Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

The Company of Wolves

The Company of Wolves
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

The Company of WolvesThe Company of Wolves er en anderledes og meget fascinerende drøm af en varulvefilm. Der hvor filmen for alvor tager kegler er gennem den visuelle stil og det stiliserede folkeeventyr-univers, hvor specielt de fortalte historier i selve filmen er godt udtænkt.

1980’erne var et stort årti for varulven, hvor det er de to film fra 1981, The Howling og An American Werewolf in London, som de fleste kender til. Men det er faktisk Neil Jordans mere drømmende, og nok også derfor ukendte, The Company of Wolves, som i mine øjne er den bedste varulvefilm fra 80’erne, og nok også den bedste varulvefilm nogensinde – i hvert fald af dem, undertegnede har set.

Mange fans af traditionelle gyserfilm vil gå skuffet væk fra mødet med Neil Jordans ambitiøse The Company of Wolves. Det konkrete gys er erstattet af svulstig freudiansk symbolik og kærlighed til klassiske folkeeventyr, som vi kender dem fra eksempelvis Brødrene Grimm. Men dermed ikke sagt, at filmen ikke har sine uhyggelige sider.

Fantasiens verden

Velkommen til et folkeeventyr

Filmens reelle handling er meget simpel. En Volvo ankommer til et stort landsted. En storesøster hader sin lillesøster, der ligger på sit værelse og drømmer. Og filmen er så mere eller mindre det, vi ser i drømmen. Drømmen introduceres med visuel opfindsomhed, som giver filmen en generelt drømmende karakter, der nærmest slår benene væk under sin beskuer. I drømmeland møder vi Rosaleen, der bor i en landsby, som nærmest eksisterer udenfor tid og sted. Det er en scene, som vi kender fra de klassiske europæiske folkeeventyr, hvor det mystiske gadekær og den gamle bedstemor åbner dørene op til fantasiens verden.

Da vi ankommer til drømmeverdenen er Rosaleens storesøster netop blevet dræbt af en ulv, og landsbyen er i sorg. Rosaleen søger trøst i sin bedstemors mange fortællinger, men snart kommer der virkelige ulve til landsbyen, og den unge mand med de sammengroede øjenbryn volder en del problemer. Og så ellers ikke mere drømmesnak herfra.

Rødhætte

Den søde bedstemor fortæller

Den konkrete handling, med Rosaleen, bedstemoderen, familien, den liderlige ungersvend og jægeren er ganske simpel, og følger godt handlingen i den klassiske fortælling om Rødhætte. Der hvor manuskriptforfatterne, Neil Jordan og Angela Carter, virkelige fortjener ros, er i de små fortællinger i fortællingen. The Company of Wolves er baseret på Carters antologi The Bloody Chamber (1979). The Company of Wolves er den ene blandt ti noveller, der alle har det til fælles, at de mere eller mindre er baseret på folkeeventyr. Vi finder blandt de ti noveller inspiration fra Snehvide, Skønheden & Udyret og Tornerose. Tre af novellerne er baseret på fortællingen om Rødhætte, og blandt de tre finder vi The Company of Wolves. Den mest kendte udgave af Rødhætte kan tilskrives Brødrene Grimm, som nedskrev to forskellige udgaver af historien tilbage i 1800-tallet. Oprindeligt kan historien dog spores helt tilbage til 1300-tallet, hvor den blev fortalt af franske og italienske bønder.

Fortællingen om Rødhætte fungerer da også som selve drømmens bagtæppe, og det virker sådan set fint nok. Historien kender man dog til hudløshed. Der hvor friskheden ligger, er i Rosaleens bedstemor, og de fortællinger hun fortæller sit barnebarn. Disse er fyldt med ulve og seksuelle undertoner, og har en dejlig brutalitet, som visualiseres i det samme univers, som Rosaleen lever i. Dette giver naturligvis de enkelte fortællinger en troværdighed, da der også optræder varulve i Rosaleens virkelighed.

Til gården og gaden

Transformationsscene

Blandt de bedste af de små historier er scenen, hvor en hævngerrig bondepige er med til at skabe en helt teltfuld adelige om til ulve. Det er både sjovt, dekadent og lidt modbydeligt på samme tid. Og det er netop denne hybrid af genretræk, som giver The Company of Wolves et ganske specielt udtryk. Vi har både kærligheden, liderligheden, volden, døden, det overnaturlige, humoren, og det groteske – og alt dette er hensat til et overdådigt univers, hvor Neil Jordan og hans visuelle crew virkelig formår at få den rette stemning frem. Som de bedste folkeeventyr vil der også i The Company of Wolves både være til gården og gaden, og man vil kunne tolke forskellige ting alt efter, om man er en overanalyserende universitetsstuderende eller en kåd teenager.

De fleste vil nok kende Neil Jordan for hans manuskript til og instruktion af tissemandfilmen The Crying Game (1992) – en fin film, som dog efter min mening er en kende overvurderet. Vampyrfans vil kende ham som instruktøren bag den svulstige og meget effektfulde Interview with the Vampire (1994). Af andre hovedværker bør nævnes den velspillede politiske thriller Michael Collins (1996), og den helt forrygende og dybt mystiske The Butcher Boy (1997). Efter The Butcher Boy er det gået støt og roligt ned ad bakke for den ellers dygtige Jordan, men sjovt nok diskede han sidste år op med The Brave One (2007), som er en ganske solid selvtægstfilm med en lækker visuel side.

Visuelle trademarks og dygtig fortælleform

En varulv

Og det er netop det visuelle, som i mine øjne er Jordans stærkeste kort. Han kan give sine film et helt specielt touch, som eksempelvis også er det eneste, der er at komme efter i den noget jammerlige spøgelsesfilm In Dreams (1999). Samtidig med det visuelle er Jordan også en dygtig manuskriptforfatter, der også har været inde over manuskripterne til de fleste af sine egne film.

The Company of Wolves er Jordans blot anden film, hvoraf hans debutfilm Angel (1982) introducerede et andet tilbagevendende element i Jordans film, nemlig den nordirske skuespiller Stephen Rea, der stort set spiller med i alle Jordans film. Rea har da også en fin birolle i The Company of Wolves, hvor hans noget hærgede ansigt bliver gjort mere modbydeligt af en transformation fra mand til ulv. Når man i dag ser tilbage på hele Jordans samlede produktion er det en film som The Company of Wolves, der for alvor skiller sig ud. Den har alle de visuelle trademarks og den dygtige fortælleform, som man siden hen har set i Jordans værker.

Rosaleen

Effekterne i filmen er fine og stiliserede, og ikke så realistiske og voldsomme, som man tre år før havde set det i An American Werewolf in London (1981). Men det har heller ikke været intentionen, da effektfolkene bag The Company of Wolves nærmere har tilstræbt det stiliserede udtryk for at støtte op om filmens univers, så det stiliserede er her ikke ment som noget negativt. Vi får dog rigelige mængder af blod og flere virkningsfulde transformationsscener, men det mest imponerende er dog filmens kulisser og andre virkemidler fra teaterverdenen.

Røgmaskinerne bruges med flittig hånd, og i det stiliserede univers med det karikerede skuespil finder Neil Jordan nøglen til at videregive stemningen fra folkeeventyr. Jeg mindes ikke, at have set denne specielle stemning bedre videregivet end i The Company of Wolves. Godt nok bliver filmen lidt for lang, men magien og det ubehagelige og lumre eventyr er intakt, og filmen er en lille perle, som man kan opsøge – og så kan den købes for kun 25 kr. Det er dog vigtigt at man ikke forventer en traditionel varulvefilm, for så vil man blive meget arrig, da filmen er alt end klassisk horror.

5 stjerner

Titel: The Company of Wolves
Dansk titel: Ulvenes nat
Instruktør: Neil Jordan
Manuskript: Neil Jordan & Angela Carter efter Angela Carters antologi The Bloody Chamber
Cast: Sarah Patterson (Rosaleen), Angela Lansbury (Bedstemoderen), Stephen Rea (Brudgommen), Micha Bergese (Jægeren)
Producere: Chris Brown (producer), Stephen Woolley (producer, executive producer), Nik Powell (executive producer)
Foto: Bryan Loftus
Klip: Rodney Holland
Musik: George Fenton
Spilletid: 91 minutter
Aspect ratio: 1.66: 1 anamorphic widescreen
Lyd: Stereo
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk norsk og finsk
Produktionsland, år: Storbritannien, 1984
Produktionsselskaber: Incorporated Television Company (ITC), Palace Pictures
Distributør (DVD): On Air (Danmark)
Udgave/region: 2

Anmeldt af: Jacob Krogsøe | 13/11/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *