Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

The Case of Charles Dexter Ward

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Selv om Lovecraft ikke selv var stolt af den, er kortromanen om Charles Dexter Ward en flot fortalt og drønuhyggelig gotisk inspireret overnaturlig gyser.

H.P. Lovecraft Omnibus 1: At the Mountains of MadnessThe Case of Charles Dexter Ward er den eneste af Lovecrafts fortællinger, der med lidt god vilje kan kaldes en roman. Lige som tilfældet er med At the Mountains of Madness er betegnelsen kortroman måske mere rammende, men under alle omstændigheder er The Case of Charles Dexter Ward den længste historie, Lovecraft skrev. I den her anmeldte version fylder den 160 sider.

Kortromanen nåede aldrig at blive udgivet i Lovecrafts egen levetid. Han var ikke selv særligt glad for historien, som han bl.a. kaldte “a cumbrous, creaking bit of self-conscious antiquarianism” (brev til R.H. Barlow, marts 1934), og han gjorde åbenbart ingen forsøg på at få den udgivet. Historien udkom første gang i en forkortet udgave i maj- og juli-numrene af Weird Tales i 1941 under titlen The Madness Out of Time. Første udgivelse af hele teksten var i Arkham House-antologien Beyond the Wall of Sleep fra 1943.

Anså romanen som en stiløvelse
H.P. Lovecraft (1890-1937).

H.P. Lovecraft (1890-1937).

Årsagen til at Lovecraft ikke brød sig så meget om historien skal måske, som det også antydes af ovenstående citat, findes i, at han anså den mere som en stiløvelse end noget andet. Når man læser kortromanen, kan man da heller ikke undgå at bemærke, at den synes at være stærkt inspireret af de gotiske og gotisk inspirerede fortællinger, som Lovecraft selv holdt så meget af.

I sit udtryk tilhører den også nærmest den gotiske tradition. Den mangler i hvert fald langt hen ad vejen mange af de elementer, der karakteriserer forfatterens øvrige arbejder. Det gælder både indholdet og formen. Rent plotmæssigt er The Case of Charles Dexter Ward mere en historie om sort magi og en grum familiehistorie (komplet med et stygt gammelt portrætmaleri), end den er en historie om Lovecrafts egne monstrøse kreationer, selv om han dog indfletter én af sine egne opfindelser i fortællingen. Således er det i The Case of Charles Dexter Ward, at navnet Yog-Sothoth nævnes første gang; et navn, der skulle komme til at gå igen i flere af Lovecrafts mere selvstændige værker.

Det ændrer dog ikke ved, at det i langt højere grad er en mere klassisk form for sort magi, der er på spil i The Case of Charles Dexter Ward end den, der findes i andre af forfatterens værker. Man kan gå endnu længere og sige, at historien fra et handlingsmæssigt synspunkt er én af de mest ordinære, Lovecraft begik, netop i kraft af, at den synes så kraftigt inspireret af gotisk litteratur. Lad mig dog slå fast med det samme, at jeg her ikke anvender ordet “ordinær” i nogen negativ betydning.

En af forfatterens mest tilgængelige værker
'Weird Tales' maj 1941.

‘Weird Tales’ maj 1941.

Formmæssigt adskiller The Case of Charles Dexter Ward sig også fra mange af forfatterens andre historier ved at være fortalt i tredje person. Det er ikke den eneste fortælling, hvor Lovecraft benyttede sig af tredje persons perspektiv (The Dunwich Horror og The Haunter of the Dark fra hhv. 1928 og 1935 kan nævnes som eksempler), men i mange af hans mest berømte noveller er det første persons-perspektivet, der anvendes. Dog må det anføres, at mange af forfatterens andre typiske elementer, som f.eks. den historisk interesserede hovedperson og grufulde ting, der antydes mere end de beskrives, også indgår.

Tilbage står man med en kortroman, der umiskendelig bærer præg af Lovecrafts hånd, men som dog på adskillige punkter adskiller sig fra den resterende del af hans forfatterskab. Fra mit synspunkt skal dette dog ikke forstås negativt, for faktisk synes jeg at The Case of Charles Dexter Ward er blandt noget af det bedste, Lovecraft skrev. Den mere ordinære handling gør utvivlsomt kortromanen til ét af hans mest tilgængelige værker, og det er måske også derfor, at The Case of Charles Dexter Ward er den eneste af Lovecrafts fortællinger, der har fået en ordentlig udgivelse på dansk.

Den udkom i 1991 på forlaget Schønberg under titlen Tilfældet Charles Dexter Ward i en, sådan som jeg erindrer den, glimrende oversættelse af Arne Herløv Petersen. De øvrige Lovecraft-historier, der er kommet på dansk, er typisk udkommet i billige udgaver, der leder tanken hen på kiosklitteratur – især de, der udkom på Interpresse.

En sælsom familiehistorie
'Weird Tales' juli 1941.

‘Weird Tales’ juli 1941.

Historien, hvis nutid i øvrigt er 1928, tager sin begyndelse med en redegørelse for, hvorledes Charles Dexter Ward for nyligt undslap fra et sindssygehospital nær Providence, Rhode Island. Den unge Ward havde undergået nogle foruroligende ændringer, der førte til hans tvangsindlæggelse, men som ikke kun var af mental karakter.

Også rent fysisk syntes der at være forandringer ved ham – bl.a. var et modermærke forsvundet, og et andet besynderligt mærke dukket op på hans krop. Det var dog de mentale forandringer, der førte til indlæggelsen, men hvad præcis disse forandringer indebar, må læseren vente en rum tid med at finde ud af – på nær en antydning af, at Ward virkede ældre end sine 26 år.

Herefter springer handlingen i tid, og redegør for Wards ungdom og historiske interesse. Det var sidstnævnte, der førte til den opdagelse, som skulle lede frem til de sindsoprivende begivenheder, der beskrives hen imod slutningen af kortromanen. Wards historiske interesse førte nemlig til en opdagelse om hans familiebaggrund. Han fandt ud af, at han nedstammede fra en vis Joseph Curwen, der havde været borger og købmand i Providence i 1700-tallet.

Men Curwen var ikke en hvilken som helst borger. Han flyttede til Providence fra Salem i Massachusetts, da de berømte hekse-forfølgelser begyndte dér i 1690’erne, og efterhånden begyndte de gode Providence-borgere at bemærke nogle besynderlige ting ved manden. Først og fremmest syntes Curwen aldrig at blive ældre, hvad der med tiden gjorde ham mere og mere isoleret blandt byens bedsteborgere. Endnu værre var de mærkelige rygter, der florerede omkring den gård, Curwen også ejede uden for byen, og hvor det lod til, at han foretog allehånde ugudelige eksperimenter og ritualer.

Der antydes meget i denne del af historien, men ikke alt fortælles – bl.a. fordi det er Wards doktor, der fungerer som historiens egentlige hovedperson. Selv om fortælleperspektivet er tredje person, er det tydeligvis gennem doktor Willetts briller, at historien fortælles, og der en grænse for, hvor meget Willett har fundet ud af.

Enden på Curwen kom til sidst på grund af en forsmået mand. Curwen forsøgte nemlig at bedre sit image blandt borgerne i Providence gennem et giftermål, som han tvang igennem, fordi han havde en klemme på kvindens far. Det endte med, at hun måtte afbryde en tidligere forlovelse, og den forsmåede bejler satte sig nu for at finde ud af, hvad Curwen egentlig gik og foretog sig.

Mandens undersøgelser førte til nogle uhyrlige opdagelser, og til sidst organiserede en gruppe Providence-borgere i 1771 et angreb på Curwens gård uden for byen. Curwen blev dræbt, og hvad end hans ugudelige eksperimenter gik ud på – det melder historien nemlig kun meget lidt om – blev der sat en stopper for dem. Providence-borgerne forsøgte derefter at slette alle spor efter Joseph Curwens tid i Providence. Inden dette skete havde Curwen dog nået at få en datter, men også familien forsøgte ihærdigt at skjule forbindelsen tilbage til Curwen.

En grufuld erkendelse
Forsiden af den danske oversættelse fra 1991.

Forsiden af den danske oversættelse fra 1991.

Ikke desto mindre lykkedes det den unge Charles Dexter Ward at komme på sporet af sin skumle forfader. I det byhus, Curwen havde ejet i Providence, fandt Ward en række dokumenter skjult bag et panel. Herefter redegøres der for, hvorledes Ward i årene efter sin opdagelse blev mere og mere excentrisk. Han indrettede et laboratorium på loftet i sine forældres hus, og begyndte at foretage besynderlige eksperimenter, kirkegårdsudflugter, ture i omegnen (bl.a. der hvor Curwens gård angiveligt skulle have ligget) og research-rejser til andre byer i New England.

Forældrene så til med bekymring mens sønnen blev mere og mere besat af sin forskning, som han hævdede ville medføre store opdagelser. Efter at være blevet myndig tilbragte Ward adskillige år i Europa, hvor han foretog videre undersøgelser, både i England og på kontinentet. Da han endelig vendte tilbage fortsatte han sine eksperimenter, der til sidst antog decideret skræmmende proportioner. Alt foregik stadig under stort hemmelighedskræmmeri.

Det hele kulminerede, da den unge Ward købte en ejendom uden for byen og flyttede sit laboratorium derud. Pludselig dukkede den mystiske Dr. Allen op i Wards selskab, og det var omkring dette tidspunkt, at den unge mand tilsyneladende blev sindssyg. Kort efter forsvandt Dr. Allen, og Ward havde nu undergået de mærkelige forandringer, der medførte, at faderen og Dr. Willett fik ham tvangsindlagt.

På dette tidspunkt i historien begynder Dr. Willett at foretage sine undersøgelser, der fører frem til en grufuld erkendelse og kortromanens afslutning med Wards forsvinden fra sindssygehospitalet.

Fremragende stemning

Ovenstående referat er i virkeligheden særdeles overfladisk og yder ikke historien fuld retfærdighed. Problemet er, at jeg ville komme til at afsløre for meget af plottet, hvis jeg gik dybere ind i fortællingen, og det er ikke min mening at gøre det. Jeg vil dog med det samme sige, at erfarne gyserlæsere ikke vil have noget problem med at regne plottet ud – det er forholdsvis gennemskueligt, og den sidste afsløring vil for mange ikke komme som nogen stor overraskelse.

På trods af det forholdsvis gennemskuelige plot, er The Case of Charles Dexter Ward bestemt ingen dårlig historie. Det skyldes primært, at Lovecraft formår at opbygge en fremragende stemning igennem kortromanen, som ikke lider under, at man måske har regnet sammenhængen ud.

Man mærker tydeligvis Lovecrafts egen historiske interesse, og hans gengivelse af 1700-tallets Providence oser af stemning – det er faktisk lige før, at det er denne del af historien, der er den mest vellykkede. De ting, der foregik dengang, og som danner udgangspunkt for historiens samtidsdel, fortælles primært gennem regulær prosa, men krydres tillige med diverse breve, som indgik i Joseph Curwens korrespondance, og som antyder mangt og meget om hans ukristelige aktiviteter.

Det er et klassisk, men effektivt, greb, som Lovecraft anvender til perfektion. Heller ikke samtidsdelen er dårlig, og her gør Lovecraft f.eks. også brug af avisudklip for at antyde, hvad Charles Ward render rundt og laver. Da Dr. Willett indleder sin egen undersøgelse i den sidste tredjedel af historien, indgår en fremragende atmosfærisk sekvens, hvor han udforsker de underjordiske rum og huler, der ligger under Wards gård uden for byen. Disse huler havde naturligvis også været anvendt af Joseph Curwen, og det er hér det for alvor bliver tydeligt, hvad den gamle troldkarl – og nu den unge Ward – havde gang i.

Detektivarbejde for læseren

Det er til tider blevet fremhævet som noget negativt ved Lovecrafts særlige stil, at han antyder mere end han egentlig beskriver. Hvis man er af den holdning, så vil The Case of Charles Dexter Ward næppe falde i god jord, for historien er et glimrende eksempel på denne stil. Jeg har altid holdt meget af dette særlige karakteristika ved Lovecrafts forfatterskab, og i The Case of Charles Dexter Ward synes jeg at han bruger stilen elegant, og rammer en god balance. Den synes som skabt til den historie, Lovecraft fortæller her, og rent plotmæssigt behøver man heller ikke få alt sagt eksplicit.

Ligesom Wards sag er et mysterium for Dr. Willett, udfolder hele sagen sig igennem kortromanen som et stykke detektivarbejde for læseren, og her er det langt hen ad vejen tilfredsstillende at få lov til at drage sine egne konklusioner uden at forfatteren efterfølgende modsiger dem. Kvikke læsere vil til sidst opdage, at der ikke er mange løse ender – alle de informationer, der er nødvendige for at drive historien frem bliver lagt på bordet; resten antydes i større eller mindre grad, og så er det op til læseren selv at tænke over tingene. I nogle af Lovecrafts noveller virker det knap så godt, men i The Case of Charles Dexter Ward fungerer det fantastisk.

For hård ved sig selv

Den store indflydelse man sporer fra gotisk litteratur er nævnt tidligere, og flere af de historier, der er blevet foreslået som Lovecrafts inspirationskilder til The Case of Charles Dexter Ward, bærer da også alle gotiske stilpræg i varierende grad. I sit eget essay Supernatural Horror in Literature (1927) omtaler Lovecraft bl.a. Nathaniel Hawthornes The House of the Seven Gables (1851), hvorfra idéen med en gammel familieforbandelse kan være hentet.

Hawthornes fortsættelse til The Scarlet Letter (1850) er ikke en gyserfortælling i ordets traditionelle forstand, men indeholder dog fantastiske elementer, og en forbindelse til fortiden, der meget ligner den, som Lovecraft senere skulle anvende i Charles Dexter Ward.

I sit essay nævner Lovecraft også en roman fra så sent som 1910, Walter de la Mares The Return, hvis grundlæggende plot – som refereret af Lovecraft – bærer en slående lighed med de begivenheder, Lovecraft selv skulle beskrive 17 år senere. Endelig omtaler Lovecraft også M.R. James’ novelle Count Magnus, som man også i visse henseender kan anse som et forlæg for The Case of Charles Dexter Ward. M.R. James mestrede, om nogen, den victorianske spøgelseshistorie, og var tydeligt influeret af ældre gotiske fortællinger. James hævdede f.eks. selv at være stærkt inspireret af Sheridan Le Fanu.

Med alle disse mulige forlæg i baghovedet kan man ikke fortænke Lovecraft i at have anset The Case of Charles Dexter Ward som stærkt afledt af ældre forbilleder. Ikke desto mindre må man konstatere, at Lovecraft var lige lovlig hård ved sig selv, for mange af disse forbilleder var i sig selv afledt af ældre forbilleder. Hvis The Case of Charles Dexter Ward havde været en uoplagt, klodset sag, kunne man sagtens have forstået Lovecrafts selvkritiske indstilling, men sagen er den, at kortromanen er dynamisk, underholdende og regulært uhyggelig – stedvist endda meget uhyggelig. Man undgår derfor ikke at føle for forfatteren, der på den måde har set ned på ét af sine stærkeste arbejder.

Filmatiseret og omsat i scenarieform
Chaosiums 'Call of Cthulhu'-supplement 'Curse of Cthulhu' fra 1990.

Chaosiums ‘Call of Cthulhu’-supplement ‘Curse of Cthulhu’ fra 1990.

Selv om The Case of Charles Dexter Ward er langt mere tilgængelig end mange andre Lovecraft-historier, så behøver hardcore “Cthulhu Mythos”-fans ikke at fortvivle. Der er nok elementer i historien, der binder den sammen med resten af forfatterskabet til, at man sagtens kan opfatte den som en del af den meget diskuterede “Cthulhu-mytologi”. Foruden Yog-Sothoth, som Lovecraft senere skulle anvende i flere af sine noveller, omtales også Necronomicon, der om noget er ét af de centrale fiktive elementer i Lovecrafts forfatterskab.

The Case of Charles Dexter Ward er blevet filmatiseret mere end én gang. Første gang var der tale om en særdeles liberal behandling af historien i The Haunted Palace fra 1963, instrueret af ingen ringere end Roger Corman og med Vincent Price i rollen som Charles Dexter Ward. Anden gang var det Dan O’Bannon, der stod bag kameraet; denne gang i en lidt mere tekstnær filmatisering med titlen The Resurrected, der udkom i 1992.

Historien er også – mere eller mindre direkte – blevet omsat i scenarieform til rollespillet The Call of Cthulhu. Her har The Case of Charles Dexter Ward været baggrunden for scenariet The Case i supplementet Curse of Cthulhu fra 1990.

Du bliver ikke skuffet!

The Case of Charles Dexter Ward er efter min mening en ren fornøjelse. Derudover har kortromanen den store fordel i forhold til mange af mandens andre værker, at den også kan læses og forstås af de, der først er ved at stifte bekendtskab med forfatterskabet. På den måde kan man sige, at The Case of Charles Dexter Ward, ud over at være en flot fortalt og underholdende gotisk inspireret overnaturlig gyser, også er en glimrende indgang til Lovecraft generelt.

Derfor vil jeg uden omsvøb anbefale The Case of Charles Dexter Ward på det allervarmeste – og ikke kun til de, der ikke allerede kender den. Hvis du kender historien, men ikke har læst den i lang tid, så genlæs den – jeg lover dig, at du ikke bliver skuffet!

6 stjerner

Titel: The Case of Charles Dexter Ward
Forfatter: H.P. Lovecraft
hvid
Anmeldelsen er baseret på den udgave af The Case of Charles Dexter Ward, der findes i H.P. Lovecraft Omnibus 1: At the Mountains of Madness, Grafton, London 1985 s. 141-301.
hvid
Lovecraft skrev kortromanen i 1927, og den udkom første gang i forkortet udgave som føljeton i to dele i magasinet Weird Tales i maj-juni og juli-august 1941.
hvid
Første udgivelse af hele teksten kom i antologien Beyond the Wall of Sleep på forlaget Arkham House i 1943.
hvid
The Case of Charles Dexter Ward er oversat til dansk af Arne Herløv Petersen og udkom under titlen Tilfældet Charles Dexter Ward på forlaget Schønberg i 1991.

Anmeldt i nr. 18 | 13/04/2007

Stikord: Cthulhiana, Filmatiseret, Gotika, H.P. Lovecraft, Magi, Okkultisme

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *