Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

The Birds

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Forlægget for Hitchcocks film af samme navn er et fremragende, dystopisk og raffineret studie i frygt, præget af en kold, grum og morbid stemning.

The Birds and Other StoriesI 1952 udgav Daphne du Maurier novellesamlingen The Apple Tree, der rummede seks historier. En af disse hed The Birds, og da Alfred Hitchcock i løbet af 1962 begyndte at se sig om efter en ny historie, han kunne filmatisere, faldt han over The Birds.

Filmatiseringen gik hen og blev en kæmpemæssig succes, og Hitchcocks film regnes fortsat som én af instruktørens absolut største bedrifter. Novellen bag filmen fortonede sig imidlertid bag filmens succes, for modsat Robert Bloch, der havde skrevet romanforlægget til Hitchcocks Psycho (1960), ønskede eller formåede du Maurier ikke at lade sig rive med af filmatiseringens popularitet.

Privat person

Det er nok snarest det første, der gjorde sig gældende, for gennem hele sin karriere værnede hun om sin person, og foretrak at holde sig langt fra London, i sit isolerede hjem i Cornwall.

At hun heller ikke var begejstret for Hitchcocks film er nok en anden side af sagen, og set fra du Mauriers vinkel kan der da også være gode grunde til at være mindre tilfreds med filmatiseringen af The Birds, men mere om det senere.

Helt ubemærket gik filmens succes dog ikke for forfatteren. Hendes novellesamling The Apple Tree blev nemlig genudgivet i 1963 under navnet The Birds and other stories, og novellesamlingen er forblevet i handlen under dette navn lige siden.

Ingen Cartland
Daphne du Maurier (1907-1989).

Daphne du Maurier (1907-1989).

Uden for England er Daphne du Maurier ikke ligefrem noget synderligt kendt navn, og selv i England har hendes anerkendelse som seriøs forfatter været begrænset. Det er rent faktisk først efter hendes død i 1989, at hendes bøger for alvor har fået den anerkendelse, som de egentlig fortjente.

Daphne du Mauriers karriere havde den alvorlige skavank, at hun begyndte at skrive under kraftig påvirkning af Første Verdenskrigs rædsler, og som så mange andre af tidens forfattere var hendes historier udpræget eskapistiske. Det var romancer og fortællinger om velstand i et eventyr-England, hvor krig og storpolitik ikke spillede nogen rolle.

Det sikrede naturligvis gode salgstal for du Maurier, men ikke ligefrem litterær anerkendelse. Efter Anden Verdenskrig begyndte nye forfattere at melde sig på banen, og du Mauriers Brönte-påvirkede historier fremstod nu som dybt forældede.

Som forfatter faldt hun således mellem to litterære epoker, og til trods for at hun gennem hele sit virke solgte godt og var på toplisten over forfattere, som blev udlånt på britiske biblioteker, var hendes sky person og skrivestil med til, at hun forblev en isoleret figur på den engelske litterære scene. Hun blev sammenlignet med eksempelvis Barbara Cartland (1901-2000), og det ikke helt uden grund, men her må man bide mærke i, at Daphne du Mauriers historier rummede mere end romantiske sværmerier og landadelig lykke.

Stort set alle hendes fortællinger har et skær af noget tragisk og ulmende, som gør dem markant anderledes end eksempelvis den førnævnte Cartlands, og navnlig tidligt i du Mauriers karriere var hun i høj grad optaget af den klassiske victorianske skrækfortælling.

Bidrager med nyt til traditionen
'The Apple Tree' i den første udgave fra 1952. Her optrådte 'The Birds' for første gang.

‘The Apple Tree’ i den første udgave fra 1952. Her optrådte ‘The Birds’ for første gang.

Hun skrev flere fremragende gyserhistorier, og ser vi bort fra novellesamlingen The Apple Tree, eller The Birds and other stories, må man også pege på samlinger som The Breaking Point fra 1959, der rummer den mesterlige novelle The Blue Lenses, eller Not After Midnight fra 1971, som indeholder den ligeledes fabelagtige historie Don’t Look Now, filmatiseret under samme navn i 1973.

Daphne du Maurier er således en forfatter, man bør bruge lidt tid på, hvis man har en svaghed for den klassiske engelske gyserfortælling, for det er ind i den tradition, at hendes skrækfortællinger indskriver sig. Foruden at holde traditionen i live, bidrager hun dog også med noget nyt og særegent. Det tragiske element fylder således altid meget, og samtidig er hun en fabelagtig beskriver.

Med få ord maler du Maurier scener frem for læseren, som står blændende skarpt og ofte snigende ubehagelige. Det gælder vel at mærke også for hendes romantiske fortællinger, som ligeledes rummer dette uforklarlige mørke, og det er givetvis dette, der har gjort, at hun kunne finde et publikum i det i forvejen overfyldte engelske romancemarked.

Fuglen om natten

Men nok om forfatteren. Lad os kaste et blik på novellen The Birds. Vi befinder os et sted i en øde engelsk kystegn. Hvor bliver aldrig fortalt, men egnen er ganske sparsomt bebygget. Det er efterår, men netop som fortællingen begynder, har vejret slået om. Frosten har sat ind, og en hylende kold østenvind pisker ind over landet. Der er ikke sne i luften, kun grå kulde. Sort vinter kalder historiens hovedperson vejret, og alene det er med til at male et ubehageligt billede af de kummerlige forhold på egnen.

Vores hovedperson er veteranen Nat Hocken, der arbejder som landarbejder hos en gårdmand. Nat bor med sin kone og to børn i en gammel husmandsgård et stykke fra hovedgården, og her passer den lille familie sit. Vi er vel i tiden efter Anden Verdenskrig, og noget trøstesløst hænger i luften, som muligvis skyldes sår fra krigen, som endnu ikke helt har lukket sig.

Efter en kort miljøskildring gennem Nats øjne, falder mørket på, og den trætte familiefar lukker og slukker for natten. Meget ro bliver der ikke, for nogle timer senere vågner han ved, at noget banker på deres rude. Først slår Nat det hen, men da konen også begynder at beklage sig, går han op og åbner vinduet for at se, hvad det er, der banker. En fugl hakker pludseligt ud efter Nats hånd, men flakser så ud i natten. ‘Besynderligt’ tænker Nat og går til ro.

Da bankelyden vender tilbage noget senere, begynder han for alvor at undre sig. Han åbner på ny vinduet, og fuglen angriber ham atter. Det bliver dog også det sidste, der sker den nat, og den følgende morgen mener Nat, at det nok var vinden, som fik fuglen presset op mod huset. Angrebet skyldtes sikkert frygt og så fremdeles. Ikke noget at være bekymret for, men der hænger alligevel en nagende frygt i Nat, som fortæller ham, at noget er under opsejling. Måske er det vejret, måske er det noget andet. Han kan ikke forklare hvorfor, men noget giver ham myrekryb.

Havmåger i tusindvis

Snart skal det da også vise sig, at Nats fornemmelse holder stik. Den selv samme aften kommer endnu et fugleangreb, men denne gang er det familiens lille dreng, som angribes. Små spurve forsøger at hakke hans øjne ud, og Nat må desperat kæmpe dem af vejen med et tæppe. Nu står det klart for ham, at et eller andet er helt galt. Vejret eller sygdom har gjort fuglene aggressive.

Den følgende dag forsøger Nat at fortælle gårdmanden om sin oplevelse med fuglene, men han slår det hen i spøg, og forstår ikke bekymringen. Små fugle kan man da bare vifte bort! Snart kommer der advarsler over radioen om, at fugle på uforklarlig vis har angrebet mennesker over hele landet, og da Nat ved et tilfælde bemærker, at havmåger har samlet sig i tusindvis ud for kysten, bliver han for alvor bekymret.

Han skynder sig hjem, og får barrikaderet huset efter bedste evne. Det viser sig at være en klog beslutning, for allerede samme nat kommer det første egentlige angreb fra fuglene. En hel nat belejrer de i tusindvis huset, og Nat må udsigtsløst forsøge at holde sin familie sikret.

Zombiegenrens ursuppe

The Birds er en dystopisk fortælling om det utænkelige. Fuglene angriber pludseligt, uden nogen ved hvorfor. I huset filosoferer Nat og konen over, om det mon er vejret, sygdom eller endda russerne, som er skyld i fuglenes angreb. Noget svar får de ikke, men da radioen til sidst bryder sammen, og de kort efter også indser, at de nærmeste familier omkring dem er blevet dræbt, går det op for historiens hovedpersoner, at dette meget vel kunne blive slutningen på det hele.

Begivenhederne er komplet uforklarlige, og som læsere ved vi præcis lige så lidt som Nat og konen. Vi oplever alt gennem Nats øjne, og netop fordi han så hurtigt indser, at dette kunne være mere alvorligt end som så, bliver fortællingen særdeles stærk i de øjeblikke, hvor han bevidst bagatelliserer hændelserne over for familien for ikke at skabe panik.

Novellen er på den led et raffineret studie i frygt, som dels gengives gennem fuglenes uforklarlige angreb udefra, og samtidig den nagende frygt, som bor inde i Nat. For da radioen bryder sammen, og de hører om død og ødelæggelse i London, bliver håbet om hjælp forsvindende småt.

Den apokalyptiske tematik i fortællingen er dermed helt fremme i forgrunden, og forbistret vellykket. Tager man The Birds og krydser den med Richard Mathesons I Am Legend fra 1954, har man mere eller mindre George Romeros Night of the Living Dead (1968). Romero-fans burde derfor prøve at læse Daphne du Mauriers’ The Birds, for der ligger helt sikkert en del af zombiegenrens ursuppe og simrer her.

Kold, sort vinter

Set i forhold til Hitchcocks filmatisering, er novellen langt mere grum. Filmen rummer i første del en god portion humor, men den finder vi ikke i novellen. Her er det kold, sort vinter, og fuglenes isnende angreb står som et rædselsvækkende billede på menneskehedens sårbarhed. Nat og familien kan intet stille op. De er forsvarsløse, og fanget som rotter i fælden. Fuglene er i overtal, og det er kun takket være Nats snarrådighed, at de overlever den første nat.

Spørgsmålet er blot, om det måske ikke havde været bedre for dem at forsvinde i angrebet, for hvad kommer efter det hele? Hvordan skal de kunne fortsætte kampen mod overmagten, og hvorfra vil de få mad?

Morbid stemning af undergang

The Birds er en fremragende novelle. Det svageste punkt er måske nok der, hvor du Maurier beskriver egentlig kamp mellem menneske og fugl. Hendes sprog har her ikke helt den dynamiske kraft, som man ville finde i en mere pulpet tilgang til handlingen, og det gør, at andre måske ville have gjort dette bedre end hende. Det vejes imidlertid op af alt det andet.

Novellen er fyldt med groteske, stemningsfulde billeder, som gør, at man sluger den relativt korte historie råt. Scenen hvor Nat bruger døde fuglekroppe til at forstærke husets forsvar er blot et eksempel blandt mange, som skaber den helt særlige, morbide stemning af undergang, som hænger over hele novellen. The Birds er så absolut anbefalelsesværdig, også selv om man har set Hitchcocks film, for sandt at sige har de to ting ikke ret meget med hinanden at gøre.

5 stjerner

Titel: The Birds
Forfatter: Daphne du Maurier
Udgivet: 1952
hvid
Anmeldelsen er baseret på den udgave af The Birds der findes i The Birds and other stories, Forlaget Pan Books, London 1977 (2. udg. 1978), s. 7-43.

Anmeldt i nr. 23 | 13/09/2007

Stikord: Animal Horror, Filmatiseret, Fugle

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *