Solomon Kane er en karakter skabt af Robert E. Howard – manden bag den endnu mere kendte fantasyhelt Conan. Men hvor Conan udfører sit virke som antihelt i en post-Atlantis fantasyverden, så er Kane centreret om 1600-tallets England.
En sej helt gør sin entré
Howard lod Kane gøre sin entre på pulpscenen i Weird Tales i 1928 i historien Red Shadows. Kane er puritaner, og hans virke på Jorden er at fjerne ondskab! Det gjorde han så i en af række fortællinger frem til Howards alt for tidlige død i 1936 – han blev kun 30! Howard beskriver Kane som en mand klædt i sort med en stor hat, et par flintelåspistoler, en kårde og et krumsværd. Ja, man slikker sig nærmest om munden, og den sejhed har filmskaberne overført til filmen.
Filmen tager sin begyndelse i Nordafrika i år 1600. En by er under belejring, og de angribende styrker ledes af den ondskabsfulde Solomon Kane. Da Kane og hans kumpaner trænger ind i paladset, viser filmen, at den er gjort af det stof, der giver nørder våde drømme: Der er magiske spejle, hvor dæmoner venter, og en dæmonligenende kriger kommer for at kræve Kanes sjæl. I sidste øjeblik når Kane at flygte ved at hoppe ud af et stort vindue og ned i havet, mens han råber ”I am not yet ready for Hell”. Og så springer handlingen ellers et år frem i tiden.
Det mørke England
Vi er nu i England. Men en pervers og nedbrudt udgave af det England, vi kender fra historiebøgerne. Pesten hærger på lige fod med mørk magi, og landskabet, og de ødelagte byer, ligner noget, som er taget ud af en postapokalyptisk setting. I et kloster møder vi ingen ringere end Solomon Kane, der nu er blevet en Guds mand. Men Kane sendes væk fra trygheden bag Guds mure og må påtage sig rollen som vandringsmand. Den før så voldelige og seje Kane er blevet from som et lam, og han afskyr vold!
Men som du nok har regnet ud, fortsætter det ikke sådan. Kane rives ind i en konflikt, hvor mørk magi, dæmoner, hekse, ligædere og en skygge fra fortiden spiller en rolle. I kølvandet på action og mørke er vi vidner til, at en vaskeægte actionhelt skabes midt i volden, døden og et England i forfald. Og ellers ikke mere om handlingen her.
Dem der, som jeg, nød Solomon Kane kan glæde sig over, at instruktøren og filmens producenter har tænkt Solomon Kane som indledningen på en trilogi. Anden film skal foregå i Afrika og den tredje i Nordamerika. Om det bliver til noget, er så en helt anden sag, men i Howards noveller er der i hvert fald masser af materiale til flere film.
Regn, mudder og smukt forfald
Én af filmens største styrker er stemningen: Alt er mørkt, forfaldet er holdt i brune og grå nuancer, og det engelske landskab er badet i regn og mudder. Det er beskidt, og engelsk, fantasy, når det er bedst. Det kommer heller ikke som nogen overraskelser, når man ser på Bassets CV som instruktør, for her finder vi nemlig den regnvåde og dystre skyttegravsgyser Deathwatch (2002). I øjeblikket står Basset bag roret på den kommende Silent Hill: Revelation 3D (2011).
Men det er heller hvem som helst, Basset har haft med til at skabe filmens visuelle udtryk. Bag kameraet står ingen ringeren end Dan Laustsen, der har udviklet sig til en dygtig fotograf, specielt inde for de fantastiske genrer.
Filmen er grum, ond og lækker at se på, og det kan vi langt hen ad vejen takke Laustsen for. Filmens effekter er enkle og effektive og CGI’en udmærket. Bag de skumle monstre står Patrick Tatopoulos, der har lavet fantastisk ”creature design” til film som Stargate (1994), Independence Day (1996), Pitch Black (2000), Underworld (2003) og Silent Hill (2006), og han formår at holde en god vekselvirkning mellem CGI og makeup.
En ny actionhelt?
Skuespillerne anføres af en storspillende James Purefoy i rollen som Solomon Kane. Purefoy udstråler sammen intensitet og maskulinitet som Hugh Jackman gjorde det i X-Men (2000), og han er en skuespiller, vi skal holde øje med i fremtiden. Måske gemmer fremtidens actionstjerne sig her? Næste år kan vi glæde os til at se Purefoy i rollen som Kantos Kan i den længe ventede John Carter of Mars (2012).
Purefoy bliver fint suppleret af afdøde Pete Postlethwaite i en bærende birolle, og naturligvis gør det svenske mosefund Max von Sydow også sin entré som Kanes fader. Sydow har åbenbart en svaghed for Howards univers, da han også var med i den mesterlige Conan the Barbarian (1982). Og ellers skal man glæde sig til en helt forrygende Jason Flemyng i rollen som überskurk – sjovt nok er både Purefoy og Flemyng på rollelisten i Neil Marshalls ridderfilm Ironclad (2011).
Uforskammet underholdning!
I sin essens er Solomon Kane ”bare” en klassisk actionfortælling, som vi har set en milliard gange før: Helten marginaliseres, korsfæstes og vågner op til dåd. Men når fortællingen er leveret med visuelt overskud, fede detaljer og en stemning så tyk som den engelske tåge, så gør det ikke noget. Nærmest tværtimod. Den simple handling giver stemningen og den seje, seje Solomon Kane al den opmærksomhed, de fortjener. Og så er filmen uforskammet underholdende. De varmeste anbefalinger skal lyde herfra (og du kan købe filmen flere steder til mellem 20-50 kr.!).
Instruktør: Michael J. Basset
Manuskript: Michael J. Basset efter karakter skabt af Robert E. Howard
Producere: Paul Berrow (producer), Samuel Hadida (producer), Michael Berrow (executive producer), Victor Hadida (executive producer), Marcelo Anciano (associate producer), Kevan Van Thompson (co-producer), Philip Waley (line producer)
Medvirkende: James Purefoy (Solomon Kane), Max von Sydow (Josiah Kane), Pete Postlethwaite (Williamm Crowtorn), Jason Flemyng (Malachi)
Foto: Dan Laustsen
Klip: Andrew MacRitchie
Musik: Klaus Badelt
Spilletid: 100 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: Frankrig, tjekkiet og England, 2009
Produktionsselskab: Davis-Films
Distributør (DVD): Nordisk Film (DK)
Udgave/region: 2
Anmeldt i nr. 65 | 13/03/2011
Stikord: 1600-tallet, Fantasy, Magi, Robert E. Howard