Spider-Man by Todd McFarlane (Marvel Omnibus)

Som tegneseriekunstner har Todd McFarlane altid været en kontroversiel størrelse i den amerikanske tegneserieverden, selv før han skabte sin superhelt fra Helvede, Spawn, tilbage i 1992.

Samme år forlod han Marvel Comics sammen med en håndfuld andre talenter som blandt andet Erik Larsen og Jim Lee for at starte forlaget Image Comics.

Hos Marvel Comics var McFarlane i en kort periode tegner på Hulk, men så blev han i stedet tegner på Spider-Man og fik stor succes med det.

Marvel har en fantastisk tradition for at samle de betydningsfulde perioder med deres figurer i form af de såkaldte Omnibus-bøger.

Nu er turen kommet til Todd McFarlanes periode som tegner/forfatter på Spider-Man med Spider-Man by Todd McFarlane, som vi ser på her i denne her anmeldelse.

Kreative uenigheder

Trods kreative uenigheder med sine redaktører i starten, eksempelvis over de store “øjne” på Spider-Mans maske og den spaghetti-agtige spindelvæv, tegnede McFarlane den ikoniske superhelt på en ny, dynamisk måde, som man på det tidspunkt ikke havde set før.

I samme McFarlane-periode opstod den ekstremt populære superskurk Venom – den voldsomme sammensmeltning af den sorte alien-dragt og den intense journalist Eddie Brock, der begge har et fælles had til Peter Parker/Spider-Man.

Tænkte kun på cool-faktoren

Spider-Man i senfirserne blev meget populær i kraft af det grafiske arbejde, McFarlane udrettede.

I forhold til de tidligere Spider-Man-tegnere lagde McFarlane meget vægt på edderkoppe-delen af superhelten, og det betød vilde bevægelser, der så stort på korrekt anatomi.

McFarlane sagde i en gammel dokumentar, at det eneste, han tænkte på, var cool-faktoren, og det kan ses!

På grund af den store succes med sin periode på Spider-Man, fik McFarlane sit helt eget Spider-Man-blad, hvor han både tegnede og skrev sine egne historier om Peter Parkers vilde dobbeltliv som privatperson og superhelt.

Lad mig sige det lige ud: Todd McFarlane er ikke ligefrem kendt for at være noget forfatter-geni med sine historier og særligt ikke med dialogen, men det kan også være svært at mestre begge dele på samme tid.

McFarlanes forkærlighed for det groteske skinner tydeligvis igennem allerede med den første historie, hvor Spider-Man er i en voldsom konflikt med den tragiske superskurk Firbenet, der byder på heftig action præsenteret i dramatiske layouts.

De grafiske tricks går igen i de andre historier, hvor Spider-Man møder blandt andet Wolverine, The Hobgoblin, Morbius the Living Vampire og X-Force. I mellemtiden følger man hans smukke kone Mary Jane, mens hun forsøger sig som model/skuespiller.

Igen skal jeg være ærlig om historierne: De er egentligt bare undskyldninger for at vise cool Spider-Man-stof, action og en lækker Mary Jane, så de efterlader ikke noget indtryk på mig, ud over de fantastiske tegninger.

En grafisk forgænger til arbejdet med Spawn

Spider-Man var det sidste, der kom fra McFarlanes hånd, før han gik over til sit helt eget tegneserie-univers med Spawn, men allerede før Spawn, kan man som læser se, McFarlane udviklede nogle af sine visuelle idéer, som han tog med sig over til sin egen superhelt.

For at komme tilbage til McFarlanes hang til det groteske, så er det tydeligt, at han elskede at tegne monstre på den vilde måde. Der bliver ikke sparet på det vilde udtryk, men det var til sidst det, der blev for meget for Marvel.

Selv blev McFarlane træt af deres indblanding i hans kreative proces, hvilket var en af årsagerne til, at han skred fra dem.

Udover den grafiske opgradering af selve Spider-Man, så blev Mary Jane i høj grad også opgraderet fra pæn pige til en laber larve. McFarlane tegnede hende som en decideret sexbombe med en flot stram figur, og det velkendte røde hår stod ud til alle sider.

I en af historierne er der ligefrem kinky leg mellem hende og Parker med brug af hans spindelvæv, der nærmest virker som forspil til en porno-parodi!

På action-fronten er der masser af cool stof i de mange actionscener, hvor McFarlane virkeligt gjorde Spider-Man til en stilsikker hybrid mellem mand og edderkop.

Den sidste del af Spider-Man by Todd McFarlane er til gengæld ikke tegnet af McFarlane selv, men af hans senere Image-makker Rob Liefeld, som jeg må tilstå, at jeg ikke er den store fan af.

Med på manuskript-fronten var også den erfarne forfatter Fabian Nicieza, som senere sammen med Liefeld skabte den absurde superhelt-mutant Deadpool.

Mest for die hard Todd McFarlane-fans

Er man fan af Todd McFarlane-perioden af Spider-Man, så er der meget at hente fra den flotte reproduktion af de gamle sider fra dengang.

Det er en visuel nydelse at se McFarlanes tegninger, men som storyteller er han langt fra dygtig. Men det er værd at se på Spider-Man by Todd McFarlane for tegningerne alene.

Anmeldt i nr. 204 | 13/10/2022

Stikord: Superhelte