Species II

3 minutters læsetid

Species (1995) var ikke et mesterværk, men den havde et spændende plot med pikante undertoner, anført af en meget attraktiv Natasha Henstridge som Sil – en dødbringende kombination af et menneske og en alien.

Filmen fik en blandet modtagelse af kritikere, men et hit blandt publikum, der værdsatte filmens blanding af science fiction, thriller og softcore-erotik.

Succesen affødte naturligvis en toer, Species II (1998), der ikke blev instrueret af Roger Donaldson, der stod bag etteren, men i stedet af Peter Medak, der tidligere havde lavet film som Romeo is Bleeding (1993) med Gary Oldman.

Mandlig alien/menneske-trussel

En rumtur mod Mars tager sig en dramatisk drejning efter en succesfuld landing på planeten. For tre astronauter finder tegn på udenjordisk liv, der desværre overtager den ene af dem, nemlig Patrick Ross (Justin Lazard), der er søn af senatoren Judson Ross (James Cromwell).

Ross’ krop er blevet inficeret af alien-DNA, der forvandler ham fuldstændigt og tilmed gør ham liderlig!

Han har efterfølgende sex med mange kvinder, men efter samlejet ender de arme kvinder med at blive gravide med lynets hast, og børnene bryder ud af deres mødres maver!

Med tiden samler Ross sine alien-børn sammen og skjuler dem i sit gamle barndomshjem.

Imens er Dr. Laura Baker (Marg Helgenberger) fra den første film ved at blive klogere på sin klon af Sil, der hedder Eve (Natasha Henstridge), og som er mere menneskelig end sin forgænger.

Baker bliver informeret om Ross og går sammen med lejesoldaten Preston “Press” Lennox (Michael Madsen) for at få ram på ham.

Dog er Ross opmærksom på Eve, og et hedt møde mellem de usædvanlige væsner synes at være uundgåelig…

En tam skurk

Normalt følger en toer op på det, der bliver lagt op til i slutningen af den første film. Men det er ikke tilfældet med Species II!

For Species slutter med en rotte, der æder noget af Sils lig og bliver muteret, så umiddelbart tænker man en super alien-rotte, der render rundt i kloakkerne!

Men den plotidé droppede Species II fuldkommen, da filmskaberne valgte at genskabe plottet fra etteren, bare med et mandligt twist. Det er bare en skam, at det er fortalt på sådan en kluntet måde.

Som filmens store trussel er Justin Lazard ikke specielt god som Ross. Det er som at opleve en blank Ken-dukke lege liderlig psykopat med stort behov for at skabe sin egen børnehær!

Selv de erotiske scener, hvor han har sex med de mange smukke kvinder, er noget tamme i deres udførelse.

I instruktørstolen savner man en Paul Verhoeven og hans sans for erotik og vold, for Peter Medak formår ikke at give scenerne noget særpræg!

Dårligt skuespil og dårlige effekter

Angiveligt var Michael Madsen og Natasha Henstridge ikke glade for Species II, og skuespillet fra castet er også noget ringe. Selv ikke den ellers altid gode James Cromwell som den sleske senator er særlig overbevisende.

Som Eve er Henstridge henvist til at spille pinagtigt kammerspil med Marg Helgenberger, og deres mor-datter forhold virker ikke troværdigt. Og Madsen går rundt og ligner en, der hellere vil lave film med Quentin Tarantino end at rende og dræbe liderlige aliens!

Skuffet Giger

Sil fra Species blev designet af Alien-designeren H.R. Giger, og han skabte en fantastisk blanding af skønhed og uhyre med den sexede alien.

Her i Species II skaber han den mandlige udgave af det lignende væsen, men det er ikke noget, der blev særligt godt realiseret i det færdige resultat.

Faktisk blev Giger også noget skuffet over resultatet, så han bad om kun at blive krediteret som skaber af det oprindelige Species-design. Av for den…

Species II blev ikke godt modtaget af hverken kritikere og publikum, men der kom alligevel en tredje film, Species 3 (2004), og en slags reboot i form af Species – The Awakening (2007) på DVD.

Virker ikke efter hensigten

Species II er en meget ringe toer til en i forvejen middelmådig film. Den formår nærmest at få den første Species til at virke som en fantastisk film!

Se kun Species II, hvis du superfan af den første film, men nu er I advaret: Den er virkeligt ikke værd at bruge meget tid på.

1 stjerne
Titel: Species II
Instruktør: Peter Medak
Manuskript: Chris Brancato
Cast: Michael Madsen (Preston “Press” Lennox), Natasha Henstridge (Eve), Marg Helgenberger (Dr. Laura Baker), Mykelti Williamson (Dennis Gamble), George Dzundza (Colonel Carter Burgess Jr.), James Cromwell (U.S. Senator Judson Ross), Justin Lazard (Patrick Ross)
Foto: Matthew F. Leonetti
Klip: Richard Nord
Musik: Edward Shearmur
Spilletid: 93 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 1998

Anmeldt i nr. 212 | 13/07/2023

Stikord: 2’er, Fortsættelse, Rumvæsner

Michael Larsen. Michael er 27 år gammel, bor i Ørbæk på Fyn og har en baggrund som webintegrator. Han har tidligere skrevet for onlinemagasinerne Connery.dk og OnFilm.dk. Michael er tosset med film, filmmusik, tegneserier og bøger, og han elsker at skrive om det for andre nørder som sig selv.

Skriv et svar

Your email address will not be published.