Martin Schjönning
1 kommentar

Sulu er bøsse – og det er noget møg!

Sulu er bøsse – og det er noget møg!
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

I den næste Star Trek-film viser det sig, at Sulu er bøsse. Det er faktisk hele mit udgangspunkt for den tekst, der følger nu.

Sulu, der i Star Trek-kanonen ikke har nogle romantiske interesser, men som nævner en datter på et tidspunkt, bliver set med sin mandlige kæreste og deres fælles datter i den nye Star Trek Beyond (2016).

Og hvad er der så i vejen med det? Én meget dårlig ting, og jeg skal nok fortælle dig hvad, men lad os lige kigge lidt på andre karakterer der har ændret køn, seksualitet, vaner eller genetisk ophav.

Dem er der mange af, så vi holder os til de vigtigste. En række superhelte har eksempelvis skiftet hudfarve på det seneste. Nogle af dem har skiftet køn. En enkelt har skiftet begge dele. Nogle af dem skifter muligvis seksualitet.

Alle går rundt og forandrer sig

Bag Spider-Mans maske gemmer der sig ikke længere en hvid teenager, men en teenager, der er halvt sort og halvt latino. Thor er ikke længere en hvid mand, men en hvid kvinde. Iron Man er ikke længere en hvid mand, men en sort teenagepige.

Disse er de gode eksempler, fordi de er forsvaret godt i historierne. Der er intet påfaldende i at andre mennesker ifører sig den rød-blå latexdragt eller kamprobot-kostumet, på samme måde som Fantomets titel går i arv fra far til søn.

Thor er et mytologisk (rum)væsen, men kilden til hans kræfter sidder i hans magiske hammer, som en anden nu har samlet op. Skift i køn og hudfarve understøttes således af historiernes egen udvikling.

Det samme gør sig gældende for gamle karakterer, der springer ud af skabet. Ingen var vel overraskede, da Waylon Smithers Jr. fra The Simpsons fik afsløret sin sande seksualitet sidste år – i øvrigt på en befriende afslappet måde.

sulu_02

Smithers?! Bøsse?! Nej, nu har jeg da aldrig…

 

Meget mere kluntet var det, da Iceman fra X-Men mødte en yngre, tidsrejsende udgave af sig selv og det blev afsløret, at han bare altid – siden 1963! – har været skamfuld omkring sin homoseksualitet.

En langt bedre tilgang ses i Buffy the Vampire Slayer, hvor Willow gradvist udvikler følelser for en anden kvinde, og altså løbende opdager nye sider af sig selv, ligesom vi andre gør.

Andre skift er ikke helt så flydende, men dog tilgivelige. Will Smiths hudfarve er klart den mindst katastrofale ændring fra forlægget i filmatiseringen af I Am Legend. At Hermione bliver spillet af en sort kvinde (Noma Dumezweni) i teateropsætningen af Harry Potter and the Cursed Child er muligvis overraskende, men faktisk beskrives hun aldrig præcist nok i bøgerne til at udelukke det.

Det kom frem for nyligt, at i filmatiseringen af Stephen Kings The Dark Tower bliver den mystiske hovedperson, The Gunslinger, spillet af en sort mand (Idris Elba) – og det er nok kun de mest forstokkedes øjenbryn, der løfter sig i den forbindelse.

Retroaktivt censur-cirkus

Der er altså masser af acceptable og enkelte gode eksempler på, at karakterer bliver ændret, så de passer bedre ind i en mere liberal samtid. Der er dog også eksempler på det modsatte.

Lucky Luke og sælhunden Skæg fra Rasmus Klump blev begge sendt på rygestopkursus, endda med tilbagevirkende kraft. På den måde begyndte vi at ændre på kunsten bagudrettet, i bedste George Orwell-stil.

Da bølgerne gik højest i 90’erne var der endda tale om, at Kaptajn Haddock skulle på vandvognen, vænnes fra piben og i øvrigt tale ordentligt. Hvad havde der så været tilbage?

sulu_03

Et eksempel på rendyrket politisk kulturkontrol er den tyske version af Wolfenstein: The New Order, hvor man ikke skyder nazister, men bare folk der ligner dem virkelig meget! De kaldes ikke nazister, men medlemmer af “Regimet”. Hagekorsene er skiftet ud med krimskrams.

Årsagen til dette fænomen skal findes i det tyske påbud om, at man gerne må vise hagekors og nazister i kunst – tænk for eksempel på Der Untergang og Die Brücke, eller at Er ist wieder da af Timur Vermes er en bestseller i hjemlandet – men at computerspil ikke regnes som kunst!

Jeg mener, at Sulus pludselige seksuelle åbenbaring tilhører de sidste eksempler. Ændringen i hans karakter er taget ud af den blå luft, den forsvares ikke af kanonen, og der er ikke tale om en gradvis, naturlig udvikling. Der er intet narrativt argument for, at han pludselig er bøsse. På overfladen er der selvfølgelig intet odiøst i det, men det sender ét meget forkert signal til de helt forkerte mennesker.

Homo-Sulu er imod Homo-Sulu

Der er folk derude, der ikke kan lide homoer (eller sorte, eller for den sags skyld kvinder). Når vi, som kunstproducenter, fremtvinger at gammelkendte, agtede karakterer skifter hudfarve, køn eller seksualitet er det benzin på disse tossers bål.

Det bliver betragtet – måske til tider med rette – som omklamrende politisk korrekthed, manipulation eller slet og ret propaganda for minoriteter. Med andre ord leverer vi selv argumenter til modstanderne, når karakterernes skift ikke er funderet i god fortællekunst.

Selv den oprindelige Sulu, George Takei, der sprang ud i 2005 og siden har været en overmåde velformuleret LGBTQ-forkæmper, er imod, at hans gamle karakter pludseligt og uden nogen naturlig udvikling er blevet homoseksuel.

Den oprindelige Mr. Sulu, George Takei.

Den oprindelige Mr. Sulu, George Takei.

 

Jeg har læst talrige rygter om, at Captain America og Elsa fra Frozen er på vej til at springe ud også, og jeg håber inderligt, at de enten lader være eller at det bliver forsvaret med en gebommerligt velskrevet baggrundshistorie.

Star Trek-universet har faktisk talrige gode eksempler på fremsynethed. Serien viste amerikansk TV-histories første kys, hvor parterne havde forskellige hudfarver (Kirk og Uhura i 1968).

I Deep Space 9-serien genfødes en gammel mand som en ung smuk (hvid) kvinde, der senere forelsker sig i og indleder et forhold til en (sort) klingon.

Vi skulle godt nok helt op i den fjerde serie, før vi fik en kvindelig kaptajn, men dennes nærmeste bestod af en indianer, en sort kvinde (halv-klingon) og en ombygget rum-nazist-robot, hvilket på smukkeste vis understreger at Star Treks utopia har plads til alle. Selv hologrammer bliver løbende betragtet som selvstændige individer med frihedsrettigheder!

Originale minoriteter, tak!

Alternativet til Sulus pludselige karakterskifte er meget tydeligt, synes jeg. Skriv flere karakterer der er kvinder, sorte, homoer, transkønnede, muslimer eller på anden måde tilhører en uretfærdigt forkætret befolkningsgruppe i forvejen!

Lad være at omskrive, hvad vi allerede har, bare for omskrivningens skyld. Giv os stærke personer vi kan se op til, som er tro mod sig selv, ligegyldigt hvilken hudfarve de har, hvilke kønsorganer de foretrækker at være udstyret med, og hvem de har lyst til at knalde med off-screen. Støb ikke modstanderens kugler!

Én kommentar til Sulu er bøsse – og det er noget møg!

  1. Jonas Wilmann 5. august 2016 at

    Jeg synes også, den var så tåbelig, den scene, for det virkede så forceret og så kraftigt udslag for den omsiggribende korrekthed, man støder på hele tiden. Man kunne have skrevet en næsten tilsvarende artikel om de nye Ghostbusters, hvor der er gjort sådan et stort nummer ud af, at de er kvinder. Og filmens støtter postulerer, at fordi serien er trukket ned på platdumt, flommeamerikansk Paul Feig-niveau – og man alene ud fra traileren ganske nemt kan hade den – er man da helt sikkert kvindehader! Menneskeheden må meget gerne udvikle sig. Nu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>