Daniel Hvid
Ingen kommentarer

Terreur Cannibale

Terreur Cannibale
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Terreur CannibaleTerreur Cannibale tangerer konstant det pinlige, uden på nogen måde at ramme i ”so bad it’s good”-kategorien. En sørgelig omgang, der har formået at overleve på sin ufortjente status som video nasty.

”En hævnfilm, der også indeholder kødædende kannibaler, må da være værd at se” tænkte jeg ved mig selv, da jeg bestilte den berygtede video nasty Terreur Cannibale (1981) (måske bedre kendt under den internationale titel Cannibal Terror).

Tidligere havde både Cannibal Holocaust og Cannibal ferox (fra hhv. 1980 og 1981) samt mange andre kannibaltitler fra 70’erne og 80’erne, rullet henover min TV-skærm, så hvorfor skulle denne kannibalfilm så ikke også være et gennemsyn værd? Den var jo trods alt også inkluderet på listen over forbudte titler under forfølgelsen af voldelige videofilm i 80’ernes England.

Og hvis det gik helt galt med hensyn til skuespil og historie, så var jeg da heldigvis sikret noget kødflænsning og nogle saftige scener med indvolde – eller det troede jeg.

Skuffelse

Så er der dømt retro-splat

Desværre lever Terreur Cannibale på ingen måde op til sin status som video nasty, og efter endt gennemsyn kan man kun komme til den konklusion, at censurmyndighederne forbød filmen alene af den grund, at ordet ”Cannibal” indgik i titlen. Har man stiftet bekendtskab med den berygtede kannibalgenre, som især de italienske skraldemænd formåede at sælge stort af, danner man sig sikkert nogle grumme billeder på nethinden af ægte dyredrab, voldsom menneskespisning og anden udpenslet vold.

Familieidyl - her den lille datter, kort før hun bliver kidnappet

Og det er næsten 110 % sikkert, at en film som Terreur Cannibale har forsøgt at sælge sig på dette image. Men kigger man nærmere på sagen, så er den slet ikke så grum, som den giver sig ud for at være.

Den største (og nok mest iøjnefaldende) forskel er, at Terreur Cannibale ikke er en italiensk film; den er fransk produceret, og selveste Jesus Franco har haft en finger med i spillet. Det har betydet, at filmen ikke er nær så voldsom som sine italienske fætre, og at den heller ikke indeholder de ellers obligatoriske dyredrabsscener.

Jammerligt manuskript

De frygtelige skurke

Manuskriptet og historien er ikke noget at råbe hurra for, og man ser garanteret dybere karakterer og historieudvikling i et afsnit af børnetime, end man gør her! Indflydelsen fra Franco kan også mærkes tydeligt – vi får selvfølgelig en umotiveret stripscene, fulgt af et nøgenbad med blege franske babser samt dialog, der er helt hen i vejret.

En lille gruppe af slyngler kidnapper et rigt ægtepars barn og gemmer sig hos et ægtepar i junglen, imens de venter på deres løsepenge. Men i samme jungle huserer en gruppe vilde kannibaler, der længes efter varmt menneskekød.

Jungle er måske så meget sagt, da de fleste locations ligner en plantage fra Skagensområdet tilsat snotbillige rekvisitter som f.eks. bambuslæhegn. Barnets forældre går dog ikke med til at betale løsepengene og tager derfor ind i junglen for at lede efter slynglerne, og det ramler sammen i et kaos af hævn, voldtægt, kannibalisme og en smule splat.

Hjernedød dialog a la Franco

Der spises kød

Meget af spilletiden bliver brugt på ligegyldig (og forfærdelig) dialog, der ikke fører i nogen retning, men blot formår at kede publikum halvt ihjel. Kender man til Francos film, vil man uden tvivl også vide, hvad man kan forvente af hjernedøde replikker, så der er ingen grund til at dykke dybere ned i dette hér.

I løbet af filmens 90 minutter bliver der brugt alt for kort tid på kannibalerne og alt for lang tid på ligegyldige og pinlige scener, på skurkene og det rige ægtepar. Instruktørerne forsøger at gøre persongalleriet interessant og prøver på at udvikle et par af personerne, men det lykkedes aldrig for dem. I stedet burde bagmændene nok have fokuseret lidt mere på blod og indvolde, så man havde nemmere ved at se igennem fingre med manglen på talent og historie.

Hvad er det de prøver at spise os af med?

Skurkene hilser på et par lokale

Vi får faktisk kun serveret én rigtig blodig scene, hvor kannibalerne slagter et offer og derpå fortærer indvoldene. Måske er ”fortærer” et for voldsomt ord – for det mest gnider de bare deres hænder rundt i teaterblod og indvolde, imens de står og griner. Hen i mod slutningen burde herligheden toppe, men her skuffer Terreur Cannibale desværre igen. Et enkelt iturevet lig kan det blive til og en kedelig omgang ”action”, som kun dårlige B-film kan levere.

Manglen på splat og egentlig vold (vi får dog en amatøragtig voldtægtsscene) gør, at man undrer sig over, hvorfor Terreur Cannibale i det hele taget havnede på listen over forbudte film. Skiven fra Shriek Film skulle være uklippet, men det, man får, er ikke særlig voldsomt, og da slet ikke hvis man sammenligner med nogle af de andre titler, der blev forfulgt.

Resultatet af kannibalerne

Hele filmen oser af billig production value og får en film som Bad Taste (1987), til at ligne en Hollywood-blockbuster. Flere af kulisserne består af små læhegn sat op hist og her, så vi for det første ikke kan se, at det er den samme location, der bruges igen og igen, og for det andet så vi ikke kan se lamper og andet udstyr.

Terreur Cannibale kan på ingen måde anbefales, med mindre man gerne vil torturere sine nærmeste venner til den næste videoaften, eller hvis man død og pine vil se alle de berygtede video nasties. Har man ikke stiftet bekendtskab med mesterværkerne indenfor kannibalgenren vil man måske finde et par af scenerne ret grumme, men filmens overskyggende tåbelighed vil sikkert være nok til, at man ikke lader sig skræmme alt for meget.

1 stjerne

Titel: Terreur Cannibale
Engelsk titel: Cannibal Terror
Instruktør: Alain Deruelle, Olivier Mathot & Julio Pérez Tabernero
Manuskript: Jesus Franco, Julio Pérez Tabernero & H.L. Rostaine
Cast: Silvia Solar (Madame Danville), Gérard Lemaire, Pamela Stanford (Manuela), Olivier Mathot
Producere: Daniel Lesoeur (producer)
Foto: Emilio Foriscot
Klip: Roland Grillon
Musik: Jean-Jacques Lemètre
Spilletid: 90 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital 2.0
Sprog: Engelsk
Undertekster: Ingen
Produktionsland, år: Spanien/Frankrig, 1981
Produktionsselskaber: Eurociné
Distributør (DVD): Shriek Film
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 72 | 13/10/2011

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *