Iben Christiane Hansen
Ingen kommentarer

Stranger Things

Stranger Things
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Forsvundne børn, blinkende lys og lumpne mænd i outbreak-dragter. Stranger Things har det hele sammenholdt i en spændingskurve så stram, at du hellere må glemme tanken om nattesøvn, indtil du har set alle otte afsnit.

Stranger ThingsVi ved det allerede i åbningssekvensen; det her bliver forfærdeligt. Kameraet panorerer fra en stjerneklar nattehimmel ned over nogle bygninger, der ligner ethvert videnskabeligt anlæg, vi nogensinde har set i horrorfilm, og vi klipper til en dør, der bankes åben med et smæld, idet en kittelklædt mand løber svedig og panikslagent igennem ensartet industrielle gange, mens det fluorescerende lys blinker.

Han når til en elevator, trykker på knappen, slår på den igen og igen, og vi sidder på kanten af sofaen med tilbageholdt åndedræt og tænker “Når han det, når han det?!”

Svaret får du ikke her, men Stranger Things begynder på den værste bedst tænkelige måde, og da titelsekvensen lidt efter gik i gang, havde jeg så travlt med at prøve at trække vejret, at jeg slet ikke så, hvem der var med.

Det er ren panik fra begyndelsen, og nok er jeg pjevset, men sejere folk end mig har fortalt i al fortrolighed, at de også var tæt på at skide i bukserne af skræk over dén indledning.

Ungernes verden

Efter den barske intro præsenterer Stranger Things en håndfuld drenge, som sidder i deres eget spændingsfelt; de spiller rollespil og er lige i gang med et helt hektisk opgør med en stor fjende. Lige indtil den enes mor afbryder det hele ved at sige, det er sengetid, så de andre drenge skal smutte hjemad.

Den ene af dem når bare aldrig så langt; han ser “noget” på vejen og forsvinder uden at efterlade sig andet end en cykel og et hæsblæst publikum. Drengen hedder Will, og hans forsvinden bliver startskuddet for serien, da hans venner efterfølgende pakker cyklerne og smutter ud i efterårsaftenen for at finde ham.

De finder ham dog ikke, men de finder til gengæld et andet barn, som pludselig står foran dem midt i regnen og viser sig at være god til diverse spændende ting som for eksempel at flytte på ting uden at røre ved dem.

Stranger Things er meget klassisk opbygget som en gyserfilm fuld af suspense. Den er fordelt på otte afsnit, men vi følger historiens udvikling som et stort hele i stedet for individuelle afsnit med hver deres afslutning.

Persongalleriet er også noget, vi kan genkende fra film; der er den panisk ængstelige mor, som ved et eller andet, men ingen rigtig tror på; der er den let fordrukne strisser, som man nok fornemmer har hjertet på rette sted, men som også har kæmpestore issues med sin egen fortid; en far, der er stukket af, de nørdede mod de populære kliker på high school, et videnskabsprojekt, der løber helt af sporet komplet med en rigtig nederen leder, som i hvert fald sikkert selv synes, han har noble motiver.

Dengang vi selv var børn

Serien foregår i 1980’erne, og der er gjort meget ud af det. Det er gennemført og troværdigt, helt ned til kondisko, frisurer og husmødrenes Tupperware, der er magen til det, jeg kender fra min egen barndom, og det er dejligt at se tilbage på en tid, hvor vi alle sammen bare selv cyklede hjem om aftenen, fordi det bare var sådan, det var.

Naturligheden i ungernes selvstændige liv væk fra de voksne, i langsomheden med udelukkende fastnettelefon og fjernsyn med drejeknap understreger uhyggen, fordi vilkårene er perfekt til uvished, når ingen kan få fat i hinanden og folk må cykle rundt i aftenmørket, mens der måske-måske ikke gemmer sig noget lige i kanten af ens synsfelt.

Og der er mere genkendelse og tanker på klassisk 80’er-film, for gruppen af nørdede outsiderdrenge, dynamikken med de populære og de andre i high school, politimanden og det hele ligner noget, vi eksempelvis har set i film som Stephen King filmatiseringerne Stand by Me (1986) og It (1990).

Der er endda en fin reference til det sindssygt skræmmende i klovne, som jo er det onde i It. I det hele taget låner Stranger Things meget fra Stephen King ved hele tiden at have en undertone af, at der er noget ondt derude, og det kommer og tager dig lige om lidt. Uanset hvor godt du holder øje.

Og så er der i øvrigt et hat tip til en stor science fiction-forfatter i navngivningen af en naturfagslærer, som sagtens kan få en seer til at klukke lidt.

Derudover låner tv-serien fra film som Goonies (1985) og E.T. (1982) og umage makkerpar opstår, da en søster og en kikset bror finder sammen i jagten på det monstrøse, som lurer og truer dem alle sammen.

Og det er en fornøjelse at se, at selv de mindste skuespillere faktisk ikke lader noget tilbage at ønske i deres præstation. De gør det godt, ungerne, og det er vigtigt, for det er langt hen ad vejen deres historie, vi får fortalt.

Det er børnene, som er på rette spor, det er de karakterer, der har et åbent sind og ikke lader sig anfægte af fornuftens “det kan jo ikke hænge sådan sammen”, som kommer længst i Stranger Things.

Og nu vi taler om gamle sager, som dukker op igen, så er det en fornøjelse at se Winona Ryder i rollen som mor til den forsvundne dreng. Hun virker fra begyndelsen lidt presset af omstændighederne ved at være alenemor i en tid, hvor det var stigmatiseret til at være mere stakkels, end det er i dag.

Og da Will bliver væk, reagerer hun da også helt forudsigeligt ved at gå i spåner, og hvem ville ikke det? Men Joyce tror på, at hun kan finde drengen. Hun synes, hun får en slags tip og lidt kontakt, og den tro får hende efterhånden til at brage igennem som viljestærk kvinde, der på ingen måde helmer eller lader sig bremse i forsøget på at finde sin dreng. Uanset hvor alternativt forsøget er.

Drengens navn er Will, og det er et fint navn, for moren tror fast på, at han ikke er død og væk, men på at både hun og drengen kæmper og viser stor vilje (will) til at finde hinanden igen. Winona gør det fuldkommen overbevisende, og det er fedt at følge karakterens udvikling på den korte tid, seriens handling forløber over.

Solide karakterer og godt skuespil

Heldigvis bliver Wills mor ikke ved at være alene i troen, og efterhånden som den lokale police chief Hopper vikles ind og åbner for mere af sin egen historie, bliver også han stærkere i troen og hjælper moren så godt, han nu kan.

Hopper spilles af David Harbour, som vi kender fra både Manhattan (2014-2015) og The Newsroom (2012-2014), og som netop nu er aktuel i Suicide Squad (2016).

Han er småkvabset, småalkoholisk og mere end almindeligt i fornægtelse omkring sin fortid, men han tager sin opgave seriøst af rent personlige grunde, og vi ser Harbour udfolde rollen med stor alvor og gennemslagskraft.

Til gengæld kunne jeg ønske mig at have set mere til Matthew Modines hvidhårede videnskabsmand, som ikke helt favner vanvid, men lader til gerne at ville det. Ham ville jeg gerne have mere med, og han måtte da især godt have haft skarpere kanter.

Vi ved, at Modine har det i sig, og rollen her havde haft godt af en mere fremtrædende plads med mere tid på skærmen og en strammere karakter med klarere fokus på sit eget mål og funktion i plottet.

Jeg er ikke en af dem, der ser gys og horror med glæde. Jeg er mere typen, som bedst kan lide, når jeg ser det for anden eller tredje gang, fordi jeg så ved, hvad der sker. Men der var så meget snak om Stranger Things, da den landede på Netflix med en hel sæson på samme tid, at jeg var nødt til selv at opleve den og vurdere, om den var noget værd.

Faktisk har jeg set den for anden gang nu, og jeg synes, den holder til flere gennemsyn, i hvert fald for de af os, som ser lidt af den fra bag en sofapude eller en dyne.

5 stjerner

Titel: Stranger Things
Instruktør: Matt Duffer, Ross Duffer, Shawn Levy
Manuskript: Matt Duffer, Ross Duffer, Justin Doble
Cast: Winona Ryder (Joyce Byers), David Harbour (Jim Hopper), Finn Wolfhard (Mike Wheeler), Millie Bobby Brown (Eleven), Gaten Matarazzo (Dustin Henderson), Caleb McLaughlin (Lucas Sinclair), Natalia Dyer (Nancy Wheeler), Charlie Heaton (Jonathan Byers), Cara Buono (Karen Wheeler), Matthew Modine (Dr. Martin Brenner)
Producere: Dan Cohen (executive producer), Matt Duffer (executive producer), Ross Duffer (executive producer), Karl Gajdusek (executive producer), Cindy Holland (executive producer), Shawn Levy (executive producer), Matthew Thunell (executive producer), Brian Wright (executive producer)
Foto: Tim Ives, Tod Campbell
Klip: Kevin D. Ross, Dean Zimmerman
Musik: Kyle Dixon & Michael Stein
Spilletid: 395 minutter (8 afsnit af varierende spilletid – fra 41-55 minutter)
Aspect ratio: 2.00:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk
Produktionsland, år: USA, 2016
Produktionsselskaber: 21 Laps Entertainment, Monkey Massacre
Distributør (Streaming): Netflix
hvid
Stranger Things er en original Netflix-serie. Der er otte afsnit i første sæson, og det hele er tilgængeligt på Netflix.

Anmeldt i nr. 130 | 13/08/2016

Stikord: Homage, TV, 1980’erne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *