Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Shadow of the Vampire

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Hvis man er bare lidt interesseret i filmhistorie ligger der mange små godter og venter i Shadow of the Vampire.

Shadow of the VampireNår man har set Friedrich Murnaus fabelagtige Nosferatu, eine Symphonie des Grauens (1922) ved man, hvem Max Schreck er: Han er skuespilleren, der udødeliggjorde vampyren Grev Orlok. Noget af det fantastiske ved Murnaus film var, at Grev Orlok var en så speciel og skræmmende størrelse, der nærmest virkede som et monster fra fantasiens verden og en instans, der var større end filmen selv.

Forfriskende indslag

Det er denne ide som manuskriptforfatteren Steven Katz har bygget videre på i manuskriptet til Shadow of the Vampire. Filmen starter som en hyldest til filmmediet, og fungerer som et meget fint indblik i, hvordan man lavede stumfilm. Men så tager filmen en drejning og stiller spørgsmålet, om personen Max Schreck i virkeligheden ikke var en vampyr.

Filmen er et forfriskende indslag i horrorgenren, og en film, som metafolket vil elske. Dermed sagt, at filmen kan nydes som en metafilm om, hvordan Nosferatu, eine Symphonie des Grauens blev til, eller den kan ses som en rendyrket spændingsfilm eller som en kombination af begge dele.

Derfor appellerer den også til et bredere publikum, end man umiddelbart lige skulle tro. Filmens største problem kommer hen i mod slutningen, som i mine øjne fjerner en del af troværdigheden og mystikken. Men det må du selv bedømme.

Den mystiske Herr Schreck
En klassisk stumfilmstekst.

En klassisk stumfilmstekst.

Shadow of the Vampire starter med en klassisk stumfilmstekst, der forklarer, at Murnau i 1921 gik i gang med at indspille Nosferatu, eine Symphonie des Grauens. Murnau kunne ikke få rettighederne til Bram Stokers Dracula (1897), og derfor blev manuskriptforfatteren sat til at omskrive Stokers oprindelig roman med nye navne på personer og steder.

Murnau.

Murnau.

Vi følger optagelserne til filmens indledende scener og introduceres til de virkelige personer Friedrich Murnau, Albin Grau og Henrik Galeen – henholdsvis instruktør, producent og forfatter. Optagelserne går godt, og der i det store hele ganske fin opbakning om Murnaus projekt, selvom han er en noget selvcentreret herre.

Optimismen er derfor stor, da filmholdet begiver sig mod Slovakiet, hvor filmens centrale scener skal optages, og hvor de endelig skal møde den herre Max Schreck, som Murnau har fået til at spille rollen som Grev Orlok. Ingen kender noget til Schreck, og Murnau er meget sparsom med oplysningerne og hemmelighedsfuld, når han omtaler ham. Murnau gør det endvidere klart, at Schreck skal tiltales Grev Orlok, og at Schreck holder sig for sig selv mellem optagelserne, som sjovt nok alle skal foretages efter mørkets frembrud.

Ikke helt menneskelig
Fra settet.

Fra settet.

Endelig ankommer filmholdet til Slovakiet, hvor de bliver indkvarteret på en hyggelig kro – det er den kro, hvor Hutter overnatter i Nosferatu, eine Symphonie des Grauens umiddelbart før, han ankommer til grevens slot. Her møder de endelig den mystiske Max Schreck, som ikke kræver nogen makeup eller kostumer for at se ud, som han gør. Filmholdet bliver skræmt, men de slår dog det hen med, at han nok bare er en dygtig method actor!

Rekonstruktion af scene fra den originale 'Nosferatu'.

Rekonstruktion af scene fra den originale ‘Nosferatu’.

Men så begynder der at ske mystiske ting, og kameramanden Wolf bliver syg og må sendes hjem til Tyskland. Murnau får Fritz Wagner fløjet ind som afløser, og optagelserne kan fortsætte. Men snart går det op for os, at Murnau har lavet en pagt med Schreck, som viser sig ikke at være helt menneskelig. Han drikker lidt dyreblod, og opfører sig meget mærkværdigt.

I nogle intense scener bliver vi som tilskuere klar over, at Schreck ikke er nogen almindelig skuespiller, og det hele begynder at løbe løbsk. Hvad det hele ender med, og om Schreck er en vampyr, vil jeg ikke afsløre her.

Svag slutning
Max Shreck.

Max Shreck.

Grundidéen med filmen er intet mindre end fantastisk. Vi får et indblik i, hvordan Murnau var som person, og vi ser minutiøse gengivelser af scener fra den originale film. Det er godt tænkt, og dette metalag er sublimt udført. Da filmen så går over til at blive en spændingsfilm, trækker filmfolkene på mange af de samme effekter, som Murnau gjorde i Nosferatu, eine Symphonie des Grauens med det voldsomme skyggebrug og den snigende uhygge. Det er også godt tænkt.

Min største anke ved filmen ligger i dens slutning, og uden at afsløre for meget, vil jeg mene, at den er med til at underminere filmens overordnede struktur. Shadow of the Vampire er bedst, når det er antydningens kunst, der udføres, frem for de mere bombastiske virkemidler, der kommer hen i mod slutningen.

Murnau og Schreck i dialog om deres pagt.

Murnau og Schreck i dialog om deres pagt.

Men på trods af sin, i mine øjne, svage slutning er Shadow of the Vampire stadig en ganske seværdig film. Og det skyldes ikke mindst de fremragende skuespillere. John Malkovich er fortræffelig som den maniske Murnau, og den gode Udo Kier er i topform som produceren Amin Grau. Ja, alle medvirkende gør det faktisk godt.

Men nøjagtig som det var tilfældet med Nosferatu, eine Symphonie des Grauens er der én skuespiller, der overskygger alle de andre, og det er Willem Dafoe som Max Schreck. Dafoe formår at gøre myten omkring Max Schreck levende, og han er rent fysisk skræmmende at se på. Samtidig leverer han sin dialog med en dejlig kynisme, og man tror fuldt ud på hans karakter. Imponerende.

Varmeste anbefalinger
Kort før slutscenen skal filmes.

Kort før slutscenen skal filmes.

Udover skuespillet er der en anden sublim faktor i Shadow of the Vampire, og det er den måde, hvorpå filmfolkene har genskabt 1920’erne. Det gælder både det overordnede tidsbillede med toge, bygninger og kostumer, men også ned til de mindste detaljer som eksempelvis det udstyr, filmfolkene bruger. Der er kræset for det, og det er en fornøjelse at se på og giver filmens metalag en sjælden set stor troværdighed. Filmen fik da også stor anerkendelse, da den blev nomineret til en Oscar for bedste make up.

Shadow of the Vampire vil jeg, på trods af ujævnhederne hen i mod slutningen, give mine varmeste anbefalinger. Specielt hvis man er bare lidt interesseret i filmhistorie ligger der mange små godter og venter på dig. Og samtidig er filmen også til tider ganske uhyggelig, hvilket mest skyldes Willem Dafoes mesterlige skuespil. Det havde han fortjent en Oscar for, som han også var nomineret til – han kan dog trøste sig med, at han rent faktisk vandt otte mindre priser for sin præstation.

4 stjerner

Titel: Shadow of the Vampire
Instruktør: E. Elias Merhige
Manuskript: Steven Katz
Cast: John Malkovich (Murnau), Willem Dafoe (Schreck), Udo Kier (Grau), Aden Gillett (Galeen), Cary Elwes (Wagner)
Producere: Nicolas Cage (producer), Jeff Levine (producer), Paul Brooks (executive producer), Alan Howden (executive producer)
Foto: Lou Bogue
Klip: Chris Wyatt
Musik: Dan Jones
Spilletid: 93 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk
Produktionsland, år: England/USA/Luxemburg, 2000
Produktionsselskaber: Shadow of the Vampire Ltd., Saturn Films
Distributør (DVD): Lions Gate Films
Udgave/region: 1

Anmeldt i nr. 25 | 13/11/2007

Stikord: Filmhistorie, Metalag, Vampyrer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *