Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Super 8

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Super 8Michael Giacchinos score til Super 8 er, ligesom filmen, fyldt med et enormt potentiale, der desværre i høj grad tabes på gulvet.

Michael Giacchino er én af Hollywoods mest talentfulde yngre komponister, der uden besvær bevæger sig imellem forskellige genrer. Her på Planet Pulp er vi flere skribenter, der mener, at Giacchino er én af de oplagte kandidater som huskomponist for Steven Spielberg, når John Williams en dag ikke er her længere (en grufuld tanke, men let’s face it: Williams fylder 80 til februar).

Det er der flere årsager til. For det første begyndte Giacchino sin karriere som komponist med at “lege” Williams i de roste scores til flere af spillene i Medal of Honor-serien – der i øvrigt var skabt af ingen ringere end The Beard himself. For det andet har Giacchino både vist sig at mestre det symfoniske score og at have ører for det gode tema, hvad særligt hans musik til TV-serien Lost (2004-2010) er et glimrende eksempel på. Endelig har Giacchino, om man så må sige, allerede foden inden for døren hos Spielberg; både gennem Medal of Honor-serien og nu igennem Super 8, som er produceret af Spillemanden.

Kunne have været et mindre mesterværk

Som sådan kunne man have forventet, at Giacchino virkelig ville have brilleret med sin musik til Super 8 – en film der i sin æstetik og tematik for en stor dels vedkommende udspiller sig som én stor homage til Steven Spielbergs film fra de senere 1970’ere og tidlige 1980’ere.

Desværre lykkes projektet ikke helt for Giacchino. For på trods af de endog særdeles gode takter, der er undervejs, følger scoret i høj grad filmen. Det mener jeg i den forstand, at en meget stærk første halvdel lades i stikken i anden halvdel, hvor musikken forfalder lidt unødigt til bulder og brag. Godt nok er Giacchinos bulder og brag faktisk ganske glimrende, men akkurat som tilfældet er med filmen, sidder man i sidste ende tilbage med indtrykket af et score, der, med nogle andre valg, kunne have været et mindre mesterværk.

Imod denne kritik kan man indvende, at Giacchino sådan set bare følger filmen og giver filmen det, den har fortjent. Det er til en vis grad også rigtigt, men alligevel ikke helt. For Giacchino kunne sagtens have udnyttet nogle af sine aldeles glimrende temaer i scorets anden halvdel, som han i stedet har valgt at komponere som udpræget underscore. Lige præcis på dette punkt mærker man, at Giacchino endnu ikke er nogen Williams, men det er måske også lige lovlig meget at forlange.

Endelig en komponist med sit eget udtryk!

Super 8 er komponeret for symfoniorkester og er et godt eksempel på, hvorfor man absolut ikke skal have kvaler ved at give Giacchino et stort orkester at lege med! Det lyder ganske enkelt forbandet godt!

Giacchino er måske ikke så virtuos som John Williams (igen er det måske også meget forlangt), og han anvender heller ikke hele orkestrets spændvidde, sådan som Williams typisk gør – særligt træblæserne spiller en meget lille rolle i musikken. Dette kan dog også tilskrives Giacchinos stil, for han er tydeligvis en mand, der i høj grad holder af strygere og messingblæsere, hvilket i øvrigt også var hovedingredienserne i hans musik til Lost.

Det betyder også, at Super 8 bærer Giacchinos tydelige stilistiske fingeraftryk, og de der kender hans musik til Lost vil kunne nikke genkendende til flere typiske Giacchino-harmonier og -stiltræk. Det er – undskyld sproget – fandeme en lettelse at høre en yngre komponist, der rent faktisk har sin egen stil og et selvstændigt musikalsk udtryk. Lad os håbe, at Giacchino holder fast i det, for der kan ellers være stærke kræfter i filmbyen, der arbejder mod netop det. Således har ét af de unge håb fra nogle få år tilbage, Brian Tyler, efterhånden helt opgivet sin ellers så selvstændige og karakteristiske stil til fordel for en Media Ventures-influeret metervarelyd.

At Giacchino imidlertid også har fantastiske evner som imitator og musikalsk kamæleon får vi dog også demonstreret på Super 8-albummet. Det er selvfølgelig ikke nogen nyhed, for som sagt startede Giacchino jo sin karriere med at imitere John Williams’ symfoniske lyd i Medal of Honor-spillene, og hans filmdebut kom med det stærkt John Barry-influerede score til Pixars The Incredibles (2004).

Super 8 præsenteres vi for et eksempel i det forrygende bonusnummer “THE CASE” (nr. 33), der er komponeret som musik til filmen i filmen – den zombiefilm, som vores hovedpersoner er ved at optage. Her præsenterer Giacchino os for et dybt charmerende stykke musik, komplet med synthesizet theremin og en stilistisk tilgang, der er helt passé i dag, men som sagtens kunne være komponeret i 50’erne eller 60’erne. Dette lille cue er en lille perle i sig selv.

De sekundære temaer er de virkelige højdepunkter

I selve scoret til Super 8 disker Giacchino op med en håndfuld temaer og motiver. Heraf er det så klart svageste det, der er det egentlige hovedtema eller -motiv. Det hører vi første gang i indledningen af det første nummer på albummet, “Super 8”, og det er scorets hyppigst anvendte tema.

Der er tale om et minimalt tema på blot fire noder, og rent dramatisk er det faktisk ganske effektivt. Det er blot hverken særligt ørehængende eller genkendeligt, og det er bestemt ikke den slags tema, man pludselig opdager, at man går og fløjter for sig selv nede i Fakta.

I stedet er det de to sekundære temaer, der er Super 8-scorets virkelige højdepunkter. Det første af disse høres umiddelbart efter hovedtemaet i “Super 8” (nr. 1) og er associeret med filmens hovedperson Joe og hans familie. Det andet kommer første gang i “Acting Chops” (nr. 4) og er associeret med filmens kvindelige hovedperson Alice.

Begge temaer er helt igennem vidunderlige, og fungerer som et virkeligt godt showcase for Giacchinos evner til at komponere flotte temaer. Især Alice-temaet tager kegler, og når en amerikansk filmmusikkritiker har kaldt nogle af temaets fremførsler for noget af det bedste, Giacchino nogensinde har komponeret, er det ikke meget ved siden af.

I øvrigt stopper det tematiske materiale ikke her. Der er et effektivt suspensetema i begyndelsen af “Aftermath Class” (nr. 5), som derudover senere introducerer et blæserdomineret action- og suspensemotiv for det skurkagtige militær. Som sådan er det hverken tematisk materiale eller en rød tråd, scoret savner. Problemet ligger i min optik primært i den måde, Giacchino bruger temaerne på og i endnu højere grad i måden, musikken præsenteres på albummet.

Underscore-domineret anden halvdel

Da filmen kammer over i bulder og brag i anden halvdel, fokuserer Giacchino næsten udelukkende på underscore, suppleret af det simple hovedtema. Her kunne han med fordel have inkorporeret de følelsesmæssigt mere saftige sekundære temaer i action- og suspensemusikken. Hvilket også havde hjulpet med at forankre de mange actionscener i de personer, vi lærte at kende og holde af i filmens første del. Det sker kun i “Creature Comforts” (nr. 30) og ikke særlig meget.

Dermed ikke være sagt, at det suspense- og actionprægede materiale, der særligt dominerer fra nummer 21, er dårligt, for det er det bestemt ikke. F.eks. er “Lambs on the Lam” (nr. 24) et top notch actioncue, og det samme gælder “Air Force HQ or Bust” (nr. 27), der tilmed har en virkelig cool vibe af old school filmmusik. De omtrent 17 minutter, der udgøres af de tre cues “World’s Worst Field Trip”, “The Siege of Lillian” og “Creature Comforts” (nr. 28-30), er scorets actionmæssige højdepunkt. Her er der virkelig gang i den, og det skal slås fast, at der virkelig er tale om filmmusik af meget høj kvalitet.

Uheldigt produceret album

Det helt centrale problem ved Super 8 er albummets præsentation af musikken. Der er 33 numre på albummet, der varer ca. 78 minutter. Herfra kan man trække “Super 8 Suite” (en suite med de vigtigste temaer) og bonusnummeret “The Case” (nr. 32-33), og så ender man med ca. 69 minutters score fordelt på 31 numre. Af de 31 numre har 10 en spilletid på under ét minut og yderligere 10 har en spilletid på under to minutter.

Man skal ikke have lyttet til meget filmmusik for at indse, at det betyder, at albummet præsenterer musikken i cue-format, det vil sige mere eller mindre præcis sådan, som musikken optræder i filmen. Det er den mest trofaste måde at præsentere musikken på, men ikke nødvendigvis den, der giver den bedste lytteoplevelse, og det er Super 8-albummet et klasseeksempel på. Tilmed ligger hovedparten af de meget korte cues på albummets første halvdel, hvor mange af de tematisk rigtigt gode cues derfor næsten ikke når at komme i gang, før de slutter igen.

Selv om det ikke er den mest trofaste måde at præsentere musikken på, ville jeg klart have foretrukket, at nogle af disse cues var blevet redigeret sammen til længere suiter. Eventuelt kunne Giacchino endda have komponeret nogle broer til at binde de enkelte cues sammen med, selv om disse broer ikke skulle bruges i filmen. Sådan noget ville en John Williams ikke have været bleg for at gøre: én af Williams’ kardinalpunkter har altid været, at albumudgivelserne med hans musik også skulle udgøre en god lytteoplevelse løsrevet fra filmen.

Kombinationen af at de enkelte cues præsenteres i kronologisk rækkefølge, og at hovedparten af det nærmest fremragende tematiske materiale ligger på albummets første halvdel, betyder, at albummet med musik fra Super 8 i høj grad føles som to forskellige albums, der er sat sammen på midten. Akkurat lige som filmen føles som to film, der er splejset noget uheldigt sammen.

Det er superærgerligt, for der er ikke noget af musikken, der er bare tilnærmelsesvist dårligt. Den måde albummet er produceret på gør bare musikken en bjørnetjeneste, og det trækker ned i den samlede vurdering af albummet.

Nummerliste:
1. Super 8 (1:44)
2. Family Matters (0:30)
3. Model Painting (0:42)
4. Acting Chops (0:40)
5. Aftermath Class (5:54)
6. Thoughts Of Cubism (0:49)
7. We’ll Fix It In Post-Haste (0:44)
8. Productions Woes (0:35)
9. Train Of Thought (0:35)
10. Circle Gets The Cube (1:07)
11. Breen There, Ate That (1:13)
12. Dead Over Heels (0:49)
13. Gas And Go (1:35)
14. Looking For Lucy (0:50)
15. Radio Haze (1:08)
16. Mom’s Necklace* (1:33)
17. Shootus Interruptus (2:35)
18. Thoughts Of Mom (1:41)
19. Woodward Bites It (1:54)
20. Alice Projects On Joe (2:29)
21. Neighborhood Watch – Fail (4:46)
22. The Evacuation Of Lillian (3:40)
23. A Truckload Of Trouble (0:57)
24. Lambs On The Lam (2:41)
25. Woodward’s Home Movies (2:40)
26. Spotted Lambs (1:37)
27. Air Force HQ Or Bust (1:04)
28. World’s World Field Trip (3:37)
29. The Seige Of Lillian (2:58)
30. Creature Comforts (10:10)
31. Letting Go (5:18)
32. Super 8 Suite (5:55)
33. THE CASE (Original music from the film by Charles Kaznyk) (3:28)

* Not used in film.

Total spilletid: 77:58

3 stjerner

Titel: Super 8
Komponeret af: Michael Giacchino
Dirigeret af: Tim Simonec
Orkestrering: Tim Simonec
Fremført af: The Hollywood Studio Symphony
Produceret af: Michael Giacchino
Udgivet: 2011
Label: Varèse Sarabande

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/08/2011

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *