Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Straw Dogs

Straw Dogs
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Fortættet, grum og fremragende film. Hvor lang tid kan man slå en hund, før den bider tilbage?

Straw DogsDenne anmeldelse indeholder spoilers. Ja, hvis du ikke har set filmen, vil jeg faktisk på det kraftigste opfordre dig til at se den. Og så kan du jo vende tilbage til denne tekst. Men det vigtigste er, at du får set filmen. Nu.

Det smukke England

Der var engang i det maleriske og smukke Sydvestengland. Her boede det unge og smukke par David og Amy. Og så er det eventyr ellers slut!

For der er ikke meget smukt og eventyrligt at berette fra Sam Peckinpahs mesterlige filmatisering af Gordon M. Williams’ roman The Siege of Trencher’s Farm fra 1968.

Men vi er i Sydvestengland, og vi har det unge par David og Amy. David er amerikaner, han er matematiker og har fået et legat, og parret er så flyttet til Amys hjemegn, hvor David kan få ro til at forske.

De bor i “Trencher’s Farm” – et lille isoleret bondehus, bygget i solide sten, hvor Amys far har boet. Huset ligger i nærheden af den lille landsby Wakely.

Vi møder også ret hurtigt Amys ekskæreste Charlie og Charlies fordrukne onkel Tom. I det hele taget møder vi ret mange ubehagelige typer, der lever i en fortættet stemning, altså fyldt med tåge og vold. Som om en anden lov hersker, en skyggeside af samfundet.

Fortættet stemning

Denne fortættede stemning letter aldrig. Ja, faktisk forstærkes den gradvist som vi bevæger os tættere og tættere på filmens brutale afslutning.

Men før vi rammer afslutningen, skal vi og David og Amy gå grueligt meget igennem. Men når man bliver ved med at skubbe og skubbe, så bider selv den nørdede hund tilbage.

Det er jo netop dét, der sker for David. Volden, og selvtægten, gør ham stærk, ja, den gør selv den svageste akademiker til en “actionmand”, hvis han bare skubbes langt nok.

Hvad sker der, når hjemmet invaderes, når lovløsheden hersker, når drifterne og alkoholen sætter dagsordenen? Ja, så må den enkelte tage loven i egne hænder. Som vi kender det fra en milliard forskellige westerns.

I sin essens er Straw Dogs nemlig en gengivelse af en amerikansk myte, der “bare” er flyttet til det sydvestlige England.

David siger selv: “No. I care. This is where I live. This is me. I will not allow violence against this house.”

Han er i sin fulde ret til at forsvare sit hjem. Og det får han så også lov til.

Vold avler vold

Og fra at være undermåleren, fra at være ham, man træder på, ham man udnytter, så transformeres David, via truslerne og volden til noget andet.

David siger selv: “Ok, you’ve had your fun. I’ll give you one more chance, and if you don’t clear out now, there’ll be real trouble. I mean it.” Hertil og ikke længere.

Ja, filmens tagline adresserer denne transformation, eller fødsel om man vil det: “The knock at the door meant the birth of one man and the death of seven others!”

Andre taglines fra filmen lyder: “Every man has a breaking point.”, “Sometimes a man is forced to defend his honor.”, “In the eyes of every coward burns a straw dog.”

Menneskeligt affald?

Udover at det er nogle af de samme tematikker, der berøres, om at presse mennesker, om at svare igen, så vil jeg lige dvæle ved begrebet “straw dog”.

I den mere end 2000 år gamle kinesiske tekst Tao Te Ching står der: “Heaven and Earth are not humane. They regard all things as straw dogs. The sage is not humane. He regards all people as straw dogs.”

Su Zhe, en kinesisk poet, der levede for mere end 1000 år siden, har denne kommentar til teksten:

“Heaven and Earth are not partial. They do not kill living things out of cruelty or give them birth out of kindness. We do the same when we make straw dogs to use in sacrifices. We dress them up and put them on the altar, but not because we love them. And when the ceremony is over, we throw them into the street, but not because we hate them.”

Noget der smides væk efter brug. Noget der kan ofres. Noget der ligner noget uden at være det.

En “straw dog” kan også være en “corn dolly”, en majsdukke, som er tilknyttet hedenske høstskikke.

På dansk er filmen oversat til Køterne, hvilket er ret interessant. For det henviser jo tydeligt til filmens skurke. I filmen dækker det jo over ALLE filmens personer. Noget der kan ofres, noget der kan smides væk. Og dermed et andet ord for mennesker.

Ja, man kan, og bør, tolke meget i filmens titel – både den engelske og den danske. Noget der kan ofres, noget der ligner mennesker, noget der kan smides væk.

Et interessant aspekt ved filmens skurke er, at de ikke føler sig hævet over noget. De ved godt, hvad de er, nemlig menneskeligt affald, og det har de accepteret.

Som Norman siger, da det hele begynder at gå galt: “Yeah, well, that’s too bad. We’re all in it now. Accessories, we are.”

De er en samling af modbydelige individer, som i fællesskab begår en form for synd – noget de har gjort flere gange i deres liv. De er som en sygdom i det ellers smukke landskab.

En film der rykker dine grænser

Straw Dogs er en film, der konstant skubber til grænser. Der presser. Både vores hovedperson og os som tilskuere.

Det mest imponerende ved filmen er dog intensiteten; at man fra første klip fornemmer “the impending doom”, at lokummet snart flyder over. I forhold til blikretninger, lummerheden, det lille samfund.

Ja, den foregår i moderne tid, men den kunne lige så godt have foregået i et lille bysamfund i Europa i middelalderen eller i et nybyggersamfund i USA i 1800-tallet.

Og den intensitet, den nerve, gennemsyrer hele filmen. Fra møderne på den lille kro til den ubehagelige jagtsekvens, til voldtægten og videre til filmens voldsomme klimaks. Man kan nærmest skære med en stor kniv i filmens stemning, så tyk er den, på den gode måde.

Det støtter netop op om, at man som tilskuer næsten føler, at man er til stede i filmens univers. Ja, der er elementer fra sploitationfilmen, og der er en dyrkelse af æstetisk vold, men det er aldrig på bekostning af dramaet, som er filmens kerne.

Dramaet om, hvor langt man kan skubbe et menneske og dramaet om, hvor meget mennesker minder om dyr, når det kommer til stykket, når fernis skrælles væk. Så står liderligheden, drifterne og hævnen tilbage.

Man forstår godt, hvorfor Straw Dogs dyrkes i genrekredse. Men min pointe er, og det gælder jo for alle andre store genreværker, at filmen er meget mere end “bare” en genrefilm.

Den var med til at danne skole i forhold til hele home invasion-subgenren og i forhold til selvtægt på film. Og det forstår man godt. Det er en film, der kan så meget, en film man kan se op til som filmskaber og lade sig inspirere af.

En ægte mesterinstruktør

David Samuel Peckinpah var en mesterinstruktør. Ja, det er en kliché, men han kunne noget ganske unikt, specielt i forhold til intensitet og vold. Og i sin tilgang til westerngenren.

Se blot hovedværket The Wild Bunch fra 1968, som var en revisionistisk tilgang til den klassiske westerngenre. Udover Peckinpahs visuelle kendetegn og den vilde skildring af vold, så var hans tilgang på et tematisk niveau tilknyttet moral og skyggesider af menneskelighed. Dét er interessant.

På mange måder er Straw Dogs som sagt en moderne western, en amerikansk urmyte. Peckinpah tager dog skridtet videre, væk fra westerngenrens urlandskab i USA.

Det lille bysamfund, outsideren, ugerningen, isolationen, den mytiske natur, selvtægten (på flere områder) og idéen om, at man passer på sig selv.

Hoffmans karakter er amerikaneren, der fører westernmyten til England – et England som jo også i sig selv (i denne version) er en afspejling af det amerikanske westernlandskab: Daglejerne, saloonen, sheriffen og den lokale bully, som sammen med sine mænd føler sig hævet over loven.

Og de er hævet over loven, disse menneskelige hunde, men ikke hævet over outsiderens lov. Den outsider de har presset til det yderste, så han bider tilbage som en kuet hund.

Mennesker og dyr

I al sin enkelhed er der mange tematikker på spil i dette mesterværk. Både i forhold til genrefilmen og i forhold til voldens indflydelse på mennesker. Dertil kan man tilsætte filmens meget kendte og kontroversielle voldtægtsscene. Hvor hun først nyder det og sidenhen forfærdes.

Det er en vild scene, en modig scene, og jeg kunne ikke forestille mig, at man kunne lave noget lignende i dag. Men der tilbage i mørke 1971 kunne man noget andet.

Dybest set handler det om at filmen udfordrer vores moralske kompas.

Er hun selv skyld i det, i forhold til den måde hun har opført sig? Nej, man kan aldrig være skyldig i at blive voldtaget, siger du så, og det er jeg enig i. Men filmen udfordrer tanken.

Og hvorfor tager de dog ikke væk igen? Hvorfor leger de med ilden, hvorfor udfordrer de konstant køterne? Ja, moral, og mangel på moral og anstændighed, er en af filmens kerner. Netop sat i spil i forhold til menneske kontra dyr.

Vi lever, påklædte med huse og jobs, men er vi i virkeligheden bare menneskedyr? Hvor langt skal man grave ned, før man falder igennem jorden og havner i det dybeste og mørkeste hul?

Udover at det naturligvis er Peckinpahs fortjeneste, så må man også hæfte sig ved Dustin Hoffmanns mesterlige præstation. Davids transformation skildrer han på fornemste vis.

Hvis man tager de filmhistoriske briller på, må man konstatere, at 1971 var et meget, meget stærkt år. Det var et år, hvor flere film, på hver deres måde, dyrkede mørket, moral, de menneskelige skyggesider volden og det med, at mennesker presses til det yderste.

Tænk blot på film som A Clockwork Orange, The French Connection og Dirty Harry, som alle udkom samme år. Et vildt firkløver af brutale filmiske mesterværker!

Udover disse mørke perler, så var film som The Last Picture Show, Klute, Harold and Maude, Get Carter, Duel, Two-Lane Blacktop, The Devils, A Bay of Blood og mange andre, også fra 1971.

Nej, alt var ikke bedre i gamle dage, men det er tæt på, når man ser på filmfronten og på filmene fra 1970’erne.

Et væmmeligt mesterværk

Alt i alt er Straw Dogs en ganske unik og voldsom oplevelse. Et alternativt bud på en western, eller, for at præcisere, en western rykket fra 1800-tallets USA til 1970’ernes England.

En film, der har flere lag, en film der udfordrer vores moral, en film der underholder, en film der medfører væmmelse, en film med en betagende og intens visuel side, en film der tager favntag med begrebet vold og, måske vigtigst af alt, en film, der IKKE er en løftet pegefinger, men netop en film, der både tager tilskueren og emnet seriøst og lader beskueren selv slås med det mørke, som filmen skaber.

Smukt. På den grumme måde. Et ægte mesterværk, der fremstår vigtigt og pågående den dag i dag.

I 2011 kom der er remake. Det var der ikke nogen grund til. Men sådan er det jo ofte.

6 stjerner

Titel: Straw Dogs
Dansk titel: Køterne
Instruktør: Sam Peckinpah
Manuskript: David Zelag Goodman og Sam Peckinpah baseret på The Siege of Trencher’s Farm af Gordon M. Williams
Cast: Dustin Hoffman (David), Susan George (Amy), Del Henney (Charlie), Ken Hutchison (Norman), Peter Vaughan (Tom)
Foto: John Coquillon
Klip: Paul Davies, Tony Lawson og Roger Spottiswoode
Musik: Jerry Fielding
Spilletid: 117 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: UK/USA, 1971

Anmeldt i nr. 202 | 13/08/2022

Stikord: Selvtægt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.