Street Fighter

På overfladen ser filmen godt ud (som en smuk bodega): god lyssætning, fint kameraarbejde, dyre effekter og alt det andet, der ligner en stor Hollywood-produktion. Men ret hurtigt, efter få scener, fornemmer man, at nogen har mistet kontrollen.

Når man så også kender lidt til selve produktionshistorien, får man en forklaring, men uanset om man har den forklaring eller ej, så er det tydeligt, at noget er gået helt, helt galt!

Kollapset i Thailand

Men lad os se på handlingen. I Thailand er der ballade. Der er krig mellem mesterforbryderen General M. Bison, der styrer forbrydersyndikatet Shadaloo, og på anden side har vi FN, der ledes af oberst William F. Guile.

Bisons tropper tager en stor bunke FN-gidsler og ønsker en løsesum på hele 20 milliarder dollars. Bison har, som andre store diktatorer i historien, en plan om at skabe sin helt egen stat, sit helt eget bud på et megalomanisk paradis for én superskurk!

Bison siger blandt andet: “All I want to do is rule the world, is that so much to ask?”

Og så begynder det faktisk at blive lidt svært at følge med i, hvad der sker – hvilket muligvis skyldes, at hele sider blev fjernet fra manuskriptet under produktionen!

Men det er noget med, at det vil Guile ikke være med til, altså det med pengene. Hør blot dette forsøg på en episk motivationstale skrevet på et bodegatoilet en sen nattetime:

“Troopers! I have just received new orders. Our superiors say the war is cancelled, and we can all go home. Bison is getting paid off for his crimes, and our friends will have died here… will have died for nothing. But… we can all go home. Meanwhile, ideas like peace, freedom and justice – they get packed up. But… we can all go home. Well… I’m not going home. I’m gonna get on my boat, and I’m going up-river, and I’m going to kick that son-of-a-bitch Bison’s ass so HARD… that the next Bison wanna-be is gonna feel it. Now who wants to go home… and who wants to go with ME!”

Så Guile forsøger at infiltrere Bisons organisation samtidig med at filmen, mere eller mindre umotiveret, introducerer flere og flere karakterer og nogle kampsportsscener.

Krydsningen mellem en Bond-film og en kampsportsfilm falder sammen, og ret hurtigt mister man overblikket.

I artiklen “I punched him so hard he cried”: Inside the Street Fighter Movie”, skrevet af Keith Stuart, i The Guardian fra 2018, kan man blandt andet læse følgende:

“I didn’t know the character; I didn’t know the video game; I didn’t know what the hell I was doing,” udtalte skuespilleren Roshan Seth, der spiller Dhalsim i Street Fighter.

Roshan Seth husker vi med glæde tilbage på i hans fine rolle som Chattar Lal (The Prime Minister of Pankot) i Indiana Jones and the Temple of Doom fra 1984.

Seth udtalte endvidere:

“I was supposed to be a mad scientist. I thought: What sort of science am I supposed to be doing and what am I mad about?’ There’s a scene where my character has to pull out his hair in anger – they spent all day fitting me with a skull cap so I could literally pull my hair out. I just stopped thinking – they just told me what to do and I followed instructions.”

Ja, hvad kan man næsten sige? En total kaosfilmproduktion. Scener der ikke blev skudt for at spare penge! Anekdoten går på, at man rent faktisk bare, i ren desperation, fjernede flere hele sider fra manuskript!

Det kostede på reshoot-kontoen, da visse ting ikke gav mening, og det gjorde de heller ikke efter bekostelige reshoots.

Jeg tror faktisk, at det kræver en ph.d.i Street Fighter OG dårlige film at udrede filmens handling!

Stakkels Steven E. de Souza!

Hvis man skal pege på en håndfuld personer, som var med til at tegne actionfilmens guldalder i Hollywood, en periode jeg i min fagbog Fra det første blod til den sidste actionhelt afgrænser fra 1982-1993, så er Steven E. de Souza én af de personer.

Han var med til at skrive manuskripterne til hovedværker som 48. Hrs (1982), Commando (1985), The Running Man (1987) og, ikke mindst, Die Hard (1988).

Som instruktør var han, udover independent-filmen Arnold’s Wrecking Company fra 1973, dog helt uprøvet, før han fik den store chance med Street Fighter – han har heller ikke instrueret en film efter den!

Den gode Steven blev presset fra ALLE sider. Producenterne, der både talte filmfolk OG folk fra spilbranchen, pressede ham på forskellige måder: Så skulle den karakter fra spillet være med, så skulle lige den skuespiller bruges osv. Steven ville bare gerne lave en Bond-film, hvilket man også godt fornemmer, men det blev svært for ham at holde kontrollen.

At den altdominerende hovedrolle Jean-Claude Van Damme så også var inde i et massivt kokainmisbrug på det tidspunkt, gjorde det ikke nemmere.

Den belgiske stjerne dukkede nogle gange ikke op, andre gange var han så høj, at det umuliggjorde at filme ham. Når man ser filmen, virker Van Damme også underligt fraværende, og det forstår man jo sådan set godt.

Som skurken Bison yder Raul Julia faktisk en god præstation, men han var dødssyg under indspilningen, hvilket også gjorde det svært i forhold til tidsplaner, og han døde, før filmen fik premiere.

Kedelig og sløj

Krydsningen mellem Bond-film og kampsport kunne på papiret give en fin omgang campet underholdning. Men den er bare kedelig og sløj. Og så er der meget, der slet ikke giver mening.

Det var et hårdt gensyn med en film, jeg allerede havde det svært med, da jeg så den i biografen som knægt. Men dengang var det hurtigt glemt. Det sjove/triste er dog, at filmen faktisk blev en ret stor økonomisk succes!

Min plan var faktisk, at jeg ville gense og anmelde både Street Fighter og Double Dragon, fra samme år, i denne måneds nummer.

Men efter at jeg havde set Street Fighter og puttede Double Dragon på afspilleren, måtte jeg stoppe efter 10 minutter. Double Dragon er jo om muligt endnu dårligere! Så, måske, vender jeg tilbage en anden gang.

Heldigvis kan vi med de filmhistoriske briller konstatere, at de er blevet bedre til at transformere spil til film. Dengang i 1994 så det IKKE godt ud – også når man tænker på den jammerlige Super Mario Bros. fra 1993. Av, de gør ondt at se!

Anmeldt i nr. 251 | 13/10/2026