Michael Gylden-Damgaard
Ingen kommentarer

Solas – Episode 1: Opikayana

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Visuelt flot er albummet bestemt, og det er da også solidt underholdende. Men Opikayana lugter også så langt væk af Star Wars-plagiat, at det er svært at tage helt alvorligt.

Solas - Episode 1: OpikayanaDen 5. oktober 2006 udsendte det lille danske tegneserieforlag Fahrenheit første bind i sci-fi-dobbeltudgivelsen om drengen Solas. Den blev udgivet til flotte anmeldelser i alt fra Seriejournalen, til Berlingske Tidende og Ekstra Bladet. Ja, den blev endda brugt som den visuelle side i en musikvideo! Nu har man da aldrig set magen. Marketingsapparatet har der i hvert fald intet været i vejen med. Lad os kigge lidt nærmere på selve serien.

Det onde imperium
Solas og Niloc; den bitre knægt og den ansvarlige mand. Klassisk.

Solas og Niloc; den bitre knægt og den ansvarlige mand. Klassisk.

Solas er navnet på seriens hovedperson, en knægt, der bærer rundt på en tragisk fortid og et ønske om at kunne leve op til sin døde fars standarder. Hans far med navnet Rumsas var nemlig intet mindre end en vaskeægte krigshelt, der formåede at skære roen af det onde imperiums herskerinde Raimanda i forsøget på at stoppe overtagelsen af verdens frie mennesker.

Men han havde ikke regnet med Raimandas afkom – sønnen Nedal tog over, hvor hun ”mistede hovedet”, og tilstandene blev bare endnu værre. Og det var da også Nedal, der endte med at dræbe hele Solas’ familie for øjnene af ham og skamskyde hans ben. Alt dette opdager læseren i løbet af albummets første fem sider, der fungerer som en slags backdrop, der sætter stemningen og giver et indblik i Solas’ fortid.

Nedal har travlt med alt andet end at være en skurk.. men kompositionen er flot.

Nedal har travlt med alt andet end at være en skurk.. men kompositionen er flot.

Opikayanas egentlige handling starter først mange år senere. Solas er i mellemtiden blevet en ung mand (komplet med et højre ben af plastic), fyldt af bitterhed og had overfor imperiet og Nedal, der jo dræbte hans familie.

Krigen mellem parterne raser stadig, men Nedal har klart fordelen, idet han benytter sig af en hær af maskiner, designet af hans førstegeneral Rauschenberg. Inden længe vil de sidste rester af frihedskæmperne være udslettet og alt godt styrtet i grus.

Der er kun én tilbage, der ikke har givet op. Solas’ fars gamle krigskammerat Niloc, der efterhånden er ved at være en ældre herre, vil ikke finde sig i overgivelse og trodser byen Aerolits borgmesters ordrer om at rejse det hvide flag. Han har fået et tip fra en ven, der mener, at han har planerne over Nedals fæstning og tager afsted for at slå et sidste slag for frihed. Glipper dette, er alt håb ude.

Pelsdyr og labre damer
Niloc og Solas møder den mystiske dame i Venus...

Niloc og Solas møder den mystiske dame i Venus…

Alt dette vil Solas’ naturligvis heller ikke finde sig i. Han anser også overgivelse for at være en falliterklæring og følger efter Niloc. Der går selvfølgelig ikke længe, inden han bliver opdaget, og de to slår mere eller mindre pjalterne sammen. Solas har også fået følgeskab af et lille underligt, pelset dyr, der har kastet sin kærlighed på ham, og det viser sig (selvfølgelig!) at være mere, end det ser ud til.

Så fortsætter handlingen ellers. De rejser mod byen Venus, hvor de må snige sig ind uden at blive opdaget af byens vagtværn. Der bliver de antastet af en mærkelig dame, der viser sig at være i kontakt med frihedskæmperne, og hun fortæller dem, at de må rejse til den gamle militærbase Isop, hvor tegningerne over Nedals fæstning ligger gemt. De kaprer sammen en båd og tager af sted, mens Rauschenberg hele tiden er lige efter dem.

En rask jagtsekvens senere og de bliver reddet af en pilot, der ikke bare kan fortælle, at Isop-basen er blevet ødelagt, men som også er en supersteg ved navn Amia. Hun ved desuden, at det lille pelsede dyr er en såkaldt opikayana (deraf albummets navn), der betyder ”den hvide engel”. Solas ender noget desillusioneret, men stadig tørstig efter hævn: ”Det kunne godt være at Nedal og hans sorte hummere herskede over vores verden, men ingen herskede over fremtiden…” Og der slutter seriens første bind så.

Vil Darth Vader godt henvende sig i informationen..?
Som taget ud af 'Star Wars'-universet...

Som taget ud af ‘Star Wars’-universet…

Til gengæld er det her, problemerne begynder. For lyder alt det her ikke en smule velkendt? Drengen, hvis far er død og som vil have hævn? Det onde imperium? De modige frihedskæmpere? Hæren af maskiner? Episode 1? Mentoren, der tager den unge dreng under sin vinge? FORSIDEN PÅ ALBUMMET?! Hvis ikke det er et opkog af hele Star Wars-franchisen, så ved jeg næsten ikke, hvad det er.

Personligt har jeg i hvert fald MEGET svært ved at abstrahere fra alle de små referencer, der er strøet ud over albummet – hvad enten de er tydelige eller utydelige, bevidste eller ubevidste.

Det er selvfølgelig ikke nemt at løsrive sig fra en tradition, så vidtfavnende som Star Wars, især når man insisterer på at gøre det i en lignende genre, men Opikayana formår ganske enkelt ikke at gøre sig til sin egen. Èt er at lade sig inspirere, noget andet er at plagiere og Anders Walters første Solas-bind befinder sig faretruende tæt på grænsen til sidstnævnte.

Upassende komik
Så flot, så dystert.. og på samme tid så kikset.

Så flot, så dystert.. og på samme tid så kikset.

Det hjælper heller ikke, at Anders Walter tilsyneladende ikke helt har besluttet sig for, hvorvidt hans serie skal være en falde-på-halen-agtig farce eller en nervepirrende, actionpræget modstandshistorie. Tager man bindets første fem sider til indtægt for resten af historien, lander den solidt i den alvorlige ende af spektret.

Men når man så som alvors- og spændingshungrende læser pludselig introduceres til en karikatur af en skurk og en hærfører, der mest af alt minder om Fritz Frelengs skydegale westernfjols Yosemite Sam fra Warner Brothers’ Looney Tunes-æra (eller Onkel Hans, som han hedder på dansk), så sidder man tilbage med et skævt blik i fjæset og tænker ”Crap! Jeg troede, det var alvor!?”.

Selv stjernerne om hovedet er der, når nogen bliver gokket i nødden – jeg sidder og venter på, at en ambolt falder ned i hovedet på nogen. Det er ikke bare dræbende for alt, hvad der hedder stemning, det er også fuldstændigt malplaceret, når man tænker på kvaliteten af albummet.

Flot
Bare han ikke havde taget ordbogen med sig...

Bare han ikke havde taget ordbogen med sig…

For Opikayana er flot. Det er tydeligt, at Anders Walter har lagt blod, sved og tårer i tegningerne, og der gemmer sig virkeligt nogle perler blandt bindets 66 sider. Især actionsekvenserne – og i særdeleshed bådjagten væk fra Venus – er imponerende flotte.

Der er fantastiske vinkler, der er fart over feltet, og der er en rigtig god spænding mellem rammerne. Karaktererne er flot skruet sammen rent visuelt, og der er virkeligt tænkt over kompositionen. Det er ikke underligt, at Anders Walter tidligere har ernæret sig som story board artist – der har han bestemt en force. Og så gør det jo heller ikke noget, at han kan tegne en laber dame som Amia – hotdiggety!

En sidste ting der skal nævnes, er desværre endnu noget af en nedtur. Og det er en nedtur, der bare ikke må findes i tegneserier af denne kvalitet og dette format. Sproget. Ud over det faktum, at der praktisk talt kun bruges udråbstegn og spørgsmålstegn gennem hele serien, så er der bare lidt for mange taste- og stavefejl. Og når jeg siger lidt for mange, så mener jeg alt for mange.

Det kan være, at det kun er mig, der finder den slags fejlagtigheder forstyrrende, men når jeg læser en ramme som denne, så kan jeg ikke tage det alvorligt: ”Det var 52 år siden. Den tyransike Raimanda havde knust vores modige hærer, og med dem alt hvad der betød noget. Raimanda vandt det endelige slag pågrund af hendes teknologiske overmagt…vi blev slåede af overlegne dødsmaskiner. Hun henrettede friheden…intet mindre.” Jeg lader den stå for sig selv – måske der udover en rentegner også har været brug for en korrekturlæser.

Solidt

Opikayana er på trods af alle skønhedsfejlene et solidt album. Det er visuelt flot, og det er lige at gå til. Men meget mere er der ikke at komme efter. Historien er velkendt, grænsende til fortærsket og Anders Walther burde have valgt, hvilken stol han ville sætte sig på i stedet for at forsøge at være både sjov og alvorlig. Men hvis man kan leve med en godt stykke kunstnerisk håndværk uden den store tankeaktivitet, så er bind 1 i Solas-serien bestemt noget, man vil sætte pris på. Personligt vil jeg til hver en tid vælge at se musikvideoen.

Solas: Opikayana er venligst stillet til rådighed af Forlaget Fahrenheit.

3 stjerner

Titel: Episode 1: Opikayana
Seriens Titel: Solas
Forfatter: Anders Walter
Tegner: Anders Walter & Miwer (rentegner)
Udgivet: 2006
Forlag: Forlaget Fahrenheit
Format: Hardcover
Sideantal: 66 sider

Anmeldt i nr. 13 | 13/11/2006

Stikord: Rip-off

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *