Lasse Grønborg
Ingen kommentarer

Rosso sangue

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Rosso sangue er ikke god efter nogen almindelige standarder, men besidder alligevel en charme fra dengang, gyserfilm ikke skulle være kækt intertekstuelle.

Rosso sangueDa Aristide Massaccesi døde i 1999, efterlod han sig en karriere der spandt over næsten fire årtier. I det første årti arbejdede han som kameramand på en række italienske film, inden han tog springet og blev instruktør. Han er kendt under mange navne, men specielt aliaset Joe D’Amato er kendt, hadet og elsket af mangt en “genre”-fan verden over.

Hans film rangerede fra erotik over hardcoreporno og gyserfilm (der kunne have pornografiske scener) plus lidt midt i mellem disse genrer, men indrømmet ikke meget. I 1980 havde han et hit med filmen Antropophagus, der et år senere fik en form for fortsættelse med filmen Rosso sangue, der også er kendt under navnet Antropophagus 2 samt tre-fire andre titler.

Dårligste jagtscene nogensinde
Det kan ikke være sundt.

Det kan ikke være sundt.

Filmen begynder med, at en præst jagter en mand til fods, i hvad der må kvalificere som værende den dårligste jagtscene nogensinde, da begge løber så langsomt, at Flemming “Bamse” Jørgensen kunne overhale dem indenom. Den jagede bliver spillet af George Eastman, og så skal man ikke have set mange italienske film, før vi ved at han er en grimmer karl.

She got the point.

She got the point.

Eastman forsøger at kravle over en port for at slippe væk fra sin forfølger, og bliver som resultat deraf spiddet derpå. Herefter klippes der til en lille familie, der diskuterer lidt frem og tilbage over hverdagens gøremål, men dette afbrydes af den forfulgte, som pludselig er kommet ned af porten og banker på hos familien med indvoldene væltende ud af maven.

Straks kommer han på sygehuset og i en meget eksplicit scene lappes han sammen igen, men da præsten som jagtede Eastman i starten af filmen dukker op på hospitalet, går han amok og det er først da præsten føres bort, at han slapper af igen. Men varer dog ikke længe, trods bedøvelse nok til at alle indbyggerne i Chicago uden problemer kunne falde i søvn. Pludseligt vågner han af sin narkose og myrder en sygeplejerske på det der bliver til en flugt fra hospitalet.

Bastard
Another one bites the dust.

Another one bites the dust.

Filmens body count stiger da han kommer ud fra hospitalet, hvor flere mennesker bliver ofre for hans raseri og enten får en hakke i hovedet, kløvet hovedbunden i to eller bare nøjes med at blive kvalt, som det overgår Michele Soavi i en meget lille rolle.

Pludselig er han, efter at have vandret rundt på må og få, tilbage ved huset hvor han dukkede op i starten af filmen og nu begynder at terrorisere husstandens børn. Men heldigvis har præsten nødtvungent allieret sig med det lokale politi, og de jagter nu sammen filmens psykopat. Men kan de nå at stoppe ham inden familiens to børn bliver hans næste ofre?

Voksenhygge.

Voksenhygge.

Dette er filmens handling, og lad det være klart med det samme, der er så mange kritikpunkter i denne film, at tilskueren kunne finde nye fra nu og så til dommedag. Men hvorfor skulle man dog kritisere filmen? Jeg mener, det kan da godt være at filmen har sine kedelige øjeblikke, at musikken lyder som en blanding af et Goblin-kopiorkester og en tolvårigs udskejelser med et keyboard, at manuskriptet nærmest er ikke-eksisterende etc.

Men når alt dette er skrevet, er der en stor del af mig, som ikke kan lade være med at holde af denne lille bastard af en film. Grunden hertil er ikke, at filmen efter nogen som helst målestok er god, men den har noget over sig, som ingen film indenfor gysergenren har i dag. Jeg mener, at gysergenren på godt og ondt er ved at fortabe sig i dårlige computereffekter, ironi og tåbelige indforståetheder.

Joe D’Amato-film uden nøgenhed
Endnu et opfindsomt drab.

Endnu et opfindsomt drab.

Derfor er det en sand lise for min sorte sjæl, at se denne old school gyser/splatterfilm, der ikke forsøger at være ironisk eller komme med indforståede intertekstuelle referencer til andre genrefilm. Det er en form for filmkunst der ikke laves mere, og om så instruktøren hedder Joe D’Amato, Lucio Fulci eller andre navne fra samme periode, fyldes jeg med en form for nostalgi, jeg ellers kun møder, når min kusine til familiefesterne, mod vi andres ønske, for tyvende gang sætter “Danse i måneskin” i CD-afspilleren.

My eyes… My eyes.

My eyes… My eyes.

Med andre ord, er du til disse old school gyserfilm, er der ingen vej udenom; denne film må på din indkøbsliste, og så er det vistnok første gang, at jeg har set en Joe D’Amato-film uden nogen former for nøgenhed, hvilket vistnok må kvalificere filmen til en pris af en eller anden slags!

Den anmeldte DVD-udgave af filmen, der efter sigende skulle være den eneste uklippede udgave hvad angår gore, er splejset sammen af 99 procent med tysk tale og 1 procent med engelsk/italiensk tale og tyske undertekster. Lyden og billede kvaliteten i disse scener er ikke helt på niveau med resten af filmen, men det er efter min mening bare en del af charmen.

4 stjerner

Titel: Rosso sangue
Andre titler: Absurd, Antropophagus 2, Monster Hunter, The Grim Reaper 2, Zombie 6: Monster Hunter
Instruktør: Joe D’Amato
Manuskript: George Eastman
Cast: George Eastman (Mikos Stenopolis), Annie Belle (Emily), Edmund Purdom (Præsten), Charles Borromel (Sgt. Ben Engleman), Katya Berger (Katia Bennet), Kasimir Berger (Willy Bennet), Ted Russof (Dr. Kramer)
Producere: Donatella Donati & Joe D’Amato
Foto: Joe D’Amato
Klip: George Morley
Musik: Carlo Maria Cordio
Spilletid: 91 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Mono
Sprog: Tysk plus dele af filmen på engelsk og italiensk
Undertekster: Tysk ved italiensk og engelsk tale
Produktionsland, år: Italien, 1981
Produktionsselskaber: Filmirage S.r.l., Metaxa Corporation
Distributør (DVD): Astro Records, Filmworks
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 25 | 13/11/2007

Stikord: Italian Cinema, Splat, Video Nasty

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *