Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Suor Emanuelle

Suor Emanuelle
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Suor EmanuelleEmanuelle er gået i kloster, og har alvorlige problemer med den nye pige i klosterskolen. Det giver anledning til mange nøgenscener, lesbisk lir og bolleri. Med andre ord er der intet nyt under solen i Emanuelle nera-serien, men filmens grinagtige setup og en udmærket teknisk udførsel gør faktisk Suor Emanuelle til en ganske fornøjelig oplevelse.

Suor Emanuelle, der er udsendt af Another World Entertainment med sin danske videotitel Emanuelle i nonneklostret, var den fjerde film om Emanuelle nera, den sorte Emanuelle – altså italienernes kopi af den succesfulde franske erotiske filmserie om Emmanuelle.

Denne gang møder vi Emanuelle i rollen som nonne, da hun er gået i kloster for at lægge sin syndige fortid bag sig. Man behøver nok ikke meget fantasi for at vide, at det bliver et kort ophold for Emanuelle, der naturligvis fortsat spilles af af den yderst labre Laura Gemser.

Nymfoman i klostret

Laura Gemser som Emanuelle - nu i nonne-outfit

Ved filmens begyndelse er Emanuelle i Venedig sammen med en ældre nonne for at hente teenagepigen Monica (Mónica Zanchi), hvis far har besluttet at sende hende i klosterskole – om idéen er, at pigen skal være nonne, eller om hun bare skal oplæres under de dydige nonners kyndige opsyn melder historien ikke noget om.

Allerede på den natlige togrejse tilbage mod den egn af Italien, hvor klostret ligger, går det dog op for Emanuelle, at Monica vil komme til at volde problemer. Da det begynder at tordne uden for, kravler hun nøgen op i Emanuelles seng, fordi hun påstår at være bange for tordenvejret, og hun forsøger også at kysse Emanuelle. Senere på natten opdager Emanuelle, at Monica er forsvundet fra kupéen, og Emanuelle finder ud af, at Monica er i færd med at give konduktøren et blowjob. Jep, den unge Monica er en vaskeægte nymfoman.

Mónica Zanchi som nymfomanen Monica

Sidstnævnte scene giver desuden anledning til halvanden sekund hardcoreporno, hvor vi rent faktisk ser Monica sutte konduktørens pik, men man skal ikke blinke med øjnene, hvis det er noget, man gerne vil se!

Da de først er kommet til klostret, går Monica straks i gang med at lave ballade. Hun kommer til at dele værelse med klostrets bedste elev ud fra devisen, at den dydige Anna (Vinja Locatelli) nok skal kunne sætte skik på Monica. Det går dog helt anderledes, og snart har Monica introduceret Anna for lesbisk sex, og gjort Anna klar på mere.

Påskud for nøgenhed

Gabriele Tinti som den stygge røver Rene

Handlingen tager yderligere en drejning, da Monica på en udflugt støder på forbryderen Rene (Gabriele Tinti), der har gemt sig i et faldefærdigt hus nær klostret. Hun sniger forbryderen ind på klostret, og stuver ham af vejen på et godt gemmested, og så lister hun sig ellers op til ham hver nat for at hygge sig.

Men det er alt sammen en del af en større plan, Monica har for at komme i lag med Emanuelle, og der går ikke længe, inden filmen vrimler med intriger.

Mere af handlingen behøver jeg egentlig ikke fortælle her, for handlingen er i bund og grund utroligt enkel, og spiller ikke den store rolle. Det, der klart har været manuskriptforfatternes ærinde har været at etablere så mange situationer som muligt, hvor Monica kan smide tøjet og deltage i lesbisk lir eller sex med Rene. Derudover spildes ingen muligheder for at vise Emanuelle nøgen.

Man skal være umanerligt tør og kedelig for ikke at finde Suor Emanuelle munter på en komplet fladpandet facon. Set-uppet er så gennemsigtigt, at man konstant sidder og griner i skægget over, hvor tåbeligt det hele er – ganske i stil med tyske alpesexfilm, der som regel også kun har de tyndeste plotpåskud for at give anledning til adskillige ture i høet.

Lesbisk lir mellem Monica og hendes værelseskammerat Anna (Vinja Locatelli)

Man skal ikke forledes til at tro, at dette gør Suor Emanuelle til nogen decideret dårlig film, for faktisk er underholdningsværdien netop af samme grund temmelig høj. Dertil kommer, at manuskriptforfatterne har indlagt enkelte bevidst komiske elementer, som gør, at filmen stedvist får decideret præg af at være en komedie. Det gælder f.eks. en scene, hvor abbedissen i klostret dukker op ud af det blå og løfter op i Emanuelles skørter for nu at se, om hun har tækkelige underbenklæder på. Tidligere har abbedissen nemlig ved et tilfælde opdaget, at Emanuelle går i syndige silketrusser.

Derudover er der en løbende joke med én af de ældre nonners inkontinens, og endelig er der en række scener med klostrets helt debile og senile gamle gartner – disse scener er desværre for få, for han er helt ubetalelig morsom.

Velfungerende helhed

Den debile og senile gartner har lige fået én på lampen

Sammenlignet med den fem år yngre Violenza in un carcere femminile (dansk: Emanuelle i kvindefængslet), som vi anmeldte sidste måned her på Planet Pulp, er Suor Emanuelle en langt bedre film. Dette skyldes ikke mindst, at det yderst spinkle plot trods alt fungerer, og driver handlingen videre. At de mange svinkeærinder med mere eller mindre motiveret nøgenhed, lesbisk lir og almindelig knepperi er filmens egentlige raison d’être er i den forbindelse ligegyldigt, for helheden fungerer sådan set meget fint. Når det hele er tilsat Stelvio Ciprianis liderligt-funky pornoscore bliver oplevelsen så over-the-top grinagtig, at man til sin overraskelse opdager, at man er glimrende underholdt! Som rosinen i pølseenden kommer så, at handlingen slutter med et fikst lille plot-twist, som jeg ikke skal afsløre her.

Suor Emanuelle har manuskript af Marino Onorati, der i løbet af 1960’erne og 70’erne skrev manus til en hel del komedier, ofte med erotisk tilsnit – den engelske titel på hans tredjesidste manuskript fra 1979, La Poliziotta della squadre del buon costume, er formentlig meget sigende for hans output, og i sig selv så funky, at jeg er nødt til at nævne den her: A Policewoman on the Porno Squad. Sådan!

En flashbackscene, der senere også involverer en banan

Historien, Onorati skrev manuskriptet efter, blev til i samarbejde mellem Gerolamo Collogno (hvis eneste credit, det er), Mario Gariazzo og Ambrogio Molteni – sidstnævnte skrev manuskriptet til den første Emanuelle nera (1975) og fortsættelsen Emanuelle nera No. 2 (1976), og var også manden bag manuset til den langt ringere Violenza in un carcere femminile.

Instruktøren Giuseppe Vari har iscenesat filmen ganske glimrende, og teknisk er der faktisk intet at udsætte på Suor Emanuelle. Den er ingen visuel perle, men den fungerer fint, og klipningen, som Vari også selv stod for, er også velfungerende – og meget væsentligt sørger Vari for, at også klipningen er med til at drive den spinkle handling fremad. Varis output som instruktør var ellers hovedsageligt westerns, men genreskiftet til erotik lader ikke til at have voldt ham de store problemer.

Forbløffende harmløs

Lir mellem Rene og Emanuelle, mens Monica til sin store fortrydelse tvinges til at se på

Hvis man for alvor skal kritisere Suor Emanuelle for noget, er det, at den er forbløffende harmløs, når man tager i betragtning, at den foregår i et kloster. Der er ingen tvivl om, at den falder under nunsploitationgenren, men den er langt fra så perfid som mange andre film i denne genre ellers kan være. Det gør også, at Suor Emanuelle er en anelse tandløs, og virkelige exploitationfans vil næppe finde det helt store at komme efter her.

På skiven fra Another World Entertainment ligger filmen i både soft-versionen og hardcore-versionen. Masterbåndene til hardcoreudgaven er imidlertid gået tabt, så gutterne fra AWE har været nødt til at stykke deres udgave sammen fra de kilder, de nu havde til rådighed. Det betyder, at de scener, der ikke findes i softudgaven, er af meget svingende kvalitet. Det gør dog ikke det helt store, for de fleste af disse scener er ganske korte – og de deciderede hardcoresekvenser udgør ikke mere end nogle få sekunder.

Derudover gøres der i DVD’ens booklet rede for, hvorledes et par andre scener, der mangler i softversionen, er indsat på deres korrekte plads. Endnu engang må man tage hatten af for Another World Entertainment for at gøre deres yderste for, at moderne publikummer kan se filmen i sin oprindelige skikkelse – uagtet, at enkelte scener dermed er af lav kvalitet.

Suor Emanuelle er bestemt ikke noget mesterværk, men dens totalt ublu fokus på nøgne kvindekroppe og komplet tåbelige handlingselementer sikrer, at underholdningen er hjemme, så alt i alt var der for undertegnede tale om en ganske positiv overraskelse.

Suor Emanuelle er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

3 stjerner

Titel: Suor Emanuelle
Dansk titel: Emanuelle i nonneklostret
Andre titler: Sister Emanuelle, Die Nonne und das Biest
Instruktør: Giuseppe Vari
Manuskript: Marino Onorati efter historie af Gerolamo Collogno, Mario Gariazzo og Ambrogio Molteni
Cast: Laura Gemser (Emanuelle), Mónica Zanchi (Monica), Gabriele Tinti (Rene), Vinja Locatelli (Anna)
Producere: Mario Mariani (producer)
Foto: Guglielmo Mancori
Klip: Giuseppe Vari
Musik: Stelvio Cipriani
Spilletid: 87 minutter (soft), 92 minutter (hard)
Aspect ratio: 1.85:1 (soft), 1.66:1 (hard)
Lyd: Dolby Digital Stereo
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, norsk, svensk, finsk
Produktionsland, år: Italien, 1977
Produktionsselskaber: MEN Cinematografica, Rizzoli-Pallavicini
Distributør (DVD): Another World Entertainment (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/10/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *