Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Star Trek V: The Final Frontier

Star Trek V: The Final Frontier
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

The Final Frontier har nogle alvorlige problemer, især i tredje akt, og er som helhed ingen vellykket film. Alligevel fortjener den mere anerkendelse, end den har fået.

'Star Trek - Stardate Collection-boksen

Advarsel! Indeholder spoilers.

Efter at Leonard Nimoy havde fået lov at instruere to film, The Search for Spock (1984) og The Voyage Home (1986), var det William Shatners tur til at sætte sig i instruktørstolen. Det blev til én af de mest udskældte film i hele Star Trek-serien.

The Final Frontier har en lang og kompliceret udviklingshistorie. Som flere af de foregående film gennemløb både historie og manuskript flere omarbejdninger, inden slutresultatet nåede det hvide lærred.

Shatner selv stod for udarbejdelsen af historien i samarbejde med Harve Bennett. Grundidéen var en søgen efter Gud, hvilket ikke var langt fra Gene Roddenberrys oprindelige idé til historien til The Motion Picture. Men selve udformningen af historien gennemløb adskillige variationer, inden alle var tilfredse – herunder blev der foretaget ændringer ved plotelementer, som Leonard Nimoy (Spock) og DeForest Kelley (Dr. McCoy) var utilfredse med.

Fantastisk åbning
Den originale filmplakat for 'Star Trek V: The Final Frontier'.

Den originale filmplakat for ‘Star Trek V: The Final Frontier’.

The Final Frontier har Star Trek-seriens måske mest stemningsfulde og lovende åbningsscener: På en forblæst ørkenplanet, står en forvreden skikkelse og er i gang med at bore et hul i den trøstesløse, hårde ørkenjord. Han hører en hest nærme sig, og i panik griber han et primitivt skydevåben for at forsvare sig.

Inden han når at affyre den, er en kutteklædt skikkelse hoppet af hesten og henvender sig til ham i en beroligende tone. Skikkelsen nærmer sig den forvredne, sørgeligt udseende mand, og forklarer, at alle bærer på en stor smerte, og at han skal lade sin smerte bag sig. Manden bryder sammen og takker den fremmede for at have givet ham fred, og spørger hvordan, han nogensinde kan betale ham tilbage. ”Slut dig til mig,” lyder svaret.

Denne indledning er både i kraft af sin totale mangel på forklaring og i kraft af sin udførsel én af de mest stemningsfulde scener i nogen Star Trek-film. Det er en åbning, enhver science fiction-film kunne være stolt af, og en åbning som resten af The Final Frontier konstant kæmper en ulige kamp for at leve op til.

Søgen efter Gud

Den mystiske fremmede viser sig at være vulcaner, altså samme race som Spock, men i modsætning til resten af sin race, har han forsaget den rene logik og omfavnet følelseslivet. Derfor er han for mange år siden blevet eksileret fra Vulcan, og hans mission er at finde det sagnomspundne Sha Ka Ree, der i vulcans mytologi ligger i galaksens centrum og er sæde for Gud.

Sybok, som han hedder, er i besiddelse af mentale evner, der tillader ham at række ind i enhver persons inderste og give personen sjælefred – at bortrive personens inderste smerte. Denne evne har han brugt på den gudsforladte planet Nimbus III til at skabe sig en stor skare følgere, men nu mangler han et rumskib for at kunne opfylde sig mission.

Til det formål tager han tre konsuler som gidsler – et menneske, en klingon og en romulaner. Ganske som han havde forventet, sender Starfleet et skib af sted for at løse situationen, og hvem sender Starfleet af sted? You guessed it – James Tiberius Kirk og kompagni ombord på U.S.S. Enterprise.

Det lykkes Sybok at sætte sig i besiddelse af Enterprise og sætte kursen mod galaksens centrum, og her er det, at filmen både går ind i sin mest ambitiøse fase – og fejler ganske spektakulært i tredje akt.

Store tanker

The Final Frontier vil rigtig meget. Den vil sætte spørgsmålstegn ved menneskets søgen efter Gud og den vil sætte spørgsmålstegn ved betydningen af en Gud for sådan noget som ”sjælefred”.

Temaet anslås i etableringen af det faktum, at Sybok er vulcaner og udkrystalliseres i forholdet mellem Sybok og Spock, der viser sig at være halvbrødre. Logik og følelsesliv sættes overfor hinanden i en ret firkantet dikotomi, som filmen da heller ikke formår at nuancere på tilfredsstillende vis.

The Final Frontier forsøger ellers bravt at tage temaet op, men den formår ikke ordentligt at følge de vægtige filosofiske tanker til dørs. Filmens problem udstilles i en central scene kort før klimakset, hvor Sybok bruger sine mentale evner i et forsøg på at vinde Kirk, Spock og Dr. McCoy til sig.

Vi bliver således vidner til, hvordan Sybok får Dr. McCoy til at gennemleve sin største smerte – hans valg om at give aktiv dødshjælp til sin terminalt syge far og den uendelige skyldfølelse, som følge deraf. Også Spocks største smerte får vi syn for – da Spocks far, umiddelbart efter Spocks fødsel, koldt konstaterer ”So human.”

Men Kirk kan Sybok ikke røre. Kirk afviser Syboks hjælp ud fra den tanke, at hans smerte er en del af det, der har gjort ham til den person, han er. ”I need my pain!” som Kirk siger. Hvor Kirk nægter at lade Sybok ”hjælpe sig”, er McCoy og Spock derimod blevet ”helet”. Men da de må vælge mellem Sybok og Kirk, vælger de – af venskab, forstår man – Kirk.

Forfalder til plat action

Hermed bliver filmens filosofiske problem sat på en spids med den underliggende forudsætning, at Syboks evne til at uddrive folks inderste smerte har rod i noget religiøst. På den måde gøres filmens centrale tema til et meget firkantet spørgsmål om enten/eller: Konsekvensen af scenen synes at være, at man ikke kan søge sjælefred i noget religiøst uden at tabe en central del af den, man er. I hvert fald hvis man tager Kirks ord for gode varer.

Her åbner filmen for en potentielt ekstremt interessant diskussion, som der imidlertid ikke følges op på. I stedet haster handlingen videre til det meget kluntede klimaks, hvor Enterprise når galaksens centrum, og hvor Gud viser sig ikke at eksistere (i hvert fald ikke dér). I stedet finder de en fjendtligsindet fremmed intelligens.

Det er på mange måder ekstremt ærgerligt, for spørgsmålet er både relevant, interessant og åbent for mange forskellige svar – ikke bare af enten/eller-varianten, men også både/og. I og med at der ikke følges op på dette tema, taber The Final Frontier muligheden for at blive et stort og vægtigt indlæg i Star Trek-serien og forfalder til plat action i det nok mest fesne klimaks i nogen Star Trek-film overhovedet.

Slår for alvor fejl i klimakset

På mange måder er der intet underligt i, at The Final Frontier er én af de mest forkætrede Star Trek-film overhovedet – hvis ikke den mest forkætrede. Filmen vil utroligt meget og kan utroligt lidt. Ikke desto mindre mener jeg, at den bør have point for i det hele taget at rejse så seriøse og alvorlige temaer, som den gør, og meget langt hen ad vejen er The Final Frontier faktisk en velfungerende film.

Det slår faktisk først for alvor fejl i klimakset, selvom man kan argumentere for, at historien på dette tidspunkt for længst har malet sig så langt op i et hjørne, at der ikke er nogen vej tilbage. Enterprise bliver nødt til at nå frem til galaksens centrum, og der bliver nødt til at være en form for konfrontation med ”Gud”, hvis ikke det hele skal ende i et gigantisk antiklimaks. Hvilket det så bliver alligevel.

På den ene side kunne man ikke lade Enterprise møde den ”rigtige” Gud; på den anden side kunne man ikke lade dem finde galaksens centrum tom efter al den opbygning.

Det er ærgerligt, at en modig manuskriptforfatter ikke har turdet sige, at historien skulle bevæge sig i en helt anden retning, så man undgik dette ultimative antiklimaks.

Samtidig lider filmen under det samme problem som The Search for Spock, nemlig en påklistret sidehandling, der skal give Enterprise en ydre fjende. Ganske som i The Search for Spock er der her tale om en klingon; denne gang et ungt brushoved, der har udset sig Kirk som mål. Det er korrekt, at The Final Frontier ellers ikke har nogen reel fjende, for Sybok er ikke rigtigt at regne som skurk.

Men igen burde en modig manuskriptforfatter have sagt, at filmen ikke havde behov for ligegyldig action for at fungere. Styrken i The Final Frontier ligger i filmens temaer og i relationerne mellem Sybok og Enterprises besætning. Klingon-delen føles præcis lige så påklistret, som den er.

For lidt anerkendelse

Det er virkelig ærgerligt, at Shatner og co. taber bolden i tredje akt af The Final Frontier, for havde denne del af filmen levet op til resten og holdt fokus på de store temaer, kunne The Final Frontier have været et mindre mesterværk.

Til gengæld synes jeg også, filmen får for lidt anerkendelse for de dele, der faktisk fungerer og for i det hele taget at have modet til at tage så store temaer op.

Det står lysende klart, at det ikke lykkes for Shatner og co. at gennemføre projektet, og som sådan skal der da heller ikke herske nogen tvivl om, at The Final Frontier samlet set ikke er nogen synderligt god film. Men den fortjener ikke at blive lagt for had i så høj grad, som den er blevet.

3 stjerner

Titel: Star Trek V: The Final Frontier
Instruktør: William Shatner
Manuskript: David Loughery efter historie af William Shatner, Harve Bennett & David Loughery
Cast: William Shatner (Kirk), Leonard Nimoy (Spock), DeForest Kelley (McCoy), James Doohan (Scotty), Walter Koenig (Chekov), George Takei (Sulu), Nichelle Nichols (Uhura), Laurence Luckinbill (Sybok)
Producere: Harve Bennett (producer), Gene Roddenberry (executive producer), Ralph Winter (executive producer)
Foto: Andrew Laszlo
Klip: Peter E. Berger
Musik: Jerry Goldsmith
Spilletid: 102 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, norsk, svensk, finsk, engelsk, fransk, hollandsk, tysk
Produktionsland, år: USA, 1989
Produktionsselskaber: Paramount Pictures
Distributør (DVD): Paramount
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: 5’er, Fortsættelse, Rummet, Rumskibe, Star Trek

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *