Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Star Trek VI: The Undiscovered Country

Star Trek VI: The Undiscovered Country
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Den sjette Star Trek-film er udformet som en ferm sammensnoning af rendyrket rumunderholdning og politisk kommentar. Det er intelligent og velfungerende underholdning.

'Star Trek - Stardate Collection'-boksenSom så mange af de tidligere Star Trek-film havde The Undiscovered Country en lang og svær produktionshistorie. Harve Bennett, der var produceret og medforfatter på flere af de foregående film, forlod serien, da hans foretrukne idé til den sjette film blev droppet.

Sammen med David Loughery, der havde skrevet manus til The Final Frontier (1989), skrev Bennett et manuskript til en prequel, der fortalte historien om, hvordan Enterprises besætning mødte hinanden på Starfleet Academy.

Både Gene Roddenberry og seriens fanskare, der havde fået nys om planerne, hadede idéen, og Harve Bennett valgte at kaste håndklædet i ringen. Også Walter Koenig (filmenes Chekov) spillede ind med en idé til filmen, inden Paramount-bossen Frank Mancuso bad Leonard Nimoy om at udtænke den nye film.

Nicholas Meyer, der havde instrueret The Wrath of Khan (1982) og været medforfatter på The Voyage Home (1986) blev bragt ombord, og i en brainstorming-session udtænkte Nimoy og Meyer filmens grundlæggende plot, der var baseret på idéen om afspænding i rummet. Muren var faldet i 1989, og den Kolde Krig var nær sin afslutning, så idéen var stærkt aktuel.

Selvom det ikke var planen fra begyndelsen, endte det med, at Meyer også instruerede filmen, og Meyer kom dermed til at stå bag de to bedste af Star Trek-filmene med det oprindelige cast. For The Undiscovered Country er, sammen med The Wrath of Khan, én af de bedste film i serien. Samtidig fungerer filmen godt som det oprindelige casts (stort set) sidste optræden – noget filmen var skrevet specifikt med henblik på at understrege.

Kold Krig i rummet
Den originale filmplakat for 'Star Trek VI: The Undiscovered Country'.

Den originale filmplakat for ‘Star Trek VI: The Undiscovered Country’.

The Undiscovered Country tager sin begyndelse, da den klingonske måne Praxis eksploderer. Eksplosionen viser sig at have katastrofale konsekvenser for klingonernes hjemplanet, hvis ozonlag begynder at gå i opløsning. Indenfor 50 år vil det være slut.

Klingonerne har, på grund af deres tårnhøje militærbudget, hverken midlerne eller viljen til at imødegå denne katastrofe, så efter mange års fjendtligheder mellem klingonerne og Føderationen, rækker klingonerne nu hånden ud og foreslår, at der sluttes fred.

Kirk og Enterprise sendes afsted for at eskortere klingonernes kansler Gorkon (David Warner) til et topmøde på Jorden, men undervejs udsættes Gorkon for et attentat. Tilsyneladende beskydes klingonernes skib af Enterprise og to besætningsmedlemmer fra Enterprise beamer over på klingonernes skib og myrder kansleren.

Der er panik ombord på Enterprise! Ingen ved, hvad der foregår – kun at ingen har givet ordre om at skyde på klingonerne og da slet ikke ordre til at myrde kansleren!

Kirk og McCoy beamer over på klingonernes skib for at undgå krig. De arresteres, og i en skueproces på klingonernes hjemplanet dømmes de til livsvarigt fængsel på straffekolonien Rura Penthe. Alt imens dette foregår, må Spock og resten af besætningen forsøge at løse mysteriet om hvem, der beskød klingonernes skib og myrdede kansleren – for det var selvfølgelig ikke Enterprise!

Det lader til, at nogen ikke er interesseret i, at der sluttes fred mellem klingonerne og Føderationen – men hvem kan have interesse i, at opretholde den Kolde Krig i rummet…?

Fordomme og racisme

The Undiscovered Country fungerer rigtig godt på flere forskellige niveauer. Som rendyrket allegori har filmen selvfølgelig mistet sin aktualitet, men selvom historien er udtænkt med klingonerne i rollen som sovjetrussere og Føderationen som de vestlige magter, er den heldigvis så bredt formuleret, at den stadig fremstår relevant.

På et følelsesmæssigt plan fungerer filmen også godt, særligt i fremstillingen af de fjendtlige holdninger mellem Enterprises besætning og klingonernes udsendinge. Dette udstilles i en virkelig underholdende scene, hvor, klingonerne inviteres til middag ombord på Enterprise.

Her bliver det tydeligt, at fordomme og racisme ikke er afskaffet i det 23. århundrede – i øvrigt et element ved filmen, Gene Roddenberry skulle have hadet, da det jo ikke stemte overens med hans tanker om en mere oplyst, inkluderende fremtid.

Særligt Kirk er optændt af had til klingonerne, fordi det var en klingon, der myrdede hans søn i The Search for Spock (1984). Men resten af Enterprises officerer er nu ikke meget bedre – med undtagelse af Spock, der som altid forholder sig logisk og kølig.

Dette aspekt af filmen er med til at gøre vore hovedpersoner menneskelige på en måde, vi ikke har set før, og det bringer det bedste frem i flere af skuespillerne.

Følelserne er imidlertid ikke meget varmere på den anden side. Særligt klingon-generalen Chang (Christopher Plummer) er giftig på en meget civiliseret og urban facon, hvilket giver Plummer anledning til flere fine udvekslinger – og en hel del Shakespeare-citater. Filmens titel er i sig selv en Shakespeare-reference.

Fungerer på flere niveauer

Blandt klingonerne er det stort set kun kansler Gorkon (David Warner), der oprigtigt lader til at være interesseret i fred, mens flere af de øvrige medlemmer af delegationen er skeptiske overfor at indgå fred på Føderationens betingelser.

Her bringer filmen nogle ganske komplicerede politiske idéer i spil – for kan det i virkeligheden lade sig gøre at indgå en varig fred, hvis freden indgås på asymmetriske betingelser?

Helt generelt må man sige, at Nicholas Meyer og Denny Martin Flinns manus på flere punkter taler op til sit publikum. De politiske aspekter reduceres aldrig til fordummende sort/hvide oppositioner, vores hovedpersoner viser pludselig nogle af deres mørkere karaktertræk og som tidligere nævnt er dialogen spækket med Shakespeare-replikker.

Det er med til at gøre The Undiscovered Country til en film, der både fungerer på et overfladisk niveau som ren underholdning og som samtidig har nogle nuancerede og komplekse subtekster. Meyer og Flinn går endda så vidt som til at parafrasere den amerikanske FN-ambassadør Adlai Stevensons berømte ”Vent ikke på oversættelsen, ’ja’ eller ’nej’!”-replik fra krisemødet i FN’s sikkerhedsråd under Cuba-krisen.

Hele filmen er på denne måde udformet som en ferm sammensnoning af rendyrket rumunderholdning og politisk kommentar, og hvis ikke det er indbegrebet af god science fiction, så ved jeg snart ikke, hvad er. Det er et intelligent manuskript, Meyer og Flinn har begået, men samtidig med at de formår at tale op til publikum, lykkes det også for dem at undgå at gøre historien elitær eller tør.

Man kan tage det med fra The Undiscovered Country, man vil: Hvis man ”bare” vil se en underholdende science fiction-film, kan man gøre det – her leverer filmen også varen. Men man kan også tage mere med sig fra mødet med The Undiscovered Country. Selvom filmen måske ikke er så rødglødende aktuel i dag, som den var i 1991, er mange af idéerne fortsat aktuelle, blot under nye omstændigheder.

Dramaturgisk velfungerende

Dramaturgisk er The Undiscovered Country også velfungerende med delvis undtagelse af scenerne på Rura Penthe. Selvom straffekolonien er modelleret efter en sovjetisk gulag (den omtales endda som en gulag), bliver situationen aldrig helt farlig nok for Kirk og McCoy.

Stemningen er ganske enkelt ikke ond nok til, at man fornemmer, at de to for alvor er i fare. Kolonien er lidt for farverig, og en slåskamp mellem Kirk og et rumvæsen bliver til ren comic relief (hint: rumvæsnets testikler sidder på knæene).

Denne noget letbenede tilgang til noget, der kunne have været regulært uhyggeligt, tager meget af intensiteten ud den ellers velfungerende del af filmen, hvor Spock og resten af Enterprises besætning forsøger at løse mysteriet om attentatet i tide til at redde både Kirk og McCoy og hele fredsprocessen.

Ellers er The Undiscovered Country særdeles velfungerende – pacingen er glimrende, og handlingen holder fokus hele vejen igennem, i modsætning til f.eks. The Search for Spock og The Final Frontier, der begge må trækkes med påklistrede sidehandlinger.

Det hele kulminerer i en nervepirrende kamp mod uret, for da vores helte endelig kan sætte kursen mod det nye topmøde, der er arrangeret, ved de, at stærke kræfter er på spil for at forhindre freden i at bryde ud.

En af de bedste film med det oprindelige cast

Som svanesang for castet fra den originale Star Trek-serie er The Undiscovered Country en fin, fin film. Så meget desto mere ærgerligt er det, at nogle af de oprindelige castmedlemmer dukker op i Star Trek: Generations (1994).

Det siger imidlertid mere om manglerne ved Generations end det siger om The Undiscovered Country, der i min bog står side om side med The Wrath of Khan som én af de to bedste film med det oprindelige cast.

5 stjerner

Titel: Star Trek VI: The Undiscovered Country
Instruktør: Nicholas Meyer
Manuskript: Nicholas Meyer & Denny Martin Flinn efter historie af Leonard Nimoy, Lawrence Konner & Mark Rosenthal
Cast: William Shatner (Kirk), Leonard Nimoy (Spock), DeForest Kelley (McCoy), James Doohan (Scotty), Walter Koenig (Chekov), Nichelle Nichols (Uhura), George Takei (Sulu), Kim Cattrall (Lt. Valeris), Kurtwood Smith (Federation President), Christopher Plummer (Chang), David Warner (Chancellor Gorkon)
Producere: Steven-Charles Jaffe (producer), Ralph Winter (producer), Leonard Nimoy (executive producer)
Foto: Hiro Narita
Klip: William Hoy, Ronald Roose
Musik: Cliff Eidelman
Spilletid: 105 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, engelsk, fransk, hollandsk, tysk
Produktionsland, år: USA, 1991
Produktionsselskaber: Paramount Pictures
Distributør: Paramount
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: 6’er, Fortsættelse, Rummet, Rumskibe, Star Trek

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *