Den svenske skønhed Christina Lindberg var det primære blikfang i en række lumre svenske sexfilm, som talte pikante titler som f.eks. Sexrejsen til Japan (originaltitel: Poruno no joô: Nippon sex ryokô, 1973) og Skolepigernes Hemmeligheder (originaltitel: Was Schulmädchen verschweigen, 1973). Men i Sängkamrater (1974), med den internationale titel Wide Open, er Lindberg bare ikke nok til at gøre filmen nogenlunde interessant. Selv ikke engang hendes pæne bryster!
Manden bag Sängkamrater, Gustav Wiklund er oprindelig fra Finland. Han har også instrueret Exponerad (1971) og har arbejdet som skuespiller i bl.a. Raid (2003) og Äideistä parhain (Mother of Mine, 2005).
En besværlig trekant
Paul (Kent-Arne Dahlgren) arbejder som taxachauffør, mens hans sambo Marianne (Solveig Andersson) arbejder som journalist. De har et heftigt skænderi, da Paul slæber sin fulde far med hjem efter en mislykket sats på travbanen, der har kostet faren dyrt.
Til en fest på den selv samme dag om aftenen møder Paul en lækker blondine, men vågner op den næste morgen mellem den dybt jaloux Marianne og hendes sexede søster Beryl (Gunilla Larsson).
Alt dette udvikler sig til et noget værre rod for Paul, Marianne og Beryl, en model ved navn Eva (Christina Lindberg) og et møde med en direktør, der går under navnet Mr. X. Plus noget striptease og narko..
Latterlig eftersynkronisering og kedelig sex
Af en sexfilm at være, virker Sängkamrater mere som en anti-sexfilm. Der er ikke en gnist af ordentlig erotik. Heller ikke thrillerdelen er særlig ophidsende. Derfor ender Wiklunds instruktion og manuskript med at falde sammen som et korthus.
Sängkamrater minder mig om hvorfor, jeg hader eftersynkronisering, især hvis det er dårligt gjort. For selvom filmen er svensk produceret, så er alle skuespillernes stemmer erstattet med pinagtig engelsk, der tester ens tålmodighed i længden, og deres præstationer bliver ikke bedre af det. Det får gud hjælpe mig Cillit Bang-reklamernes brug af eftersynkronisering til at virke bedre!
Filmens bonusmateriale indeholder et interview med Wiklund og Lindberg om deres arbejde på Sängkamrater. I de interview-stykker, der er med Lindberg, fremgår det tydeligt, at hun langt fra er glad for filmen. Man kan kun være enig med hende. Et passende plaster på såret er et slideshow med lækre nøgenbilleder med Lindberg. I disse tider arbejder hun som journalist.
En træls film at se
At se Sängkamrater er som at se en meget lang gå-marathon i slow motion. Jeg havde det ualmindelig svært at holde mine øjne åbne – trods den engelske titel Wide Open! Fans af svenske sexfilm kan derfor springe let og elegant over den og se noget andet med Lindberg i stedet for.
Sängkamrater er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.
Andre titler: Wide Open
Instruktør: Gustav Wiklund
Manuskript: Gustav Wiklund
Medvirkende: Kent-Arne Dahlgren (Paul), Solveig Andersson (Marianne), Gunilla Larsson (Beryl), Christina Lindberg (Eva)
Producere: Gustav Wiklund
Foto: Max Wilén
Klip: Wic Kjellin
Musik: Olov Olofsson
Spilletid: 102 minutter
Aspect ratio: 1.66:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk og finsk
Produktionsland, år: Sverige, 1974
Produktionsselskaber: Concorde Film
Distributør (DVD): Another World Entertainment
Udgave/region: 2
Anmeldt i nr. 66 | 13/04/2011