Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Sauna

Sauna
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

SaunaDet er længe siden denne anmelder sidst er stødt på en film med større potentiale, der taber det så eklatant på gulvet, på grund af et sjusket udført manuskript. Billedside, stemning, skuespil og fotografering er i top. Historien fortaber sig til gengæld i vås og pladder, og forråder alle filmens øvrige elementer, og gør Sauna til et dybt frustrerende bekendtskab.

For et par måneder siden havde vi fingrene i gyseren Plague Town (2008), der – trods sin manglende originalitet – havde fat i noget af det rigtige, og alligevel formåede at tabe det meste af det på gulvet. Det er et udsagn, man uden problemer kunne copy/paste til anmeldelsen af Sauna. Blot ærgrer man sig denne gang endnu mere over, at bagmændene, særligt manuskriptforfatteren Iiro Küttner, fejler, for Sauna er om noget en film med potentiale.

Renæssancens Finland

Sauna er noget så sjældent som en finsk gyser, og ikke nok med det. Den foregår i en periode, vi sjældent ser som setting for gyserfilm, nemlig den gryende renæssance. Frem til 1809, hvor Finland blev erobret af Rusland, var landet – eller rettere: regionen, der senere blev til nationalstaten Finland – en del af Sverige. Finland var slagmark under den den livonske krig, der startede i 1558 og varede frem til 1583, og igen under den russisk-svenske krig fra 1590 til 1595.

Fra filmens atmosfæriske indledning, hvor grænserne tegnes op på et kort af blodstriber

Sauna foregår umiddelbart efter fredsslutningen mellem de to lande i 1595, og følger en lille delegation svenske og russiske militærfolk, der er sendt ud for at fastlægge grænsen i et afsidesliggende område i Finland. Svenskerne repræsenteres naturligvis af lokale finner, bl.a. brødrene Eerik og Knut Spore, der er filmens hovedpersoner. Eerik er en hærdet krigsveteran med over 70 liv på samvittigheden, mens Knut er familiens intellektuelle. Han er geograf, og det er derfor Eerik har sørget for, at han kom med på ekspeditionen.

Pigegespenst

Eerik (Ville Virtanen)

Igennem en række flashbacksekvenser, finder vi ud af, at Eerik og Knut inden hovedhandlingens begyndelse, havde taget logi hos en lokal bonde, og hans datter. Da Eerik i en blodrus myrder bonden, låser Knut datteren inde i et underjordisk forrådskammer – måske for at holde hende i sikkerhed fra Eerik. Senere sår Eerik dog tvivl om dette, og antyder, at Knut måske låste pigen inde, fordi han var bange for, hvad han selv kunne finde på. Under alle omstændigheder lovede Eerik, at han ville lukke pigen ud, inden de forlod gården, og først langt senere finder Knut ud af, at Eerik aldrig gjorde det.

Dette erfarer Knut dog først noget efter hovedhandlingens start, da pigen pludselig begynder at vise sig for ham i ødemarken. Hun fremstår tydeligvis som et gespenst, og det er det, der leder Knut på sporet af sandheden. Han ønsker at tage tilbage for at lukke pigen ud, hvis hun stadig skulle være i live, og ”spøgelset” bare skulle være syner, men inden han når at vende om, støder den lille svensk-russiske delegation på en landsby ude midt i en sump. Vel at mærke en landsby, der ikke er markeret på nogle kort, og som ikke burde være der.

En meget, meget skummel landsby

Knut (Tommi Eronen)

Landsbyen er, ikke overraskende, slet ikke normal. Ude i en lavvandet sø står en hvidkalket bygning med en gabende, sort portal (desværre ligner bygningen mest en betonkonstruktion, hvilket i nogen grad ødelægger filmens ellers fine tidsbillede). Det skulle være en sauna, men ikke en hvilken som helst slags sauna. For efter at der begynder at ske meget mystiske og ildevarslende ting i landsbyen, antydes det overfor vore hovedpersoner, at saunaen skulle være bygget af russiske munke, der troede at saunaen var et sted, der kunne bortvaske deres synder.

Hele historien omkring de russiske munke er ikke noget, der for alvor bliver afklaret. Vi finder ud af, at landsbyens indbyggere fandt byen ved et tilfælde, da de var på vej væk fra deres gamle landsby, og at de slog sig ned i byen, som de fandt helt forladt. I en aflåst bygning ligger en masse ting, der skulle stamme fra landsbyens tid som tilholdssted for de russiske munke, og det må være derfra, landsbyboerne har stykket stedets historie sammen.

Og det er her, Sauna begynder at halte gevaldigt. Frem til delegationen når landsbyen er filmen skredet ganske logisk frem. Pigegespenstet er begyndt at vise sig, og man får en fornemmelse af, at noget uhyggeligt lurer om hjørnet. Men da delegationen ankommer til landsbyen, forsvinder enhver form for logisk plotfremdrift, der i stedet afløses af vage antydninger og umotiverede skumle hændelser.

Miskmask

Ødemarken

Forstå mig ret: jeg har intet imod film, der benytter sig af antydningens kunst, og som ikke nødvendigvis forklarer alle plotelementer. Men jeg har til gengæld noget imod film, der camouflerer manuskriptforfatterens manglende idé om, hvor han er på vej hen bag noget pseudoreligiøst og pseudoeksistentialistisk mismask om skyld, russiske munke og okkulte saunaer.

For Sauna fremstår først og fremmest som en film, hvor manuskriptforfatteren pludselig ikke har vidst, hvordan handlingen videre skulle afvikles. Og når man ikke kan komme på en bare tilnærmelsesvist sammenhængende historie, så lader man bare handlingen henfalde i uforklarlige hændelser, som velvillige kritikere så kan vælge at tolke som et sindbillede på skyldens tyngde, eller noget i den retning.

Gespenstet dukker op

Det harmonerer bare slemt dårligt med de meget traditionelle gyserelementer, Iiro Küttner, vælger at bruge igennem filmen – og det harmonerer urimeligt dårligt med filmens slutning, som jeg ikke skal afsløre her, men som involverer landsbyens eneste barn. Slutningen antyder i hvert fald, at der ikke er tale om noget sindbillede, men at der er overnaturlige kræfter på spil – men hvordan fanden det hele hænger sammen, tror jeg ikke man skal regne med nogensinde at finde ud af. For jeg tror nemlig heller ikke, manuskriptforfatteren ved det.

Forbandet ærgerligt

Delegationen ankommer til landsbyen

Og hvor er det dog forbandet ærgerligt, for det er godt nok længe siden jeg sidst har set en nordisk gyserfilm med så smuk en billedside, så fortættet en stemning og så fint et tidsbillede. Her sejrer Sauna (næsten) totalt. Med sine gråbrune billeder og det tomme finske landskab, fremmaner instruktør Antti-Jussi Annila og hans fotograf Henri Blomberg en fabelagtig stemning af mismod og stigende rædsel, der er intakt indtil handlingen går helt i opløsning, hvorefter stemningen desværre også fordamper. Det fine score af Panu Aaltio bør også nævnes, og så må det endelig siges, at skuespillet over hele linjen er fint. Skuespilmæssigt er Sauna helt domineret af de to brødre Eerik og Knut, der spilles glimrende af Ville Virtanen og Tommi Eronen, men også birollerne er fint udfyldt.

Tilmed styrer Antti-Jussi Annila slagets gang kapabelt, og lader både til at have styr på genrens virkemidler og ikke mindst sine hovedrolleindehavere. Vi er tidligere stødt på Annila i forbindelse med en anden utraditionel finsk produktion, nemlig den finsk-kinesiske eventyrfilm Jadesoturi (2006), der i øvrigt også havde manus af Iiro Küttner.

Hvis dog bare alle de gode elementer i filmen kunne have været fulgt op af et manuskript, der ikke bare havde en midte og en begyndelse, men også en slutning, der rent faktisk hang sammen med resten. For man kan tolke, hvad man vil, ind i Sauna, og uanset hvor ”dyb”, man finder filmen, ændrer det ikke på, at den formummede handling grundlæggende set forråder alle filmens øvrige velfungerende delelementer. Idéen om at koble temaer som skyld, bod og skyldforladelse sammen med saunaen – symbolet på finsk kultur – er aldeles glimrende, men i Iiro Küttners hånd får manuskriptet lov til at sejle ud af kontrol.

Mere irriteret end imponeret

Saunaen

Det betyder også, at det var aldeles velfortjent, at det var Lars von Triers langt, langt overlegne Antichrist (2009), der løb med Nordisk Råds filmpris frem for bl.a. Sauna, der ellers også var nomineret. Jeg ved ikke, hvorfor det generelt er sådan, at gyserfilm bliver opfattet som salonfähig, så længe de ikke har en sammenhængende handling fra A til Z.

For hvis Sauna havde udviklet sig mere traditionelt (og dermed været en langt bedre film), var den nok ikke blevet nomineret til Nordisk Råds filmpris – så havde den jo ”bare” været en gyserfilm. Men når handlingen nu fortaber sig i usammenhængende vrøvl, må det jo være fordi den har et dybt budskab, og så kan man jo godt nominere den. Omtalen af Sauna som et ”mesterværk” på Nordisk Råds hjemmeside må stå for tekstforfatterens egen regning.

Personligt er jeg mere irriteret end imponeret over Sauna, for mage til spild af gode idéer skal man da lede længe efter. For fanden, hvor er det da ærgerligt!

Sauna er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

2 stjerner

Titel: Sauna
Instruktør: Antti-Jussi Annila
Manuskript: Iiro Küttner
Cast: Ville Virtanen (Eerik Spore), Tommi Eronen (Knut Spore), Viktor Klimenko (Semenski), Rain Tolk (Rogosin), Kari Ketonen (Musko)
Producere: Jesse Fryckman (producer), Tero Kaukomaa (producer), Filip Hejduk (line producer), Heikki Leikola (associate producer), San Fu Maltha (associate producer), Artturi Mutanen (associate producer), Anna Konttinen (post-production producer), Martti Ylöstalo (post-production producer)
Foto: Henri Blomberg
Klip: Joona Louhivuori
Musik: Panu Aaltio
Spilletid: 85 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 2.0
Sprog: Finsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk
Produktionsland, år: Finland/Tjekkiet, 2008
Produktionsselskaber: Bronson Club, Etic Pictures, Yleisradio (YLE)
Distributør (DVD): Another World Entertainment (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 52 | 13/02/2010

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *