13. september 2007

The Birds

The BirdsHitchcocks fuglegyser er en teknisk mesterlig bedrift, og et kraftstykke som kan regnes som kronen på et langt liv med film. The Birds er et mesterværk, og en klassiker, som fuldt fortjent bliver regnet blandt instruktørens allerbedste film.

I løbet af 1962 begyndte Alfred Hitchcock at se sig om efter et passende emne til en ny gyser. Siden hans succes med Psycho fra 1960, havde han kun instrueret TV-produktioner til sine to populære serier Alfred Hitchcock Presents (1955-1962) og The Alfred Hitchcock Hour (1962-1965). Nu var tiden imidlertid blevet moden til en ny spillefilm, og efter lang tids søgen faldt han over novellen The Birds af Daphne du Maurier, fra novellesamlingen The Apple Tree (1952).

Gode erfaringer

Det var ikke første gang, Hitchcock benyttede sig af en du Maurier-historie. Hans Jamaica Inn (1939) var en filmatisering af en roman af samme navn, og det samme gjorde sig gældende for den helt og aldeles fabelagtige Rebecca (1940), som vandt to Oscars og blev nomineret til hele ni af slagsen.

Hitchcock havde dermed gode erfaringer med du Maurier, og han skulle heller ikke blive skuffet denne gang, for The Birds fra 1963 gik hen og blev en af instruktørens uforglemmelige klassikere. En film som fortsat fascinerer og skræmmer, mere end 40 år efter den blev indspillet.

Omskrevet

Daphne du Mauriers novelle er en dyster apokalyptisk historie, hvor fuglene i England med ét går amok og angriber. Hvorfor det sker, finder man aldrig ud af. Novellens hovedpersoner er en isoleret landarbejderfamilie, der desperat forsøger at klare sig gennem rædslerne.

Som udgangspunkt var Hitchcock godt tilfreds med novellen, men han mente alligevel, at det var nødvendigt at lave en del omskrivninger, før den var klar til filmatisering. Det skulle vise sig at blive et større arbejde end som så, og manuskriptet blev rent faktisk fortsat bearbejdet, mens selve optagelserne stod på. Evan Hunter, der stod for manuskriptet, gik drastisk til værks, og der blev ikke ret meget tilbage af den oprindelige novelle i filmen.

Spøg og alvor
Tippi Hedren som Melanie Daniels
Tippi Hedren som Melanie Daniels

Handlingen begynder da den celebre rigmandsdatter Melanie Daniels (Tippi Hedren) møder den alvorlige unge advokat Mitch Brenner (Rod Taylor) i en dyrehandel. Begge er i butikken for at gøre et køb, men da Brenner indledningsvist tror – eller i hvert fald gør som om – at Daniels er ansat i butikken, tager besøget en uventet drejning. Hun går med på spøgen, og resultatet bliver en kæk ordveksling, som ender med nogle småfugle, som slipper fri i butikken.

Det der begynder i spøg udvikler sig dog til alvor, for Melanie inkasserer til sidst et par sandheder om hendes bramfri opførsel. Fornærmet skilles de to, og så burde der vel ikke være mere i det. Men Amors pile er listige, og den man elsker, tugter man. Melanie beslutter sig derfor til at købe to fugle til Mitch og aflevere dem hjemme hos ham som en form for tak for sidst eller undskyldning.

Det viser sig, da Melanie kommer hjem til advokaten, at han ikke befinder sig i byen. Han er taget ud til sin mor og lillesøster i Bodega Bay, en bugt nord for San Francisco, hvor hele indledningen udspiller sig. Resolut springer Melanie i sin sportsvogn og drøner op til bugten.

Det første angreb
Bodega Bay
Bodega Bay

Mitch Brenners familie bor i et lille hus på den modsatte side af bugten, så for at komme ubemærket derover med fuglene, lejer Melanie en båd, og krydser bugten. Listig som hun er, får hun stillet fuglene i deres bur, og kort efter sidder hun atter i båden på vej tilbage over vandet. Skæbnen vil, at Mitch ser Melanie sejle tilbage over bugten, og han løber derfor ned til sin bil, og drøner ind til byen for at kunne modtage Melanie inde i havnen.

Da båden nærmer sig kajen får de to øjenkontakt, og romancen kan udvikle sig videre, men netop som vi tror, endnu en kæk ordveksling skal finde sted, dykker en måge efter Melanie, og hugger hende i hovedbunden. Angrebet overrumpler dem begge, og det der skulle være blevet en vittig flirt, bliver i stedet en bekymret, øm samtale.

Rod Taylor i rollen som Mitch Brenner
Rod Taylor i rollen som Mitch Brenner

Fra mågens angreb på Melanie ændrer filmen karakter. Den letbenede stemning af Hollywood-farce bliver stykke for stykke erstattet af en desperat fornemmelse af undergang. Det bliver nemlig ikke ved dette angreb alene. Flere fugle begynder at dykke efter indbyggerne i Bodega Bay, men det er først da Melanie i samarbejde med lærerinden Annie Hayworth (Suzanne Pleshette) må forsøge at få en hel skoleklasse i sikkerhed for fuglene, at byen for alvor forstår problemerne.

Meget kan indbyggerne imidlertid ikke gøre ved angrebet, og snart er der kun ét at gøre, og det er at forskanse sig. Det gør Melanie sammen med Mitch og hans familie. Da det sidste vindue er blevet barrikaderet, er der dog ikke en eneste af dem, som for alvor forstår, hvad der ligger dem i vente. De har allerede set død og ødelæggelse som følge af fuglenes angreb, men den rædselsnat, de nu tager hul på, bliver et mareridt, som næsten taget livet og forstanden fra dem.

Perfekt timing
Det første angreb
Det første angreb

The Birds er en snigende film, som takket være den veldrejede komik i begyndelsen, afleder opmærksomheden fra det, vi for alvor forventer at se. Vi er blevet lovet en historie om fugle der går amok, men Hitchcock holder sine flyvende angribere tilbage så tilpas længe, at man næsten helt glemmer dem. Det er et klassisk Hitchcock-trick. Han vidste, hvordan publikum skulle håndteres for at opnå maksimal effekt, og her brillerer han atter.

Timingen er perfekt i The Birds, for ved først at lade fuglenes angreb sætte ind relativt sent i filmen, bliver det også muligt for ham at afvikle angrebet som en kompakt og intens blok uden alt for meget unødvendig dialog og drama. Personerne og deres relationer er for længst blevet introduceret, og det eneste man nu skal bekymre sig om er fuglene, som truer med at dræbe de personer, vi efterhånden er begyndt at holde af.

Fastbundne fugle
Lydia Brenner (Jessica Tandy)
Lydia Brenner (Jessica Tandy)

The Birds er en ægte effektgyser, om end en diskret en af slagsen. Hitchcock selv sagde, at The Birds var en af hans mest krævende film nogensinde, og det forstår man godt. Ikke alene skulle der bruges flere forskellige tidskrævende effekter og trick-fotografering for at få optagelser af fugle kopieret ind på optagelser af skuespillerne, men filmholdet forsøgte også så vidt det var muligt at bruge levende fugle i de scener, det kunne lade sig gøre i.

Fuglene
Fuglene

Det skabte en kompliceret og udmattende proces, som bestemt forlangte sit af skuespillerne. Naturligvis var det scenerne med de levende fugle, der var de vanskeligste, og på trods af, at dyreværnet var opmærksom på filmholdets brug af levende dyr, ville det næppe være muligt at lave noget lignende i dag, uden at blive sagsøgt på stedet. Skuespillerne fik blandt andet bundet levende måger i håret, der så i panik ville begynde at flakse vildt om hovedet på skuespilleren, hvilket på film kom til at ligne et morderisk angreb.

I det hele taget blev det i vid udstrækning brugt at binde fuglene fast for at få dem til at makke ret. Et godt eksempel på det er, da Melanie sidder foran skolen, og venter på at kunne hente Mitchs lillesøster Cathy (Veronica Cartwright). Her sætter der sig gradvist flere og flere fugle bag hende på et klatrestativ. For at opnå den effekt måtte der mellem hvert klip bindes flere fugle fast til stativet. Resultatet er en fremragende scene, men metoden lever nok ikke helt op til nutidige standarder for dyrevelfærd.

Let bedagede effekter
Lærerinden Annie Hayworth (Suzanne Pleshette)
Lærerinden Annie Hayworth (Suzanne Pleshette)

I dag kan The Birds muligvis fremstå som en film, der ikke er ældet helt med helt samme ynde som mange af Hitchcocks andre produktioner. Det skyldes de tidligere nævnte filmtekniske metoder, der kunne overflytte billeder fra en film til en anden. Det var ganske enkelt nødvendigt at optage de scener med de største og voldsomste fugleangreb uden at der var fugle tilstede, for så først bagefter at lægge optagelser af flaksende fugle ind over billederne af skuespillerne.

Endnu et angreb fra fuglene
Endnu et angreb fra fuglene

Det var en teknik, som Disney-studierne havde udviklet til det, man på den tid opfattede som perfektion. Det havde længe været muligt at lægge film over hinanden, men det var først med Disneys metode at det kunne lade sig gøre at bruge teknikken, uden der kom uldne kanter eller en svagt lysende aura omkring de billeder, der blev lagt ind på den anden film. Med Disneys teknik ændrede det sig, men i dag er resultatet langt fra så imponerende som dengang, og mange af de scener som vel især virkede skræmmende, da The Birds kom ud i 1963, har mistet noget af deres intensitet i dag.

Dermed ikke sagt at scenerne ikke holde – det gør de absolut – men man fornemmer, at det er en gammel film, man ser, og netop fordi der også er brugt scener med levende fugle, som fortsat er forbistret ubehagelige og som samtidig fremstår fuldt ud realistiske, kommer scenerne med overlappende film til at stå som lidt kluntede.

Synthesizede fuglelyde
En uheldig stakkel
En uheldig stakkel

Man kommer ikke uden om, at The Birds er en særdeles effektiv film. Hitchcock vidste præcis, hvad han ville med historien; kun det tekniske var med til at opstille begrænsninger. Der er muligvis et par scener i filmen, som virker en anelse overdrevne – som scenen hvor benzinstationen antænder – men det bidrager alt sammen til at højne stemningen og intensivere angrebet.

Der hvor filmen gør det bedst er dog i de scener, hvor det er vores hovedpersoner, som befinder sig i krise. De afsluttende scener under det store angreb er fabelagtige, og her formår Hitchcock at skabe en brutal stemning af frygt og klaustrofobi ved kun at vise os ganske lidt og i stedet at give lydsporet fuld skrue.

Der bliver nærmest ikke brugt noget musik i The Birds. Faktisk har filmen slet ikke noget egentligt score. I stedet udnytter den en helt tidlig synthesizer, som Hitchcocks huskomponist Bernard Herrmann havde hørt skulle være udviklet i Tyskland.

Et klassisk øjeblik i filmen
Et klassisk øjeblik i filmen

Hitchcock havde allerede tidligt i processen besluttet, at det kunne være meget virkningsfuldt at bruge fugleskrig og vingers basken som en del af filmens lydspor, meget i tråd med hans oprindelige plan om kun at lade den berømte brusebadsscene i Psycho afvikle til lyden af rindende vand. Det blev ikke til noget, men i forbindelse med The Birds var Bernard Herrmann helt enig. Herrmann og Hitchcock tog derfor sammen til Berlin for at undersøge denne nye maskine, og de blev med det samme overbevist.

Apparatet blev bragt med tilbage, og Herrmann fik ansvaret for at sammensætte lydsporet til alle scener med fugleangreb. Det var en noget anderledes opgave, og han står da også kun krediteret som lydkonsulent, men selv fortalte Herrmann senere, at tiden omkring The Birds faktisk var en af hans bedste perioder med Hitchcock. Resultatet er da også mageløst, for netop det fremmedartede og forstyrrende i de hektiske fuglelyde, giver filmen en realistisk stemning, som et traditionelt score kun svært ville have kunnet gøre bedre.

Nervøst sammenbrud
Bodega Bay fra luften
Bodega Bay fra luften

Skuespillerne er alle som én velvalgte i deres roller. Mitch Brenner spilles af Rod Taylor, som ganske vist ikke er nogen James Stewart, men han gør det fortrinligt som handlekraftig Hitchcock-helt. Dog er det kvinderne som stjæler billedet i filmen. Tippi Hedren, der har rollen som Melanie Daniels, gør det forbavsende godt, og især til sidst, da hendes nerver siger stop.

Mitch begynder at sikre huset
Mitch begynder at sikre huset

Dette kan muligvis også skyldes, at Hedren rent faktisk fik et nervesammenbrud på grund af de intense optagelser med fugle flaksende om hovedet, og måtte indlægges på et privathospital i nogle dage. The Birds var rent faktisk hendes debut. Hedren havde en karriere som fotomodel bag sig, og absolut ingen erfaring som skuespiller. Hitchcock havde set hende i en reklamefilm, og besluttede straks, at hun skulle komme til casting hos ham.

Det faldt heldigt ud, og taget i betragtning, hvor dårlige erfaringer Hollywood har gjort sig med modeller, der bliver skuespillere, fungerer Tippi Hedren som en drøm. Hitchcock var faktisk særdeles begejstret for pigen, og helt atypisk for instruktøren valgte han at genbruge hende som hovedrolleindehaver i Marnie fra 1964. De andre kvindelige roller er alle stærke karakterer som Melanie Daniels, men ingen behøver nærmere omtale her.

Mesterværk
Melanie havner i store problemer
Melanie havner i store problemer

Resultatet af alt dette blev en særpræget gyser, som gjorde og fortsat gør et stort indtryk på sit publikum. Fuglenes angreb er komplet uforklarligt, og hverken seere eller filmens hovedpersoner kan finde nogen som helst logik i det, der sker. Men netop uforklarligheden skaber grobund for frygten og gruen, der griber os midtvejs gennem handlingen.

The Birds var en teknisk mesterlig bedrift, og et kraftstykke som kan regnes som kronen på et langt liv med film. En film som denne kunne aldrig være blevet gennemført med mindre Hitchcock havde haft den store erfaring, han var i besiddelse af. Filmen fungerer som en veltilrettelagt drøm.

Tematisk ligger fortolkningen åben – måske ender den godt, måske ender den dårligt. Det er vel i sidste ende et spørgsmål om glasset er halvt tomt eller halvt fuldt. Dermed er filmen også Hitchcock i en nøddeskal. Tvetydig fra først til sidst og legende med sit publikum. The Birds er et mesterværk, og en klassiker, som fuldt fortjent bliver regnet blandt instruktørens allerbedste film.

6 stjerner

Titel: The Birds
Dansk titel: Fuglene
Andre titler: Alfred Hitchcock’s The Birds
Instruktør: Alfred Hitchcock
Manuskript: Evan Hunter. Baseret på novellen The Birds af Daphne du Maurier
Cast: Rod Taylor (Mitch Brenner), Jessica Tandy (Lydia Brenner), Suzanne Pleshette (Annie Hayworth), Tippi Hedren (Melanie Daniels), Veronica Cartwright (Cathy Brenner)
Producere: Alfred Hitchcock
Foto: Robert Burks
Klip: George Tomasini
Lydspor: Bernard Herrmann
Spilletid: 120 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk, koreansk
Produktionsland, år: USA, 1963
Produktionsselskaber: Alfred J. Hitchcock Productions, Universal Pictures
Distributør (DVD): Universal Home Entertainment
Udgave/region: 1

Anmeldt af: Martin Jürgensen | 13/09/2007