Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Showdown in Little Tokyo

Showdown in Little Tokyo
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

En herlig lille actionfilm hvor Lundgren og Lee er et veloplagt makkerpar. Lidt klodset fortalt og en anelse forhastet, men fyldt med fine actionsekvenser og skønne one-liners.

Showdown in Little TokyoMan taler ofte om, at det er svært at lave gode computerspilsfilmatiseringer. At transformationen fra spillets mekanismer til filmens virkemidler er svær at udføre.

Hvis man vil se, hvordan det skal gøres ordentligt, skal man bare se Showdown in Little Tokyo – og det er ikke engang en filmatisering af et spil! Men mere om det om lidt.

Prinsen Dolph

Tilbage i 1991 var Dolph Lundgren et forholdsvist stort navn i actionland. Efter gennembruddet i 1985 som Ivan Drago i Rocky IV medvirkede han i film som Masters of the Universe (1987), Red Scorpion (1988), The Punisher (1989) og Dark Angel (1990).

De var ikke store mainstream-actionfilm eller monstersucceser, men fine små actionfilm, som også fik et godt liv på VHS-scenen – flere af de nævnte titler kan I sikkert huske fra “Men of Action”-serien. Så Dolph var på det tidspunkt ved at markere sig som en actionprins, et par lag under kongerne og Arnold og Sly.

Brandon Lee havde på det tidspunkt medvirket i en enkelt Hong Kong-actionfilm, Legacy of Rage fra 1986, samt den stort set ukendte amerikanske actionfilm Laser Mission fra 1989.

Så intentionen var, at Lee, med den meget kendte far, nu skulle op i den store liga. Man kan kun begræde, at Lee døde under en ulykke under optagelserne af The Crow (1994). Han blev kun 28 år gammel. Trist for familie og venner og trist for actionfilmen som genre, da han bestemt havde stort potentiale. Men tilbage i 1991 var Lee på toppen.

Og tilbage i 1991 var tagline-branchen også på toppen. Hør bare her:

“One’s a warrior. One’s a wise guy. They’re two L.A. cops going after a gang of drug lords. Feet first.

Meget smukkere bliver det vel ikke.

At sætte Lee og Lundgren sammen var godt set af filmens producenter. At bytte fortegn endnu bedre. Lee som den, der elsker USA, Lundgren som den, der dyrker de asiatiske dyder. Enkelt og effektivt og et godt koncept for en action-buddybasker.

Ballade med den japanske mafia

Filmen handler om de to Los Angeles-strømere Chris Kenner (Lundgren) og Johnny Murata (Lee). De bliver sat sammen som partnere og ryger direkte i flæsket på den lokale afdeling af Yakuzaen – den japanske mafia.

Det meste af handlingen udspiller sig i Little Tokyo, en lille bydel i Los Angeles; en bydel som i filmen fremstår væsentligt større, end den er i virkeligheden.

Kenner er vokset op i Japan, hvor han så sine forældre blive myrdet af en fra Yakuzaen – det viser sig naturligvis, at manden, der myrdede Kenners forældre, er filmens hovedskurk Funekei Yoshida, så her kan man tale om at give helten den helt rigtige motivation for at tage hævn!

Kenner er et fysisk pragteksemplar, han mestrer kampsport og skydevåben, han er svær at arbejde sammen med (han er den ensomme ulv), han har den sammenbidte træmands dyder, og så har han en kompliceret fortid fyldt med sorg og vrede – altså en klassisk actionhelt.

På den anden side har vi Murata, jokeren, den sjove fyr, modspillet til den firkantede Kenner. Heldigvis er han også god til kampsport.

Så det umage makkerpar går i krig med mafiaen, og det lugter af et showdown i Lille Tokyo.

Ligner et computerspil

Og så tilbage til computerspillene. Showdown in Little Tokyo er nemlig bygget op som et action-computerspil: En lille indledning, kampe, kort mellemspil, kampe, kort mellemspil, kampe, lidt mere mellemspil og slutkamp mod end of level-bossen.

Dertil kan man tilsætte nogle karakterer, man har lyst til at spille, fede locations og nogle herlige skurke.

Så på den måde rammer filmen præcis følelsen, vi kender fra computerspil – altså de mere simple computerspil som mange af de arkadespil og 64’er-spil, jeg spillede som knægt.

Den perfekte combo er vel en gang pommes og rød saftevand fra grillen, en to-tre timer foran Double Dragon-maskinen og så forbi tanken og hente Showdown in Little Tokyo med hjem på VHS. En kombination der fungerede tilbage i 1991, en kombination der fungerer fint i 2020.

Filmen er endda bevidst om, at den minder om et computerspil. Efter at have bekæmpet en horde af skurke siger Murata:

“You know, it’s kinda like one of those video games… you just defeated the first wave.”

Og det er så sandt, som det er sagt.

Fin lille actionfilm

Showdown in Little Tokyo er i sin essens en fin lille actionfilm. Stærke actionscener, fine one-liners, et par seje helte, en lækker dame, en fæl skurk og en handling, der aldrig går i stå. Hverken mere eller mindre.

At den så også flere steder er lidt klodset fortalt gør så også, at den aldrig hæver sig over at være solid underholdning. Man fornemmer også, at filmen er en anelse skamklippet, og det gør, at den føles en anelse forhastet – man var på Warner ikke tilfreds med det første cut og ville have mere end ti minutter væk. Men det ændrer ikke ved, at det er en dejlig lille film, og den er med sin spilletid på 80 minutter bestemt ikke for lang!

Mark L. Lester, som mest er kendt for Commando (1985), er bestemt ikke nogen stor instruktør, men han formår at underholde. Og det er jo også fint nok i sig selv.

Og lad os her på falderebet give Murata det sidste ord til noget, som til gengæld er langt:

“Kenner, just in case we get killed, I wanted to tell you, you have the biggest dick I’ve ever seen on a man.”

Tak for actionkaffe!

3 stjerner

Titel: Showdown in Little Tokyo
Instruktør: Mark L. Lester
Manuskript:Stephen Glantz og Caliope Brattlestreet
Cast: Dolph Lundgren (Chris Kenner), Brandon Lee (Johnny Murata), Cary-Hiroyuki Tagawa (Funekei Yoshida)
Foto: Mark Irwin
Klip: Robert A. Ferretti, Steven Kemper
Musik: David Michael Frank
Spilletid: 79 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 1991

Anmeldt i nr. 176 | 13/06/2020

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *