Snart tre år efter premieren bliver den ottende del af Star Wars-sagaen, Star Wars: The Last Jedi (2017), stadig diskuteret som en film, der seriøst delte vandene blandt fans.
Nogle fans beundrede filmens forsøg på at komme med et frisk perspektiv på sagaens velkendte storytelling-metoder, mens andre hadede den med ildrød passion, også så internettet eksploderede.
Jeg synes, filmen var en mærkelig størrelse, der hverken var det ene eller det andet. Den bar præg af, at ledelsen hos Lucasfilm, altså Kathleen Kennedy, ikke havde en plan, der kunne have skabt en mere sammenhængende trilogi med en bedre historie. Mage til rod skal man lede længe efter i Hollywood!
Men nok om filmen, for her ser vi på filmens omfattende kunstbog/making of-bog, The Art of Star Wars: The Last Jedi, der starter med et forord af filmens instruktør og manuskriptforfatter Rian Johnson, der tidligere bl.a. havde lavet ungdomskrimien Brick (2005) og science fiction-thrilleren Looper (2012).
Et nobelt forsøg på visuel nytænkning
Scenografen Rick Heinrichs blev hyret til at designe filmens mange kulisser, og han kom med god erfaring i bagagen. Heinrichs udvidede pirat-universet i Pirates of the Caribbean-serien med Pirates of the Caribbean: Dead Man’s Chest (2006) og Pirates of the Caribbean: At World’s End (2007). Han har også designet mange af Tim Burtons film, heriblandt Sleepy Hollow (1999), som han vandt en Oscar for – for bedste scenografi.
Sammen med designholdet fra Star Wars: The Force Awakens (2015) fik Heinrichs og co. blandt andet skabt den spændende casino-planet Canto Bight, der ærlig talt havde fortjent en bedre funktion i historien end bare som overflødig pynt. Visuelt virker planeten med tilhørende befolkning frisk, og de mange tegninger og malerier er smukke at se på.
Der er også billeder af planeten Ahch-To, der som bekendt var stedet for cliffhanger-slutningen på The Force Awakens, hvor Rey møder Luke Skywalker. I The Last Jedi tilføjede Rian Johnson og co. bl.a. de meget omtalte porgs – elsk dem eller had dem.
Remix af kendte rumskibe
Trods det noble forsøg på visuel nytænkning, så er meget også ved det gamle. Det gælder bl.a. mange af rumskibene, som vi kender fra tidligere film i serien. De ser lidt anderledes ud, med andre farver og detaljer, men de skiller sig ikke meget ud fra dem, vi alle sammen kender i forvejen.
Der er stof om udviklingen af filmens flotte åbningsscene, hvor Poe Dameron og hans flåde forsøger at bombe The First Orders frygtede Dreadnought-kampskib. Til gengæld er der ikke meget omkring skabelsen af hovedskurken Snoke, som også ender med at blive myrdet af Kylo Ren og forblev en gåde indtil den akavede forklaring i Star Wars: The Rise of Skywalker (2019).
Selvom Canto Bight var et frisk pust, er vi tilbage ved noget, der ligner genbrug, når det handler om planeten Crait, hvor filmens slutning udspillede sig. Den hvide saltplanet er i mine øjne bare Hoth fra The Empire Strikes Back (1980) om igen.
Flot og kedelig bog
The Art of Star Wars: The Last Jedi viser de friske visuelle påfund, som umiddelbart hører til de mere mindeværdige billeder fra en totalt ujævn film. Men ellers demonstrerer bogen – ligesom kunstbogen med design fra The Force Awakens – at filmen i store træk genbruger det klassiske Star Wars-design.
Det er nok flot at se på, og den visuelle kontinuitet giver mening i filmenes univers, men som læsestof og filmisk øjenguf er bogen en forglemmelig oplevelse.
Forfatter: Phil Szostak & Rian Johnson
Forlag: Harry N. Abrams
Format: Hardcover
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 256
Anmeldt i nr. 180 | 13/10/2020
Stikord: Star Wars
