Daniel Hvid
Ingen kommentarer

The Breed

The Breed
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

The BreedMan skal være en meget stor hundeelsker for at have medlidenhed med nogle af skuespillerne, dyrene eller andre, der har været med i denne film. Hold jer væk! Langt væk.

Det var ikke ligefrem optimisme, jeg følte, da jeg så, at Wes Craven var indblandet i hundegyseren The Breed. Craven startede ellers flot ud med The Last House on the Left (1972) og The Hills Have Eyes (1977), men efter disse er det gået ned ad bakke for ham.

Hans kultikon Freddy Krueger i A Nightmare on Elm Street (1984) var én af de bedre, men efter hans Scream-trilogi (1996, 1997 og 2000), har der ikke været en eneste af Cravens film, som jeg har haft lyst til at gense. Men eftersom Craven kun havde været med til at producere The Breed, kunne der være en mulighed for, at filmen var noget ved. Men ak nej.

Samlebåndsgyser

Tonen er slået an allerede fra starten

Det er som om, alle idéer og originalitet er suget ud af Hollywood og alt, hvad der har haft det mindste strejf af succes, skal genbruges eller genindspilles om og om igen. En gyser hvor nogle mennesker bliver angrebet af dyr, der er udsat for mislykkede eksperimenter, er jo ikke ligefrem noget spritnyt. Da vi har med en hundegyser at gøre, vil mange nok straks tænke på filmatiseringen af Stephen Kings Cujo (1983), så hvorfor ikke nøjes med den?

The Breed følger den klassiske gysermodel, hvor en gruppe unge er isoleret fra omverdenen (politi, andre voksne, militær eller andre former for hjælp), imens de fester, horer og drikker, lige indtil en uventet fare dukker op for at gøre det hele rigtig surt for dem. Det kan være alt fra en psykotisk, ishockeymaskebærende galning til dræberorme eller mutanter, og i dette tilfælde altså gale/muterede hunde! Så hvis man allerede har fået nok af de evindelige samlebåndsgysere, bør man lade The Breed stå på hylden og hellere investere i noget mere originalt.

En øde ø og en flok unge mennesker – trouble brewing

Den første gale hund

En lille flok unge mennesker tager ud til en øde ø for at slappe af i en weekend. Der skal selvfølgelig drikkes igennem, og det er kun med nød og næppe, at John (Oliver Hudson) har fået slæbt sin medicinstuderende bror Matt (Eric Lively) med fra sine studier. I flyet er der også Matts kæreste Nicki (Michelle Rodriguez), veninden Sara (Taryn Manning) og den obligatoriske sorte fyr Noah (Hill Harper).

På øen ligger John og Matts afdøde onkels hus, hvor de har tænkt sig at slå sig løs. Da de unge mennesker ankommer til hytten, genlever vi et par minder fra de to brødres barndom, og vi finder ud af, at der er et par knaster i forholdet mellem dem. Minderne, og det de taler om, er så at sige ligegyldige, da de ikke har noget som helst med resten af filmen at gøre – et mislykket forsøg på at lade publikum komme ind under huden på karaktererne.

Dogs on a plane?

Samme aften som de er ankommet, dukker der en lille hundehvalp op, og pigerne tager den indenfor og synes den er noget så nuttet. Sara bliver senere bidt af en hund, som synes at være hvalpens mor, og Sara bliver rigtig syg. Men unge mennesker i en gyser tænker selvfølgelige ikke rationelt, så de bliver enige om at blive på øen, også selvom den medicinstuderende Matt gør dem klar over, at hun kan dø, hvis hun ikke får hjælp.

De bliver på øen og fester, da der pludselig begynder at være rigtig mange hunde rundt omkring – og de er glubske. Et par af de unge må selvfølgelig lade livet, og det et er så op til resten af dem at flygte, før de bliver hundemad. Men hvorfor er hundene blevet, som de er? Har det noget at gøre med den kamphundeskole, der også ligger på øen, som brødrene har glemt alt om?

Alt er set før

Vores lille gruppe af helte forsøger at stikke af

The Breed byder ikke på noget nyt af nogen art. Vi har set det hele før: En isoleret gruppe unge, fest, lir, eksperimenter på dyr, kamp imellem de gode og de onde (her hundene). Det kan være sjovt at se en film af denne slags engang imellem, hvis det er gjort godt, men det kan man så sandelig ikke sige her.

Andre film vil muligvis prøve at komme op med noget nyt, som f.eks. et supersejt monster eller en langt ude og plat historie, men vi bliver her serveret for den ene kliché efter den anden. Som da Noah tydeligt udpeger stereotyperne imellem vennerne som “den kloge og smarte”, “den dumme, som kan kæmpe” og de to “sexede piger” – og hvor efterlader det så ham? Jo – han ved hvor sikringsskabet er: Ergo er han den ligegyldige og dør snart.

Hold jer langt væk

VUF!

Man skal være en meget stor hundeelsker for at have medlidenhed med nogle af skuespillerne, dyrene eller andre, der har været med i denne film. Selv er jeg ikke den store hundeelsker, så jeg blev blot mere og mere irriteret over de åndssvage hundes evindelige gøen. Alt i alt må jeg råde gyserfans, og filmfans generelt, at holde sig langt væk fra The Breed.

The Breed er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

1 stjerne

Titel: The Breed
Instruktør: Nicholas Mastandrea
Manuskript: Robert Conte & Peter Martin Wortmann
Cast: Michelle Rodriguez (Nicki), Oliver Hudson (John), Taryn Manning (Sara), Eric Lively (Matt), Hill Harper (Noah), Nick Boraine (Luke), Lisa-Marie Schneider (Jenny)
Producere: Thomas Becker (producer), David Lancaster (producer), Marianne Mddalena (producer), Karen Vundla (producer), Jörg Westerkamp (producer), David Wicht (producer), Wes Craven (executive producer), Hal Sadoff (executive producer)
Foto: Giulio Biccari
Klip: Nathan Easterling
Musik: Tom Mesmer & Marcus Trumpp
Spilletid: 87 minutter
Aspect ratio: 1.77:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: USA, 2006
Produktionsselskaber: Film Afrika Worldwide, ApolloProMovie & Co. 1 Filmproduktion, DEJ Productions Inc., First Look International
Distributør (DVD): Nordisk Film (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt af: Daniel Hvid | 13/04/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *