Samurai purinsesu: Gedô-hime

Hvis man ikke har kendskab til de japanske splatterorgier Kataude mashin gâru (The Machine Girl) og Tôkyo zankoku keisatsu (Tokyo Gore Police), begge fra 2008, vil man nok blive temmelig chokeret, når man sætter Samurai purinsesu: Gedô-hime på afspilleren – og selvom man allerede har set disse hysteriske voldsfilm, vil man nok stadig blive ret overrasket over de nye optrin, der serveres i Samurai purinsesu: Gedô-hime.

En mærkelig skov

I en japansk skov (højst sandsynligt i fremtiden, men det bliver aldrig forklaret) bor en gal videnskabsmand, der ynder at strikke dræbercyborgs sammen af afhuggede lemmer, skrot og dødsensfarlige våben. Men i denne skov lever der også en større bande voldtægtsmænd, der en dag voldtager og slagter en gruppe unge skolepiger – alle dør på nær én! Meget belejligt finder den gale videnskabsmand og hans to tjenere den stakkels pige, lige før hun dør.

Dette fører til, at Dr. Vanvid bygger en ny krop til pigen (hvis navn man aldrig rigtig får at vide), og en spåkone smelter hendes sjæl sammen med hendes 11 skolekammeraters sjæle – tilsammen er de en dræbermaskine med ét mål: At få hævn over dem, som voldtog og dræbte dem! Men det er jo slet ikke så nemt at få hævn, og slet ikke i en film som Samurai purinsesu: Gedô-hime, da der er mange fjender og ikke alle af dem er mennesker.

Selvom hævnplottet er ret uoriginalt, så virker Samurai purinsesu: Gedô-hime stadig som noget nyt, mest af alt fordi de japanske bagmænd virkelig tilføjer nogle bizarre elementer og kampe, der nok skal få de fleste op af stolen. Har man allerede stiftet bekendtskab med de førnævnte film Kataude mashin gâru og Tôkyo zankoku keisatsu, ved man godt, hvad man kan forvente af splat og syrede udspil. Men har man endnu ikke set nogle af disse dejlige orgier, kan stilen bedst sammenlignes med noget af det første Peter Jackson lavede – bare mere hysterisk og mærkeligt.

For lang i spyttet!

Selvom plottet er simpelt, virker det okay, og det hele er meget let fordøjeligt, men desværre er spilletiden lige 20-25 minutter for lang. Det resulterer i sidste ende i, at man flere steder i filmen begynder at kede sig. Der bruges alt for lang tid på at vise den ”gamle” spåkone sidde i naturen og meditere, hvilket blot er en hæmsko for filmen.

Det medfører ingen mystik eller spænding og er bare med til at tage fokus fra det, vi egentlig vil se: Kampe, cyborgs, monstre og masser af blod. Kamp får vi skam også i filmens klimaks, hvor vores heltinde skal nedkæmpe den gale doktors supermonster, der er halvt kvinde, halvt mand, med motorsave og kløer som hænder.

Kampene er filmens styrke

Det er i kampscenerne, at Samurai purinsesu: Gedô-hime virkelig viser, hvad den er værd, og det er skam ikke småting, der bliver leveret af de gale japanere. Vi får blandt andet scener, hvor en ond cyborg kæmper med sit motorsavsben, der også fungerer som raket (!), samt hjerneudrivelser og total maltraktering af samtlige kropsdele. Ja, det er spas og løjer – og rigtig godt med en kasse øl og nogle gode venner.

Men på trods af alle løjerne, bliver Samurai purinsesu: Gedô-hime aldrig en rigtig god film. Foruden plottet og de lidt kedelige karakterer, så er billedsiden noget jammerligt amatørsnusk, som bagmændene godt kunne have lagt en del mere arbejde i. I enkelte indstillinger, er kompositionerne ganske tilfredsstillende, men det ødelægges af den hjemmevideoæstetik, der ligger som et tykt lag dovent støv over hele filmen.

I kampscenerne kan man selvfølgelig se igennem fingre med det, da der er så meget andet at kigge på, men i de scener, hvor plottet skal udvikles, er det en klods om filmens ben. Dette hjælpes heller ikke på vej af de lidt for mange dårlige CGI-effekter, som også blev brugt i Kataude mashin gâru. Effekter som, hvis man kigger nærmere, er skabeloneffekter, som alle kan hente og frit benytte fra internettet.

Hvem sagde Power Rangers?

Samurai purinsesu: Gedô-hime leder tankerne hen på TV-serien Mighty Morphin’ Power Rangers (1993-96), med deres farvestrålende kostumer, kampe og kæmpe, fjollede monstre – for ikke at tale om de lydeffekter, der akkompagnere sparkene og slagene. Det hele er meget herligt, og man kan ikke helt lade være med at grine med, imens man selv sidder og fægter med arme og ben.

Skiven fra AWE indeholder foruden filmen også en nogenlunde “bag om kameraet”-dokumentar, hvor skuespillere og teknikker fortæller lidt om filmen og deres roller.

Samurai purinsesu: Gedô-hime er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 60 | 13/10/2010

Stikord: Cyborgs, Hævn, Japan, Splat