Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Stranger Things 2

Stranger Things 2
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Anden sæson af Stranger Things er en organisk og naturlig fortsættelse af første sæson og selvom originaliteten måske fortsat kan ligge på et ret lille sted, er historien stadig medrivende og underholdende.

Stranger Things 2Da Stranger Things debuterede på Netflix i juli 2016 blev serien hurtigt en kæmpesucces. Ikke fordi Netflix havde gjort en stor PR-indsats for at tiltrække seere, men på grund af positiv omtale på nettet og mund-til-øre-metoden.

Efter kort tid stod det klart, at Netflix havde en kæmpesucces på hånden, og der gik da heller ikke længe, inden streamingtjenesten gav grønt lys for endnu en sæson.

Selvom Stranger Things fortalte en afsluttet historie, havde de to brødre Matt og Ross Duffer, der står bag serien, sået nok frø i den sidste episode til, at en eventuel anden sæson havde noget at bygge videre på.

Stranger Things 2 havde premiere på Netflix den 27. oktober 2017 og i modsætning til første sæson, der blev lagt på streamingtjenesten i al stilfærdighed, havde Netflix denne gang kørt det helt store PR-apparat i stilling.

PR-maskinen begyndte at kværne omkring seks måneder før premieren, og de sidste to-tre måneder kørte den for alvor på højtryk. Hypen omkring Stranger Things 2 var stor.

Og heldigvis for serien – og Duffer-brødrene – kan seriens anden sæson godt leve op til forventningerne.

Slutning – med muligheder for fortsættelse

Ved afslutningen af første sæson var Will Byers (Noah Schnapp) blevet reddet ud af den dystre vrangverden, som seriens børn kalder The Upside Down.

Den skurkagtige Dr. Brenner (Matthew Modine) var død (eller i hvert fald forsvundet), og det samme var Eleven (Millie Bobby Brown), der forsvandt idet hun besejrede Demogorgon-monstret fra The Upside Down.

Men hvad var mon det sneglelignende væsen, som Will kastede op i håndvasken på badeværelset i finaleepisoden? Og hvorfor stillede sherif Hopper (David Harbour) mon en madkurv ud i skoven?

Tingene spidser til

Sæson 2 begynder knapt et år senere, kort før Halloween i 1984. Mike (Finn Wolfhard) lider stadig under tabet af Eleven, men ellers er tingene så nogenlunde vendt tilbage til deres vante tilstand. Næsten.

For Will er begyndt at have nogle tilbagevendende visioner, hvor han pludselig synes at befinde sig i The Upside Down, hvor et enormt monster lurer.

Hopper og videnskabsmændene på Hawkins Lab slår Wills visioner hen som posttraumatisk stressyndrom, men Wills mor Joyce har en mistanke om, at noget andet stikker bag.

En ny pige, Maxine – med kaldenavnet Max (Sadie Sink) – ankommer til Hawkins og tiltrækker snart drengenes opmærksomhed, bl.a. fordi hun hurtigt får high-scoren i arkadespillet Dig Dug og generelt er ret cool. Til gengæld er hendes storebror Billy (Dacre Montgomery) en rigtig skidt karl.

Samtidig foregår der andre og knap så almindelige ting i Hawkins: Sherif Hopper kaldes ud til en af de lokale bønder, der mistænker en nabo for at have forgiftet hans græskarmark. Men Hopper finder snart ud af, at det ikke kun er én af bønderne, der har en død mark.

Og Dustin (Gaten Matarazzo) finder et nuttet lille dyr i sin skraldespand, som dog hurtigt viser sig at være knap så nuttet – og som ikke bliver ved med at være helt så lille.

I mellemtiden har vi seere – men ikke Mike og de andre i vennegruppen – fundet ud af, at Eleven lever i bedste velgående, og at Hopper har holdt hende skjult for myndighederne siden begivenhederne i første sæsons finaleepisode.

Tingene begynder hurtigt at spidse til for vores venner i Hawkins, og problemerne har endnu engang rod i den portal, Eleven har åbnet mellem vores verden og The Upside Down. Spørgsmålet er blot, om der er noget at gøre?

Medrivende

Anden sæson af Stranger Things føles som en fuldstændig organisk og naturlig fortsættelse af første sæson. Truslen fra The Upside Down er godt nok noget større denne gang, men Duffer-brødrene fortsætter derudover ufortrødent i samme stil som i første sæson.

Det er til stor glæde for mange, undertegnede deriblandt, mens de, der følte, at første sæson havde meget lidt at byde på og spillede for meget på 80’er-nostalgien, har fået mere ved at bære til bålet.

Det er rigtigt, at man sagtens kan kritisere Stranger Things for ikke at være synderligt original. Serien er fortsat en blanding af mange inspirationskilder – Stephen King-romaner og et hav af film fra 1980’erne.

Men ligesom første sæson trods sin manglende originalitet alligevel formåede at fortælle en medrivende og underholdende historie, gælder det samme for anden sæson.

Karakterudvikling

Samtidig er det heller ikke alt, der bare bliver ved det gamle. Der sker faktisk en udvikling med nogle af karaktererne, ligesom man også lærer nogle af hovedpersonernes familie at kende.

Der kommer med kød på sherif Hopper, og Nancys kæreste Steve (Joe Keery) gennemgår også en udvikling, der har været med til at gøre ham til en klar seerfavorit.

Blandt børnene er det Dustin og Lucas (Caleb McLaughlin), der sker mest med i sæson to, ligesom Noah Schnapp har betydeligt mere at arbejde med i denne omgang, hvor han ikke tilbringer hele sæsonen fanget i The Upside Down.

Derudover er de ret sjovt at møde Lucas’ familie, heriblandt hans irriterende (og virkeligt sjove) lillesøster Erica (Priah Ferguson), ligesom Mikes mor (Cara Buono) har et ahem.. interessant møde med Max’ bad boy-storebror Billy.

Også Eleven har sin egen historie, der udspiller sig i løbet af sæsonen, hvilket bl.a. kommer til udtryk i en standalone-episode, der har delt kritikerne, men som fungerer absolut glimrende på egne præmisser, selvom den også er med til at gøre sæsonens sidste tredjedel noget ujævn.

Mike sker der derimod meget mindre med, og fra at være en af de absolut drivende kræfter i første sæson, har han en betydeligt mere perifer rolle i denne omgang.

Max er en velkommen tilføjelse til persongalleriet, selvom hun sådan set bare går ind og udfylder den rolle, Eleven havde i første sæson: Pigen, der kommer ind i drengegruppen, og indledningsvist sår splid, inden hun endelig accepteres.

Max storebror Billy er som sådan også en erstatning, i dette tilfælde for Joe Keerys Steve, der igennem størstedelen af første sæson var lidt af en douchebag, men som i slutningen af sæsonen trådte i karakter som lidt af en helt.

Som sådan havde Duffer-brødrene behov for et nyt teenage-røvhul, og her er Billy en arketype, der ikke bare trækker tråde tilbage til 1980’erne, men for så vidt helt tilbage til 1950’ernes bad boy-typer.

Når man kender Duffer-brødrenes forkærlighed for Stephen King-referencer er det derfor svært ikke at se Billy som Duffer-brødrenes udgave af Stephen Kings birolle-skurk Ace Merrill fra bl.a. The Body (1982) – forlægget for Stand By Me (1986) – og Needful Things (1991).

Kærkomne gensyn

Samtidig byder Stranger Things 2 på et par kærkomne gensyn med et par skuespillere, som vi på vore breddegrader ikke har set det store til i lang tid.

Den ene er vores allesammens yndlingshobbit Sean “Samwise” Astin, der spiller Joyce Byers’ elektroniknørdede kæreste Bob. Astin er altid sympatisk, og han er fin i rollen som den evigt gode Bob.

Den anden er Paul Reiser, der spiller den nye leder af Hawkins Lab. Castingen af Reiser er beåndet, for én af Reisers gennembrudsroller var som Carter Burke i Aliens42940 (1986), hvor Burke forsikrede Ripley om, at han virkelig var en “okay guy”, selvom han viste sig at være alt andet.

Om Reisers Dr. Owens viser sig at være en “okay guy” i denne omgang, skal jeg ikke afsløre her. Blot kan jeg sige, at Aliens er én af de film, der refereres flittigt til i denne sæson. Og uanset hvad, håber jeg ikke, at Reisers tid på Stranger Things er slut med sæson 2.

Nostalgisk tonede 1980’ere

Hvad angår design, fotografering og effekter er Stranger Things 2 lige så flot lavet som første sæson, hvis ikke flottere.

Tidsbilledet er lige i øjet, selvom det fortsat er den nostalgisk tonede fremstilling af 1980’erne, der ses her, og ikke den mere afdæmpede og neutralt fremstillede (og dermed mere troværdige) version af 1980’erne som i f.eks. FX-serien The Americans (2013-).

Det eneste, der fortsat skærer i ørerne, er Kyle Dixon og Michael Steins dramatisk tonedøve synth-score, der er ligeså narrativt intetsigende som i første sæson og som, når det er værst, ligefrem skader seriens dramatiske narrativ.

Det er i den forbindelse sigende, at de musikalsk mest velfungerende passager er de par stykker, hvor Duffer-brødrene har brugt et cue fra John Carpenter og Alan Howarths score til Escape from New York (1981).

Står i højere grad på egne ben

Stranger Things 2 er lavet med lige så stor kærlighed til 1980’erne og de mange forbilleder, der har inspireret serien, som første sæson var, men det er lidt som om, Duffer-brødrene bevidst har valgt at tone de direkte referencer en anelse ned, og det klæder serien.

Referencer er der fortsat masser af – Aliens-referencerne er nævnt, og plottråden omkring det dyr, Dustin finder, lugter kraftigt af Gremlins (1984) for nu blot at nævne et par stykker – men referencerne til de filmiske og litterære forbilleder er knapt så hæmningsløst tydelige som i sæson 1

Selvom det ikke betyder, at serien pludselig virker mere original, betyder det dog, at sæson 2 i lidt højere grad synes at stå på egne ben.

Større pres

Til gengæld er der nu også lagt et større pres på Duffer-brødrene for at komme på et helt nyt plot til den tredje sæson, der uden tvivl kommer, for det er tvivlsomt, om serien kan holde til endnu en sæson, der udspiller sig på præcist samme præmisser som sæson 1 og 2.

At tredje sæson kommer til at handle om truslen fra The Upside Down lader finaleepisodens sidste indstilling ingen tvivl om, men omstændighederne må blive anderledes, hvis ikke serien skal begynde at gå i tomgang.

Heldigvis har Duffer-brødrene med de nye roller og skuespillere, de har introduceret i sæson 2, og den måde, karaktererne udvikler sig på, gødet jorden for mange fine muligheder i tredje sæson.

Der går nok et års tid, inden vi kan forvente, at Stranger Things 3 rammer Netflix, og hvis Duffer-brødrene kan holde kvaliteten fra de første to sæsoner, har vi noget at glæde os til i de våde efterårsmåneder 2018.

5 stjerner

Titel: Stranger Things 2
Instruktør: Matt Duffer, Ross Duffer, Shawn Levy, Andrew Stanton, Rebecca Thomas
Manuskript: Matt Duffer, Ross Duffer, Justin Doble, Paul Dichter, Jessie Nickson-Lopez, Kate Trefry
Cast: Winona Ryder (Joyce Byers), David Harbour (Jim Hopper), Finn Wolfhard (Mike Wheeler), Millie Bobby Brown (Eleven/Jane), Gaten Matarazzo (Dustin Henderson), Caleb McLaughlin (Lucas Sinclair), Natalia Dyer (Nancy Wheeler), Charlie Heaton (Jonathan Byers), Cara Buono (Karen Wheeler), Joe Keery (Steve Harrington), Noah Schnapp (Will Byers), Sadie Sink (Max Mayfield), Dacre Montgomery (Billy Hargrove), Sean Astin (Bob Newby), Paul Reiser (Dr. Sam Owens)
Foto: Tim Ives, Tod Campbell, David Franco
Klip: Kevin D. Ross, Nat Fuller, Katheryn Naranjo
Musik: Kyle Dixon & Michael Stein
Spilletid: 464 minutter (9 afsnit af varierende spilletid – fra 45-62 minutter)
Aspect ratio: 2.00:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2017
Produktionsselskaber: 21 Laps Entertainment, Monkey Massacre
Distributør (streaming): Netflix
hvid
Stranger Things er en original Netflix-serie. Der er ni afsnit i anden sæson, og det hele er tilgængeligt på Netflix.

Anmeldt i nr. 145 | 13/11/2017

Stikord: 1980’erne, TV

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>