NN
Ingen kommentarer

Sværdets Mester 2 – Den udstødte prins

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Andet bind i letlæsnings-serien for sværdkamp-glade drenge kaster Milo ud i de barske realiteter og tunge valg. Stregen begynder langsomt at matche Finderups rå fortælling med mørkere, stemningsfyldte illustrationer.

Dette andet bind af Mette Finderups serie om Sværdets Mester udkom samtidig med første bind i januar 2012. Du kan læse mere om serien i anmeldelsen af første bind, Tvekampen, og anmeldelsen af tredje bind i serien, Tyvekongens By. Fra bind to starter alle bøgerne med et kort referat af det foregående bind, så de unge læsere hurtigt kan følge med.
hvid
hvid

Fra beskyttet tilværelse til livets barske realiteter

Unge prins Milo har indirekte været skyld i broderen Karnas død i en duel. Han vil forsøge at redde Karna ved at få omsmedet det forbandede sværd, Blodtunge, der er fyldt med sjælene af de folk, det har dræbt. Der er bare det problem, at det vil koste Milo 100.000 guldstykker som betaling til troldmanden Agrim.

Dybt plaget af skyld ser Milo kun én udvej; at stjæle kronjuvelerne fra faderens skattekammer og sælge dem. Kongen overrasker ham, udstøder ham fra familien, og Milo smides straks udenfor slottets porte – han er nu for alvor alene og uden penge, hest eller løsninger.

Hans mor, dronningen, når at forære ham sin hest, Nat-Øje, og sine smykker, som han må sælge. Han rider alene ud i natten på den lange rejse med Blodtunge på ryggen. Milo er ingen naturlig krigertype og indser nu, at han fremover skal skaffe Blodtunge nyt blod hver uge for at undgå, at de sjæle, der er fanget i sværdet, ryger i Helvede. Han når næsten frem til første stop på den lange rejse, men her opstår straks et nyt dilemma.

Effektiv plotudvikling i tilpas tempo

Der kommer i Den udstødte prins endnu mere stof til eftertanke for læseren via de tunge valg, hovedpersonen står overfor. Det er ikke småting, og det er vist de færreste knægte (og piger), der ikke vil blive revet med af den umulige situation drengen står i:

Milos far: ”Sikke noget vrøvl! Du lyver, Milo. Der er ingen, der kræver så mange penge. Først er du skyld i din brors død. Så er du skyld i, at hans sjæl er fortabt. Og nu stjæler du.”

Milo er langtfra bygget som en kriger og fysisk svag, men han ved nu, at han er nødt til at gøre noget ved det. Han plages af skyld, men forsøger at klø på. Det at skulle skaffe Blodtunge nyt blod bekymrer ham, og intet godt lader til at vente om hjørnet for den før så beskyttede, tynde knægt.

Fantasyelementerne er stadig ikke dominerende og største fokus ligger fortsat på de menneskelige dilemmaer. Sproget, ordforrådet og emnerne er igen relevante og alvorlige nok til, at den anbefalede målgruppe på 8-12 år bliver både udfordret og underholdt.

Den urovækkende stemning begynder at ligne noget

Der var en ting i første bind, jeg savnede på de unge læseres vegne, hvis lysten til at opsøge resten af seriens bind skulle bevares: grummere og mørkere illustrationer i takt med at Milos situation går fra rent forfærdelig til endnu værre. Det sker heldigvis nu, hvor den visuelle stemning langsomt begynder at matche den drabelige fortælling, og karakteren Milo får mere dybde.

Solidt fundament med svære dilemmaer og masser af action

Med Den udstødte prins hæver både Finderup og Bach niveauet i Sværdets Mester i sammenligning med seriens første bind. Det er både takket være de mere dystre, urovækkende illustrationer, men også selve historien rykker temmelig voldsomt trods bindets korte længde. Der når at ske meget på de 64 sider, og især drenge i målgruppen kan roligt forvente en sej omgang underholdning.

Sværdets Mester 2 – Den udstødte prins er venligst stillet til rådighed af Gyldendal.

5 stjerner

Titel: Sværdets Mester 2 – Den udstødte prins
Forfatter: Mette Finderup
Illustrator: Niels Bach
Udgivelsesår: 2012
Forlag: Gyldendal
Format: Hardcover
Sideantal: 64

Anmeldt i nr. 85 | 13/11/2012

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *