rystende, udfordrende og har noget reelt at fortælle.

Tid til den uundgåelige selv-konfrontation

I sidste film blev den afdøde statsanklager, Harvey Dent, udråbt til Gotham Citys helt og frelser, mens Batman tog ansvaret for hans ugerninger og død. Han er nu en forhadt figur, og Bruce Wayne lever en isoleret tilværelse, da TDKR tager tråden op igen otte år efter Harvey Dents død.

Hans krop er ikke længere den samme, hans tvivl på sig selv er større end nogensinde, og hans værste mareridt venter velforberedt på at ødelægge ham. Selina Kyle dukker op og vækker hans nysgerrighed, men Batman er en svækket mand.

Inden længe er Banes tilstedeværelse i Gotham en kendsgerning, og en uforberedt Batman konfronteres med en modstander, der både mentalt og fysisk er ham dybt overlegen. Filmen tager sig lidt bedre tid til de psykologisk interessante aspekter i Batman-figuren end The Dark Knight med god grund gjorde, og med sit livs største udfordring er det passende, at han bliver vedrørende på et lidt dybere plan.

Christian Bale (Bl.a. Nolans The Prestige, 2006, American Psycho, 2000 og The Machinist, 2004) spiller for tredje og sidste gang Batman og gør det med større ro og dybde end i de tidligere film. Batman-stemmen har jeg stadig svært ved ikke at grine af, men må jo samtidig indrømme, at den passer til karakterens forhold til sit alter ego.

Blandingen af den skrigende tomme personlighed med en portion indestængt vrede er stadig effektiv til figuren og får her flere lag på, end jeg havde forventet. Bale får i kraft af plottet flere dybere følelser at lege med her, og det håndterer han udmærket og tilpas afdæmpet. Hvad angår troværdige præstationer er TDKR i høj grad Bales og Hardys film.

Ondskaben personificeret – som han oprindeligt var tænkt

Nolan-brødrene yder som nævnt Bane retfærdighed i forhold til den geniale figur, han oprindeligt var i tegneserierne, inden han, efter at have knækket Batmans ryg, blev gjort kedelig og kikset. De har heldigvis holdt fast i vigtigheden af både det mentale og fysisk skræmmende ved figuren.

De, der endnu ikke kender til Banes tegneseriebaggrund, bør først og fremmest vide, at han er Batmans ultimative overmand – et ambitiøst muskelmonster, hvis fokus, intelligens og styrke klart overgår heltens. Skræmmende som bare pokker, selv i tegneserieform.

Den problemstilling får TDKR mest muligt ud af på fornem og nervepirrende vis. Den frygtindgydende terrorist behøver ingen store armbevægelser, som det mentalt og fysisk overlegne mareridt, Bane nu en gang er. Hans tilstedeværelse i et rum er terror nok i sig selv, og de små nuancer i øjnenes udtryk er overmenneskelig autoritet i sin reneste form.

Tom Hardy (Bronson,2008, Warrior, 2011 og Inception, 2010) har her en nok ikke voldsomt udfordrende rolle, selv om han i bund og grund spiller Gud over Gotham. Det er dog en perfekt typecasting i forhold til hvor stærkt, han typisk spiller via blikket og hvor fænomenal kontrol, han har over både stemme og ansigtsudtryk. Hardys psykologisk stærke præstation havde jeg forventet, men at hans Bane ligefrem stjal hele filmen tidligt i forløbet var én af filmens utallige spændende overraskelser.

Listetyven og den moralsk pressede

Bipersonerne er svære at beskrive uden at røbe plottet. Dog skal det siges, at karakteren Selina Kyle er håndteret overraskende godt af forfatterne, og skuespillerinden Anne Hathaway (The Devil Wears Prada, 2006, Becoming Jane, 2007) er udmærket. Med en diskret undtagelse er der ikke en katte-kliché eller overdrevent kælen stemmeføring at finde – det er både forfriskende og meget mere interessant.

Umiddelbart vil jeg ikke tro, det mandlige publikum vil skuffes i forhold til karakterens sexede elementer trods den mere diskrete stil. Kyles kvikke replikker og utilregnelighed får tilført flere karakterlag i takt med plottet, og Hathaway gør det bedre, end jeg havde forventet.

Gary Oldman (Léon, 1994, The Fifth Element, 1997,Tinker Tailor Soldier Spy, 2011) er for tredje gang Jim Gordon, der, plaget af skyld overfor Batman, er en fokuseret, arbejdsom mand. Oldmans præstation svinger mellem let overspil og dybt gribende spil og heldigvis mest af det sidstnævnte, når de moralske kvaler presser på.

Fine bipersoner og filmens eneste skønhedsfejl

Marion Cotillard bliver bedre og bedre i rollen som Miranda Tate, og Michael Caine som Waynes beskytter og butler Alfred har denne gang fået lidt større følelser at lege med oveni hans funktion som komisk indslag. I en meget lille rolle er Burn Gorman i øvrigt helt perfekt castet.

Joseph Gordon-Levitt er energisk, men mindre troværdig som den idealistisk unge politimand John Blake, der får stor betydning for historien. Morgan Freeman er ligeledes udmærket, men for mig var det de britiske og europæiske skuespillere, der fik TDKR til at gå op i en højere enhed.

Det er effektiv casting med Nolans sædvanlige blanding af stærke karakterskuespillere og mere middelmådige skuespillere i mindre vigtige roller. I filmens stærke åbningsscene ligger filmens eneste skønhedsfejl i mine øjne – en ubetydelig CIA-agent spilles så elendigt, at mit hjerte sank af frygt for, at det her skulle blive kendetegnende for filmens niveau. Måske blot en instruktør-genistreg for at sænke forventningerne, inden vi ser Bane første gang, men nogle ulidelige sekunder ikke desto mindre.

De gode håndværkere hæver igen standarden på sidste kapitel

Scoret er der ikke meget andet at sige om, end at det er smukt lavet af Zimmer og tilfører filmen en stor del af dens pulserende, gribende virkning. Med tanke på de store mængder optagelser og omfattende historie er det en sublimt smuk ”sidste akt” fra Batman-trilogiens faste fotograf Pfister, som nu vil afprøve instruktørfaget fremover. Den faste scenograf Crowley har også overgået sig selv her – udtrykket er en stærkere naturalistisk stil, der på ingen måde har mistet de dystre og ”gritty” aspekter.

Hvad du kan forvente (ingen spoilers)

Filmens længde er – utroligt nok – ikke for meget. Den intense og udforskende fortælling har brug for hvert et minut, og det er imponerende, som hvert eneste minut er optimalt anvendt. Der er desuden den ene velorkestrerede overraskelse efter den anden, så man er underholdt konstant.

TDKR byder på mange tankevækkende, samfundsmæssige og moralske spørgsmål – men uden at påtvinge dig dem. De er der bare, i tilfælde af at du som publikum har lyst til den ekstra udfordring, og det gør kun filmoplevelsen så meget større.

Hypen om Banes uforståelige maskestemme giver, efter at have set filmen, ikke spor mening – den var hverken svær at høre eller forstå. Tværtimod – midt inde i filmen er Banes stemme pludseligt blevet renset lidt for den tunge vejrtrækning eller små strubelyde. En helt unødvendig beslutning, når nu Nolans valg af maske fungerede så pokkers godt til karakterens personlighed.

TDKR tager os med til et dybere og mere urovækkende niveau end nogensinde, og både publikum og karaktererne har i denne fortælling brug for den ”luft”, som den sparsommelige humor tilbyder. De gadget-glade får også nyt at savle over.
Slutningen vil uden tvivl dele publikum, men én ting er sikkert – udviklingen hen imod den byder på en dramaturgisk sjælden, stor oplevelse. Den tager sig god tid og samler så mange løse ender i form af genialt udtænkte plot-twists, at den i kvalitet får sparket standarden for kommercielle film et tiltrængt nøk eller tyve opad.

En ny klassiker er født

Både i forhold til dens plads til karakterstudier, actionniveauet og de følelsesmæssigt overraskende drejninger er TDKR en stærk sag, som jeg indenfor kategorien blockbusters kun kan give topkarakter til. Det vil blive en tidløs og relevant klassiker, der rumsterer i én længe trods sin tegneserieoprindelse. Bob Kane ville uden tvivl have været stolt.

Samtidig giver den håb om, at Nolans standard kan få nogle flere af de gamle filmkunstværdier på bordet igen. Hvis du savner film, der tør holde fast i udfordrende slutninger eller plotudvikling, så sørg lige for at se denne her på det store lærred, mens chancen er der!

6 stjerner

Titel: The Dark Knight Rises
Instruktør: Christopher Nolan
Manuskript: Jonathan Nolan & Christopher Nolan efter historie af Christopher Nolan og David S. Goyer
Cast: Christian Bale (Bruce Wayne/Batman, Michael Caine (Alfred), Gary Oldman (Gordon), Tom Hardy (Bane), Joseph Gordon-Levitt (Blake), Anne Hathaway (Selina Kyle), Morgan Freeman (Fox)
Producere: Christopher Nolan (producer), Emma Thomas (producer), Charles Roven (producer),
Foto: Wally Pfister
Klip: Lee Smith
Musik: Hans Zimmer
Spilletid: 164 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2012
Produktionsselskaber: Warner Bros.

Anmeldt udenfor nummer | 26/07/2012

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *