Martin Schjönning
Ingen kommentarer

Seks nikotinplastre og et kateter, tak! Reportage fra BogForum 2018

Seks nikotinplastre og et kateter, tak! Reportage fra BogForum 2018
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Årets største bogmesse er overstået. Igen i år blev kommercialiseringen tydeligere. Det har Planet Pulp kigget nærmere på.

Jeg har deltaget i BogForum rigtig mange gange. Så vidt jeg kan regne ud, har jeg kun misset et enkelt år i løbet af de sidste tolv, og jeg har været med som standholder, forfatter, presse og en enkelt gang som helt almindelig gæst.

Derfor vil jeg vove den påstand, at jeg har et ret godt overblik over messens udvikling – eller rettere afvikling.

I forne tider, da messen levede op til sit navn og faktisk foregik i Forum på Frederiksberg, var stemningen en anden. Det lyder som patetisk nostalgi, og det vedkender jeg mig.

Bella Center set fra luften - det bliver det ikke kønnere af.

Bella Center set fra luften – det bliver det ikke kønnere af.

Der er bare forskel på en arkitektonisk smuk bygning som Forum og et kønsløst betonmassiv som Bella Center.

Der er især forskel på det geografiske miljø rundt om messen, hvor hyggelige gamle, konservative Frederiksberg, med træflankerede alleer, intimcafeer og det smukke gamle Radiohus som nærmeste naboer, og den amagerkanske ødemark rundt om Bella, hvor der kun står et skævt hotel og en forblæst metrostation.

Mit håb, da BogForum voksede sig for stor til Forum-bygningen – hvilket den absolut gjorde – var, at omgivelserne faktisk var ligegyldige. Det handlede jo om litteraturen, det intellektuelle, poetiske, sublime. Den mest grundlæggende udtryksform, vi har opfundet.

God litteratur vil fortsat være god litteratur, om det så bliver præsenteret i et parkeringshus (hvilket er det bedste jeg kan sammenligne udstillingshallerne i Bella med).

Salg, salg salg!

Pressefoto fra BogForums hjemmeside. En erfaren BogForum-gæst vil vide, at dette foto må være taget omtrent tre minutter efter dørene åbner, da man stadig kan se gulvet.

Pressefoto fra BogForums hjemmeside. En erfaren BogForum-gæst vil vide, at dette foto må være taget omtrent tre minutter efter dørene åbner, da man stadig kan se gulvet.

Jeg blev dog klogere. Priserne på stande skød helt vanvittigt i vejret efter flytningen, og det kan jo udelukkende resultere i én ting: Profitmaksimering.

Når forlag, foreninger og boghandlere skal hoste op med eksorbitante beløb for en stand til en messe, hvor publikum også bliver afkrævet en høj entrépris og mødes med grotesk dyr forplejning og garderobe, og derfor forventer rigtig gode messe-tilbud på bøger, handler det kun om én ting: Salg.

Der skal rækkes virkelig mange bøger over disken, før en stand på BogForum er tjent ind. Mange små forlag og foreninger har fuldstændigt droppet tanken om at kunne få standen til at løbe rundt, og betragter blot BogForum som en slags meget dyr tradition.

Men der bliver færre og færre af den slags ildsjæle, og mange af ansigterne fra gamle dage er forsvundet, druknet under lavinen af tilbudskrimier.

BogForum kender godt til problemet. I år havde de, udover det store NewPub-område for selvudgivere, der blev etableret sidste år, lavet en slags bås, hvor små, idealistiske forlag kunne præsentere deres udgivelser.

Her fandt man nogle af de bedste små foretagender i øjeblikket – blandt andet det blandt horror-elskere så værdsatte H. Harksen Productions, det spændende og alsidige Brændpunkt, Forlaget Sidste Århundrede, der specialiserer sig i overset udenlandsk litteratur, og tegneserieforlaget Forlæns.

Men man fandt det altså kun, hvis man vidste hvad man skulle lede efter, klemt inde som de var mellem vokseværksungen Gladiator og indgangen til BørneBogForum.

Skæg for sig og børn for sig

Børneafdelingen af BogForum er i øvrigt en blandet fornøjelse for mig som veteran. Det har været der i et par år, og det giver egentlig god mening at samle børnebogsforlagene for sig – om ikke andet så fordi alle de skrigende unger ikke føjer yderligere til det støjinferno, der permanent hersker inde i voksenhallerne.

Men omvendt så tvinger det også mange af de mellemstore forlag (der altså heller ikke ligefrem er hovedrige) til at etablere (og betale for) to stande, hvis de vil være sikre på at få adgang til begge typer af publikum.

Når Børneafdelingen eksisterer, leder børnebogskøberne udelukkende efter deres næste indkøb her. Det virker igen som en ekstra måde at klemme penge ud af folk på, og en decideret børnelitteraturmesse i en anden weekend ville klart være at foretrække.

Dem der taber mest ved den profitorienterede retning, Bogforum har taget, er uden tvivl nørderne. Fantastik-fanen holdes stadig højt, men jeg overvejer, om det ikke er et spørgsmål om tid.

Science Fiction Cirklens raketreol. Et af fantastikkens fyrtårne på BogForum.

Science Fiction Cirklens raketreol. Et af fantastikkens fyrtårne på BogForum.

Udover Forlæns, har Cobolt, Fahrenheit og Carlsen tegneserier med til messen. Tellerup og Calibat, fantasy-forlaget Ulven & Uglen, samt Science Fiction Cirklen har også stadig stande, og i år fik de selskab af Det Danske Edgar Allan Poe Selskab.

Men jeg ved fra mange, at det store arbejde med at planlægge og bemande en stand sjældent står mål med belønningen.

Det er gigantstandene fra Gyldendal, Politikens Forlag, L&R og lignende klepperter, der trækker publikum til stedet, og kun en hardcore gruppe af nørder – de samme som man møder år efter år – dukker op for at vise deres støtte.

Den evige PA-krig

Et af problemerne ved BogForum er, at litteraturen bizart nok bliver overset. Det er mest tydeligt i forhold til mængden af decideret litterære events, og den hårde konkurrence der er om opmærksomheden.

Et kartel af “kloge” forlag, bestående af Vandkunsten, diverse universitetsforlag og Dansk Sprog- og Litteraturselskab, havde i år splejset om en nogenlunde aflukket scenestand, med et hæderligt og målrettet PA-anlæg, så man kunne lytte til deres foredrag og præsentationer der.

Det er uden tvivl en lektie, de har med fra de foregående år, for den kombinerede larm fra større sceners anlæg, publikums råben, den mildest talt elendige akustik i Bella samt utyskestreger som Aakjærselskabets infernalske harmonikakoncerter (som det er en tradition for mig at harcelere over), gør det simpelthen nærmest umuligt at høre hvad folk siger.

PA-krigen har hærget BogForum i årevis, og det er mig en gåde, at man ikke gør mere ved det, for det stresser både standholdere og publikum, for slet ikke at tale om de mennesker, der må råbe for at få ørenlyd.

Til receptionen for første bind af Forlaget Kandors kæmpesatsning, den første komplette danske oversættelse af H.P. Lovecrafts livsværk, stod jeg bogstaveligt talt halvanden meter fra oversætteren Jakob Levinsen, da han holdt sin tale.

Jeg opfangede kun, hvad han sagde, når han havde ansigtet rettet direkte imod mig, og han er ikke nogen forsagt mand. Jeg gik altså glip af et indslag, jeg i dén grad havde glædet mig til, til trods for at jeg var mødt op og endda havde fået en god plads.

Fru Læser kommer til byen

Og så er der selve publikum. Jeg er udmærket klar over, at der skal sælges en masse skrammel for at forlagene får overskud til at udgive con amore-projekter. Og selvfølgelig skal der være noget for alle læsere på en messe der – påstås det – fejrer bogen og litteraturen et alii.

Men publikumssammensætningen er altså begyndt at afspejle bogmarkedets mest mainstream tendenser, og man kan vel godt fremsætte den påstand, at mainstream-læserne er dem, der ligesom har det bedst året rundt i forvejen.

Jeg siger ikke, at Poul Thomsen og Hella Joof ikke må sælge bøger på BogForum, men kendisbøgerne, de evindelige seriemorderkrimiserier, julegaveidéerne og sportsbiografierne kan jo skaffes i normale supermarkeder. Hvorfor ikke forsøge at gøre lidt for dem, der elsker andre former for litteratur?

Det er desuden let at få et overblik over den danske gennemsnitslæser ved at se sig omkring på BogForum og forsøge at absorbere tendenserne.

For det første er der toiletkøerne, der vidner om, at omtrent otte ud af ti gæster er kvinder. For det andet kommer vognparken af rullende indkøbsnet, som man konstant skvatter over på vej fra ét sted til det næste, og som siger noget om alderssammensætningen.

Og som det tredje skal man holde øje med de stande, der ikke bliver besøgt. Det drejer sig i høj grad om de intellektuelle kapaciteter og de idealistiske foretagender.

Hvis du vil se ensomme mennesker, skal du blot finde Muslimer for Fred-standen, der sælger utroligt smukke koraner meget billigt og i øvrigt har en række udgivelser om mellemøstlig filosofi.

Jeg så mange bedsteborgerlige gråhårede damer gå omveje for at undgå den stand, og det fortæller mig deprimerende meget.

Schjönning kigger i krystalkuglen

Min forudsigelse for Bogforum er lettere dystopisk. Indtil videre har intet tydet på, at kommercialiseringen af messen vil aftage.

For hvert år bliver BogForum mere overrendt, mere laveste fællesnævner, mindre nørdet, mere højrøstet.

Litteraturen handler om fordybelse og indlevelse, og det er der ikke levnet plads til mellem de omvandrende plysmaskotter, stanken af glögg, der uddeles i shotsglas, katterjammermusikken, de skrattende, allestedsnærværende kontorhøjtalere og bragene fra dørene ud til rygeområdet og de alt for få toiletter.

Forlagskoncernen DreamLitt gjorde noget interessant i år, som jeg håber danner skole. I stedet for at opbygge det, der nu er standarden på BogForum, nemlig en salgsoptimeret butiksstand, havde de bygget en lounge med borde og stole, og blot medbragt læseeksemplarer af deres nyeste udgivelser.

Her kunne gæsterne så sidde i ro og mag og undersøge bøgerne, udforske de aktuelle titler, uden at føle sig presset ud i impulskøb.

Til en messe, hvor publikum simpelthen er for stressede til at blive hængende hos stande, som ikke bruger propagandamidler til at holde på dem, er dette både et spændende eksperiment og en kærkommen forandring.

Kort fortalt tror jeg, at BogForum om føje år ikke længere kan holde sammen på det hele mere. Det der burde være en messe for alle, er blevet en messe for de fleste, og det kommer til at skubbe mange af de mest ihærdige og kreative aktører bort.

De sidste fem år er der opstået et væld af nye, lokale litteratur- og kulturmesser, og de fleste af dem vokser.

Fantastik-nørderne og vores elskede genrelitteratur vil man finde til fantasy-messerne i Esbjerg og på Herlufsholm ved Næstved. Sci-Fi-messen i Randers er allerede vokset ud af den enorme sportshal, hvor den holdt til de første par år.

I Odense blev horror-festivalen Skrækfest udklækket i år, og den vender tilbage, større og vildere i 2019. Fantasticon vokser også. Louisiana Literature og selv Heartland Festival på Egeskov Slot på Fyn har et langt bedre program for den kræsne, intellektuelle læser end BogForum.

Indtil videre spiller fantastikproducenterne på begge heste. Både på den store årlige mainstream-messe i Nærsverige og på de hyggelige, men absolut professionelle lokale genre-fester ude i den danske provins.

Men spørgsmålet er, om det med tiden kan betale sig at spendere formuer på førstnævnte?

Lidt ligesom speltpebernødder

Planet Pulps undsendte med bibliotekar og anmelderkollega, Jette

Planet Pulps undsendte med bibliotekar og anmelderkollega, Jette “Gyseren.dk” Holst fra Horsens. BogForum er en familiefest.

Jeg holder faktisk enormt meget af at være på Bogforum. Men det er givetvis fordi, jeg er dybt engageret i bogmarkedet som forfatter og redaktør, journalist, konsulent og kritiker.

BogForum er en gigantisk fætter-kusine-fest for mig, hvor jeg ikke kan gå fire skridt uden at støde ind i en person, jeg har haft et projekt til fælles med.

Det er på BogForum, man får og udveksler nye idéer, lytter til branche-sladder, drikker en øl med en muligvis kommende chef, udspionerer konkurrenterne, og i det hele taget netværker.

Som brancheperson bør man dukke op til messen iført seks nikotinplastre og et kateter, for der er ikke tid til meget andet end at snakke.

Men som en helt almindelig gæst – hvis vi nu leger, at jeg kunne begrænse mig til blot at læse bøgerne og ikke blande mig i dem – ved jeg helt ærligt ikke, om jeg gad at besvære mig hele vejen til ydre Amager for at tage del i det komplette ragnarok, der nu er BogForum.

Mit personlige forhold til Danmarks største bogarrangement blev formuleret af en gæst, der nærmest desperat kastede sig ind i den strandbar, Brødrene Garmark havde stillet op for at promovere deres nyeste bog, Love City.

Hun havde forvildet sig til Bella alene, og var nu så hårdt ramt af larm og klaustrofobi, at en gratis gin & tonic virkede som den absolut eneste brugbare medicin mod hendes tics og choktraumer. Men som hun sagde til mig om BogForum:

“Det er sgu’ lidt ligesom speltpebernødder. Der går jo et helt år mellem at man køber dem, og så glemmer man at de smager af lort. Og så køber man dem jo igen.”

Udgivet i nr. 157 | 13/11/2018

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>