Christian Bogh
Ingen kommentarer

The Creeping Terror

The Creeping Terror
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Her har vi at gøre med en film, der er så ringe, at den burde være på listen over verdens dårligste film. Til gengæld har den en ret fascinerende tilblivelseshistorie.

The Creeping TerrorDer var engang, hvor vi havde dansk succes på nogle af de verdensomspændende filmhitlister. Nemlig da Stjerner uden hjerner (1997) lå side om side og kæmpede med Ed Woods Plan 9 From Outer Space (1959) om pladsen som den ringeste film nogensinde.

Den tid er en saga blot, og antallet af den slags hitlister er siden steget eksplosivt. Så meget, at de ikke længere giver mening.

Eksempelvis er filmen Disaster Movie (2008) pt. den film, der topper listen på ”Bottom 100” på IMDb, og her skal vi op på nummer 31 for at finde Troll 2 (1990), og Santa Claus Conquers the Martians (1964) ligger nummer 40. Ed Woods klassiker fra 59 er slet ikke på listen!

Så de lister er bare ren underholdning og ikke meget værd, hvis man virkelig skal finde de ringeste film.

Du behøver dog ikke grave dybt for at finde en af kandidaterne til en topplacering på denne lidet beundringsværdige liste. Du skal blot læse videre her.

For A.J. Nelsons The Creeping Terror fra 1964 er et must på en sådan liste. Måske ikke som nummer 1, men i hvert fald deropad.

Historien bag

Historien bag er mere interessant end filmen! Selve filmen er ret hurtigt fortalt (og overstået – den varer kun 77 minutter). Det er mere baggrunden for filmen, der bør vække enhver filmnørds interesse. Det kommer vi tilbage til – men først et hurtigt handlingsresumé.

Filmen begynder med en fortællerstemme – en stemme du må vænne dig til, for den kører hen over hele filmen. Stemmen tilhørte i øvrigt radioværten Larry Burrell, men det var ikke en af de opgaver, han var stolt af, så han bad om ikke at blive krediteret for filmen.

Der bliver således ikke talt ret meget i filmen, eller rettere: Skuespillerne taler, men der er ingen lyd. Det er lidt som en stumfilm, men med en fortællerstemme i stedet for tekstkort på skærmen. Og nogle få gange er der faktisk tale på filmen.

Vi får fortalt (og vist på skærmen), hvordan et rumskib er landet på Jorden – ved Lake Tahoe. Rumskibet er helt sikkert ikke fra Jorden: Det ses tydeligt på det hvide pap, som fartøjet er lavet af.

Ud af rumskibet kommer et rumuhyre. Eller rettere et vandrende tæppe med på-limede støvsugerrør og med en mund, som i den grad ligner en vagina. Det forsvinder i det fjerne.

Sherif Ben (Byrd Holland) ankommer til nedstyrtningsstedet sammen med sin vicesherif Martin (Vic Savage aka A.J. Nelson) og Martins unge kone Brett (Shannon O’Niel). Ben kravler ind i rumskibet – ikke gennem en dør – nope det var der vist ikke råd til – men bare ved at kravle under en af papsiderne. Ben møder et andet rumuhyre inden i skibet og dør.

Martin bliver naturligvis bange og tilkalder forstærkning. Det bliver en lille afdeling militærfolk, der dukker op for at hjælpe. De undersøger området inde i rumskibet finder de et monster, som er bundet fast.
Ret hurtigt finder de dog ud af, at der er et andet monster, der render frit rundt. For vores rumuhyre aka vandrende tæppe får ædt sig vej gennem en del personer.

Det hele kulminerer, da monsteret tømmer et forsamlingshus fyldt med unge mennesker. At de ikke bare løber eller går væk fra monsteret, er mig en gåde. Monsteret har en hastighed på niveau med en overvægtig snegl.

Vores ven Martin får også hjælp af ”verdens førende ekspert”, Dr. Bradford (William Thourlby), og sammen får de indhentet monsteret. Militæret angriber – indledningsvist uden held, men til sidst får de bugt med det ved hjælp af en håndgranat.

Nu skulle alt jo være fryd og gammen, men der er jo et til – inde i rumskibet (vi aner stadig ikke, hvorfor det er bundet). Så tilbage til papkassen, og her er monsteret så sluppet fri. Det angriber og får has på en del af vores venner, inklusive dr. Bradford, men Martin formår at køre ind i monsteret med en bil, og det var så slut på det.

Bradford er ved at dø, men når at fortælle Martin, at rummonstrene spiste mennesker for at få fat i deres viden. Den vil de sende tilbage til den planet, de kom fra, for så at komme tilbage og overtage Jorden.

Martin forsøger at smadre rumskibet for at forhindre, at det sender oplysningerne til rummonstrenes venner, men forgæves. Lige inden Bradford dør siger han, at måske er monstrenes planet allerede væk, hvortil Martin svarer ”Only God knows for sure…”. Slut!

Gak og løjer

Mja. Det var en spøjs omgang gak og løjer – uden mening, struktur eller noget der lignede en plan. Det hænger sammen med baggrunden for filmen.

A.J. Nelson var det, man vist kalder en fidusmager. Han snød, svindlede og slog sig vej frem (bogstavelig talt). Alle de penge, han fik til at lave filmen for, forsvandt, og det samme gjorde han, før filmen var færdig.

Ved et tilfælde fandt man filmstrimlerne, og man kunne klippe noget sammen, der bare lignede en film, men det meste af lydsporet var væk. Så man måtte gætte sig frem til, hvad der blev sagt, og her kom så fortællerstemmen ind over. Det var et mirakel, at filmen overhovedet kom ud.

Det er siden kommet frem, at A.J. Nelson var en voldelig ægtemand, og han havde angivelig tætte forbindelser med pornobranchen – måske endda den rigtig grimme side af pornobranchen. Rygtet siger, at denne film blev lavet som et coverup for en pornofilm, han lavede ved siden af med mindreårige piger.

Som nævnt forsvandt han sporløst, og først mange år, i 1975, dukkede han op igen, og døde kort efter af druk og stoffer.

A.J. Nelsons historie er både voldsom forfærdelig og spændende. Eksempelvis blev noget af denne film optaget ved en lille gård, som hed Spahn Ranch.

For dem, der ikke kender den, så var det en gård, som blev benyttet af Charles Manson i årene, hvor han huserede i 60’erne. Og igen siger rygterne, at det var Manson, som gav A.J. Nelson lov til at filme på grunden.

Det er dog ikke sandt, da Manson ikke opholdt sig på gården, mens filmen blev skudt. Han sad i fængsel og kom ikke ud før i 1967. Men det er en fin historie og de to – Manson og Nelson – passer godt sammen.

Creep Behind the Camera

Skulle man være interesseret i at høre mere om A.J. Nelson og tilblivelsen af denne film, så udkom der i 2014 et docu-drama med titlen The Creep Behind the Camera, som i den grad kan anbefales.

En sidste spøjs detalje skal findes allerede før filmen begynder – nemlig ved introbilledet med titlen, der kommer på skærmen. Den sekvens er nemlig lavet af ingen ringere end Richard Edlund.

Og skulle du have glemt, hvem han er, så kan jeg lige nævne, at han blandt andet er manden bag de visuelle effekter i film som Star Wars (1977), The Empire Strikes Back (1980), Return of the Jedi (1983), Raiders of the Lost Ark (1981), Poltergeist (1982), Ghostbusters (1984), Die Hard (1988) og mange andre.

1 stjerne

Titel: The Creeping Terror
Andre titler: The Crawling Monster
Instruktør: A.J. Nelson
Manuskript: Allan Silliphant
Cast: A.J. Nelson (Martin Gordon) (som Vic Savage), Shannon O’Neil (Brett Gordon), William Thourlby (Dr. Bradford), John Caresio (Col. James Caldwell), Brendon Boone (Barney the Deputy) (som Norman Boone)
Foto: Andrew Janczak
Klip: A.J. Nelson (som Vic Savage)
Musik: Frederick Kopp
Spilletid: 77 minutter
Aspect ratio: 1.33:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 1964

Anmeldt i nr. 173 | 13/03/2020

Stikord: Alien Invasion, Rumskibe, Rumvæsner

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *