Spicy City

Spicy City er en animeret serie på seks afsnit af en halv times varighed. Den kom til verden tilbage i 1997, hvor tegnefilm for voksne ikke ligefrem hang på træerne. Og den er virkelig til voksne!

Serien udspiller sig i en ret absurd retrofuturistisk version af en storby, der ligner New York. Fremtidsvisionen er klassisk, med flyvende biler og umulige skyskrabere, men stilistisk set er der masser af steampunk-elementer og nik til 50’er-filmenes klumsede robotter og rumskibe.

Selve tegnestilen er en krydret blanding af silver age comic og 90’er-fjol. Men dertil kommer så mængden af sex og vold, som bestemt ikke er for børn.

Rigtig meget af seriens sex og vold foregår mere eller mindre off-screen, men der er godt med nøgne bryster og meget håndfaste metaforer for alt fra blowjobs til mild BDSM. Historierne er oftest rent sleaze.

På de seks gange tredive minutter, der blev produceret, bliver man præsenteret for hjernevaskede cyborg-ludere, sært tiltrækkende cirkusvanskabninger, en tur ned i de mutantinficerede kloakker i jagten på en smuk kvinde, kropsdele med egen vilje og en masse andet vanvid, som man nødvendigvis labber i sig, hvis man er til sær punk noir.

Præsentationen foreståes af natklubværtinden Raven, der introducerer hver historie med en rap eller bidsk bemærkning og et frækt smil. I det sidste afsnit spiller hun en større rolle, men ellers nøjes hun med at være samlingspunkt for skæbnerne i den groteske megaby.

Kødet er presset

En tematisk fællesnævner i Spicy City er kød. Kød der spises, organer der byttes, lemmer der hugges af og genbruges, kropslighed (læs: ludere) der mister markedsandele til digitale glædespiger.

Kødet hersker stadig i Spicy City, selvom det er under konstant trussel fra maskinerne. Nogle gange vinder maskinerne, som i seriens bud på en god gammeldags kærlighedstrekant. Her må man lige lægge sine 2016-briller fra sig og leve med, at 90’ernes vision om virtual reality i en meget fjern fremtid faktisk allerede er overgået.

Produktionen er som sådan ikke noget at falde i svime over. Det er tydeligt lav-budget-animation, musikken er god, men ensformig og stemmerne indspillet i meget få takes. Men den korte serie har enormt meget hjerte og rå, væmmelig, snavset energi, og så går det hele alligevel.

HBO har af en eller anden grund valgt at bytte rundt på rækkefølgen af afsnittene, da de uploadede serien, men det har ingen betydning, da det er et antologiværk uden indre sammenhæng mellem episoderne.

Spicy City er ikke grund nok i sig selv til at købe et HBO abonnement, men hvis man alligevel har det, vil jeg varmt anbefale at sætte tre timer af til Spicy City.

Anmeldt i nr. 127 | 13/05/2016

Stikord: Fremtiden, Steampunk