Rasmus Rosenørn
Ingen kommentarer

Spot på Spot – 1.-3. juni 2007 i Århus

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Planet Pulp har haft en mand nede og undersøge Spotfestivalen nærmere. Foruden en kort introduktion til selve festivalen, kan du her læse korte anmeldelser af syv af festivalens koncerter.

Spot på SpotDen 1.- 3. juni løb den 13. Spotfestival af stabelen i Århus. Spot har efterhånden udvilet sig til at være et større foretagende. Fra de første festivaler i midten af halvfemserne, hvor festivalen rådede over fire scener, og kun præsenterede et par og tyve bands, er festivalen i dag spredt ud over ikke mindre end 12 officielle scener plus det løse, og mønstrer ca. 100 bands og kunstnere i programmet.

Det store program gør, at koncerterne ikke er mere end omkring tre kvarter lange, men til gengæld kan man så nå at høre mange flere bands. Spot havde traditionen tro gravet en god håndfuld bands op af den danske musikundergrund potentiale. Planet Pulp var naturligvis på pletten, og kan derfor bringe en række koncertanmeldelser fra Spot med bands, som vi tror, vil fange vore læseres interesse.

Ingen traditionel festival

Spot arrangeres af Rosa (Dansk Rocksamråd), der er en slags halvoffentlig brancheorganisation for danske musikorganisationer, som primært beskæftiger sig med at promovere og støtte danske rockmusikere. Spotfestivalen er en del af dette arbejde, og arrangeres for netop at sætte spot på de talentfulde bands, der findes i den danske musikundergrund. Desuden inviterer Rosa særligt talentfulde udenlandske bands på besøg.

De vigtigste folk, Rosa inviterer til Spotfestivalen, er dog alle de pladeselskabsfolk fra nær og fjern, der gerne skulle give så mange bands som muligt en lukrativ international pladekontrakt. Omkring en fjerdedel af alle Spotfestivalens gæster er branchefolk, og det vil således være lidt mere på sin plads at kalde Spot for en messe i stedet for en festival. Det er da også en helt anderledes stemning, der møder den besøgende på Spot. Der er ingen boder der sælger fjollede hatte, Jim Morrison-T-shirts eller indiske similismykker.

De få boder og stande der findes på Spot repræsenterer forskellige musikerorganisationer, pladeselskaber og lignende musikrelaterede foretagender. Det er en del af den særlige Spotstemning, at publikum, journalister, musikere og smarte pladeselskabsfolk render rundt mellem hinanden.

At Spot ikke er nogen traditionel rockfestival falder med det samme i øjnene. For det første er Spots fysiske rammer markant anderledes end sommerens traditionelle rockfestivaler. Spot foregår ikke på nogen mark uden for byen, men lige inde midt i Århus centrum. Hjertet for Spot er området omkring Musikhuset, hvor syv af festivalens scener ligger klumpet sammen på et meget lille område. Derudover samarbejder Spot med spillestederne Train, Voxhall og Studenterhuset samt Århus Kunstbygning. Størstedelen af festivalen foregår dermed indendørs på faste scener. På den led kan festivalen for det første forkæle kunstnere og publikum med meget bedre lyd end på de traditionelle udendørskoncerter, og kunstnerne kan nyde godt af de bedre forhold, de permanente scener tilbyder.

Scenerne stiller dog også både bands og publikums evner på prøve. Det er altså noget af en udfordring for et band at spille i Musikhuset, der er bygget til klassiske koncerter og musicals til familien Danmark, eller på danseteatret Gran. Publikum sidder ned og må hverken drikke øl eller ryge smøger (eller det der er værre) i de hellige haller, og afstanden mellem kunstner og publikum er mærkbart større.

Det gør det noget sværere for bands og publikum at opnå den kontakt og intimitet, som den traditionelle spillestedsscene byder på. Det er svære odds man giver mange af de ofte uprøvede bands, men det til trods bød Spotfestivalen 2007 stadig på mange gode musikalske oplevelser.

Problematisk valg af scener

Programfolkenes valg af scener skal dog have et par kritiske ord med på vejen. Det forekommer denne signatur fuldstændig uforståeligt, at man nærmest reserverer en scene som Gran til de mest hårdtslående rock ‘n’ roll-bands. Denne musik fungerer altså bedst når bands og publikum har mulighed for at interagere med hinanden, og Gran hvor publikum sidder ned er ikke optimalt til denne musik. Når nu festivalens formål er at sælge bands, må man altså også give dem mulighed for at præsentere sig fra den bedste side.

Spot råder over flere stå op-scener, og derfor kan der kun lyde en opfordring til programlæggerne om, at man næste år præsenterer rockbands på en scene, der giver musikken bedre muligheder for at folde sig ud. Det skal retfærdigvis siges, at alle de koncerter Planet Pulps udsendte overværede på Gran havde en formidabel lyd, og den bare og rå scene med det enkle lys gav mulighed for nogle ret fede sceneopstillinger.

Her fra Planet Pulp skal der dog også lyde stor ros til Spot for ikke kun at præsentere de bands, der er oppe i tiden, og har P3-potentiale. Festivalens program afspejler virkelig bredden i den danske musikundergrund.

Størstedelen af publikum er højst sandsynlig kommet for at høre Oh No Ono, Alphabeat, Moi Caprice og hvad der nu ellers er oppe i tiden, men sandsynligheden for at de er løbet ind i en koncert med garage, punk eller heavy er overhængende, og på den måde er Spot også med til at vise, at den danske musikscene har betydelig større bredde og rummer mange flere bands, der spiller musik af høj kvalitet end den tandløse musik, der finder vej til radiostationernes playlister.

Med andre ord var det altså et blandet program, der præsenteredes på Spot. Men iblandt alle selvhøjtidelige singer/songwriters og åh-så-trendy synthesizerbands, findes der også en hel del, som fanger Planet Pulps interesse. Listen over bands på Spot, som vi gerne vil sætte fokus på, er meget længere end den, vi præsenterer her. Afslutningsvis vil vi derfor gerne overbringe en hilsen til The Goo Men, The Psyke Projekt, Mercenary, El Ray, Kim And The Cinders, On Trial, My Midnight Creeps og One Eyed Mule. Vi nåede jer ikke i denne omgang, men I er ikke glemt.

Viva Vertigo
Viva Vertigo.

Viva Vertigo.

Viva Vertigo var det første band, som Planet Pulps udsendte hørte på Spot. Det københavnske surf- og americanainspirerede garagerockband var blevet sat til at spille på Grans store scene fredag eftermiddag. Både sted og tidspunkt undrede denne anmelder, for hvorfor i alverden havde man sat et forholdsvis hårdtslående rockband som Viva Vertigo til at spille på en scene, hvor publikum sidder ned, og hvor øl og smøger er forbudt. Viva Vertigo løftede dog opgaven på forbilledlig vis, og gav en fortættet og stemningsmættet koncert.

Viva Vertigos kendetegn er stærkt americanainspireret rock ‘n’ roll. Leadguitarist Sara Lewis Sørensen lægger store rumklangsmættede og vibratofyldte guitarflader under forsanger Simon Becks mørke og bluesy barytonstemme. Lyden er beskidt og enkel, og burde derfor tiltale alle, der har hang til retro- og garagerock. Viva Vertigos sange bevæger sig i et lidt langsommere tempo end de fleste andre garagebands og er ikke nær så punkede i udtrykket, men langt mere bluesy. Det giver Viva Vertigo et udtryk, som giver associationer til roadmovies og solnedgange over Stillehavet.

Når Viva Vertigo ikke nåede at komme helt op i omdrejninger må det til dels skyldes scenen og den manglende kontakt med publikum, der vadede frem og tilbage. Alligevel formåede bandet at holde koncentrationen, og fyrede et sæt af bestående af helt nye sange og numre fra bandets to første plader.

Et af koncertens højdepunkter kom under afslutningsnummeret ”Jaguar Tornado”, som en del sikkert vil genkende fra Jacob Ejerbos film Nordkraft (2005). Midt i det storladne syrenummer fik bandet givet en cadeau til et af deres forbilleder, og flettede The Doors’ klassiske “Riders on the Storm” ind i nummeret.

Viva Vertigo kan klart anbefales, og jeg skal personligt kigge forbi næste gang, bandet lægger vejen forbi Århus, og spiller på et rigtigt spillested.

Kunstner: Viva Vertigo
Oprindelse: Danmark
Arrangør: Spotfestival/Rosa
Scene: Gran, Store
Tidspunkt: 01/06/2007 kl. 17.00

Reykjavik

Spots store positive overraskelse må siges at være islandske Reykjavik. Det er ikke helt til at fastslå hvilken slags musik, Reykjavik spiller, men en form for hyperenergisk screamopunk i et helt overspændt tempo.

Lydmændene havde ikke havde fået skruet ordentlig op for lyden i det halvtomme Ridehus, hvilket skæmmede de første par numre og også tydeligvis irriterede bandet, der gentagne gange bad om at få skruet op til 11. Til gengæld fejlede Reykjaviks numre og stage appearance intet. Tværtimod. Fra første nummer var der fuldt knald på.

Reykjavik er ikke noget indadvendt band, og når de trykker den af, nøjes de ikke med halvhjertet headbanging og en fod på monitoren. Den pogo og slamdance, som publikum ikke selv leverede foran scenen, sørgede Reykjavik selv for opstod i et af de vildeste sceneshows, jeg nogensinde har overværet.

Flere gange måtte sceneteknikerne ind og hjælpe den ene guitarist og bassisten med at sætte deres remme på igen, der gang på gang sprang op på grund af den vilde dans, de opførte. Der blev både sprunget rundt, ligget på knæ og rodet rundt på gulvet, og når forsangeren ikke syntes, der var gang nok i publikum, sprang han ud fra scenekanten og flintrede rundt mellem folk så langt som hans ledning tillod det.

Musikalsk er Reykjavik også helt oppe i det høje gear. Selv om musikken er hurtig, skramlet, kaotisk og støjende og det ikke kun er trommeslageren, der nøjes med at slå på sine instrumenter, er der stadig en både tydelig melodisk og rytmisk rød tråd i det hele.

Dette blev man for alvor forvisset om, da Reykjavik leverede den mest sindssyge og fede udgave af David Bowies “Changes”, jeg nogensinde har hørt. Der var ikke nogen tvivl om, at det var Bowies gamle klassiker fra Honky Dory (1971), men i Reykjaviks udgave blev nummeret helt og holdent deres eget.

En halv time varede Reykjaviks optræden på Spot, men selv om man gerne ville have hørt dem i længere tid, formåede de at gøre et uudsletteligt udtryk på denne anmelder og de flere og flere publikummer, der efterhånden var stimlet sammen om scenen for at overvære denne koncentrerede energiudladning. I løbet af den halve time Reykjavik spillede fik de fyret langt mere energi af end de fleste bands gør på en to-timers koncert.

Hvis Reykjavik har kondi nok til at holde dampen oppe i en hel koncertlængde, kan jeg godt love en oplevelse ud over det sædvanlige til alle, der vover sig ud for at høre dette band. Så herfra kommer der en klar anbefaling, ja nærmest en ordre om, at man skal høre Reykjavik, så snart man får muligheden. Desuden vil jeg også anbefale Reykjavik at spare sammen til nogle strap locks og noget trådløst grej inden nogen får en guitar i hovedet eller bliver kvalt i en ledning, men hvad fanden – det er jo også en rimelig rock ‘n’ roll agtig måde at komme af dage på.

Kunstner: Reykjavik
Oprindelse: Island
Arrangør: Spotfestival/Rosa
Scene: Ridehuset
Tidspunkt: 01/06/2007 kl. 18.00

Racetrack Babies
Racetrack Babies.

Racetrack Babies.

Det var en lidt blandet fornemmelse, man stod med efter Racetrack Babies’ koncert på Spot. Racetrack Babies spiller en form for minimalistisk støjrock, der rummer et uforløst potentiale. Omdrejningspunktet er guitarist og forsanger Hans Christian Waynes følsomme Neil Young-inspirerede vokal og enkle guitarspil. Rundt om lægger bassisten og trommeslager så mere komplekse linier, der skal hæve musikken op over den rene guitarstøj.

Gran lagde rammerne omkring koncerten, og det var faktisk en udmærket scene for bandets mere indadvendte støjrock. Men desværre leverede gruppen kun en halvhjertet indsats. Bandet formåede kun sjældent at få et egentlig sammenspil til at fungere, hvilket gjorde det svært at koncentrere sig om musikken. Bandet virkede heller ikke helt fortrolig med deres eget materiale. Numrene gled sammen i et stort virvar af enslydende guitarstøj, som fik koncerten til at virke som en langstrakt affære.

Om det var grunden til, at Racetrack Babies havde lagt deres seneste single ud på stolerækkerne, så man bagefter kunne høre, hvordan musikken skulle lyde, vides ikke. De tre numre, der findes på singlen, The Storm, tegner i hvert fald et lidt mere spændende og komplekst billede af gruppen, end deres koncert gjorde.

En tredje ting der irriterede var bandets noget forvirrede sceneoptræden. Om det var for at virke som en modpol til den lidt triste og arty-mystisk udseende H. C. Wayne, at bassisten havde taget et firserkikset hvidt jakkesæt med opsmøgede ærmer og hvidt pandebånd er ikke godt at vide, men det fungerede ikke, og hans platte kommentarer til alt, hvad Wayne sagde, forstærkede kun indtrykket af et band, der ikke ved, hvad det vil.

Racetrack Babies burde holde et alvorligt møde om, hvordan deres musik skal spilles, og hvilket indtryk deres sceneoptræden skal give publikum. Indtil de har fundet sig selv, hygger vi andre os med vores gamle Sonic Youth- og Jesus And The Mary Chain-plader, når vi vil høre støjrock.

Kunstner: Racetrack Babies
Oprindelse: Danmark
Arrangør: Spotfestival/Rosa
Scene: Gran Store
Tidspunkt: 01/06/2007 kl. 22.00

Deltahead
Deltahead.

Deltahead.

Forestil dig at du befinder dig i en lille flække i Tennessee omkring 1922. Det er dagen for den årlige byfest, og alle vegne fra lyder der lirekassemusik, en gammel kvaksalver sælger mirakelmedicin fra en prærievogn, børnene æder konfekt og de lokale dagdrivere drikker elendig Turtleneck Whiskey, indsmuglet af bootleggere ude fra sumpene. Forskellige stemmer og sprog blander sig over det hele. Tyske, irske, franske og italienske indvandrere og frigivne negerslavers baggrund er endnu ikke blevet udvasket til en ensformig grå massekultur, og det hele blander sig til en multikulturel palet.

Pludselig kommer en gammel spruttende ladvogn kørende ind i byen, og parkerer midt på torvet, hvor alle er forsamlede. På ladet står en stor summende mahognikasse med tre højtalertragte, to stortrommer, en guitar og en kontrabas. To ulasteligt klædte mænd stiger ud af bilen og entrer ladet, sætter sig bag hver sin tromme, fatter guitar og bas, hvorpå helvede bryder løs…

Det var sådanne billeder, der passerede for mit indre øje under Deltaheads Spotkoncert. Det var en på en gang meget fed, men også surrealistisk oplevelse. Deltahead er en svensk psykoblues-duo. Instrumenterne er som nævnt guitar og bas samt en stortromme, som begge de to herrer trakterer temmelig fermt. Til tider suppleres med bækken og vaskebræt. Duoen medbringer desuden et antikt sanganlæg fra 1899, som selvfølgelig er skruet op på max, så deres stemmer bliver totalt forvrængede.

Forvrænget var musikken også i den grad. Musikken var tydeligt inspireret af gammeldags deltablues, men alle knapper på duoens forstærkere var skruet helt i top, så selv guitaristens halvakustiske national steel guitar lød som noget, der kom fra Planet Metal. De to svenskere leverede et ret intenst og energisk bluesmetalshow for den tætpakkede Granscene, hvor publikum nærmest sad på skødet af dem.

Numrene var bundet sammen af båndede kakofonier af støj og menneskestemmer på alle mulige sprog og lyde, der var med til at lede tankerne hen på et Mark Twain-univers. Midt i koncerten lavede bandet et lille intermezzo, hvor de, akkompagneret af vanvittig høj lirekassemusik i galningetempo, delte slik og konfekt ud til publikum.

Alligevel vælger jeg at tage mine forbehold for Deltahead. Selv om langt størstedelen af publikum var helt oppe at køre over showet, og det skam også var ganske underholdende, var der nogle væsentlige mangler. Musikalsk leverede Deltahead ikke varen. Kombinationen af bluesriffs, distortionguitar, kontrabas, vaskebræt m.m. lyder skam fedt, men det var bare ikke bundet op på holdbare numre.

Der var kort sagt alt for meget tomgang og for få gode sange til al den fine indpakning og showmanship. Deltahead er simpelthen kun indpakning. Det musikalske indhold er fraværende. Allerede fem minutter efter koncerten kunne jeg ikke huske et eneste riff, omkvæd eller tekstlinie. Tilbage står kun de flotte rammer, Deltahead byggede deres koncert op omkring.

Kunstner: Deltahead
Oprindelse: Sverige
Arrangør: Spotfestival/Rosa
Scene: Gran, Store
Tidspunkt: 01/06/2007 kl. 23.30

Hatesphere
Hatesphere.

Hatesphere.

“Er der noen, der ha’ været nee og høe Jøen?” Det var et tændt Hatesphere på hjemmebane, der fredag aften lukkede for Ridehusets store scene. Spørgsmålet, der kom fra forsanger Jacob Bredahl, blev selvfølgelig leveret på syngende århusiansk, sammen med en masse andre herligt flabede kommentarer til både Spotarrangører, andre kunstnere på festivalen, især Jøden, og de tilstedeværende publikummer.

Hatesphere er måske det af alle festivalens bands, der havde mindst brug for at spille på Spot. De århusianske konger af thrash- og deathmetal nyder om nogen succes både herhjemme og internationalt. Senest har bandet under stor mediebevågenhed givet en masse koncerter i Kina, men også i USA er gruppen på fremmarch, og det var et i den grad professionelt og scenevant band, der fyrede en superfed koncert af for de fremmødte publikummer. Det er da også en flok særdeles kompetente herrer, der alle er gamle rotter på den danske metalscene, der udgør Hatesphere.

“Hvor mange a’ jer’ har så været til en Hatesphere-koncert før?” lød det igen fra Jacob Bredahl, og kun skræmmende få af de fremmødte råbte op eller rakte en arm i vejret, og da folk efterhånden udvandrede lige så stille fik man mistanken om, at de fleste kun var kommet for at se girafferne, der havde spillet i Kina, og derefter blev skræmt væk fordi musikken ikke lød ligesom “Enter Sandman”. Det betød nu ikke noget, for dem der valgte at blive var med til at få en forrygende stemning i vejret, og blev en fed koncertoplevelse rigere.

Der blev headbanget fra først til sidst, både på scenen og blandt publikum. Der blev leveret lirede guitarsoloer, og i det hele taget er der få negative ting at sige om Hatespheres indsats. Deres groovy udgave af thrash- og deathmetal egner sig særdeles godt til at blive spillet live, og man kunne virkelig se, at bandet nød at spille. Som nævnt fyrede Jacob Bredahl alle mulige jokes af mellem numrene. Bl.a. fik han lært folk at headbange på den helt rigtige måde, og belært alle de udenlandske pladeselskabs folk om hvad for noget musik, Hatesphere laver: “This is a song about killing people”.

Da bandet for længst havde overskredet de tre kvarter, de måtte spille, fik de samtlige publikummer til at dizze den meget sure Spot-official, der stod ude i siden af scenen og signalerede, at det var på tide at smutte. “Vi ka’ da æk’ slut’ ujen a spell’ hittej. Den fra P3” var Bredahls kommentar til den desperate Spotmand, og til publikums begejstring fortsatte Hatesphere det kvarter mere.

Som forventet skuffede Hatesphere ikke, og til alle skal der lyde en opfordring til at få fat på et par af deres skiver (den seneste er ret fed), og ellers benytte chancen til at få dem hørt. Du vil ikke blive skuffet.

Kunstner: Hatesphere
Oprindelse: Danmark
Arrangør: Spotfestival/Rosa
Scene: Ridehuset
Tidspunkt: 01/06/2007 kl. 01.00

Cherry Overdrive
Cherry Overdrive.

Cherry Overdrive.

Efter at have oplevet en koncert med de københavnske rock ‘n’ roll-madammer Cherry Overdrive, der spiller uforfalsket og ligefrem garagerock i samme tradition som Flaming Sideburns, må jeg sige, at vi her har at gøre med et skidekompetent liveband. De fire tøser gik ganske uimponerede til opgaven, og leverede på tre kvarter et overbevisende, energisk og sejt svingende sæt. På trods af den distancerende Granscene lykkedes det flere gange bandet at få publikum op af stolene og til at stå og rocke med.

Cherry Overdrive spillede en koncert uden så mange dikkedarer. Intensiteten var OK, men som de fleste andre koncerter på Granscenen er det også svært at svinge sig op til at bruge de ekstraordinære superlativer. Hvis koncerten manglede noget, kan det ikke tilskrives bandet.

De leverede varen så godt, som det er muligt på en scene, der adskiller band og publikum, og gør folk naturligt lade, når man skal side ned i de astronomiske varmegrader, salen nåede op på. Som tilfældet er med Viva Vertigo, kunne det være fedt at høre Cherry Overdrive på et rigtigt spillested, så det ville være muligt at smide lidt energi tilbage i hovedet på det hårdt arbejdende orkester.

Cherry Overdrive spiller god gammeldags, beskidt garagerock tilsat lidt 70’er-syre. Det har vi efterhånden hørt masser af gange før, men Cherry Overdrive har et es oppe i ærmet, som skiller dem ud fra mængden. Nemlig Lene Kjær Villums hæse og raspende vokal. Bassist Jeresol Pereia præsenterede hende som den danske Janis Joplin. Tjah, Janis Joplin eller ej, så er hendes stemme og energiske sang med til at give Cherry Overdrive et væsentligt løft.

Musik som Cherry Overdrive spiller egner sig fandens godt til at blive spillet live. Derfor er de også et must at høre for alle tilhængere af uforfalsket og energisk garagerock krydret med hæs og intens kvindevokal.

Kunstner: Cherry Overdrive
Oprindelse: Danmark
Arrangør: Spotfestival/Rosa
Scene: Gran, Store
Tidspunkt: 02/06/2007 kl. 18.50

The Defectors

Ligesom Hatesphere lukkede Spotfestivalen fredag aften, var det også et Århusband, der fik lov til at lukke for Spot om lørdagen. Det drejer sig naturligvis om garage-/horrorrockerne Defectors, der er mere aktuelle end nogensinde før med en af deres fedeste plader på gaden og en spækket tourkalender.

Et godt fyldt Voxhall tog imod de lokale helte, der kvitterede ved at spille en god blanding af gamle numre og de bedste træffere fra den aktuelle Bruised And Satisfied-plade. Den tårnhøje forsanger Mort Harder havde i dagens anledning sminket sig og klædt sig på, så han mindede om en blanding af en vampyr fra en gammel Hammer-film og en galning. Stilen fra Bruised and Satisfied var godt ramt.

Det var en befrielse at komme til en koncert på Voxhall, som må betegnes som et af Århus’ bedste spillesteder. Det helt rigtige sted at præsentere et band som Defectors. Lydmændene havde gjort deres arbejde godt, for der var ikke den store forskel på, hvordan bandet lød på scenen og på pladen.

I det hele taget må man sige, Defectors leverede den måske mest professionelle koncert, jeg overværede på Spot i år. Sættet blev spillet stramt og uden nogen svinkeærinder. Musikken sad fuldstændig i skabet, og samspillet var dynamisk og plastisk. De mange koncerter har virkelig gjort Defectors til en yderst velsmurt rock ‘n’ roll-maskine.

Alligevel indfriede Defectors ikke helt forventningerne. Det høje energiniveau, der kendetegner Bruised And Satisfied, og som Defectors vanligt medbringer på scenen, var ikke helt til stede denne aften. Al Defectors professionalisme til trods, var der noget, der haltede. Det var som om, den store rutine og sikkerhed ikke blev omsat i et ægte energioverskud. Koncerten virkede lidt for planlagt.

Mort Harder og guitarist Krist West bevægede sig rundt i de samme fastlåste mønstre på scenen, og man fik indtrykket af, at Defectors lirede koncerten af på rutinen, og ikke rigtig kæmpede for det. Publikum lod sig heller ikke rive med, som man kunne forestille sig, hvis bandet havde sluppet de stramme tøjler lidt.

Defectors er et band, der er ved at komme op i den tunge liga af garagebands, hvor bands som Gluecifer, Flaming Sideburns, og Hellacopters længe har regeret. Hvis Defectors skal hænge på i toppen, skal de også til at give den noget mere gas på scenen. Nu har de vist, at de kan lave de fede skiver og spille professionelle og fejlfri koncerter. Hvis Defectors kan få professionalismen og den musikalske overlegenhed til at gå op i en højere enhed med en lidt mere afslappet attitude og energisk udstråling på scenen, vil de nå rigtig langt.

Det nytter ikke at lire et fastlåst show af og sende professionelle smil ud til publikum. Der skal noget uforudsigelighed og vildskab tilbage i koncerterne. Det fik vi lidt af i sidste nummer, en knusende hård udgave af Rolling Stones-klassikeren “Paint It Black”, hvor Mort Harder hoppede ned fra scenen, og bandet løsnede noget op. Det virkede som en stor forløsning, der desværre kom alt for sent i en ellers velspillet koncert.

Kunstner: Defectors
Oprindelse: Danmark
Arrangør: Spotfestival/Rosa
Scene: Voxhall
Tidspunkt: 02/06/2007 kl. 23.50

Udgivet i nr. 20 | 13/06/2007

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *