Sherlock Holmes: The Awakened

5 minutters læsetid
Sherlock Holmes: The Awakened

Sherlock Holmes: The Awakened er nyeste skud på stammen af adventurespil med den meget populære detektiv i hovedrollen. Af andre computerspiltitler med Sherlock Holmes og Dr. Watson i hovedrollen kan nævnes Sherlock Holmes: Secret of the Silver Earring og The Lost Files of Sherlock Holmes: The Case of the Serrated Scalpel, hvoraf sidstnævnte tidligere er anmeldt her på Planet Pulp.

Holmes vs. Cthulhu

Startskærm.
Startskærm.

Vi befinder os i det herrens år 1894 i London. Sherlock Holmes keder sig gevaldigt, og har et inderligt ønske om et snarligt mysterium, der egner sig til en hjerne af hans format. Watson forsikrer dog Holmes om, at der nok snart dukker noget op. Og ganske rigtigt. Efter en hurtig tur i boghandlen møder Holmes Watson sammen med en af hans patienter, den rige Captain Stenwick, og en betjent.

Det viser sig, at Captain Stenwicks tjener er forsvundet, og det formodes, at han er stukket af. Men snarrådige Sherlock aner uråd, og efter en interessant og givtig undersøgelse, kan Sherlock selvsikkert konstatere, at der ikke er tale om nogen frivillig flugt, men kidnapning.

Sherlock Holmes.
Sherlock Holmes.

Dette bliver startskuddet til en sag, der hurtigt viser sig at være meget større end først antaget. Holmes og Watson opdager, at der i løbet af den seneste tid er forsvundet flere mennesker, og sporene fører ned til Londons skumle havneområde og Themsen, hvor liget af en privatdetektiv samt en grotesk statue på en piedestal befinder sig i et aflåst pakhus. Ligesom Sherlock færdiggør undersøgelserne nede i pakhuset, rives lemmerne på detektivens krop fra hinanden, og nogle slimede tentakler bryder frem fra kroppens indre.

Ja, kære læsere, I har måske nok allerede her gættet, at vi har med en bande af meget onde Cthulhu-kultister at gøre. Enhver med blot få Sanity Points tilbage havde her stoppet op, og sagt ellers tak, men dette er breaking news for Sherlock Holmes og Dr. Watson, der aldrig før har hørt om mytiske Cthulhu, så de kaster sig ufortrødent videre ud i efterforskningen.

Til Schweiz og Louisiana med d’herrer Gygax og Moriarty

Detektiven og Cthulhu i smuk forening.
Detektiven og Cthulhu i smuk forening.

Efterforskningen fører Holmes og Watson til sindssygeanstalten Black Edelweiss Institute i Schweiz (hvor de undervejs i toget møder en meget ung Hercule Poirot, der får Holmes’ hjælp til at løse en gåde). På Black Edelweiss Institute viser det sig hurtigt, at det ikke kun er de indsatte, der har en skrue løs. Forstanderen, ved navn Dr. Gygax, eksperimenterer med patienterne dybt nede i kælderen, alt sammen i Cthulhus navn.

Samtidig får Holmes sig noget af en overraskelse, da han pludselig står ansigt til ansigt med sin dødsfjende Moriarty – som faldt i Reichenbach-vandfaldet – der har mistet forstanden, og ikke genkender Holmes. Eventyret ender dog ikke i Schweiz, og efterfølgende fortsætter Sherlock og Watson til det dejlige New Orleans og sumpene deromkring, hvor jagten på Cthulhu-kulten tilspidses yderligere.

Puzzleproblemer

Dr. Gygax læser 'The Worship of Ghouls' nede i sin kælder.
Dr. Gygax læser ‘The Worship of Ghouls’ nede i sin kælder.

Frogwares Games Development Studio er, som så mange andre, hoppet med på det så populære first-person perspektiv, som vi kender fra mange shootere. Man bevæger således Sherlock Holmes rundt i et 3D landskab, og ser gennem hans øjne. Musen bruges til at orientere sig med, mens man bevæger sig frem, tilbage og til siden via keyboardet. Denne form for styring har givet udviklerne rig mulighed for at gemme alverdens spor de mest mystiske steder, så det gælder om at være opmærksom, da man nemt kan overse vigtige spor, hvilket med det samme bringer mig hen til spillets både stærke og svage sider: gåderne.

Mange af spillets puzzles skal løses gennem gammeldags detektivarbejde, hvor luppen findes frem. Her gælder det typisk om at finde kigge nærmere på fodaftryk eller finde fibre fra tøj etc. Andre gåder kræver blot, at du har læst grundigt nok i artikler, bøger eller din notesbog. Dette er meget ligetil, og giver som regel ikke de store vanskeligheder. Nogle gåder er mere sindrige konstrueret, og giver en dejlig tilfredsstillelse, når de løses. Men enkelte steder i spillet sidder man uhjælpeligt fast, og her kan filmen godt knække.

Den gale profet a.k.a. Light of Abyss.
Den gale profet a.k.a. Light of Abyss.

Man leder efter et spor, som så absolut ikke er til at finde. Undertegnede sidder selv godt og grundigt fast i en mordefterforskning i New Orleans. Selv efter at have konsulteret en walkthrough på Internettet, hvor det kunne konstateres, at man rent faktisk havde fundet alle de nødvendige ting for at komme videre i spillet, skete der ingenting. Et gammelt savegame blev fundet frem, og alle detaljer og spor blev gennemgået nøjagtigt, som de skulle. Igen ingenting.

På dette tidspunkt havde jeg tidoblet min mængde af grå hår pga. arrigskab! Efter at have konsulteret et forum på nettet fandt jeg så ud af, at mange andre havde haft lignende problemer selv samme sted, mens andre, der havde spillet på selv samme måde ikke havde haft nogle problemer overhovedet. Jeg leder stadig efter det usynlige spor.

Minimal frihed, men god stemning

Moriarty spærret inde på Black Edelweiss Institute.
Moriarty spærret inde på Black Edelweiss Institute.

Sherlock Holmes: The Awakened er ikke et spil, der giver spilleren frihed til at gå hvorhen man måtte ønske. Spillet er meget lineært bygget op, og således afgrænset til et forholdsvist lille område. Prøver man således at begive sig alt for langt væk fra de områder, hvor de aktuelle hændelser udspiller sig, udbryder Holmes pludseligt, at han ikke har nogen interesse i at gå den vej, og at man nok skal vende tilbage. Ikke så fedt.

Grafikken i spillet er absolut ikke af højeste kvalitet, men er ganske tålelig. Man kunne dog godt ønske sig mere mimik og bevægelse hos spilpersonerne. Karaktererne bevæger næsten ikke munden, når de taler, og samtidig har de ekstremt stive bevægelser, hvilket gør dem ganske utroværdige. På lydsiden akkompagneres spillet ikke af megen musik, men når den er der, bidrager den godt til den til tider ret skumle stemning i spillet. Stemmeskuespillet er dog ganske glimrende.

Reddes af den medrivende historie

Mord i New Orleans.
Mord i New Orleans.

Sherlock Holmes: The Awakened er et ganske udmærket spil, hvis man kan abstrahere fra de til tider meget svære gåder. Spillet reddes af den gode og medrivende historie, der langsomt udfolder sig for spilleren. Fans af rollespillet Call of Cthulhu vil uden tvivl kunne lide dette spil, og er nok mere villige til at give det en ekstra chance. Det er undertegnede et levende bevis på. Så sæt dig godt til rette i stolen, fyr op under computeren, og forbered dig på mange timers tænderskærende tidsfordriv foran skærmen i selskab med Holmes, Watson og gode gamle Cthulhu.

4 stjerner
Titel: Sherlock Holmes: The Awakened
Udvikler: Frogwares Games Development Studio
Udgiver, år: Focus Home Interactive, 2006
Platform: PC
Genre: Adventure, Horror
hvid
Hvor får jeg fat i spillet?
Sherlock Holmes: The Awakened kan købes online eller i computerspilsbutikkerne.
hvid
Hvordan får jeg spillet til at virke?
Spillet er lavet til Windows, og kører uden problemer.

Anmeldt i nr. 18 | 13/04/2007

Stikord: Cthulhiana, H.P. Lovecraft, Kulte, New Orleans, Sherlock Holmes, Sydstaterne, Victoriatiden

Skriv et svar

Your email address will not be published.