Mogens Høegsberg
1 kommentar

Spencer

Spencer
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Jeg er vild med Jonny Greenwoods udfordrende score til Spencer, men det er en acquired taste, der bestemt ikke vil falde i alles smag.

SpencerRadiohead-guitaristen Jonny Greenwood begyndte at komponere filmmusik tilbage i starten af 00’erne (dokumentaren Bodysong fra 2003 var hans første score), med scoret til Paul Thomas Andersons There Will Be Blood (2007) som det første spillefilmsscore.

Særligt fra 2010 og frem har Greenwood jævnligt arbejdet indenfor film, bl.a. med flere scores for Paul Thomas Anderson (The Master, Inherent Vice og Phantom Thread).

I 2021 var det første år, Greenwood leverede mere end et score, begge til kritisk anerkendte film: The Power of the Dog og Spencer.

Eklektisk og udfordrende

Greenwoods score til Spencer er, som alle Greenwoods scores, eklektisk og udfordrende og vil ikke være et score for alle.

Til filmen, der handler om en traumatisk dag i prinsesse Dianas liv, har Greenwood komponeret et score, der kombinerer forskelligartede instrumenter: strygerkvartet, cembalo, harpe, flygel, pibeorgel og et mindre jazz-ensemble med piano, trompet, bas og trommer.

Det lyder mærkeligt, og det vil det også være for nogle, men det fungerer overraskende godt, også selvom Spencer bestemt ikke er en type score, man bliver i godt humør af at høre.

Grundlæggende set kan Spencer-scoret siges at bestå af to typer musik: Den symfoniske, med udgangspunkt i strygerkvartetten, flygel, orgel og cembalo og den mere eller mere avantgardistisk jazzede. De to typer af musik kombinerer Greenwood på forskellig vis, selvom det klart er de symfoniske dele der dominerer.

Klassisk og jazz

Scorets hovedtema introduceres i “Arrival” (nr. 1), der kombinerer de symfoniske og jazzede dele i et urovækkende hele, der rent strukturelt stedvist gav mig mindelser om den måde, Angelo Badalamenti kombinerede jazzinstrumenter og mere traditionel underscore i sit score til Twin Peaks: Fire Walk With Me (1992) – uden at jeg dog i øvrigt på nogen måde vil sammenligne de to scores!

Selve hovedtemaet er et enkelt og elegant tema, barok i karakter (altså stilarten) – også selvom den barokke lyd kommer endnu mere i fokus i senere cues takket være cembaloen.

I en stor del af det første cues spilletid dekonstruerer Greenwood i øvrigt temaet, så det kun er de første tre toner af temaet, man hører sammen med jazzensemblet, og det er et greb, han bruger flere gange undervejs.

Der er ingen tvivl om, at kombinationen af de to stilarter – klassisk og jazz – er nøje udtænkt af Greenwood: Hovedtemaets stive formalisme må repræsentere det britiske kongehus, mens de frie jazzelementer repræsenterer Diana selv, og det er de to elementer, der så at sige udkæmper en kamp gennem scoret.

Også det opfølgende cue, “Ancient and Modern” (nr. 2), byder stedvist på samme kamp mellem de symfoniske og jazzede elementer, selvom det her tydeligvis er “ancient”, der vinder – cuet er domineret af det symfoniske enseble, og hvis det indledende cue slog en urovækkende stemning an, så er dette cue repræsentant for det decideret depressive.

Helt generelt er Spencer ikke noget feel-good-score, og man skal kigge langt efter cues, der udstråler nogen form for musikalsk varme.

Ikke engang det rigtigt fine “The Boys” (nr. 8), der byder på en ren udgave af hovedtemaet, kun orkestreret for de symfoniske dele, er andet end elegant, stift og formelt, og det samme kan siges om “Spencer” (nr. 4), der igen er en ren udgave af hovedtemaet, fremført på flygel.

Urovækkende og elegant

Mere urovækkende musik findes i “Calling the Whipper In” (nr. 3), der kombinerer strygerkvartetten og jazzensemblet i en kakofonisk helhed – dybt ubehagelig, men også unægtelig effektiv, filmmusik, og nok det mest udsyrede cue af dem alle, selvom også “Frozen Three” (nr. 7) med sine hyppigt atonale og dissonante strygere er svært tilgængeligt.

Fantastisk elegant, men også igen koldt og stift, er “Invention for Harpsichord and Compression” (nr. 6), hvor scorets baroklyd for alvor får lov at træde frem. Det samme gælder for “Partita in Five for Two Organs” (nr. 10), der som titlen antyder er komponeret for to orgler, mens “Crucifix” (nr. 12) kombinerer cembalo og strygere og “Press Call” (nr. 13) igen trækker på orglet.

Stemningsfyldt og meningsfyldt

Som sagt er Spencer ikke et score, man sætter på for at blive i godt humør. Det er heller ikke et score, man sætter på for at have det kørende i baggrunden, mens man lytter til noget andet. Spencer er den type score, man sætter sig ned og nærlytter.

Her vil man så enten finde, at man bliver vildt imponeret over det, Greenwood har gang i, eller at man hader det som pesten.

Jeg kan sådan set godt forstå dem, der ikke har lyst til at høre musik som den, Greenwood har komponeret til Spencer, for det er unægtelig svært tilgængeligt og ikke altid behageligt at lytte til. Til gengæld er det vildt stemningsfuldt og ikke mindst meningsfyldt.

Jeg blev enormt grebet af Spencer-scoret, da jeg hørte det, også selvom dele af det slår mig som næsten ubærligt depressivt og koldt.

De mere flippede jazzelementer gør mig ikke noget, tværtimod: Jeg ved, at der er andre i filmmusikmiljøet, der har haft det svært med scoret af lige præcis den grund, men jeg synes, jazzelementerne tilføjer scoret en spændende dimension.

Der er ingen tvivl om, at Jonny Greenwood er én af de mest spændende filmkomponister, der arbejder i dag. Jeg er langt fra vild med alt, han har komponeret, og det samme kommer nok til at gælde fremover, men hans musik er altid interessant og har noget på hjerte.

Der skal være plads til folk som Greenwood, og med Spencer synes jeg, han har ramt fuldstændig plet. Jeg er vild med scoret, men det er som sagt en acquired taste, der bestemt ikke vil falde i alles smag.

5 stjerner

Nummerliste:
1. Arrival (7:25)
2. Ancient and Modern (4:54)
3. Calling the Whipper In (2:53)
4. Spencer (1:43)
5. The Pearls (4:13)
6. Invention for Harpsichord and Compression (1:46)
7. Frozen Three (1:56)
8. The Boys (1:29)
9. Delusion / Miracle (4:09)
10. Partita in Five for Two Organs (1:57)
11. Home / Lacrimosa (4:19)
12. Crucifix (3:36)
13. Press Call (2:06)
14. New Currency (2:33)

Total spilletid: 44:59

Titel: Spencer
Komponeret af: Jonny Greenwood
Orkestreret af: Jonny Greenwood
Dirigeret af: Hugh Brunt
Komponeret: 2021
Udgivet: 2021
Label: Mercury KX

Anmeldt i nr. 197 | 13/03/2022

Én kommentar til Spencer

  1. Phil 15. april 2022 at

    My danish is non existent, but the 5***** rating is what this Greenwood Score really is. Amazing!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *