Daniel Hvid
Ingen kommentarer

Scarecrows

Scarecrows
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

ScarecrowsScarecrows er en dyster gyser med masser af tung atmosfære, der kravler ind under huden, og sætter sig fast. Desværre bruges meget af tiden på at blande en actionhistorie ind over handlingen, der ikke klares helt så effektivt, som resten af filmen. Udover den lidt anderledes actionhistorie og et par plothuller, er filmen utrolig effektiv og et godt indslag i fugleskræmselsgysergenren.

Fugleskræmsler har altid været uhyggelige i den måde, de hænger på deres kors på en stor mark, og ligner døde mennesker. Nogle gange virker det, ofte gør det ikke, men hvorom alting er, har disse dukker en vis plads i vores underbevidsthed, og kan virke skræmmende – især på en mørk aften. For naturligvis er fugleskræmslet jo ikke andet end en dukke, fyldt med strå og iført gammelt aflagt tøj, så det ligner en mand, der står ude på marken.

Mange film og bøger har brugt fugleskræmslet som basis for nogle meget uhyggelige (og til tider meget vellykkede) film, som f.eks. i TV-serien Goosebumps‘ afsnit The Scarecrow Walks at Midnight (1996) og TV-gyseren Dark Night of the Scarecrow (1981).

Anderledes fugleskræmselsgyser

Filmens stemning bliver slået an allerede fra starten

Men denne film, med en så original titel som Scarecrows, er en lidt anderledes fugleskræmselgyser, da meget af handlingen er som taget direkte ud af en klichéfyldt actionfilm. Netop derfor er Scarecrows ikke helt så hårdtslående og uhyggelig, som den kunne have været, men leverer stadig en del intense nattescener, som kan kravle under huden på publikum.

En lille gruppe tyve har efter et røveri kidnappet en pilot og hans datter, og tvinger dem til at flyve sig til Mexico. Men undervejs en af tyvene pengene ud af flyet, hvorefter han selv hopper med. Pengene og afhopperen Bert (B.J. Turner) lander på en stor, mørk mark med masser af skumle fugleskræmsler. De andre på holdet er hurtige til at følge efter Bert, og får landet flyet ikke langt derfra. Nu går den vilde jagt på både afhopperen Bert og de mange millioner, der er ligger spredt rundt i det store område. Som om dette ikke var nok, er det som om, fugleskræmslerne taler og imiterer de andre personer. De andre tyve finder Bert senere, men han er ikke helt den samme, som de kender. Mere af handlingen skal ikke røbes her, men er man til stemningsfulde gysere, der ikke kun handler om blod, men mere stemning og atmosfære, vil man sikkert være godt underholdt.

Slasherelementer og bodycount

Bert stikker af med pengene oppe i flyet

Den første del af Scarecrows er meget intens, da vi følger afhopperen Bert og hans flugt fra de andre tyve. Alle karaktererne er iført headsets, så de kan høre, hvad hinanden siger. Bert kan derfor høre, hvad hans “venner” siger, og hvor de befinder sig i forhold til ham. Alt dette foregår på en mørk mark, hvor vi, som publikum, ikke ved, hvor de forskellige karakterer befinder sig i forhold til hinanden. Hele denne sekvens er creepy nok i sig selv, men vi får løbende closeups af fugleskræmslerne, der hænger på deres kors og hvisker i mørket. Vi får her en anelse om, at fugleskræmslerne ikke er, hvad de synes at være, da Bert og de andre flere gange hører stemmer, når der ikke er andre i nærheden, end de tilsyneladende livløse fugleskræmsler. Der går dog en rum tid, før vi for alvor bliver sikre på, at fugleskræmslerne er levende. Men når de først slår til, slår de hårdt!

Det er svært ikke at røbe for meget af historien, men Scarecrows benytter sig af mange klassiske slasherelementer, som f.eks. bodycountet, hvor vores hovedpersoner dør én efter én. Det kan måske virke trættende at se det hele én gang til, men jeg kan løfte sløret for, at de døde ikke ligger stille meget af tiden. Desværre får vi ikke helt nok af de uhyggelige fugleskræmsler og deres historie.

God stemning

Meget af filmens start er set igennem en natkikkert, der gør det hele mere uhyggeligt

Historien om fugleskræmslerne bliver aldrig gjort helt klar, men hvad vi kan gætte til, er, at ejerne af gården (og den tilhørende mark), stadig lever som fugleskræmsler, og sørger for, at ingen uvedkommende trænger sig ind på deres ejendom. Vi får aldrig en rigtig forklaring på, hvad der egentlig foregår, og det eneste vi har at gå ud fra, er et billede af tre ældre herrer, der bliver vist i close-up op til flere gange i løbet af filmen. At vi ved så lidt som muligt om fugleskræmslerne gør dem bare mere uhyggelige, men det ville alligevel være rart at får en forklaring på, hvorfor netop billedet af de tre herrer skal vises så ofte igennem hele filmen.

Den uhyggelige stemning er klart noget af det, som trækker filmen op på et niveau, så man godt kan holde ud at se den et par gange. Vi har med nogle rimelig ukendte personer at gøre, men deres præstationer er ganske udmærkede, lige som manuskriptet på intet tidspunkt forfalder til pinlig dialog eller ditto scener. Der er ofte en komisk karakter i slasherfilm, og det får vi selvfølgelig også her, men komikken er ikke så dominerende, at det ødelægger resten af filmen og bliver spoofagtigt. Meget af tiden bruges i selskab med tyvene og deres gidsler, og selvom det er de klassiske stereotyper, vi følger, får vi alligevel lidt medlidenhed med dem. Deres papirtynde karakterer er dog ikke stærke nok til, at vi kan holde dem ud hele filmen igennem, og til slut ender det også med, at man sidder og hepper på, at de dør.

Atmosfære frem for blod

Bert er proppet med penge

Scarecrows bruger som sagt mange elementer fra slashergenren, men alligevel føles det aldrig helt, som om man sidder med en decideret slasherfilm. De mere saftige scener, hvor vores hovedpersoner bliver hakket til fars af fugleskræmslerne, er også veludførte og rimelig grumme. Fugleskræmslerne hugger lemmer af deres ofre og syr dem på sig selv. Om det er for at blive mere menneskelige, eller hvad, finder vi heller ikke rigtig ud af, men det er en meget fed ide. I en anden scerne bliver én af tyvene slået ihjel og udstoppet med de penge, som han havde stjålet. Den afdøde tyv er dog blevet forbandet af fugleskræmslerne, og går derfor igen som en anden zombie. Det er ret uhyggeligt, men desværre er idéen ikke udnyttet til fulde, og man har hurtigt glemt alt om det igen, når man kommer lidt længere. Hvis man leder efter en slasherfilm med masser af blod, bør man nok ikke satse sine penge på Scarecrows, som derimod indeholder tonsvis af atmosfære og stemningsbaseret uhygge.

En udgivelse af Scarecrows har længe været efterspurgt, og nu har MGM endelig udsendt filmen på DVD sammen med den Friday the 13th-agtige The Burning (1981). Det er dejligt at se MGM udgive et par ældre perler, når de nu ellers plejer at sidde så tungt på de film, de har rettighederne til. DVD-udgivelsen af Scarecrows er flot, og de mørke scener er til at se. Udover selve filmen, finder man intet andet på skiven, hvilket er en stor skuffelse, da ekstramaterialet på The Burning, er betydeligt bedre – blandt andet med kommentarspor, interview med Tom Savini og et galleri. Selvom ekstramaterialet skraber bunden, kan man altid være tilfreds med at filmen er spændende er til tider meget uhyggelig.

Et skræmmende syn - fra filmens slutning

Man kan diskutere, om Scarecrows tilfører noget nyt til genren, eller bare genbruger mange af de gamle tricks, der var så meget oppe i tiden i slutfirserne. Uanset hvad man mener, så er filmen ganske underholdende og har sine øjeblikke, hvor den virkelig virker, og som en midnatsgyser sammen med f.eks. The Burning, fungerer den rigtig godt.

Titel: Scarecrows
Instruktør: William Wesley
Manuskript: Richard Jefferies, Marcus Crowder, Stephen Gerard, Larry Stamper efter historie af William Wesley
Cast: Ted Vernon (Corbin), Michael David Simms (Curry), Richard Vidan (Jack), Kristina Sanborn (Roxanne), Victoria Christian (Kellie), David James Campbell (Al), B.J. Turner (Bert), Dax Vernon (Dax), Tony Santory (Jakob Fowler), Phil Zenderland (Norman Fowler), Don Herbert (Radio Newscaster), Howard E. Haller (Helicopter Pilot/Base), Bambi Darro (Kellie)
Producere: William Wesley (producer), Cami Winikoff (producer), Ted Vernon (executive producer)
Foto: Peter Deming
Klip: William Wesley
Musik: Terry Plumeri
Spilletid: 83 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Ultra Stereo
Sprog: Engelsk, spansk, fransk
Undertekster: Engelsk, spansk, fransk
Produktionsland, år: USA, 1988
Produktionsselskaber: Effigy Films, Manson International
Distributør (DVD): Metro-Goldwyn-Mayer
Udgave/region: Region 1 (USA)

Anmeldt af Daniel Hvid | 13/09/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *