Scream Blacula Scream

I slutningen af Blacula (1972) så vi, hvorledes solens stråler forvandlede Blacula til et råddent lig, og hvordan maddikerne åd hans hud. Men man kan aldrig vide sig sikker med en vampyr. For lige som man troede, man var i sikkerhed, dukker han/hun op i fortsættelsen som ved et mirakel. Det er også tilfældet for Blacula, der genopstår i Scream Blacula Scream fra 1973 – blot et år efter den originale film.

Denne gang er det ikke William Crain, der står bag, men Bob Kelljan, der også er kendt fra andre vampyrfilm som Count Yorga, Vampire (1970) og The Return of Count Yorga (1971). William Marshall gentager rollen som den charmerende og dødsensfarlige Blacula, og leverer en god, om end lidt afdæmpet, præstation.

Hævn med voodoo

Scream Blacula Scream åbner, da en gammel voodoopræstinde dør, og på sit dødsleje udnævner Lisa Fortier (Pam Grier – fra bl.a. Coffy (1973), Foxy Brown (1974) og Jackie Brown (1997)), som sin arvtager. Dette bliver hendes virkelig arving, Willis (Richard Lawson), selvfølgelig rasende over, og i galskab får han fat i Blaculas knogler. I et voodooritual forsøger Willis at bringe Blacula tilbage, så han igennem vampyren kan få sin hævn.

Men det går selvfølgelig ikke helt efter planen for den blodtørstige Willis, for før han har set sig om, genopstår Blacula og gør Willis til sin slave ved at forvandle ham til en vampyr. Størstedelen af filmens start foregår i Willis’ store hus, hvor handlingen er lidt sløv, og der ikke er meget vampyraction, udover at Blacula lige klarer et par gæster. Dog er scenen, hvor Willis står i sit flotteste 70’er-tøj og prøver at spejle sig en sjov idé – man føler sig jo næsten helt identitetsløs, når man ikke kan se, hvordan man ser ud, før man skal til fest.

Endnu flere uopklarede mord.. hmmmm…

En aften da Mamuwalde (Blaculas alter ego) er ude at gå, kommer han forbi en fest/udstilling om afrikansk voodoo, hvor han møder Lisa og falder i snak med hende omkring hendes evner som voodoopræstinde. I Lisa ser Blacula en god mulighed for at få ophævet sin forbandelse som blodsuger, men det hele er ikke lut og lagkage – for til festen er også politimanden Justin (Don Mitchell), der er i gang med en eftersøgning af nogle uopklarede mord, hvor ofrene lider af enormt blodtab!

Om Justin finder sin gerningsmand og om Blacula omsider får ophævet sin forbandelse, skal jeg selvfølgelig ikke afsløre her, men som man nok kan læse fra ovenstående resume, er det ikke en synderlig original historie og det er ikke de store overraskelser, der pryder filmen.

Blacula var en spændende og anderledes vampyrfilm, der blandede den gotiske stemning fra Hammers film og den rå styrke fra blaxploitationgenren. Filmen fik en del succes, da den kom ud, men det virker mest af alt som om idéen med fortsættelsen var at tjene nogle hurtige skillinger i stedet for at fortælle spændende historie om denne ”nye” vampyr.

Det gør desværre også, at plottet virker en smule fladt, og vi aldrig rigtig kommer til at interessere os for nogle af de mange flade karakterer, der indgår i filmen. Vi følger Blacula, og det er for det meste også ham, publikummet kommer til at holde med igennem hele filmen – hvilket måske ikke er helt oplagt, men da hans medskuespillere ikke er andet end todimensionelle stereotyper, får man ikke den samme medfølelse for dem.

Penge frem for plot

Mange af filmens første scener, kunne sagtens være klippet om, og nogle endda være helt udeladt, da de blot er med til at trække filmens spilletid op over den obligatoriske halvanden time. Og det er en skam, for skærer man historien ind til benet, kan man godt mærke, at der har været en nogenlunde god historie bag.

Dialogen hjælper desværre heller ikke meget. Mange af replikkerne er bare ævl, der skal fyres af for at få noget ”drama” i filmen. Men sandt at sige er det meget svært at huske noget af dialogen.
Selvfølgelig får vi de sædvanlige scener, hvor Blacula forsøger at hypnotisere kvinder med sine øjne og sin magtfulde stemme. Disse scener fungerer næsten altid godt, da Marshall igen leverer en ganske flot præstation. Men udover disse scener og et par scener med Pam Grier er der ikke meget at råbe op om.

Idéen med at trække voodoo ind i vampyrplottet virker faktisk meget godt i starten af filmen (måske en anelse fjollet i selve genoplivningsritualet), og tilføjer filmen en mystisk atmosfære. Desværre bliver det ikke udnyttet helt godt nok, og bliver lidt glemt, indtil Lisa kommer ind i billedet og forsøger at hjælpe Mamuwalde. At det ikke bliver udnyttet godt nok skyldes igen, at det har været vigtigere at tjene nogle hurtige penge end at skrive en god historie.

Chamerende

På trods af de mange skønhedsfejl er der alligevel noget charmerende over Scream Blacula Scream. Hvad det er, kan jeg ikke sætte fingeren på, men det har noget at gøre med den helt specielle stemning, som mange ældre film bare har, og som vi ser alt for lidt til i disse dage.

Forventer man et blodorgie i stil med del Toros Blade II (2002), bliver man slemt skuffet, og så bør man nok lige tjekke de gamle Hammer-vampyrfilm ud for at få gang i stemningen. De fleste af Hammers film er dog alligevel en del mere blodige og sensuelle, end hvad vi får serveret i Scream Blacula Scream, men nu kan man heller ikke kopiere den gotiske stemning, som Hammer er så kendt og elsket for.

Er man som denne anmelder også glad for de gotiske vampyrfilm, har set alle Hammers film flere gange, har grint af og gyst med Polanskis Dance of the Vampires (1967) og nu leder efter et godt alternativ, kan jeg kun anbefale at få anskaffet Blacula-filmene så hurtigt som muligt.

Fin valuta for pengene

Begge film er udgivet i en samlet kassette fra Optimum Home Entertainment på to skiver i en region 2-udgave til en overkommelig sum. Billedet på filmen er til tider en smule mørkt, og det kan være svært at se, hvad der sker i filmens mere mørke scener. Det kunne have været bedre, men det kunne også have været meget værre, og sammenligner man billed- og lydkvaliteten med filmenes pris, får man alligevel meget for pengene. Det eneste minus er, som også nævnt i anmeldelsen af Blacula, at ingen af skiverne indeholder undertekster, og da lydkvaliteten nogle steder ikke er helt fantastisk, ryger der en replik eller tre i svinget. Det ødelægger dog ikke forståelsen af filmen, så et kæmpe problem er det ikke.

Ekstramaterialet på skiverne er desværre skåret ned til en trailer til hver film, hvilket ikke er særlig meget. Her kunne det have været fedt med en dokumentar eller et lille indslag om blaxploitationgenren og hvordan en film som Blacula blev lavet, og hvor den hører hjemme i filmhistorien. Det er det desværre ikke blevet til, så hvis man vil have mere omkring filmene, bør man Google dem og finde nogle fansider, der er dedikeret til enten William Marshall eller Blacula.

Godt alternativ til fimsede teenagevampyrer

Jeg vil opfordre alle vampyrentusiaster til at opsøge Optimums udgivelse af Blacula-filmene, da man får et par gode og anderledes vampyrfilm for næsten ingen penge. Og er man som undertegnede ved at være godt og grundig træt af fimsede romantiske teenagevampyrer, der er så sukkersøde, at de næsten klistrer, så er det ualmindelig lækkert at kunne sætte en film som Blacula eller Scream Blacula Scream i DVD-afspilleren og drømme sig væk til dengang, vampyrerne stadig var rå og uhyggelig monstre.

Er man stadig ikke helt sikker på, om man lige er publikummet for disse film, kan jeg kun foreslå at du får samlet et par venner, får fat i de første af Hammers Dracula-film samt selvfølgelig Polanskis Dance of the Vampires og som rosinerne i pølseenden Blacula-filmene. Tilføj en god røvfuld popcorn og rød sodavand (eller et par øl), og du er sikret en fantastisk aften i godt selskab med rigtige vampyrer!

Anmeldt i nr. 52 | 13/02/2010

Stikord: 2’er, Blaxploitation, Fortsættelse, Vampyrer, Voodoo