At the Mountains of Madness

11 minutters læsetid
H.P. Lovecraft Omnibus 1: At the Mountains of Madness

At the Mountains of Madness er Lovecrafts næstlængste værk, og blandt de få, der med lidt god vilje kan betegnes som en roman. Ret beset er den måske for kort til med rette at kunne kaldes en ægte roman, men den er betydelig længere end de fleste af hans andre produktioner. I længde overgås den kun af The Case of Charles Dexter Ward, og i mangel af bedre udtryk kaldes den her en kortroman.

Afliver Cthulhu Mythos-begrebet

H.P. Lovecraft (1890-1937).
H.P. Lovecraft (1890-1937).

Lovecraft skrev At the Mountains of Madness i 1931, men historien udkom først i 1936 og da som føljeton i Astounding Stories. Lovecraft havde indledningsvist indsendt historien til Weird Tales, hvor den imidlertid blev afvist på grund af sin længde, og forfatteren blev så desillusioneret over afslaget, at han gemte historien i en årrække. Da den endelig blev accepteret af Astounding Stories skete det desuden igennem en litterær agent – første og eneste gang, Lovecraft anvendte en agent i sin levetid.

Alene på grund af sin længde er At the Mountains of Madness en imponerende bedrift fra Lovecrafts side. Lovecraft var primært novelleforfatter, og selv blandt hans noveller er det kun et fåtal, der sniger sig over de 50 sider. Men længden er ikke den eneste grund til, at historien er væsentlig. Som Lovecraft-forskeren S.T. Joshi har påpeget, er At the Mountains of Madness en af de væsentligste årsager til at aflive August Derleths “Cthulhu Mythos”-begreb, der forudsætter en sammenhængende panteon i Lovecrafts forfatterskab.

At the Mountains of Madness placerer sig klart i den science fiction-prægede del af Lovecrafts forfatterskab, men undslår sig ikke for at referere til mange af de samme entiteter, som forfatteren også brugte i de tydeligt mere okkult-influerede historier. Derleths “Cthulhu Mythos”-begreb forudsætter i sin kerne, foruden en overordnet sammenhæng i Lovecrafts univers, også i høj grad en forståelse af forfatterens opfundne væsner som guder eller religiøse skabninger. Det udsagn undermineres klart af At the Mountains of Madness, der mere eller mindre eksplicit antyder, at mange af Lovecrafts fiktive monstrøse skabninger i virkeligheden er rumvæsner.

At mange af dem klart har multidimensionel karakter, der giver et anstrøg af det okkulte eller religiøse, er en anden sag, og at nogle af historierne fra et stemningsmæssigt og narrativt synspunkt har mere til fælles med okkulte gysere end med science fiction er en helt tredje. Det som dette i virkeligheden peger på, er egentlig blot, at Lovecraft var en alsidig forfatter, der ikke var tilfreds med at skrive historier inden for én bestemt genre, men gerne bevægede sig rundt mellem genrerne – og her har jeg ikke engang nævnt Dreamlands-historierne, der udgør en helt tredje genremæssig type.

August Derleth på dybt vand

'Astounding Stories' februar 1936.
‘Astounding Stories’ februar 1936.

En sidste observation her skal være, at der synes at være en vis kronologisk udvikling i Lovecrafts genremæssige præferencer. De mere science fiction-prægede historier ligger generelt senere i hans forfatterskab end de, der fra et stemningsmæssigt synspunkt ligger næmere den okkulte gyser. Dette er dog ikke et vandtæt udsagn, for én af hans mest vellykkede manøvrer udi science fiction-genren, The Colour out of Space, er skrevet i 1927; en periode, hvor mange af hans øvrige historier har flere okkulte træk. Og omvendt er én af hans mest vellykkede noveller med klare okkulte træk, The Haunter of the Dark, fra 1935, skrevet i den allersidste del af forfatterskabet.

Om man skal forstå det således, at Lovecraft reviderede sit eget synspunkt på sine opfundne væsner og gik fra en opfattelse af dem som guder til en opfattelse af dem som rumvæsner, er dermed særdeles tvivlsomt. Der er da heller intet der generelt tyder på, at han i sine senere værker er ude i et revisionistisk ærinde, og generelt må man nok bare konkludere, at August Derleth var på dybt vand da han forsøgte at sætte Lovecrafts univers på formel.

Det forholder sig ganske enkelt ikke så simpelt, og langt hen ad vejen kan det da også virke helt ligegyldigt, om man skal anse Lovecrafts væsner som guder, rumvæsner eller noget helt tredje. Det der betyder noget er, hvordan hans hovedpersoner opfattede dem, og set fra dette perspektiv er det svært at finde et system i Lovecrafts forfatterskab.

Enden på alt dette er blot en konstatering af, at de væsner vi hører om i At the Mountains of Madness forklares som udenjordiske skabninger, men at deres effekt på fortælleren er den rene og skære rædsel. Selv om historien tager udgangspunkt i science fiction-elementer, så er historien umiskendeligt en gyser, og den er skrevet i Lovecrafts velkendte stil, hvor langt mere antydes end det beskrives.

Udforskning af Sydpolen

'Astounding Stories' marts 1936.
‘Astounding Stories’ marts 1936.

Det sidste opnår Lovecraft, som så mange gange før, ved at lade historien være fortalt i førstepersons-perspektiv. Dermed undgår han at være tvunget ud i en rolle som alvidende fortæller, og der er dermed ting, som hans fortæller ikke ved, men kun kan antyde. Når det er sagt, så er At the Mountains of Madness dog én af de Lovecraft-fortællinger, der beskriver ret meget når det kommer til “det monstrøse”.

I mange af hans noveller er alle beskrivelser holdt på et absolut minimum ud fra devisen om, at det, læseren kan forestille sig vil være uendeligt værre end det, han kunne finde på. Denne devise, som glimrende kan eksemplificeres ved The Haunter of the Dark (1935), anvender han faktisk ikke her, og hen imod slutningen får vi faktisk en ganske levende beskrivelse af én af Lovecrafts mere groteske opfindelser.

Historien er skrevet som en indtrængende bøn om at holde igen med udforskningen af Antarktis. Fortælleren har selv været en del af en Sydpolsekspedition, sendt ud fra Lovecrafts opfundne Miskatonic University for at afprøve noget nyt boreudstyr, og for at udforske hidtil ubetrådte dele af kontinentet. Ekspeditionen var overordentlig veludrustet og havde bl.a. indtil flere flyvemaskiner med, så den kunne dække et stort område.

Nedfrosne væsner

'Astounding Stories' april 1936.
‘Astounding Stories’ april 1936.

Fortællingen starter ganske langsomt med en redegørelse for, hvordan ekspeditionen når frem til Sydpolen og om, hvordan alt i begyndelsen går helt efter planen. Men snart gør videnskabsfolkene deres første besynderlige opdagelse. Geologerne finder en sær fossil aftegning i en sten, som fortælleren dog indledningsvist ikke tillægger den store betydning. Det gør imidlertid én af de andre videnskabsfolk ved navn Lake, og han insisterer på at flyve længere væk for at undersøge sagen nærmere i andre aflejringer.

Fortælleren og en mindre gruppe bliver tilbage på basen, mens Lake og en større gruppe videnskabsfolk tager af sted i flere af flyene. Snart begynder der at indløbe radiomeldinger, der fortæller om en bjergkæde af enorm højde, og i den kommende tid kan Lakes ekspedition meddele om sensationelle fund. Det mest sensationelle er opdagelsen af en højt udviklet livsform, der må være millioner af år gammel, og hvoraf ekspeditionen finder en del eksemplarer, både beskadigede og hele, men i ingen tilfælde fossiler, blot nedfrosne! Lake giver detaljerede beskrivelser af væsnerne i sine radiomeddelelser, og fortæller også om sit arbejde med at forsøge en obduktion.

Derefter forsvinder radiokontakten med Lakes ekspedition. Det sker i forbindelse med, at ekspeditionen forbereder sig på at ride en voldsom storm af i deres lejr. Da der fortsat ikke bliver etableret radiokontakt, besluttes det, at fortælleren og hovedparten af de resterende mænd fra ekspeditionen, skal foretage en eftersøgning i det sidste fly.

Det lykkes da også at finde Lakes lejr, men den er komplet raseret af en uhyggeligt voldsom storm, der er blæst ned fra den kolossale bjergkæde, som lejren ligger for foden af. Alle mændene, på nær én, findes døde. De er dræbt på mærkværdig vis, som om de har været i kamp med noget. De intakte livsformer, Lakes ekspedition havde fundet, er forsvundet, og de beskadigede eksemplarer bliver nu fundet begravet i sneen, under femtakkede snebunker, der bærer en uhyggelig lighed med væsnernes hoveder. Foruden den manglende mand, er også en enkelt af Lake-ekspeditionens hunde forsvundet – resten er fundet døde – og også andre ting mangler på mærkværdig vis.

Vanviddets bjerge

Herefter redegør fortælleren for, hvorledes han og Danforth – én af de andre ekspeditionsmedlemmer – foretager en flyvetur over den groteske bjergkæde, som igen og igen refereres til som “the mountains of madness”. Bjergkæden beskrives som abnormt høj, over 10 kilometer på sine højeste steder, men selv efter rædslerne i den ødelagte lejr, har videnskabsfolkene nok nysgerrighed i behold til, at de føler det nødvendigt at se, hvad der ligger på den anden side af bjergene.

Den følgende del af historien udgør kernen i At the Mountains of Madness, for det her fortælleren redegør for, at han og Danforth på den anden side af bjergkæden finder et højlandsplateau med rester af en millioner af år gammel by af enorme proportioner, delvist dækket af sne og is. Fortælleren og Danforth udforsker byen, hvis historie de får indblik i gennem en stor mængde stenhuggede friser på væggene.

Det lader til, at byen er konstrueret væsner af samme race, som dem Lakes ekspedition fandt rester af. Endvidere ser det ud til, at denne by er den eneste overjordiske rest af en civilisation, der engang var højt udviklet, og som også havde mange byer på Jordens havbunde. Det synes klart af stenfriserne, at “The Old Ones”, som fortælleren kalder væsnerne, oprindelig er kommet til Jorden fra rummet, og det antydes også, at det er dem, der er ansvarlig for at have skabt al liv på Jorden!

Men noget var gået galt for “de gamle”. Deres slaver, de monstrøse shoggoths, som de selv havde skabt ud af protoplasma, havde begået oprør, og var kun med besvær blevet underkuet igen, og siden havde de udviklet en uhyggelig selvstændig intelligens. Noget af det sidste af “de gamles” historie, som Danforth og fortælleren kan tyde af de mange billedfriser, er, at byens indbyggere på et tidspunkt er flyttet ned under jorden i et kæmpemæssigt underjordisk hav. Det er under et forsøg på at se dette underjordiske hav ved selvsyn, at fortælleren og Danforth støder på den sidste rædsel, der har fået fortælleren til at skrive den beretning, som udgør At the Mountains of Madness. Hvad det præcis er, skal ikke afsløres her, men det er bestemt ikke rart!

Kumulativ stemning af rædsel

Lovecraft beskrev selv At the Mountains of Madness som “the most serious work I have attempted”, og hans store forkærlighed for historien skyldes måske hans egen fascination af Antarktis og udforskningen af kontinentet. Det forklarer nok i hvert fald, hvorfor han valgte Antarktis som historiens setting, om end Lin Carter også har foreslået, at det kunne have noget at gøre med Lovecrafts eget store ubehag ved lave temperaturer – et ubehag, der også lader til at have været inspirationskilden for novellen Cool Air (1926).

Litterært har Lovecrafts store inspirationskilde tydeligvis været Poes The Narrative of Arthur Gordon Pym of Nantucket fra 1838. Ikke alene refererer Lovecraft direkte til Poes roman i teksten, men han genbruger også flere motiver fra den, bl.a. det mystiske udtryk “tekeli-li” og idéen om den hule Jord.

At the Mountains of Madness er på mange måder en fantastisk Lovecraft-fortælling, selv om den efter min mening ikke hører til blandt forfatterens bedste. Dertil er den en anelse for tung i sin meget lange beskrivelse af fortælleren og Danforths udforskning af “de gamles” by. Problemet her er især, at det vitterligt er helt utroværdigt hvor meget af væsnernes historie, de to videnskabsfolk kan tolke ud af stenreliefferne. Indledningen er langt bedre, især stemningsopbygningen, der leder frem til eftersøgningsekspeditionens iværksættelse. Det opnår Lovecraft primært ved at lade Lakes radiomeddelelser stå for sig selv, i stedet for at lade fortælleren genfortælle dem med egne ord. Det er et effektivt greb, der giver pote.

Endelig må historiens klimaks også fremhæves. Det er sekvensen, hvor fortælleren og Danforth forsøger at finde nedgangen til det underjordiske hav, som “de gamle” skulle være flyttet ned i, og hvor de konfronterer den endelige rædsel. Her ser man den samme velfungerende dynamik, som man også oplever i flugtsekvensen i The Shadow over Innsmouth, der også er fra 1931. I denne del af historien skaber Lovecraft forbløffende ubesværet en ekstrem grad af spænding, der står i skarp kontrast til hans lange udredninger kun få sider tidligere. Svagheden ligger altså mest i den tunge mellemdel.

Når dette er sagt, så ændrer det ikke på, at kortromanen i sin helhed er rigtig god. Det er ét af Lovecrafts fineste eksempler på opbygningen af en kumulativ stemning af rædsel (The Call of Cthulhu er et af de andre), og det er vel at mærke en stemning, der ikke undermineres, når man hen imod slutningen faktisk får en af Lovecrafts sjældne grafiske beskrivelser af et af sine monstre.

Har inspireret andre

Chaosiums 'Call of Cthulhu'-supplement 'Beyond the Mountains of Madness' fra 1999.
Chaosiums ‘Call of Cthulhu’-supplement ‘Beyond the Mountains of Madness’ fra 1999.

Sidst men ikke mindst må det også siges, at kortromanen også har inspireret andre. Måske har John W. Campbell kendt At the Mountains of Madness da han skrev sin novelle Who Goes There?, men det må siges, at der stilistisk og indholdsmæssigt ikke er så mange lighedspunkter mellem de to værker. Et enkelt punkt, hvor Campbell dog kan have været inspireret af Lovecraft er idéen med et væsen, der findes i isen, og som tøs op.

Hvis det kun er få af Lovecrafts idéer, Campbell brugte i sin novelle, er det derimod tydeligt, at flere af Lovecrafts idéer har fundet vej til begge filmatiseringer af Who Goes There?. De to filmversioner er henholdsvis The Thing From Another World (1951) og The Thing (1981). Foruden den centrale idé med et rumvæsen, der tøs op efter at det findes i isen, som naturligvis også er bærende i begge filmversioner, så har rumvæsnet i 1951-udgaven både plantelignende og dyrelignende træk – et element, der er hentet direkte fra At the Mountains of Madness.

I 1981-versionen finder man desuden motivet med en base, der er blevet raseret efter at “noget” er blevet tøet op. Endvidere er der en meget karakteristisk Lovecraftiansk stemning over 1981-versionen, som hverken eksisterer i den ældre filmatisering eller i Who Goes There? , og som langt hen ad vejen nok må tilskrives filmens instruktør John Carpenter.

Endelig kan det nævnes, at det amerikanske rollespilsforlag Chaosium i 1999 udsendte en kolossal kampagne til Call of Cthulhu-rollespillet med titlen Beyond the Mountains of Madness. Kampagnen omhandler lige præcis den ekspedition, som fortælleren i At the Mountains of Madness forsøger at afholde fra at tage af sted. Beyond the Mountains of Madness fyldte 440 sider, og er det største supplement, der nogensinde er kommet til Call of Cthulhu.

Virkelig solid

Alt i alt er At the Mountains of Madness en virkelig solid Lovecraft-historie, som man bør unde sig at læse, så længe man holder sig for øje, at mellemsektionen kan være lidt tung at danse med. Historien er ikke så central i forfatterskabet, som nogle gør den til, men dens Antarktiske setting er som skræddersyet til Lovecrafts univers, og er på glimrende vis med til at formidle en klassisk Lovecraftiansk stemning.

5 stjerner
Titel: At the Mountains of Madness
Forfatter: H.P. Lovecraft
hvid
Anmeldelsen er baseret på den udgave af At the Mountains of Madness, der findes i H.P. Lovecraft Omnibus 1: At the Mountains of Madness, Grafton, London 1985 s. 11-139.
hvid
Lovecraft skrev kortromanen i 1931, og den udkom første gang som føljeton i magasinet Astounding Stories i februar, marts og april 1936.
hvid
At the Mountains of Madness er oversat til dansk af Martin Hansen og udkom under titlen Vanviddets Bjerge på forlaget Interpresse i 1995.

Anmeldt i nr. 18 | 13/04/2007

Stikord: Antarktis, Cthulhiana, H.P. Lovecraft, Nedfrysning

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.