Martin Schjönning
Ingen kommentarer

Sorgenfri

Sorgenfri
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Lyt til middelklassens dødsskrig. Til trods for visse skønhedsfejl og det lidt forcerede skuespil, vil jeg klart anbefale Sorgenfri. Det er dansk filmhistorie, men faktisk også en veldrejet kvalitetsgyser.

SorgenfriSorgenfris skæbne var afgjort på forhånd. Det gælder både selve zombiefilmen og det fiktionaliserede Sorgenfri, den udspiller sig i. Filmens skæbne er at blive ignoreret af det store publikum på grund af økonomiske fiksfakserier, som Politiken har forsøgt at få rede på, men som ikke giver mening.

Den får en uge i biffen, i fire byer, hvilket er absurd, når man tænker på, hvad den har kostet og hvor forbløffende vellavet den er. Filmens titellocations skæbne forsegles allerede før introteksterne.

Sorgenfri starter nemlig med en lille foreshadowing, der gør resten af filmen alt for forudsigelig. Det er virkelig synd, for den debuterende forfatter/instruktør, Bo Mikkelsen, formår at trække spændingen pinefuld langt ud, på den mest nervepirrende måde.

Der bliver sparet på splat og monstre – faktisk ser man først noget til zombierne meget sent i forløbet, men de er der fra starten af, hvor de hører til: I skyggerne, i baggrunden, bag gardinerne, skjult i lydsporet.

Ikke helt panisk nok

Lydsporet er filmens absolut største force og noget nær genialt. Ekstrem dyster atonal ambientmusik danner baggrund for en grotesk collage af negleskraben, dødsskrig, fluesummen og fjern geværild, der simpelthen kræver at man ser og især hører filmen på et ordentligt anlæg.

Det gør det ekstra ærgerligt, at så få får mulighed for at se den i biografen, men tro mig: Dem af os, der har nået det, har stadig lidt myrekryb.

Danske gyserfilm hænger ikke på træerne, og vi mangler simpelthen en horrortradition. Det ses desværre på skuespillet. Panikken er aldrig helt panisk nok hos nogle af personerne, og det er tydeligt, at Mikkelsen er bedre til at skabe rædselsvækkende stemninger end overbevisende karakterspil.

Troels Lyby er nogenlunde klart formuleret som den verdensfjerne tørvetriller og spidskandidat til Største Pjok-prisen, Dino, der er den ufrivillige patriark i en abnormt idyllisk familie. De er velhavende middelklasse i landets mest velhavende middelklassekvarter.

Jeg har et horn i siden på den klasse, må jeg hellere indrømme, og det er derfor lidt af en fornøjelse at se dem møde den “virkelige” verden.

Familiemoderen Pernille, der spilles af Mille Dinesen, forsøger desperat at fastholde datteren Maj i en fantasiverden, hvor døden ikke findes. Denne benægtelse af naturens orden er konstant i filmen og en morsom kommentar om middelklassens overbeskyttede og decideret verdensfjerne tilværelse – de kan ikke spise kød, der ikke er pakket ind i plastik!

De eneste personer med lidt kød på er de to unge, Gustav og Sonja, der i filmens obligatoriske kærlighedshistorie beviser, at den eneste virkelig ustoppelige naturkraft på planeten er teenageres hormoner – hvis man nu skulle være i tvivl om det.

Den manglende kran og den forkerte øl

Skuespillet er som sagt halvsløjt over hele linjen, og filmen lider også af nogle alvorlige suspension of disbelief-problemer. Ja, jeg ved godt, det er en zombiefilm, men den er bygget som et psykologisk portræt af en familie, et kvarter, en kaste i opløsning, og så bør ting give mening.

Det er ikke altid, at folks reaktioner følger den naturlige udvikling, og tekniske detaljer der halter bliver mere synlige i en stille gyser som Sorgenfri end i mere actionprægede film.

Det er eksempelvis påfaldende, at når Sorgenfri bliver spærret af og hæren ankommer, har de en kortege af kamp- og redningskøretøjer samt en lastbil med enorme cementelementer til en improviseret mur rundt om bydelen. Men de har ingen kran med til at flytte elementerne med.

Det virker også underligt, at velstående, poloshirtbeklædte og meget imagebevidste folk i et københavnsk villa-volvo-vovhund-kvarter serverer Vestfyen Fadøl til deres vejfester.

Til trods for disse skønhedsfejl og det lidt forcerede skuespil, vil jeg klart anbefale Sorgenfri. Det er dansk filmhistorie, men faktisk også en veldrejet kvalitetsgyser, der minder lidt om en skandinavisk noir-version af Romeros The Crazies (1973), og som flere gange lader sig inspirere af genrens klassikere.

De to-tre jumpscares, der er fordelt i Sorgenfri, er desuden ganske godt placeret og meget effektive. Så se den, men se den for pokker med god lyd!

4 stjerner

Titel: Sorgenfri
Instruktør: Bo Mikkelsen
Manuskript: Bo Mikkelsen
Cast: Mille Dinesen (Pernille), Troels Lyby (Dino), Mikael Birkkjær (Casper)
Producere: Sara Namer (producer), Meta Louise Foldager (executive producer), Kenneth D. Plummer (executive producer), Louis Tisné (executive producer)
Foto: Adam Philp
Klip: Bo Mikkelsen, Niels Ostenfeld
Musik: Martin Pedersen
Spilletid: 90 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Dansk
Produktionsland, år: Danmark, 2016
Produktionsselskaber: Metafilm

Anmeldt udenfor nummer | 02/04/2016

Stikord: Danmark, Zombier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *