Michael Gylden-Damgaard
Ingen kommentarer

Sandman: Præludier / Nocturner

Sandman: Præludier / Nocturner
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Sandman kræver overskud, tilvænning, smag for det bizarre og ”grimme”, tankevirksomhed og tid. Har man det, får man en historie, der opsluger og hjemsøger én, og som viser, hvad tegneseriemediet kan, når det gøres rigtig godt.

Sandman: PræludierDC Comics udgav i 1988 under deres Vertigo-label den allerførste Sandman-tegneserie The Sandman vol. 1: Preludes and Nocturnes. Den gik hen og blev én af de årtiets allermest tone- og stilskabende ‘graphic novels’, og i 2004 udgav danske G. Floy Studio så langt om længe den danske oversættelse. Den blev delt op i to separate albums Præludier og Nocturner, hver indeholdende 4 afsnit, oversat af Morten Lykkegaard, og udstyret med et forord af Politikens Kim Skotte. Noget af en kærkommen gave til det dansksprogede tegneseriemarked.

Jagten efter Sandmans værktøjer
Sandman: Nocturner

Sandman: Nocturner.

Serien tager sit udgangspunkt i troldmageren Roderick Burgess’ fejlslagne forsøg på at fange Døden. I stedet fængsler han Drømmen, personificeret i seriens hovedperson af mange navne – Fyrst Morfeus, Drømmenes Herre, Sandman, Dødens lillebror og så videre. Burgess prøver over de næste mange år at fravriste Sandman sine hemmeligheder, men efter en hel livstid i fangenskab, bryder han ud uden at have ytret så meget som et ord.

Så går den vilde jagt ellers. Sandman skal finde sine mægtige værktøjer igen – en pose med sand, sin drømmehjelm og sin kraftrubin – og det går resten af Præludier og det meste af Nocturner med. Sådan et kort referat yder slet ikke historien retfærdighed – men det ville et langt referat nok i virkeligheden heller ikke. Historien er så kringlet og fyldt med detaljer, at et fyldigt referat aldrig ville blive fyldigt nok.

Eksempelvis skifter historien karakter, efter at han har fundet sine ting; han støder ind i sin storesøster Døden, der overtaler ham til at tage sig sammen og komme i gang igen. Jagten efter Sandmans værktøjer er kun det ganske spinkle skelet, som hele den sælsomme fortælling er bygget op omkring.

Intelligens og talent
Alternativ jukebox

Alternativ jukebox.

Men det er ikke en helt almindelig jagt; den fører Sandman gennem både virkeligheden, drømmenes verden og endda Helvede, og udsætter læseren for en endeløs rejse gennem det ene mere bizarre og drømmeagtige tableau efter det andet. Og det er virkelig her, historien kommer til sin ret. For der er intelligens og talent gemt i fortællingen; i replikkerne, i sammenhængen og udførelsen.

Der meta-tematiseres konstant over verdenshistorien, menneskets lod i livet, mytologien (som Gaiman er glad for – og god til!), absurditeten, galskaben og alt hvad det tyvende århundrede ellers har budt på af uhyrligheder. Som Kim Skotte skriver i forordet:

“Sandman er ikke en illustreret roman. Det er heller ikke en serie tegninger, behæftet med ord. Det er et eksempel på, hvordan tegneserien i lykkelige tilfælde kan finde en særlig balance mellem ord og billede, man ikke finder andre steder. Nogle gange er det næsten, som om siderne ikke kan rumme denne overflod, eller måske rettere syndflod, af replikker og massivt farvelagte tegninger. Men det kan de.”

Og dog – læseren sidder ofte og bakser med at finde hoved og hale i rækkefølgen af de enkelte rammer.

Ikke en serie man slapper af med
Sandman og John 'Hellblazer' Constantine... i problemer?

Sandman og John ‘Hellblazer’ Constantine… i problemer?

Illustrationerne er i sig selv også noget ganske specielt – fundamentalt anderledes end mange af de andre mere kulørte serier. De kræver virkelig tilvænning, og der er sikkert mange, der ville kalde tegningerne dårlige, rodede og amatøragtige. Og de er faktisk heller ikke synderligt ”pæne” (som I ”nej-hvor-er-der-pænt-dækket-op”), men de går godt i spænd med den dybt bizarre stemning gennem hele serien.

Tegningerne i forbindelse med den tilsyneladende ulogiske sidestruktur virker drømmeagtige, undflyr sig enhver kausalitet og understøtter på denne på selve betydningen af serien. Det virker, men ikke uden betydelig tankeaktivitet fra læseren. Sandman er med andre ord ikke en tegneserie, man slapper af med.

Mytologiske hentydninger
Sandman og søster med Jim Morrisons knap så glædelige budskab i baggrunden

Sandman og søster med Jim Morrisons knap så glædelige budskab i baggrunden.

Serien indeholder udover alle sin mytologiske hentydninger, også en række kommentarer til DC Comics’ andre udgivelser. Superman dukker op i et glimt i en hallucination, Batman og Robin viser sig at have haft indflydelse på historien i en flashback-lignende sekvens, Fugleskræmslet (jf den seneste Batman-film) huserer på Arkham Asylum og Lovens Vogtere (aka The Justice League) omtales også mere end én gang.

De passer overhovedet ikke ind i tegneseriens stil og stemning, men det gør bare det hele endnu mere absurd – at tænke sig, at Sandman i princippet huserer i det samme univers som de gammelkendte superhelte, er jo helt hen i vejret. Mon det har været et krav fra DC’s side, at serien skulle indgå i deres produkt- og konceptlinje? Jeg ved det ikke, men forbindelserne er der, og med lidt god vilje, føjer de bare mere til historien og atmosfæren i kraft af deres diametrale anderledeshed. Den eneste, der føles ”rigtig” er John Constantine fra Hellblazer-serien – han arbejder sammen med Fyrst Morfeus i en kort periode, og det fungerer godt.

Ikke for alle

Sandman: Præludier og Nocturner er ikke en tegneserie for alle. Den kræver som sagt overskud, tilvænning, en smag for det bizarre og ”grimme”, tankevirksomhed og tid. Hvis man har det, får man til gengæld en historie, der opsluger én, hjemsøger en i dagevis efter man har læst den, og ikke tilnærmelsesvis ligner nogle af de andre glittede superhelteserier, som vi efterhånden er ved at blive vant til.

Kast eksempelvis et blik på PITT-serien af Dale Keown – disse to serier ligger i hvert sin ende af alle tænkelige spektrer. Undertegnede holder af begge dele, men af helt utroligt forskellige grunde. Om Sandman skal der ikke være andet tilbage end at opfordre til at læse den – om ikke andet, så for at få øjnene op for, hvad tegneseriemediet også kan, når det gøres virkeligt godt.

Sandman: Præludier og Sandman: Nocturner er venligst stillet til rådighed af G. Floy Studio.

4 stjerner

Titel: Præludier og Nocturner
Originaltitel: Preludes and Nocturnes
Seriens titel: Sandman
Seriens originaltitel: Sandman
Forfatter: Neil Gaiman
Tegner: Sam Keith & Mike Dringenberg (& Malcolm Jones III)
Farvelægning: Robbie Busch
Albumlængde: Præludier 128 sider; Nocturner 112 sider sider
Dansk oversættelse: Morten Lykkegaard
hvid
Udkom som album i USA i 1988 på forlaget DC Comics (Vertigo).
Udkom som to separate albums i Danmark i 2004 på forlaget G. Floy Studio.

Anmeldt i nr. 6 | 13/04/2006

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *